Print artikel

Aben og afgrunden

Efter 19 år i en fryser svinger aben sig igen. Foto : Zoologisk Museum
Interview
09.07.12
Hvorfor vil vi gerne klappe en svane? Hvorfor vil vi gerne se på en rekonstrueret øglefugl og en bændelorm i formaldehyd? Mette Kamille Ipsen har skrevet speciale om Zoologisk Museum og vores forhold til udstillede dyr. Atlas udsendte tog med på rundvisning og lærte lige så meget om sig selv, som om de døde dyr.

Mit interview med Mette Kamille Ipsen løber hurtigt af sporet. Jeg er egentlig taget med hende på Zoologisk Museum for at høre om hendes speciale, der handler om udstillede dyr, og hvordan de udfordrer vores kulturelle kategorier, men ret hurtigt tager samtalen en lidt ubehagelig drejning, da hun vender interviewet på hovedet.

»Har du egentlig haft nogen dyr selv?« Spørger hun.

Ja, jeg har haft et par stykker. Men det gik ikke så godt med dem.

 »Hvad har du haft for nogle?«

Da jeg var helt lille, købte mine forældre kaniner efter de havde læst Kaninbjerget, men det var en katastrofe. Det var to hanner, og de var vildt territoriale omkring stuen. De knaldede også hele tiden helt vildt aggressivt, og så de var våde bagi, hver gang man tog dem op for at ae dem. Bagefter havde vi en ondskabsfuld kat, som alle mine venner var bange for.

Det er længe siden, jeg har tænkt på min lange række af fejlslagne forsøg på at have dyr, men midt på Zoologisk Museum får Mette mig pludselig til at komme i tanker om alle mine kæledyrsfiaskoer.

Det første dyr, jeg selv havde, var en undulat, der hed Garfield, men det var som om den altid var vred på mig. Jeg prøvede at gøre den tam, men den blev ved med at hakke mig, indtil den en dag fløj ud af vinduet. Før Garfield havde jeg sumpskildpadder, de bed mig også.

»Hvordan havde du forestillet dig, at det skulle være?«

Det ved jeg ikke, sådan lidt mere askepotagtigt, hvor dyrene flyver ind af vinduet, og så er man venner med det samme.

 »Det lyder lidt ekstremt, men meget karakteristisk for mange af vores kulturelle forestillinger om dyr.«

Hvordan mener du?

 »Vi drømmer om at blive forenet med den radikale anderledeshed, som dyrene repræsenterer. På den ene side kan vi genkende os selv i dem, på den anden side bliver vi chokerede over, hvor ondskabsfulde dyr kan være. På den måde repræsenterer de også et område uden for vores sociale love, som fascinerer os, fordi vi kan se, at de »knalder helt vildt aggressivt» og er »våde i røven». Det kan man jo ikke sige om mennesker, vel?«

Det var meningen, at jeg skulle citere dig og ikke omvendt.

 »Men det er for at sige, at dyrene giver os mulighed for at udtrykke noget andet, end vi normalt kan.«

At jeg kan udtrykke min latente homofobi ved at tale om mine forældres kaniner?

 »Tja, eller du kan i hvert fald sige noget, du ikke ville sige, hvis samtalen drejede sig om mennesker.«

Du har nok ret. Hvis mine forældre havde haft to mænd i stuen, der knaldede helt vildt, ville jeg ikke have fortalt dig det.

 »Det er en ret hypotetisk samtale.«

 

Øglefuglens udfordring

Mette Kamille Ipsen har skrevet speciale om udstillede dyr på Zoologisk Museum i København, der er en del af Statens Naturhistoriske Museum, som også tæller Botanisk have og Geologisk Museum. Jeg syntes, det lød spændende og spurgte, om ikke vi skulle tage en tur rundt på museet, hvor Mette fortalte om, hvordan det mere præcist er, at dyrene udfordrer vores kulturelle kategorier.

Det første eksempel, hun viser mig, er øglefuglen Archaeopteryx litografica, der er berømt for at være som en slags missing link mellem dinosaurerne og fuglene i evolutionshistorien. På Zoologisk Museum er udstillet en model af dyret, som er lavet ud fra et meget berømt tysk fossil. For en lægmand ligner den mest noget fra Villy Vilddyr.

»Jeg elsker den lille øglefugl. Det er virkelig en cyborg, fordi den rummer så mange forskellige tider, forestillinger og videnskabeligheder i sig, og så er det en fantastisk blanding af kultur og natur. Det er en menneskeskabt rekonstruktion, hvis fjer kommer fra agerhøns og spætter, som man har valgt ud fra videnskabeligt gætværk om, hvordan den har set ud og hvilket liv, den var tilpasset,« fortæller Mette.

Hun forklarer, at fuglen er et slags forstadie til en fugl, der har tænder som dinosaurerne, men fjer som fugle. Ud fra skelettets form har man så fundet ud af, hvordan musklerne sad, og ud fra dem regnet ud, at den må have været en temmelig kluntet flyver, som primært levede på jorden, og derudfra gættet på, at den nok havde brug for camouflagefarver som beskyttelse.

»Øglefuglen er sådan et fint eksempel på, hvordan natur og kultur og fakta og fiktion hænger uløseligt sammen – også indenfor naturvidenskaben. Det har jo taget utallige timer at modellere den, og på den måde er den jo virkelig et kunstprodukt. Vi opstiller tit natur og kultur som modsætninger, men her hænger de sammen i en kunstnerisk blanding af natur og mytologisk intuition.«

Mener du, at de bare har digtet?

»Ikke bare. Man skal ikke undervurdere den videnskabelige poesi. Men det er værd at huske, at naturvidenskaben indeholder masser af fiktion, og der er bestemte narrative strømninger, der styrer, hvordan man forsker, og hvad man forsker i.«

Men det gør vel ikke videnskaben til fiktion, at man logisk har ræsonneret sig frem til øglefuglens farve?

 »Nej, men der er ikke noget modsætningsforhold, videnskab og historiefortælling er intimt forbundne. Det husker os på, at museet også fortæller videnskabens udviklingshistorie, ikke bare naturens.«

 

Smadrede æg og en uglet svane

I det hele taget udfordrer de udstoppede dyr en række af vores kategorier og kulturelle modsætningspar, mener Mette. Ikke bare natur og kultur, men også liv og død, nært og fjernt, vildt og tæmmet, materielle genstande og symboler, og alle genstandene på museet har utallige lag af betydninger i Mettes øjne.

På vej hen til mammutten falder hun i staver over en svane med uglede fjer.

Prøv at se, folk kan ikke lade fuglene være, og de kan ikke tåle det, så museet er nødt til at skifte de her svaner ud af og til. De bliver klappet i stykker. Lige som dit askepotbegær efter at blive ven med dyrene, vil folk gerne helt tæt på svanen. Man vil tæt på, at de til sidst går i stykker.«

Et andet eksempel er nogle fugleæg i samme udstilling, som det åbenbart også er svært at holde fingrene fra – gæsterne smadrer dem igen og igen. Mette mener, at det overbegejstrede pilfingeri peger på en grundlæggende splittelse i individet.

»Den slovenske psykoanalytiker Slavoj Žižek siger, at vores forhold til omverden altid er uafsluttet og problematisk, for vi vil altid gerne have noget, og det, vi egentlig gerne vil have, kan vi aldrig få, for det er en enhed med verden. Den kan vi aldrig opnå, derfor flytter vores begær sig hele tiden. Lige nu vil jeg røre svanen, om lidt vil jeg have en kop kaffe i caféen.«

Nu får jeg lyst til kaffe.

 »Præcis.«

I den forstand er dyrene på Zoologisk Museum særligt privilegerede (eller særligt uheldige), da de i så høj grad repræsenterer dette eventyrlige andet, som vi så gerne vil forenes med, at vi er nødt til at udstoppe dem og udstille dem. Mette kalder museet for et ’monument over umulighed’, fordi vores trang til at komme tæt på de vilde dyr har en indbygget umulighed.

»Det er et paradoks at se på ’vilde dyr’ på museum. De vilde dyr er jo netop vilde dyr, fordi de er langt væk, svære at komme i nærheden af og frem for alt - levende og ustyrlige,« siger hun.

Da vi kommer ind til mammutten, går det op for mig, at jeg som barn troede, at det var en rigtig mammut, der var blevet gravet op af isen og udstoppet.

Det er vigtigt, at understrege, at det ikke er et dyr, det er en genstand, ligesom de andre genstande her

For stort til at bære, for småt til at rumme

»Mammutten er et godt eksempel på, hvorfor det er vigtigt at formidle den videnskabelige poesi og det fantastiske kunsthåndværk, det er at skabe rekonstruerede dyr. Der er mange, der fejlagtigt har troet, at det her er en rigtig mammut, der er udstoppet.«

Dumt.

 »Ja, måske, på den anden side bliver den jo behandlet og opstillet lige så livagtigt som alle de andre. Grænsen mellem nutid og fortid, kunstprodukt og naturgenstand, bliver pludselig overskredet på en uhensigtsmæssig måde, der forvirrer publikum.«

En anden grund til at jeg kan huske mammutten, fra jeg var barn, er dens blotte størrelse. Ligesom hvalskelettet, og den enorme havskildpadde.

Selvom jeg er blevet større siden jeg så den sidst, er den nu stadig ret stor.

»Den er kæmpestor, og i det hele taget skaber museet jo nogle trygge rammer for, at man kan undersøge det monstrøse, det ufattelige og udfordre sine ideer om det normale. Derfor er museet også et monument over mulighed, hvor man kan gå på opdagelsesrejse. Man kan ikke bare møde det, der er langt væk eller for stort til at fatte, man kan også møde det, der er farligt for os, som komodovaranen eller giftslangerne. Og alt det, der er så småt, at det kan give myrekryb - små parasitter eller mider, der er overalt. Det er nydelsesgyset.«

Jeg forstår godt, at vi har brug for at kende alle de dyr, der findes. Det er praktisk, at man kan se forskel på en hugorm og en snog for eksempel. Men hvorfor de dyr der ikke findes, som mammutten?

»Det handler ikke kun om praktiske forhold og overlevelse. Vi gerne vil tæmme både naturen og vores historie, hvilket hele naturvidenskaben og museerne er udtryk for. Vi vil gerne have styr på det, der er uden for os selv, nå til bunds i sagen og have et klart kategoriseret, afsluttet forhold til omverden. Men splittelsen er ikke derude, den er inden i os selv. Žižek forklarer, at den enkelte simpelthen er en afgrund – afgrunden mellem sprogets evne til at betegne verden og så de rene, rå og substantielle livsprocesser. Uanset hvor meget vi prøver at kategorisere verden, vil vi altid føle, at noget mangler. Afgrunden lader sig aldrig fylde op af vores begreber og forklaringer.«

 

Meget, meget død

Den mest oplagte kulturelle kategori, der konstant bliver overskredet på museet, er dødskategorien. Museet havde tidligere sloganet ’Det dødeste sted i byen’, og der er ingen tvivl om, at genstandene ikke er levende, men hvad er det for en slags død, de rummer? Det er jo ikke bare lig, de er vel snarere en slags zombier, kunstigt holdt i live, eller i hvert fald frosset fast i en ikke-forrådnende limbo-tilstand.

Mette viser mig en chimpanse, der hænger i en lian. Den kom til museet i 1989 og lå på frost i 19 år, indtil man fik brug for den til denne udstilling. Og så er den præpareret med ’kadavermetoden’, som hun fortæller om med stor begejstring og detaljerigdom.

Aben er blevet tøet op, skindet er blevet fjernet og garvet for holdbarhedens skyld. Den optøede, skindløse abekrop er blevet spændt fast i den ønskede positur med ståltråd og metal i en træramme og derefter blevet frosset ned igen. Musklerne er blevet injiceret med vand for at give dem den rette fylde, og ud fra den frosne krop har man så lavet en form, som man har fyldt med et plastmateriale, der endelig har fået påklistret og det garvede skind, der er blevet syet usynligt sammen. Og så er den til sidst blevet hængt op med et stykke metal, der går fra loftet, ned gennem lianen, hele vejen ned til bagdelen.

»Det er en ret voldsom og interessant måde at behandle en død krop på, med en fantastisk teknisk, kunstnerisk og videnskabelig snilde. Man kommer ikke bare ind fra gaden og bliver genstand her, man skal virkelig dø voldsomt for at få lov til at fremstå levende her.«

Synes du egentlig, at den er mest levende eller død, som den hænger der?

»Den er meget, meget død.«

Mest død?

»Ja, fuldstændigt.«

Er den mere død end et almindeligt chimpanselig?

»Den er ligesom sit eget.«

En ny måde at være død på?

»Ja, eller levende. Den har et nyt liv her som kunstgenstand. Det er vigtigt, at understrege, at det ikke er et dyr, det er en genstand, ligesom de andre genstande her. Men det gør ikke, at genstandene ikke kan have en fascinerende relation til liv og død. Det ville jeg gerne have, at man fortalte mere om, hvis jeg kunne bestemme. Måske kunne man udstille kadavermetoden.«

 

Problemet med nuttethed

Chimpansen hænger i den store evolutionsudstilling, der er et Darwin-centreret rum, der lægger vægt på det videnskabshistoriske brud med ideen om en lineær udvikling med mennesket som endemål. Jeg synes, at den er ret kaotisk, og af samme grund er det et af Mettes yndlingsrum. Hun synes, at museet står stærkest, der hvor det ikke forsimpler for meget og prøver at tegne for lige linjer eller dele tingene for skarpt op.

Hun er ikke modstander af videnskabelighed, hun synes bare, at der er nogle bestemte perspektiver, der får for meget taletid. Derfor kan hun ikke så godt lide udstillingen ’Fjer’, hvor udviklingen fra dinosaur til fugl udstilles som en simpel ret linje og de udstoppede fugle er udstillet som natur, klart adskilt fra kulturprodukter som vifter, penisfutteraler, boaer, puder og andre ting, vi har brugt fjer til.

Hun foretrækker ’Evolution’, der udstiller mennesket som en lille prik i et stort forgrenet mønster, filtret sammen med chimpanser, alger, fladorm, lemurer og gopler. Det er mere demokratisk og mindre hierarkisk, synes hun. I det hele taget drømmer hun om formidlingsformer, der i højere grad udforsker gråzoner, sammenfiltringer og magtrelationer. Mette fortæller en illustrativ historie om Musemakien, verdens mindste primat.

»Forestil dig en abe, der ligner en mus.«

Det lyder supernuttet.

»Den er helt vildt nuttet. Problemet med nuttetheden er, at så vil man gerne tæt på, man vil eje den. Derfor bliver den solgt på det sorte marked, hvilket betyder, at den har helt vildt dårlige leveforhold i junglen på Madagaskar, hvor den bor. Endnu værre bliver det af, at Madagaskar var scene for et politisk kup i 2009, hvilket skræmte turisterne væk, og har gjort, at mange af dem, der tidligere har levet af turisme, nu er gået i gang med at fælde junglen for at overleve. Det har givet aben endnu dårligere vilkår. Det viser, hvordan natur, kultur, politik og begær hænger uløseligt sammen og har reelle konsekvenser for mennesker og dyr. Sådan nogle pointer er det vigtigt at fokusere på og formidle.«

 

Kød smager godt

Vi er på vej ud af museet igen, og jeg er ret udmattet af at tænke over forholdet mellem mennesker og dyr. Gad vide, om det er hårdt at være Mette.

Tænker du meget over alle de her ting i din hverdag?

»Ja, vores forhold til vores medskabninger tænker jeg på hver dag.«

Påvirker det din måde at leve på?

 »Jeg er vokset op på landet, så jeg er pragmatiker. Jeg er ikke vegetar, men jeg går meget op i økologi.«

Synes du, at det er i orden at have dyr og dræbe dem, for at vi kan æde dem?

»Det er der ikke noget enkelt svar på. Men på den ene side ja, for vi er også dyr.«

Hvorfor spiser du kød?

»Fordi jeg godt kan lide det.«

Det smager godt?

»Ja, og jeg føler mig velnæret, når jeg har fået mad med meget protein. Vi har fysiologiske behov, et af de behov er protein, og noget af det mest fuldendte protein kommer nu engang fra dyr. Hvis man kan give dem et værdigt liv og en nogenlunde smertefri død, så ser jeg ikke noget galt i, at man spiser dem.«

Og på den anden side?

»På den anden side. Hvis nu der kom et hyperintelligent rumvæsen og begyndte at æde vores børn, ville jeg ikke synes, at det var fair. Så fordi dyrene ikke har noget sprog og ikke kan sige »hey, prøv lige at høre, det er ikke så fedt for mig, at du spiser min kalv», så har vi afskrevet dem en række rettigheder. Der er da klart nogle etiske og filosofiske overvejelser, man kan gøre sig der.«

Jeg er vokset op i byen. Jeg er vegetar.

»Hmm. Det er meget sjovt.«

Ja, egentlig. Er der ellers noget du synes, vi mangler?

»Næ, er der noget du synes, vi mangler?«

Jeg føler en ret dyb afgrund i mig selv.

»Det kan vi ikke løse. Den må du bare lære at leve med.«

Det hjælper lidt at kigge på dyrene.

»Det er godt.«