Print artikel

Virkelig trist og virkelig sjov

Essay
20.10.16
Det er svært at løbe fra sin natur i netflix-animationsserien Bojack Horseman. Det er en af de ting, der gør den rigtigt god, og det er netop det, der gør fortællinger til mere end underholdning. Sæson 3 ligger nu til streaming.

I animationsserien Bojack Horseman opfører dyr sig ligesom mennesker. De går på to ben, på arbejde, i tøj og de indgår i et pengeøkonomisk kredsløb. Og alle arterne er i relationer til hinanden på kryds og tværs. Vores hovedperson, Bojack, er en hest. I halvfemserne var han med i en berømt sit-com og nu er han falleret. Han går meget i slåbrok, er altid hjemme om formiddagen, drikker for meget, overspiser, tager mange piller. Han har mange penge og ingenting at lave.                       

På Bojacks sofa bor den arbejdsløse dagdriver, mennesket Todd. Bojacks agent er en lilla kat ved navn Princess Caroline, hans værste konkurrent er en gul labrador, der hedder Mr peanutbutter. Han er Bojacks konkurrent både fordi han havde en konkurrerende sit-com i 90erne, men også fordi han er gift med mennesket Diane, som Bojack var meget forelsket i i første sæson. I sæson to og tre er deres forhold blot blevet tættere, men ikke på en romantisk måde, snarere er de to en slags lidelsesfæller i den tristhed, som synes at være en grundfølelse, man hele tiden skal forsøge at befri sig selv fra i Bojack Horseman.

At dyr opfører sig som mennesker, genererer først og fremmest mange sjove situationer. Det skaber hele tiden små optrin, som da en due forsøger at begå selvmord ved at kaste sig ud fra bygning, men mislykkes, fordi hun jo kan flyve, eller da Princess Caroline hænger en plasticmus foran sig, når hun løber på løbebånd. Eller da Bojack smider Princess Carolines bilnøgle væk, fordi han ikke vil have, hun skal tage hjem, og hunde-valet-parkeringsvagten på den fine restaurant bliver ved med at hente nøglen, helt ude af sig selv af lykke over at løbe efter en nøgle. Det er virkelig sjovt, men det komiske har hele tiden en tragisk slagside. Tænk på, hvordan det må være for den valet-Parkeringsvagt, der rigtig gerne vil være en god til sit arbejde, men som bare ikke kan lade være med også at være en hund. Som bare ikke kan lade være med at blive helt tosset, når nogen kaster med en nøgle. Der er en ydmygelse forbundet med ikke at have kontrol over sine handlinger, som serien undersøger.

Ændr dit liv

I de to første sæsoner har vi lært hovedpersonen Bojack at kende. Hans dårlige kropsholdning og hans triste øjne. At han hader honningmelon. Og vi kender også hans handlemønstre: igen og igen har vi set, at nogen har stolet på ham og han har skuffet dem. Han er virkelig ikke en særlig god fyr. Særligt vred blev jeg på ham, da han i sæson 1 saboterede Todds sci-fi-opera. Og i sæson 2 blev han først afvist af sin ungdomskæreste Charlotte i New Mexico og derefter var han tæt på at gå i seng med hendes teenage-datter. Han gør virkelig sådan nogle ting, som man bare ikke gør. Sådan tænker han også om sig selv. Til sidst i tredje sæson går alt galt og han siger: »It doesn’t get better and it doesn’t get easier. I can’t keep lying to myself thinking I’m gonna change, I’m poison. I come from poison and I have poison inside me and I destroy everything I touch. That’s my legacy. I have nothing to show for the live I have lived. And I have nobody in my life who’s better off for having known me.«

Det er virkelig ulykkeligt. Det er en slags fuldstændig ulykke. Man kan høre, at det værste næsten er, at han har tilladt sig at håbe, at han vil forandre sig. At livet vil forandre sig. To change, som han snakker om i citatet er igennem serien en abstrakt begivenhed ude i fremtiden, hvor alting bliver bedre: han begynder at motionere, han er sød ved sine venner, han holder op med at drikke, han får en familie. Det er ligesom himmerrige.

Det virker, som om Bojack holder sig selv fanget. Og at serien ikke belønner det, ikke idylliserer den ensomhed.

I sæson to prøver han både med selvhjælps-lyttebånd, og han forsøger at have et konstruktivt forhold til uglen Wanda, men begge dele mislykkes for ham. Han ender alligevel med at stikke af fra settet til den film, han er ved at indspille, og opsøger sin ungdomskæreste Charlotte i New Mexico og ødelægger det hele. Men i sæson tre sker der noget, der virkelig får ham til at tro på, at forandring er mulig: Han bliver nomineret til en Oscar. Filmen, han stak af fra er blevet indspillet alligevel med en computergenereret version af Bojack, og nu har den premiere.  Det får ham til at håbe. Det giver ham et konkret koordinat for, hvordan denne forandring af livet skal ske. Han investerer sig selv i jagten på en Oscar, tager på pressetour, stiller op til interviews og til Bat Mitzvah hos datteren til et vigtigt jury-medlem. Det er den overordnede storyline, der holder sæson 3 sammen.

Komedie

På trods af al den ulykke, er serien først og fremmest en komedie. Den er båret af jokes. Men den er også hele tiden i udveksling med den genres fortid, særligt komedie-serierne fra 80erne og 90erne. Tænk Full House og Step by step. I disse serier var man sikret en forløsning. Både i form af, at man griner mange gange i minuttet, og man får at vide af et live-studio-audience, hvornår man skal grine. Men fordi, at hvert afsnit starter i et status qou, hvor i der introduceres et problem og i løbet af 30 minutter, med indlagte reklamepauser, vil alting være okay igen. Således, at man kan starte afsnittet ugen efter ved endnu et status qou. Bojack var selv med i sådan en serie i halvfemserne. Det er derfra han er berømt. Og han siger flere gange, at han ville ønske, at problemer blot kunne løses på 30 minutter. Men der er ikke nogen forløsning til sidst afsnittene. Ligesom at Bojack selv er blevet ældre og har fået en tyk mave. Og Sarah Lynn, som var den søde barneskuespillerinde dengang, nu er voksen og er blevet popstjerne og alkoholiker og stofafhængig. Der er ingenting, der holder sig indenfor sin form, alting hæver over, bliver for stort og bliver ved for længe. Selve den måde, tiden går og kroppen ændrer sig på, er i opposition til det løfte, som sit-com’en giver om evig gentagelse og evig forløsning.

Det er en sorg for Bojack. Men på en måde er det også en sorg for seeren. Som når et afsnit bare slutter med, at Bojack går i seng med den pige, som Todd har et forhold til, og man tænker, hvorfor gør du dog det? Og der bygges bare ovenpå. Man er vant til, at karaktererne til mindstemål ender med at være søde ved hinanden.

Serien bruger også Sit-com’ens måde at tale på. Punch lines og catch-frases for eksempel. Men de bruges som en slags trojanske heste til at bære noget andet. En af mine yndlingscener i sæson tre, er da Bojack får at vide, han er nomineret til Oscar. Hvilket næsten er det værste der kan ske, for alting føles ikke anderledes. Han føler sig som den samme. Men han vil have det anderledes. Så han holder en stor fest, hvor han dyrker sin nye identitet som filmstjerne. Diane dukker op. Hun vil bare høre, om han er ok? Han bliver rasende. Selvfølgelig er han det. Hun siger, at hun kender ham. Hun ved hvordan han vil reagere, hvis han drøm skulle blive virkelighed: »You’re gonna be all like: ’Oh my, why does this not make me happy, how can anything make me happy, I’m an empty huss.« De kommer op at skændes. Bojack vil ikke høre på hende. Hun siger: »You’re gonna accept that award and you’re gonna go home alone and you’re gonna be so miserable that you’re gonna kill yourself.« Hun går sin vej. Hun går gennem festen, hvor alle i kor råber Bojacks navn. »Listen to the chant!«, råber han efter hende. »The chant don’t lie. There’s gonna be plenty of people around when I kill myself.« Den sidste linje lander som en punchline, som man kender det fra sit-coms, men i stedet for at få seeren til at grine, i stedet for at punchet i punchlinen forløser, så åbner det op til noget næsten svimlende uforløst.

Løfter og afhængighed

Nå, men altså, alle disse løfter. Om forløsning og om at kunne forandre sig. Have fuldstændig kontrol over sin egen krop. Det har også, tror jeg, meget at gøre med forskellige grader af afhængighed i Bojack Horseman. Det er som om det her vilde krav om total forandring af livet ender med at sidestille afhængighed forstået som misbrug og afhængighed forstået som det faktum, at man er afhængig af andre personer.

For Bojack er misbruger: af stoffer, af alkohol, af mad og af at se genudsendelser af Horsin' around. Det er der ingen tvivl om. Men loven om at ændre alt i sit liv, det som også er martyrens tilskyndelse, gør også alle mulige andre afhængigheder til en del af problemet. Selv de mennesker, der forsøger at tage sig af Bojack. Alt og alle tynger ham. Alt står stille. Også selvom verden omkring ham virker ret foranderlig. I sæson 1 stjal han for eksempel D’et i Hollywood-skiltet, fordi han ville erklære sin kærlighed til Diane, og siden da har bydelen blot heddet Hollywoo. Og der er en karakter, der hedder Vincent Adultmand, som i en periode dater Princes Caroline, han bliver opfattet som en helt almindelig mand, men han er meget tydelig tre 10 årige drenge på hinandens skuldre under en trench-coat.

Det virker, som om Bojack holder sig selv fanget. Og at serien ikke belønner det, ikke idylliserer den ensomhed. Og det er måske det, der gør, at jeg holder så meget af Bojack-karakteren. Modsat andre midaldrende mænd i midtlivskrise på Tv for tiden. Umiddelbart tænker jeg, at jeg ville finde ham træls. Ligesom jeg fandt Hank Moody fra Californacation og Walther White fra Breaking bad trælse, men jeg er nået frem til, at netop manglen på et formildende element i hans personlighed er grunden til, at jeg godt kan lide ham. Hos Bojack er fortvivlelsen ikke sexet, som den er i for eksempel Californacation. Hank Moody går på et tidspunkt ind i en kirke og vil spørge Gud om vejledning i sit liv. Han er også fortvivlet. Men så møder han en nonne, som er meget smuk og hun giver ham et blowjob inde i kirken. Det er godt nok en drøm, men det er meget sigende for, hvordan Hank Moodys fortvivlelse og skæve livsvalg i forhold til normalen giver ham en uimodsigelig seksuel glød. Både Walter White og Hank Moody får noget i bytte for at give sig hen til fortvivlelsen. De er den geniale outsider. Det er Bojack ikke. Hans karakter er kikset og skadelig og forfærdelig. Han er ude af stand til selv at finde ud af hvilke handlemuligheder, han har. Det giver ham ikke nogen særlig energi at være outsider. Californacation tager simpelthen ikke tilskyndelsen til at gå ind i en kirke alvorligt. Den serie tror ikke på, at nogen rent faktisk vil gøre det, derfor bruger den kirkerummet til at lave den joke med nonnen. Bojack Horseman tager alle forsøg på at finde mening i tilværelsen meget seriøst, også selvom seriens hovedperson ikke selv er i stand til det. 

Dyr og mennesker                       

Det er, som om serien Bojack Horseman tilbyder en god måde at tænke det, som hovedpersonen ikke kan. I selve den grundlæggende præmis, at i denne verden lever dyr som mennesker, er der en modstand mod den tænkning. Det at dyrene går som mennesker og taler som mennesker, gør at alle ting de gør, som er dyreagtige, føles som en afhængighed eller noget tvangsmæssigt. Altså, hvor antromorficerede dyr i andre fortællinger tilbyder os nogle allegoriske kendetegn, uglen er klog, eller hunden er trofast, og den slags, så er karakterernes særtræk som dyr i Bojack Horseman noget de ønsker at blive fri fra. Det optimale ville være at have total kontrol over sig selv. Som nævnt i begyndelsen, er der en ydmygelse forbundet med ikke at have kontrol over egne handlinger. Valet-parkeringsvagten kan godt holde op med at løbe efter nøglen. Bojack kan godt holde op med at spise så vanvittigt meget. Eller det ved vi ikke om de kan. Det er virkelig svært at sige, hvad de her personer kan og hvad de ikke kan. Hvad de er i stand til at holde op med og hvad de ikke er i stand til at holde op med. Hvad der er uimodsigelig natur og hvad der ikke er. Den gule labrador Mr Peanutbutter sidder hver dag og kigger på hoveddøren indtil hans menneskekæreste, Diane, kommer hjem fra arbejde. Han kan ikke lade være. Han siger: »I’m an old dog and you can’t teach and old dog new tricks.« Det er både sødt og forfærdeligt.

Bojack kan jo ikke holde op med at være hest. Han kan ikke gøre sig fri af sin krop. Men han kan godt gøre nogle ting nemmere for sig selv.

Og sådan er det hele vejen igennem. Sjovt og trist, sødt og forfærdeligt. Men man nyder virkelig at være i seriens univers. Man kan lære noget af det. For eksempel hvor vigtigt det bliver at lytte til andre erfaringer og historier, fordi deres erfaringer og historier er anderledes end ens egne. Jeg ved ikke, hvad i den anden person, der føles som natur og hvad der føles som foranderligt. Jeg kan ikke afgøre det. Når Bojack siger om sin appetit. »That’s what happens when you mix the appetite of a horse with an appetite of someone with a hole inside of him that needs to be constantly filled with attention, food and sex,« så kan jeg ikke afgøre, hvilken en af disse afhængigheder, den ene meget konkret og den anden figurativ, han kan gøre sig fri fra. Hvis nogen. Og derigennem sker der noget med ideen om historiefortælling. Der er ikke nogen enhedslig fortælling om livet. Ikke et narrativ, der kan dække alle livsbaner. Det er det, Bojack tror er tilfældet, når han oplever, at den eneste mulighed for at bevæge sig fremad i livet er at bevæge sig fra at være tv-stjerne til at være filmstjerne. Det er ret klaustrofobisk. Men måden universet i serien er bygget op på i serien undergraver fuldstændig den ide. Bojack kan jo ikke holde op med at være hest. Han kan ikke gøre sig fri af sin krop. Men han kan godt gøre nogle ting nemmere for sig selv. Finde navigationskoordinator i andres erfaringer. Kigge nøje efter, hvordan andre i praksis håndterer livet, i stedet for en generel ide om, hvad livet burde være. Man burde nærmest være desperat efter at høre på andre.

Sådan en desperation findes i Bojack Horseman. For eksempel da Bojack og Sarah Lynn til sidst i sæsonen tager på et ugelangt trip på stoffer og alkohol og Bojack beslutter sig for, at han vil sige undskyld til alle han kender. Han tager hjem til sin pr-agent, og på det tidspunkt også elsker, Anna Spanakopita, og hun siger, at hun ikke vil se ham. Han spørger hvorfor, og hun begynder at fortælle en historie. Så blackouter han og vågner op i bilen på vej væk. Sarah Lynn kører bilen. Han insisterer på at vende om, for han må høre denne historie, om hvad der skete for hende engang, da hun var livredder, mens hun gik på universitetet. Han blackouter igen og igen. Vågner op i bilen med Sarah Lynn. Til sidst står han foran hende to uger senere og det lykkes ham at blive ved bevidsthed. Hun fortæller, at der er nogle druknende, man ikke må forsøge at redde, for de vil blot hive en med ned. Det er en fortælling om, at hun skal holde sig væk fra Bojack. Det er tydeligt, men Bojack siger bare: »What’s that got to do with me?,« Han er ikke i stand til at forstå det, hun siger.

Men stadigvæk: Den desperation er vigtig. Det indskud at en andens fortælling vil kunne hjælpe. Det at man måske, i stedet for at forsøge at blive fri af alle afhængigheder, også kunne forsøge sig med at være mere afhængig. Det er noget af den visdom Bojack Horseman rummer.