Print artikel

Vanvidstrip i Berlin

Victoria er en eksistentiel film om at være ung, alene og retningsløs
Anmeldelse
30.11.15
Sebastian Schippers film Victoria tager publikum med på ét langt, vanvittigt take i Berlins sene nattetimer. Det er en eksistentiel film om retningsløshed, ensomhed og fællesskab blandt storbyens unge, serveret i et melodramatisk actionplot. Men mest af alt er det et imponerende filmteknisk eksperiment.

I stroboskoplyset på en kælderklub i Kreuzberg, Berlin, bevæger talrige kroppe sig som en flimrende masse. Kameraet fæstner vores blik på en ung kvinde, titelheltinden Victoria. Er hun mon festens centrum? Hun danser med alle omkring sig, smiler og hujer. Men ligeså stille opdager vi, at ingen rigtig danser med Victoria. Hun er håbløst alene i mængden af hvileløse, svedige kroppe, der flakker rundt i hver deres stenede technotrance. End ikke bartenderen kan overtales til at dele et shot vodka med den ukuelige unge kvinde. Ak, det er ikke nemt at være tilflytter i en storby, når man ikke taler sproget, og folk helst bare vil danse med sig selv. Men vi ser Victoria, og vi lader hende ikke ude af syne de næste 140 minutter, hvor vi følger hende i ét langt take, indtil kameraet slukker, og en ny dag begynder.

Fornemmelsen af rodløs ungdom etableres allerede i åbningssekvensen i Sebastian Schippers film, der i Tyskland har vakt endeløs begejstring. Filmredaktøren på Die Welt kalder den for den bedste tyske film siden Tom Tykwers Lola Rennt (1998), som opvakte tysk film fra den døs, den havde været i efter 70’ernes Fassbinder. Absolut gigantisk, skriver Zeit Online, der spår, at filmen vil gennemryste tysk film eftertrykkeligt. I modsætning til berlinerfilmen fra 2012, Oh Boy, der fik en blandet modtagelse uden for Tyskland, har Victoria også høstet ros i udlandet.

To mennesker mødes, forelsker sig og røver en bank

Victoria, intenst spillet af Laia Costa, er en typisk berliner. Hun er ikke tysker, men fra Madrid, i sine midt-20’ere, og så arbejder hun på en økologisk kaffebar for en ringe løn, som hun brænder af på technoklubber i Kreuzberg om natten, i endeløs søgen efter et fællesskab at være en del af. Den nat, vi følger den solitære tilflytter, finder hun for en kort stund et sådant fællesskab, der skal vise sig at blive et skæbnetungt bekendtskab.

Trækkende med sin retrocykel en sen nattetime møder Victoria et slæng af småbøllede fyre, som vi netop har set blive afvist af dørmanden. »You want ride with us spørger Sonne (Frederick Lau), en slags anfører, på halvdårligt engelsk. »That is my car, yes, yes. My name is Sonne, eh, you know, like the sun, happy, and… Oh, you got nice hands… Keys are gone, shit.« Den godhjertede spanierinde finder ikke optrækket ubehageligt og lader sig uden videre kurtisere. Og således fjanter de lidt gebrokkent frem og tilbage, mens kumpanerne, Boxer (Franz Rugowski), Blinker (Burak Yigit) og Fuß (Max Mauff), falder ind og ud af billedet og hinanden med ligeså ustyrlige armbevægelser som utydelig tale.

Midt i det hele kommer en politibil forbi. Op på cyklen med Sonne bagpå. Lige forbi en spätkauf efter øl. Snart sidder de alle på taget af et socialt boligbyggeri og snakker om alt og mest om ingenting. Lige indtil Victoria må hjem, fordi hun skal sælge kaffe kl. 7. Sonne følger hende til caféen, hvor han bydes på dobbeltkakao og intim klaverkoncert. Og her kunne det være endt i sød musik.

Men det, der lignede den spæde begyndelse på en uskyldig romance, udvikler sig nu til et fatalistisk forbryder-inferno med gangstere, skyderier og luksushoteller med nystrøgede lagener. Boxer har erhvervet sig en gæld til en ubehagelig, blond gangsterboss, mens han sad i fængsel. Og den skal altså indfries. Lige nu. Vores heltinde, der måske, måske ikke, forstår alvoren, foretager det fatale valg at agere flugtbilist for sine nye venner. Og så af sted til banken med pistoler.

At være med på bagsædet

Victoria er på mange måder en eksistentiel film om at være ung, alene og retningsløs, om at høre til, om kærlighed og venskab, pakket ind i et velkendt melodramatisk actionplot: To mennesker mødes, forelsker sig og røver en bank. Men mest af alt er det en film, der er optaget i ét langt take. Schipper har nemlig sat sig selv og sit filmhold den kropumulige opgave at optage storbythrilleren i realtid, uden klip og med improviseret dialog.

Således forfølger den norske filmfotograf Sturla Brandt Grøvlen, der i øvrigt har gået på den danske filmskole, ustandseligt de hvileløse karakterer, og de kommer vidt omkring: kælderklub, gade, kiosk, tag, café, bil, parkeringskælder, bank, kælderklub, boligblokke, tilfældig lejlighed, taxa, hotel. Grøvlen er meget fortjent blevet belønnet med en sølvbjørn på Berlinalen. Det er en vanvittig præstation, og hans kameraføring gør uden tvivl filmoplevelsen til noget særegent.

Det essentielle ved den ubrudte kameraføring er, at den gør os til deltagere snarere end tilskuere. Vi er med, fra vi møder Victoria på dansegulvet i kælderklubben, til hun knap to og en halv time senere vader ud i Berlins søndagstomme gader, som om intet er hændt. Samtidig er der en masse, som kameraet ikke viser os, fordi det insisterer på den virkelighedsnære fortælleform. Vi går ikke med i banken, men bliver loyalt i flugtbilen med vores koldsvedende heltinde-veninde. På trods af, at vi ikke er vidner til den afgørende handling, røveriet, er det en af filmens allermest nærværende sekvenser. Kameraet er panikramt og angst som Victoria, og for et øjeblik er det, som om vi ikke blot sidder i biografstolen, men på bagsædet af bilen. Filmen igennem har vi ligeså lidt overblik over situationen, som vi ville have, hvis vi selv var med, og det skaber en helt særlig intensitet.

Oplevelsen af at være med på sidelinjen forstærkes af den improviserede dialog, der virker sjældent autentisk og relaterbar. Dialogen er blevet til ud fra et skitsemanuskript på 10-12 sider, hvilket især de to hovedrolleindehavere, Laia Costa og Frederick Lau, gør imponerende. Der er hverken dybsindige, formfuldendte fraser eller one liners. De fumler efter de rigtige ord, som ofte ender i kiksede sætninger, de snøvler og afbryder sig selv og hinanden. Sårn, hele tiden, du ved. Men som med al hverdagssnak, og i særdeleshed fuldemandssnak, bliver der også sagt en masse, som er ligegyldigt for handlingen. En del af denne Woody Allen-tenderende smalltalk har Schipper mutet og ladet overspille af komponisten Nils Frahms melodiske electroflader i små kunstpauser, der transcenderer technorusen til et selvforglemmende øjeblik i mødet mellem fem forskellige skæbner. Når der ikke kan klippes i billedsiden, må det altså gøres i lydfladen.

One city. One Night. One take.

Filmen er direkte markedsført på at være en one take-film. Som publikum forbereder vi os derfor på at skulle se en sådan film. Som om actionplottet ikke i sig selv var nok, sidder vi altså også og holder vejret over det tekniske projekt: Hvornår er der en mikrofon, der glider ind i billedet, en skuespiller, der lægger ansigtet i de forkerte folder, glemmer at tale eller stiller sig forkert i forhold til kameraet? Filmens iscenesættelse som et filmteknisk eksperiment tilfører en form for metaspænding, der stiger, i takt med at situationen for de unge bankrøvere spidser til.

Det afgørende spørgsmål er så, om det er historien eller eksperimentet, der er den primære fascinationskraft. Plottet er i grunden banalt, og karakterernes, især filmens heltindes, handlinger virker mærkeligt umotiverede. Victoria er ensom, jovist, men derfra til den totalt selvopofrende handling, det er at agere flugtbilist for Sonnes ven Boxer, som hun har kendt knap en time, gør hende enten exceptionelt godhjertet eller ureflekteret. Eller er det kaffeserveringens trummerum, som hun blot ønsker et afbræk fra?

Schippers insisteren på at fortælle i realtid uden klip forhindrer udfoldelsen af karakterne, der i stedet kommer til at fremstå enfoldige og næsten eventyragtige – og det kan den efterlignelsesværdige dialog ingenlunde ændre på. Den naturalistiske fortælleform ender altså med at spænde ben for den indre sammenhæng i fortællingen, der kommer til at virke noget uplausibel og forceret. På den anden side ville filmen måske ikke være værd at se, hvis ikke det netop var for det tekniske eksperiment? Og dét bør man bestemt unde sig selv at opleve, for på trods af den haltende historie er det noget af et bravurnummer.