Print artikel

USA kan ikke løbe fra O.J. Simpson

Kritik
10.08.16
Mordretssagen mod football-helten og entertaineren O. J. Simpson i 1995 behandles i to nye og roste amerikanske Tv-produktioner. Hvorfor er den over tyve år gamle sag fortsat så stor en kilde til fascination i USA?

De grynede videoklip af den hvide Ford Bronco der kører langsomt ned ad I-405 motorvejen med politikortege i Los Angeles er fortsat ikoniske. Reaktionerne på O.J. Simpsons frikendelse er ligeledes fascinerende at se: ansigterne udtrykker henholdsvis euforisk henrykkelse eller uforstående frustration – alt efter på hvis side man var på i den højpolitiserede retssag.

To nye Tv-serier, The People Vs. O.J. Simpson og O.J: Made in America, er henholdsvis dramatiseret og dokumentarisk. Begge tager udgangspunkt i Simpsons forsvar mod anklagen om mordet på hans ekskone Nicole Brown, men benytter retssagen som indfaldspunkt til at udfolde de kulturelle og sociale temaer der er viklet ind i forbrydelsen.

På den måde følger de tog serier de seneste års tendens med at den såkaldte ’true crime’-genre bruges til at undersøge den samfundets sociale lagdeling og magtmæssige strukturer. Den enorme succes som dokumentar-serierene The Jinx og Making a Murderer samt podcasten Serial har nydt gør det klart at gennemgravning af den kriminelle verdens annaler er en meget populær måde at tage favntag med uklare moralske skyldspørgsmål.

The People Vs. dykker ned i en let fiktionaliseret og minutiøs udforskning af retssagen, der følger både anklagerne Marcia Clark og Christopher Darden og Simpsons såkaldte dreamteam af forsvarsadvokater Johnnie Cochran, Bob Shapiro, Lee Bailey og Alan Dershowitz.

Serien positionerer Clark og Darden som protagonister, for hvem det gradvist bliver klart, at den enorme bevismængde imod Simpson ugyldiggøres op imod USA’s højspændte racepolitik, og sagen slipper dem af hænde pga. dens symbolske ladning og den objekt af national bevågenhed.

Dokumentarserien O.J. tager det lange historiske tilbageblik og følger Simpsons opstigen fra de almene boligbyggerier i Potrero Hill i San Francisco til en hans tid som stjerne studenteratlet på University of Southern California (USC) og siden i den professionelle football liga – NFL.

Dokumentaren viser gennem et utrolig rigt videoarkivmateriale hvordan hvert nyt trin i Simpsons karriere var muliggjort af hans sikre og apolitiske offentlige persona.

Som den feterede og talentfulde unge leder af football-holdet på USC distancerede han sig fra den omgivende borgerretskamp i Los Angeles. Universitet lå lige op ad det fattige nabolag Watts, hvor der kun tre år før havde været store optøjer antændt af indignation over den systematiske undertrykkelse af byens sorte borgere.

Simpson ledte skolen til sejr i universitetsligaen i 1968, og O.J.’s nutidige klip med hans holdkammerater vidner om at det politisk tumultariske år ikke satte et stort aftryk på USC’s privilegerede studerende – men det gjorde Simpsons atletiske brillering og lederskab på banen.

Samtidig med at sorte sportsstjerner som John Carlos, Bill Russell, Kareem Abdul-Jabar, Jim Brown og Muhammed Ali brugte deres medietække og offentlige piedestal til at artikulere kampen for ligestilling, dukkede Simpson hovedet og fokuserede på sin egen vej mod succes, velstand og social accept.

På trods af, at mange nylige nekrologer insisterede på netop dette, transcenderede Muhammed Ali aldrig race. Han positionerede sit eget intellekt, karisma og vilje utvetydigt indenfor sort identitet og den afrikanske diasporas kollektive stræben.

O.J. Simpson derimod, havde faktisk succes med at fjerne race og identitet fra hans interaktion med det hvide Amerika. Det gjorde ham værdifuld som en ikke-truende sort sportshelt som hvide fans kunne heppe på uden nogen ambivalente følelser.

Dette betød at Simpson kunne markedsføres som f.eks. ansigtet for Hertz lejebiler. I en serie reklamer løber gennem en lufthavn tiljublet af hvide bedstemødre og pigespejdere.

I 1970’erne blev Simpson derved en allestedsnærværende sort maskulin tilstedeværelse i medierne – men uden den angst som disse identitetsmarkører normalt ville have betydet for meget af Amerikas befolkning.

Simpson udtrykte det: »I’m not Black – I’m O.J.« og kapitaliserede således på sin transcendering af både race og endda football for at vinde amerikanske hjerter.

I et klip mindes sportsreporteren Robert Lipsyte da det gik op for ham at Simpson forsøgte at leve som var han hvid: »I det øjeblik vidste jeg, at han var fucked.«

Efter en sportskarriere, hvor han havde sat nye rekorder, formidlede han sin kulturelle kapital til en mere eller mindre succesfuld karriere i film- og underholdningsindustrien. Mest kendt er vel hans roller i Tv-serien Rødder og Leslie Nielsen filmen Høj Pistolføring.

Simpson flyttede ind i det velhavende Hollywood nabolag Brentwood – hvor han var den eneste sorte indbygger ligesom han havde været på USC.

Han blev en fast fikstur i Los Angeles’ sociale scene og brugte kyndigt sin berømmelse og kontakter blandt byens patriciere til at få adgang til de mest eksklusive golfklubber og søsætte forretningseventyr.

I en by, der er verdenskendt for diskriminerende politipraksis, var Simpson den eneste sorte mand, som fik særbehandling af Los Angeles’ politistyrke LAPD. Myndighederne så derfor igennem fingre med de mange opkald og anklager, omhandlende Simpsons voldelige adfærd overfor sin kone Nicole Brown, der kom fra deres villa i Brentwood.

Simpson lykkedes med at opnå de privilegier der typisk nydes af overklassen i en tid, hvor en sådan beskyttelse normalt ikke var tilgængelig for afroamerikanere.

Hans succesfulde undvigelse af USA's strukturelle undertrykkelse endte dog i 1994, da han som den hovedmistænkte for sin hvide ekskones mord, abrupt blev kategoriseret under de betydningsmarkører der gør sig gældende for sorte mænd i relation til det amerikanske retssystem.

Det er her at The People Vs samler op og gennemgår retssagens bølgen frem og tilbage – fra Simpsons pludselige flugt fra sin dommerkendelse i den hvide Ford Bronco til hans endelige frikendelse under et tvivlsomt men succesfuldt forsvar i retten.

De dramatiserede udgaver af de offentlige anklagere Clark og Darden mister langsomt overhånden, de har fra det utvetydige DNA-beviser, der forbinder Simpson med gerningsstedet og hans lange historie af hustruvold, fordi det bliver klart, at forsvaret kunne argumentere anklagen mod Simpson i forlængelse af de uendelige juridiske pervationer der har skyldiggjort afroamerikanere.

Den årelange retsproces kom til at handle mere om de omgivende temaer end om det egentlige bevismateriale.

Forsvaret havde held med at kaste så meget tvivl om LAPD’s håndtering af bevismaterialet iscenesætte anklagerne mod Simpsons under præcedens for tvivlsom retspraksis mod sorte borgere.

Det hjalp heller ikke at den nye DNA-teknologi endnu sås som meget usikkert bevismateriale og at politibetjenten Jason Fuhrman, et centralt vidne, kunne etisk miskrediteres gennem hans historie af racistiske udtalelser og forkærlighed for at samle på Nazi-artefakter

En overvejende sort jury havde svært ved ikke at se Simpson som en succesfuld sort mand som det korrupte hvide bystyre i Los Angeles søgte at nedstyrte – særligt eftersom sagen fandt sted kun to år efter optøjerne, der hærgede mange af byens nabolag som reaktion på frikendelsen af politimændene der gennembankede Rodney King.

Glemt var at Simpson næsten udelukkende havde omgivet sig med rige hvide mennesker og skyet sine sorte medborgere gennem hele sin karriere – ved retsskranken var han utvetydigt sort.

Det er her, at de to serier komplementerer hinanden idet tilbageblikket i O.J. ekspliciterer den politiske bagage der bebyrdede Simpsons retssag – og gjorde den til et instrument for godtgørelse af århundreders tort og svige imod sorte amerikanere.

I videoklip der viser reaktionerne på den endelige frikendelse er de henholdsvis glæde og vrede klart opdelt langs raceskel.

Frikendelsen viste, at en sort mand kunne blive så rig og succesfuld, at han kunne købe sin frihed i et land hvor sorte mænd historisk er betragtet som skyldige indtil modsatte er bevist.

Efter den første indignation havde lagt sig, tjente hele affæren imidlertid til at begynde en gradvis oplysning af mange hvide amerikanere, indtil da udvidende om diskrepansen i retssystemets behandling af udsatte minoritetsgrupper.

Retssagen varslede på den måde den proces, der aktuelt søger at transformere det amerikanske retssystem for det bedre og søger at artikulere de historiske uligheder i retspraksis, der har forrevet ikke-hvide miljøer i USA.

I rollen som Simpsons nære familieven skaber David Schwimmer en popkulturel bro ved at spille Robert Kardashian, en virkelig karakter, der optrådte i 1990’ernes mediebillede parallelt med, at hans egen fiktive rolle som Ross i Tv-serien Venner.

Selvom de selvfølgelig ikke var aktører i retssagen får et ungt Kardashian søskendekuld indtil flere scener med deres far i Schwimmers skikkelse.

Derved understreges tematisk retssagens påbegyndelse af udviskningen grænserne mellem virkelighed, fiktion og drama, der kendetegner moderne underholdning og som Kardashian-medieimperiet er bygget på.

På hver sin måde søger henholdsvis The People Vs og O.J. at bruge retssagen som både historisk punktnedslag med også psykologisk port til forståelse af de racepolitiske temaer, filtreret gennem umættelige medier, der fortsat definerer Amerika i en bred forstand.

USA’s selvmodsigelser er fortsat – 20 år efter – perfekt indkapslet i Simpsons mediefiltrerede personas opstigen og fald.