Rystende banalt, historisk problematisk og i sidste ende forkert

Når de sender unge mænd til Slesvig, sender vi dem ud i ørkensandet. Det er ét fedt for Bornedal.

Anmeldelse

13.10.14

Hovedanken mod DR's nye dramaserie 1864, er ikke, at Bornedal vil fortælle en historie, der hævder sin relevans også for samtiden. Enhver historie, der kommer os ved, fortæller os noget om os selv, og vil derfor også kunne kritiseres for at politisere. Hos Bornedal alt det sort og hvidt, liv og død, sund fornuft og forhærdet vanvid. Det er her ikke fortiden, der fortæller os noget, men os, der fortæller fortiden, hvad den har at fortælle os.

Christian Egander Skov

Vi skriver 1851. Tre drenge onanerer i en stald. D.G. Monrad kryber rundt med røven bar, mens han rabler nationalfanatisme af sig. Danmark har vundet treårskrigen. Tragedien kan begynde, for sejren trækker nederlaget med sig, udstikker en kurs, der går over højstemt idealisme til national lemlæstelse og fornedrelse. ’64 er nederlaget i Danmarks historie. Ja, 1864 er historien om Danmark, for generationers identitet er skabt i dette nederlags billede, og således er rømningen af Dannevirke og Slaget ved Dybbøl blevet et prisme, hvorigennem vi har forstået alt, der gik forud, og alt hvad der fulgte. 1864 er fortid, historie og myte; taknemmeligt (spræng)stof for den, der ikke bare vil fortælle historie, men også fortælle en historie.

Og så sidder man alligevel her, lige efter udsendelsens afslutning, og det eneste man føler er skuffelse. Efter første afsnit, som også er det eneste, jeg kommer til at se, tyder alt på, at vi her ikke alene har at gøre med en serie, der hellere vil prædike en tvivlsom sandhed om livet generelt og Danmark i særdeleshed end fortælle en interessant og medrivende historie. Ole Bornedal har flere gange fremhævet, at han naturligvis har dramatiseret