Print artikel

Rystende banalt, historisk problematisk og i sidste ende forkert

Når de sender unge mænd til Slesvig, sender vi dem ud i ørkensandet. Det er ét fedt for Bornedal.
Anmeldelse
13.10.14
Hovedanken mod DR's nye dramaserie 1864, er ikke, at Bornedal vil fortælle en historie, der hævder sin relevans også for samtiden. Enhver historie, der kommer os ved, fortæller os noget om os selv, og vil derfor også kunne kritiseres for at politisere. Hos Bornedal alt det sort og hvidt, liv og død, sund fornuft og forhærdet vanvid. Det er her ikke fortiden, der fortæller os noget, men os, der fortæller fortiden, hvad den har at fortælle os.

Vi skriver 1851. Tre drenge onanerer i en stald. D.G. Monrad kryber rundt med røven bar, mens han rabler nationalfanatisme af sig. Danmark har vundet treårskrigen. Tragedien kan begynde, for sejren trækker nederlaget med sig, udstikker en kurs, der går over højstemt idealisme til national lemlæstelse og fornedrelse. ’64 er nederlaget i Danmarks historie. Ja, 1864 er historien om Danmark, for generationers identitet er skabt i dette nederlags billede, og således er rømningen af Dannevirke og Slaget ved Dybbøl blevet et prisme, hvorigennem vi har forstået alt, der gik forud, og alt hvad der fulgte. 1864 er fortid, historie og myte; taknemmeligt (spræng)stof for den, der ikke bare vil fortælle historie, men også fortælle en historie.

Og så sidder man alligevel her, lige efter udsendelsens afslutning, og det eneste man føler er skuffelse. Efter første afsnit, som også er det eneste, jeg kommer til at se, tyder alt på, at vi her ikke alene har at gøre med en serie, der hellere vil prædike en tvivlsom sandhed om livet generelt og Danmark i særdeleshed end fortælle en interessant og medrivende historie. Ole Bornedal har flere gange fremhævet, at han naturligvis har dramatiseret fortiden, og det er jo ærlig snak. Problemet er bare, at første afsnit var så kedeligt, at det til sammenligning var en ren fest at følge brygger I.C. Jacobsen hente gær i Tyskland med celloakkompagnement.

Hvorfor denne dræbende kedsommelighed? Før jeg med nogen forventning skiftede over på DR1, så jeg sidste afsnit af den anderledes fremragende tyske, historiske serie Vores fædre, vores mødre, hvor en af hovedpersonerne bemærkede, at krig mestendels består i at vente. Største fjende er kedsomheden. Mon det er budskabet, Bornedal forsøger at formidle? Krig er kedeligt. Kun den tålmodigste overlever. I så fald er projektet lykkedes til fulde. Denne rastløse sjæl klarer ikke ét afsnit mere. Krigen må gå, som den går, og vi ved jo, hvordan det ender – hvis da ikke soldaterne dør af kedsomhed, før de når fronten.

Dermed er der for så vidt sagt nok. Serien kan være nok så sandfærdig, nok så løgnagtig, nok så flot eller have nok så gode eller ringe skuespillerpræstationer; hvis den ikke formår at fange publikum, så er løbet kørt.

Opfattelsen af, hvad der er kedsommeligt, kan jo variere. Men der er andre grunde til, at serien ikke er værd at beskæftige sig med. Det væsentligste er her den historie om nederlaget, som den vil fortælle, og måden, den vælger at fortælle denne historie.

Lad os tage det første først. 1864 viderefører i udgangspunktet en udlægning af nederlaget, som man kunne kalde det traditionelle paradigme. Tonen slås hos Bornedal an fra begyndelsen, hvor en kvinde – måske på valium – taler om krigens faldne som »ofre for gale menneskers euforiske dårskab.« Her ses nederlaget som et resultat af uklog dansk politik. De nationalliberale politikere som D.G. Monrad er de egentlige skurke, fordi de fatalt undervurderede tyskernes, eller mere præcist Preussens, vilje og evne til at bruge de nationale modsætninger i den danske helstat til egen fordel. Sagen var jo, at Danmark i 1864 endnu var et rige, der videreførte en arv fra en før-national epoke. Det egentlige kongerige gik til Kongeåen oppe omkring Kolding. Syd for det lå hertugdømmerne Slesvig og Holsten (og Lauenborg – men det var på størrelse med et frimærke). Holsten var rent tysk. Slesvig var delt. De Nationalliberale ønskede Slesvig indlemmet i Danmark. Holsten og Lauenborg ville de helst bare af med. Så i 1863 fik De Nationalliberale gennemført den såkaldte novemberforfatning, der gjaldt for både kongeriget og Slesvig. Dermed blev Slesvig altså knyttet tættere til Danmark. Dette stred mod den fredsaftale, der blev sluttet efter treårskrigen, og således fik Preussen sit påskud for at gå ind i konflikten. Nederlaget for Danmark var nærmest givet på forhånd. Overmod står sig ikke mod overmagt.

Som udgangspunkt er dette ikke specielt problematisk. Det skulle da lige være, fordi det traditionelle paradigme i disse år er blevet udfordret; ja, vel nærmest afløst af et nyt, som i nogen grad har rehabiliteret de nationalliberale politikere og afsløret meget af vores viden om årsagerne til 1864 som resultatet af senere generationers mytedannelse. Denne udlægning er vel med størst styrke og autoritet fremført af historikeren Rasmus Glenthøj i hans store bog 1864 – sønner af de slagne, der udkom tidligere i år. Meget af den kritik, som er kommet fra faghistorisk hold, skyldes, at tv-serien på ingen måder har taget notits af det reviderede syn på 1864, men i stedet har fastholdt og radikaliseret myten bl.a. med udgangspunkt i journalisten Tom Buk-Swientys ”dokumentariske” bøger Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als. Sidstnævnte blev af historikeren Claus Møller fra Aarhus Universitet afskrevet som: »… allerede kendt stof, tilsat insinuationer, spekulationer, ahistoriske vurderinger i sensationens navn…«

Noget andet og mere problematisk er, at Bornedal tager myten om 1864 og væver den om til et færdigsyet samtidsrelevant og højt politiseret budskab. Den føromtalte euforiske dårskab personificeres ved politikeren D.G. Monrad, der fremstilles som et helt igennem afsindigt menneske. En retoriker og demagog, der lader sig forføre af sine egne ord, ja, forlanger at blive forført og vender sig mod teateret, da han fortvivlet efter sejren i 1851 erfarer, at han ikke længere kan føle.

Følelsen, der giver hans liv fylde, kan han dog piske frem i sig selv gennem en hidsig svælgen i nationalismens vokabularium; og første gang vi ser ham, ligger han da som nævnt også med enden mod himlen og fabler om det store Danmark. Han er det åndeligt amputerede menneske, for hvem den nationalistiske retorik bliver en selvophidselse, der samtidig er vejen til selvbefrielse. Nationalismen bliver en perversion af den livskraft, som de uspolerede og masturberende bondedrenge i stalden allerede i udgangspunktet har adgang til. Men hvor de udtrykker en bejaelse af livet, peger Monrads retorik mod livets udslettelse i krigen.

Du skal dø, og derfor skal du leve livet. Således har Bornedal opsummeret seriens egentlige grundpointe. Og så simpel er egentlig den vulgærvitalistiske præmis for fortællingen. Det er livet over for døden; krig er død, og nationalismen en kraft, der perverterer livet og under jubelråb leder det ind i døden.

Monrad er en flommefed dansk Hitler i lommeformat, der taler om »ét kongerige, ét folk.« Han er på en gang latterlig og farlig. Farlig fordi nationalismen gennemsyrer samfundet. Det viser Bornedal ved flere lejligheder, men tydeligst igennem Henrik Kofoeds skolelærer; en karikatur ikke kun på nationalismen á la 1864, men nok så meget på vor dages nationalisme. I Danmark skal der kun tales dansk, siger han, og allerede der forstår vi jo, hvor snæversynet han er. Det er det nationale, der deler folk, og som udgør den dæmoniske energi, der pisker et folk i krig.

Således er budskabet, og det prædikes igen og igen, så der ikke efterlades noget rum for tvivl. Ja, i sidste ende bliver 1864 ikke så meget en skildring af en krig, der foregik engang i fortiden, men holdes op som et spejl for os selv. Det er meningen, vi skal se vores egen dårskab i Monrads, i skolelærerens. Når de sender unge mænd til Slesvig, sender vi dem ud i ørkensandet. Det er ét fedt – for Bornedal altså. Næste afsnit ruller Bornedal en flok uspolerede sigøjnere ind i sin serie. På munter og eksotisk maner sætter de lidt krydderi på den danske frikadelle-hverdag, indtil de naturligvis udsættes for uretmæssige overgreb fra de snæversynede indfødtes sides. Så kan vi selv se, og så kan vi lære det. »I skal dø, så husk at leve, men husk også at skamme jer,« formaner pastor Bornedal.

Det hele er så rystende banalt, historisk problematisk og i sidste ende forkert. Bornedal må gøre vold på sit materiale for at få enderne til at mødes, og det er ærgerligt, for 1864 er godt materiale. Min hovedanke er egentlig ikke dette, at Bornedal vil fortælle en historie, der hævder sin relevans også for samtiden. Enhver historie, der kommer os ved, fortæller os noget om os selv, og vil derfor også kunne kritiseres for at politisere. En fortælling om fortiden kan politisere såre elegant. Den kan forføre os til at overtage dens tilværelsessyn. Mad Men er et mesterligt eksempel. Her er en serie, der egentlig rummer en stærk kritik af den periode, den skildrer. Men den lader på fornem vis beskueren selv drage konklusionen. Umiddelbart svælger den i fascinationen af periodens kønsroller og æstetik, men langsomt, næsten umærkeligt, demaskeres begge dele. Denne sans for fortælling og modet til at overlade seeren til sin egen eftertænksomhed ejer Bornedal ikke. Historien er nuancer af grå, som historikeren Thomas Nipperdey udtrykte det. Hos Bornedal er det sort og hvidt, liv og død, sund fornuft og forhærdet vanvid. Det er historien reduceret til anskuelsestavle.

Det egentlige problem ved 1864 er den helt igennem uelegante måde, som Bornedal forsøger at hævde denne histories relevans for os. Jeg tror, kritikken kan opsummeres med konstateringen af, at han simpelthen prøver for meget. Det er som at se en afsindig mand spjætte med arme og ben, mens han råber »jeg danser, jeg danser!« Han bliver nødt til at råbe det, for ellers havde man nok troet, at der måske var tale om et slags anfald.

Således må Bornedal hele tiden skære sin fortælling så meget ud i pap, at den bliver en prædiken. Vi får aldrig tvivle om pointen, og selv fortællingens samtidsrelevans må hele tiden vises konkret gennem den dramatisk set ødelæggende krydsklipning mellem fortid og nutid.

I sidste instans har Bornedal lavet en fortælling, der i den grad bygger på nutidens præmisser. Det er her ikke fortiden, der fortæller os noget, men os, der fortæller fortiden, hvad den har at fortælle os. Det starter og slutter med os; fortiden er scenografi.

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...