Rystende banalt, historisk problematisk og i sidste ende forkert

Når de sender unge mænd til Slesvig, sender vi dem ud i ørkensandet. Det er ét fedt for Bornedal.
Anmeldelse
13.10.14
Hovedanken mod DR's nye dramaserie 1864, er ikke, at Bornedal vil fortælle en historie, der hævder sin relevans også for samtiden. Enhver historie, der kommer os ved, fortæller os noget om os selv, og vil derfor også kunne kritiseres for at politisere. Hos Bornedal alt det sort og hvidt, liv og død, sund fornuft og forhærdet vanvid. Det er her ikke fortiden, der fortæller os noget, men os, der fortæller fortiden, hvad den har at fortælle os.

Vi skriver 1851. Tre drenge onanerer i en stald. D.G. Monrad kryber rundt med røven bar, mens han rabler nationalfanatisme af sig. Danmark har vundet treårskrigen. Tragedien kan begynde, for sejren trækker nederlaget med sig, udstikker en kurs, der går over højstemt idealisme til national lemlæstelse og fornedrelse. ’64 er nederlaget i Danmarks historie. Ja, 1864 er historien om Danmark, for generationers identitet er skabt i dette nederlags billede, og således er rømningen af Dannevirke og Slaget ved Dybbøl blevet et prisme, hvorigennem vi har forstået alt, der gik forud, og alt hvad der fulgte. 1864 er fortid, historie og myte; taknemmeligt (spræng)stof for den, der ikke bare vil fortælle historie, men også fortælle en historie.

Og så sidder man alligevel her, lige efter udsendelsens afslutning, og det eneste man føler er skuffelse. Efter første afsnit, som også er det eneste, jeg kommer til at se, tyder alt på, at vi her ikke alene har at gøre med en serie, der hellere vil prædike en tvivlsom sandhed om livet generelt og Danmark i særdeleshed end fortælle en interessant og medrivende historie. Ole Bornedal har flere gange fremhævet, at han naturligvis har dramatiseret fortiden, og det er jo ærlig snak. Problemet er bare, at første afsnit var så kedeligt, at det til sammenligning var en ren fest at følge brygger I.C. Jacobsen hente gær i Tyskland med celloakkompagnement.

Hvorfor denne dræbende kedsommelighed? Før jeg med nogen forventning skiftede over på DR1, så jeg sidste afsnit af den anderledes fremragende tyske, historiske serie Vores fædre, vores mødre, hvor en af hovedpersonerne bemærkede, at krig mestendels består i at vente. Største fjende er kedsomheden. Mon det er budskabet, Bornedal forsøger at formidle? Krig er kedeligt. Kun den tålmodigste overlever. I så fald er projektet lykkedes til fulde. Denne rastløse sjæl klarer ikke ét afsnit mere. Krigen må gå, som den går, og vi ved jo, hvordan det ender – hvis da ikke soldaterne dør af kedsomhed, før de når fronten.

Dermed er der for så vidt sagt nok. Serien kan være nok så sandfærdig, nok så løgnagtig, nok så flot eller have nok så gode eller ringe skuespillerpræstationer; hvis den ikke formår at fange publikum, så er løbet kørt.

Opfattelsen af, hvad der er kedsommeligt, kan jo variere. Men der er andre grunde til, at serien ikke er værd at beskæftige sig med. Det væsentligste er her den historie om nederlaget, som den vil fortælle, og måden, den vælger at fortælle denne historie.

Lad os tage det første først. 1864 viderefører i udgangspunktet en udlægning af nederlaget, som man kunne kalde det traditionelle paradigme. Tonen slås hos Bornedal an fra begyndelsen, hvor en kvinde – måske på valium – taler om krigens faldne som »ofre for gale menneskers euforiske dårskab.« Her ses nederlaget som et resultat af uklog dansk politik. De nationalliberale politikere som D.G. Monrad er de egentlige skurke, fordi de fatalt undervurderede tyskernes, eller mere præcist Preussens, vilje og evne til at bruge de nationale modsætninger i den danske helstat til egen fordel. Sagen var jo, at Danmark i 1864 endnu var et rige, der videreførte en arv fra en før-national epoke. Det egentlige kongerige gik til Kongeåen oppe omkring Kolding. Syd for det lå hertugdømmerne Slesvig og Holsten (og Lauenborg – men det var på størrelse med et frimærke). Holsten var rent tysk. Slesvig var delt. De Nationalliberale ønskede Slesvig indlemmet i Danmark. Holsten og Lauenborg ville de helst bare af med. Så i 1863 fik De Nationalliberale gennemført den såkaldte novemberforfatning, der gjaldt for både kongeriget og Slesvig. Dermed blev Slesvig altså knyttet tættere til Danmark. Dette stred mod den fredsaftale, der blev sluttet efter treårskrigen, og således fik Preussen sit påskud for at gå ind i konflikten. Nederlaget for Danmark var nærmest givet på forhånd. Overmod står sig ikke mod overmagt.

Som udgangspunkt er dette ikke specielt problematisk. Det skulle da lige være, fordi det traditionelle paradigme i disse år er blevet udfordret; ja, vel nærmest afløst af et nyt, som i nogen grad har rehabiliteret de nationalliberale politikere og afsløret meget af vores viden om årsagerne til 1864 som resultatet af senere generationers mytedannelse. Denne udlægning er vel med størst styrke og autoritet fremført af historikeren Rasmus Glenthøj i hans store bog 1864 – sønner af de slagne, der udkom tidligere i år. Meget af den kritik, som er kommet fra faghistorisk hold, skyldes, at tv-serien på ingen måder har taget notits af det reviderede syn på 1864, men i stedet har fastholdt og radikaliseret myten bl.a. med udgangspunkt i journalisten Tom Buk-Swientys ”dokumentariske” bøger Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als. Sidstnævnte blev af historikeren Claus Møller fra Aarhus Universitet afskrevet som: »… allerede kendt stof, tilsat insinuationer, spekulationer, ahistoriske vurderinger i sensationens navn…«

Noget andet og mere problematisk er, at Bornedal tager myten om 1864 og væver den om til et færdigsyet samtidsrelevant og højt politiseret budskab. Den føromtalte euforiske dårskab personificeres ved politikeren D.G. Monrad, der fremstilles som et helt igennem afsindigt menneske. En retoriker og demagog, der lader sig forføre af sine egne ord, ja, forlanger at blive forført og vender sig mod teateret, da han fortvivlet efter sejren i 1851 erfarer, at han ikke længere kan føle.

Følelsen, der giver hans liv fylde, kan han dog piske frem i sig selv gennem en hidsig svælgen i nationalismens vokabularium; og første gang vi ser ham, ligger han da som nævnt også med enden mod himlen og fabler om det store Danmark. Han er det åndeligt amputerede menneske, for hvem den nationalistiske retorik bliver en selvophidselse, der samtidig er vejen til selvbefrielse. Nationalismen bliver en perversion af den livskraft, som de uspolerede og masturberende bondedrenge i stalden allerede i udgangspunktet har adgang til. Men hvor de udtrykker en bejaelse af livet, peger Monrads retorik mod livets udslettelse i krigen.

Du skal dø, og derfor skal du leve livet. Således har Bornedal opsummeret seriens egentlige grundpointe. Og så simpel er egentlig den vulgærvitalistiske præmis for fortællingen. Det er livet over for døden; krig er død, og nationalismen en kraft, der perverterer livet og under jubelråb leder det ind i døden.

Monrad er en flommefed dansk Hitler i lommeformat, der taler om »ét kongerige, ét folk.« Han er på en gang latterlig og farlig. Farlig fordi nationalismen gennemsyrer samfundet. Det viser Bornedal ved flere lejligheder, men tydeligst igennem Henrik Kofoeds skolelærer; en karikatur ikke kun på nationalismen á la 1864, men nok så meget på vor dages nationalisme. I Danmark skal der kun tales dansk, siger han, og allerede der forstår vi jo, hvor snæversynet han er. Det er det nationale, der deler folk, og som udgør den dæmoniske energi, der pisker et folk i krig.

Således er budskabet, og det prædikes igen og igen, så der ikke efterlades noget rum for tvivl. Ja, i sidste ende bliver 1864 ikke så meget en skildring af en krig, der foregik engang i fortiden, men holdes op som et spejl for os selv. Det er meningen, vi skal se vores egen dårskab i Monrads, i skolelærerens. Når de sender unge mænd til Slesvig, sender vi dem ud i ørkensandet. Det er ét fedt – for Bornedal altså. Næste afsnit ruller Bornedal en flok uspolerede sigøjnere ind i sin serie. På munter og eksotisk maner sætter de lidt krydderi på den danske frikadelle-hverdag, indtil de naturligvis udsættes for uretmæssige overgreb fra de snæversynede indfødtes sides. Så kan vi selv se, og så kan vi lære det. »I skal dø, så husk at leve, men husk også at skamme jer,« formaner pastor Bornedal.

Det hele er så rystende banalt, historisk problematisk og i sidste ende forkert. Bornedal må gøre vold på sit materiale for at få enderne til at mødes, og det er ærgerligt, for 1864 er godt materiale. Min hovedanke er egentlig ikke dette, at Bornedal vil fortælle en historie, der hævder sin relevans også for samtiden. Enhver historie, der kommer os ved, fortæller os noget om os selv, og vil derfor også kunne kritiseres for at politisere. En fortælling om fortiden kan politisere såre elegant. Den kan forføre os til at overtage dens tilværelsessyn. Mad Men er et mesterligt eksempel. Her er en serie, der egentlig rummer en stærk kritik af den periode, den skildrer. Men den lader på fornem vis beskueren selv drage konklusionen. Umiddelbart svælger den i fascinationen af periodens kønsroller og æstetik, men langsomt, næsten umærkeligt, demaskeres begge dele. Denne sans for fortælling og modet til at overlade seeren til sin egen eftertænksomhed ejer Bornedal ikke. Historien er nuancer af grå, som historikeren Thomas Nipperdey udtrykte det. Hos Bornedal er det sort og hvidt, liv og død, sund fornuft og forhærdet vanvid. Det er historien reduceret til anskuelsestavle.

Det egentlige problem ved 1864 er den helt igennem uelegante måde, som Bornedal forsøger at hævde denne histories relevans for os. Jeg tror, kritikken kan opsummeres med konstateringen af, at han simpelthen prøver for meget. Det er som at se en afsindig mand spjætte med arme og ben, mens han råber »jeg danser, jeg danser!« Han bliver nødt til at råbe det, for ellers havde man nok troet, at der måske var tale om et slags anfald.

Således må Bornedal hele tiden skære sin fortælling så meget ud i pap, at den bliver en prædiken. Vi får aldrig tvivle om pointen, og selv fortællingens samtidsrelevans må hele tiden vises konkret gennem den dramatisk set ødelæggende krydsklipning mellem fortid og nutid.

I sidste instans har Bornedal lavet en fortælling, der i den grad bygger på nutidens præmisser. Det er her ikke fortiden, der fortæller os noget, men os, der fortæller fortiden, hvad den har at fortælle os. Det starter og slutter med os; fortiden er scenografi.