Print artikel

Nu er vi alene

Geo alene ved Altevatn
Anmeldelse
13.02.18
De danske deltagere i 'Alene i vildmarken' er langt mere fællesskabsorienterede og måske ikke helt så hårdføre som i den amerikanske version af programmet, hvor deltagerne har øvet sig på dommedagsscenarier i årevis. DR3 inviterer os på endnu en sæson i vildmarken, hvor vi ikke kun lærer om overlevelsesstrategier, men også om, hvad det vil sige at være alene, og vores forhold til naturen.

»Jeg er på vej ud til et fuldstændig ukendt sted, og jeg aner ikke, hvad der venter mig.« Ordene kommer fra 51-årige Birk, som er en af deltagerne i den nye sæson af DR3s Alene i vildmarken, og det er det første, vi hører i programmet, som bliver præsenteret med flotte droneskud af den nordnorske natur.

Men er det ikke den samme sø som i første sæson, tænker man uvilkårligt. Og det er godt nok den samme sø, Altevatn, som deltagerne blev sat af ved sidste år, men Birk rammer med sit udsagn alligevel hovedet på sømmet. Det er ukendt territorium. For hvad sker, når man er sulten og kold i vildmarken og ikke har andet selskab end et GoPro-kamera?

Som en del af konceptet filmer deltagerne selv deres ophold med udleveret kameraudstyr, og bliver det hele for meget, eller skulle der opstå en nødsituation, kan de trække sig ved hjælp af en GPS-knap. Den, der bliver længst, har vundet.

Overlevelses-TV har udviklet sig til en genre for sig, hvor amerikanske programmer som Naked and Afraid, Dual Survival og 100 Miles from Nowhere har vist sig at have en bred appel. Også Alene i vildmarken er hentet fra USA, hvor deltagerne i Alone bliver sendt til eksempelvis Vancouver Island i Canada med udsigt til at vinde 500.000 dollars.

I den danske version af Alene i vildmarken, der rullede over skærmen på DR første gang i begyndelsen af 2017, er der ingen penge at vinde. Deltagerne er i stedet med for oplevelsen, og det blev i første sæson hurtigt problematisk for dem, at de ikke havde nogen at dele den med. Hvor de amerikanske deltagere kunne smide om sig med begreber som ”long-term survival, og flere af dem virkede til at have forberedt sig på forskellige dommedagsscenarier i årevis, viste de danske deltagere sig at være langt mere fællesskabsorienterede og måske ikke helt så hårdføre, hvilket muligvis er kommet bag på det danske produktionshold. Forskellen mellem den amerikanske og den danske udgave af programmet viser sig tydeligt allerede i introsekvensen, der i Alone er fuld af suspense, men som i den danske version mildest talt er udramatisk, og det var symptomatisk for første sæson af Alene i vildmarken, at det var den venlige, men lidt kedelige nordjyde Jon, der vandt til sidst.

Anden sæson har imidlertid langt bedre fat i sit publikum. Man har valgt at barbere formatet ned fra 10 til 8 deltagere, ligesom deltagerne også får to afsnit mindre at udfolde sig i i forhold til sidste år. Der er blevet strammet gevaldigt op i redigeringsrummet, og persongalleriet fremstår også langt mere underholdende og skarpt end året før.

Blandt andre møder vi den 33-årige Eddie fra Tappernøje, som arbejder i en zoologisk have og er viking i sin fritid, og den kristne Astrid, der som noget nyt for den danske version af programmet har Gud med sig i vildmarken. Vi møder den 24-årige spejderdreng Rasmus, der allerede på andendagen ærligt proklamerer, at han savner sin mor, og så er der Birk, som kæmper med posttraumatisk stress efter 30 aktive år i forsvaret.

Der er ensomt i shelteret for Rasmus
Der er ensomt i shelteret for Rasmus

Da deltagerne selv filmer deres gøren og laden med forskellige kameraer, lykkes det os på en eller anden måde at komme helt tæt på. Selvom nogle af deltagerne i begyndelsen virker meget bevidste omkring deres skærmtid, så sænkes paraderne i takt med, at sulten og ensomheden sætter ind.

»Nu er vi alene,« siger Rasmus til sit kamera, da han bliver sat i land ved Altevatns bred, men retter hurtigt sig selv: »Eller – jeg er alene.«

Uden at være klar over det udtrykker han programmets indbyggede paradoks. Deltagerne er alene, men de skal samtidig producere indhold og ved, at seeren hele tiden er med. Alligevel ender vi med at få nogle meget præcise beskrivelser af, hvad der sker, når mennesket går i overlevelsesmodus. Det er et troværdigt element i et program, der ellers er kraftigt iscenesat. Der lægges vægt på det instinktive, og nogle af samtalerne med kameraet virker til at sende os direkte ind i deltagernes bevidsthedsstrøm, hvor associative erkendelser pibler frem. Som hos Jette fra Island, der har meldt sig til programmet for at grave urkvinden i sig frem, men i stedet finder en indre sårbarhed. Eller det hårdkogte konkurrencemenneske Sanne, der hidsigt bander og svovler sig gennem et helt afsnit for til sidst at blive overvældet af hidtil uartikulerede følelser for venner og familie.

Eddie forsøger at tænde bål ved hjælp af tændstål
Eddie forsøger at tænde bål ved hjælp af tændstål

Deltagerne møder praktiske problemstillinger, som højskolelæreren Geo fra Skødstrup, der i starten må spise rå fisk, mens han holder brækreflekserne tilbage, fordi han ikke kan få gang i sit bål i det våde nordnorske vejr, men det er de mere overordnede problemstillinger som savn, ensomhed og ikke mindst overvældende kedsomhed, der i de mange tilfælde ender med at knække deltagerne.

Den eksistentielle kedsomhed

Naturen rummer både en frihed og en trussel, og anden sæson udstiller på glimrende vis det moderne menneskes forhold til naturen, og hvor svært vi kan have ved at være alene med os selv i længere tid af gangen. Den viser naturens frigørende potentiale, som man ser udfoldet hos Astrid, men også det handlingslammende aspekt, som viser sig hos den hvileløse Rasmus, der savner spejderfællesskabet.

Til forskel fra andre overlevelsesprogrammer, er der i Alene i vildmarken ingen opsatte konflikter eller twists, og det gør det til et forholdsvis puristisk foretagende, selvom det hele er effektivt dramatiseret med underlægningsmusik. Deltagerne kæmper mod hinanden, men primært mod sig selv og med eller mod naturen alt efter gemyt.

Sanne alene i vildmarken
Sanne alene i vildmarken

Ved Altevatn regner det i gennemsnit 207 dage om året, og temperaturen kan falde ned til minus 22 grader om efteråret, hvor deltagerne er afsted. Det bliver med andre ord hurtigt surt, vådt og koldt, og vi bliver gentagne gange mindet om, at hypotermi er en farlig ting.

Vi er ikke længere vant til at befinde os i naturen, og som seere følger vi med i programmet i visheden om, at der er et lægehold på standby 24 timer i døgnet, der kan nå ud til deltagerne på højst 30 minutter, hvis noget skulle gå galt. Alle deltagere har desuden gennemgået både læge- og psykologtest, før de blev sendt af sted.

Naturen bliver opfattet som er særligt risikofyldt sted, hvor man helst ikke skal færdes uden GPS og slet ikke på egen hånd. Hos nogle af deltagerne begynder diskussionen med kameraet om, hvorvidt det giver mening at blive på et tidligt stadie, og det er vel en form for overlevelsesinstinkt, der træder ind, når man prøver at overtale sig selv til at komme væk fra en ubehagelig situation. For selvom man er forberedt, bliver vildmarken hurtigt en barsk oplevelse.

Der dog en gevinst at hente, hvis man formår at sætte sig ud over det ubehagelige, selvom alt i én skriger på at trykke på knappen og tage hjem. Det er vores viking Eddie bevidst om, men han keder sig gudsjammerligt og er ikke sikker på, om han kan eller vil æde yderligere af sit tålmod, som han formulerer det.

»Jeg har tænkt meget over, om jeg er nysgerrig på, hvad der ligger bagved min rastløshed, om jeg vil presse mig selv og blive her for at finde ud af det.«

Han fortæller, at han mangler muligheden for at fylde nogle tomrum ud. De tomrum, han kompenserer for derhjemme ved andres selskab, at læse en bog eller se TV. Selvom han lykkes med at bygge sit shelter, tænde bål og fange fisk, så kan han ikke løse den sidste udfordring, som er at overvinde sin egen kedsomhed, og han ender med at tage hjem.

Eddie er ikke klar til at tage det sidste skridt ud i ensomheden. Som de fleste af os andre. Derfor kan man heler ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, da han i et heureka-øjeblik midt i sin kedsomhed pludselig udbryder: »Tænk, hvis man måtte have sin hund med!«

Alene i vildmarken er ikke højspændt overlevelsesdrama, som introsekvensen ellers lover, men derimod glimt af rigtige mennesker midt ude i ingenting, og det er det, der gør programmet til godt tv.