Print artikel

Nøgtern skandinavisk ensomhed

Ane Dahl Torp leverer et glimrende portræt af superrationalisten Marie. Foto fra filmen
Anmeldelse
15.07.15
Den norske mester i deadpan og menneskelige relationer, Bent Hamer, udforsker i sin seneste film 1001 Gram selve sjælens størrelse. Lommefilosofien lurer om hjørnet, men til trods for en lidt anstrengt anden halvdel, er resultatet en lille, delikat og ofte morsom fortælling om modernismens forfærdeligheder.

Det plejer at handle om aldrende mænd. Gerne piberygende og i ternede sutsko. Det er skandinaviske kammerspil, når det er stærkest. Simple filmiske greb, absurde karakterer og menneskelige relationer af den tåkrummende slags. I gennembrudsfilmen Æg fra 1995 er det de to brødre, Moe og Far, der tusser rundt i deres hus på landet. I Factotum fra 2005 er det den amerikanske forfatter Charles Bukowskis alter ego, der udforskes, og i det internationale hit Salmer fra Køkkenet (2003) bliver svenske forskere sendt til Norge for at studere norske mænds kundskaber i køkkenet. Bent Hamers film har alle loyale fanskarer, flere af dem været oppe at vende som Oscar-kandidater, og den norske instruktør er altid i vælten på de toneangivende filmfestivaler. Den underliggende absurditet og indforståede galskab gør Bent Hamer til et af de navne, du skal kunne nævne, når samtalen ved middagsbordet falder på norsk samtidsfilm.

I 1001 Gram er den alvorstunge mand i hovedrollen skiftet ud med en kvinde. Vores protagonist er superrationalisten Marie, glimrende spillet af Ane Dahl Torp. Den nogle-og-30-årige Marie er lige blevet skilt fra kæresten og bor nu alene i sit überminimalistiske rækkehus i et nabolag, der synes ligeså stringent og sirligt arrangeret som de atommodeller, hun til dagligt arbejder med. Det er på Maries arbejdsplads, det norske institut for mål og vægt, at handlingen begynder for alvor at blomstre. En kølig, nøgtern og absurd institution, der vil please enhver tilhænger af Roy Andersson og Aki Kaurismäki-universerne. Det er klassisk Hamer fra første scene. Under sine fars vinger, en anerkendt videnskabsmand inden for samme felt, bruger Marie de fleste af sine vågne timer på at kalibrere og justere vægte i laboratoriets sterile rammer. Hun kører elbil af den aseksuelle slags, kølig blå, naturligvis, hun er single, og følelser sendes ud gennem en cigaret under emhætten i det ensomme køkken. Det er hardcore modernisme og kritik af selv samme. Billederne er ligeså stramme og symmetriske, som hendes ansigt, der følelsesløst ikke røber . Omkring Marie er der tomt og ensomt som de villaveje, hun er fanget i.

Da Maries far bliver syg og ligger for døden, må hun selv påtage sig den ærefrygtindgydende opgave at transportere laboratoriets stolthed, en vægt på ét perfekt kilo, til en prestigefyldt vægtkonference i Paris.

Det er nu, kiloet skal vise sit værd. Norge skal ud i verden. Kort efter ankomsten viser det sig dog, at turen også bliver Maries ekskursion ind i sit eget sind. På vej hjem fra konferencen møder Marie den afslappede og skæve fyr Pi. Pi forfører Marie. Naturligvis - fristes man næsten til at sige - med Aperol, brasseriebesøg, skumbad og en excentrisk interesse for, hvordan fugle ændrer toneleje, når de nærmer sig centrum af Paris(!). Ak ja, modsætninger er altid godt stof på det store lærred. Det er både filmens styrke, men hen mod slutningen desværre også filmens svaghed.

Men først styrkerne: den underspillede elegance i det visuelle sprog og Bent Hamers mesterlige greb om symbolikken.

Det er afgørende øjeblikke i Maries liv, vi oplever - hendes brud med kæresten, faderens død og det absurde kærlighedsforhold til vægten. Alt sammen fortælles med formidabel nøgtern kølighed og afdæmpet præcision, som man formentlig skal være skandinav eller inkarneret Bent Hamer-fan for virkelig at værdsætte. Da kæresten forlader rækkehuset, ser vi ham på vej ud af soveværelset med sit maleri af en ruteflyver. Han er nemlig pilot. Det er den slags mænd, der bor i kvarteret. I stedet for at bede om tilgivelse, bryde ud i gråd eller falde om halsen, suser hun ud i natten i sin miniputudgave af en elbil. Og da faderen dør, kommer han i samme slags kasse som hendes vægt fra arbejdet. Maries ensomhed når sit endelige højdepunkt (eller lavpunkt), da hun for en gang skyld viser en smule følelser og knuger den ovalformede kasse med vægten mod sin krop, som var det den nyfødte baby, hun måske aldrig får. Et kilo metal er det, der får pulsen op hos vores hovedkarakter. Det er deadpan af bedste skuffe, og det er ganske enkelt mesterlig billedfortælling. Første halvdel af filmen og scenerne fra konferencen i Paris er i sig selv billetprisen værd. Man forventer igen og igen, at dramaet bobler over, og at karaktererne går løs på hinanden. Men den store konflikt tilbageholdes. Det er klassisk Hamer, og det klæder filmens skarptskårne og kønsløse hovedkarakter. Jeg har sympati for hende, fordi hun vil det bedste. Hun passer tålmodigt på sin far, og hun gør sig umage på jobbet. Hun er et godt menneske.

Når 1001 Gram dog ikke er blandt Bent Hamers bedste film, skyldes det især to svagheder. En fattig og ofte temmelig gumpetung dialog og en for nem anden halvdel. Først dialogen. Marie er ligeså lukket som den dobbelt-isolerede osteklokke, hendes vægt fragtes rundt i. Det er først, da hun møder Pi, at hun afslører, at hendes ansigt ikke blot er en stiv, bleg maske. »Its as if every reference point in my life has fallen away,« erkender hun over for sit nye franske bekendtskab. Han beroliger hende med ordene: »But we need chaos. Reference points are comfort answers.« Måske er det den slags lommefilosofi, Marie mangler i sit liv, men som dialog i filmen er det stillestående og ødelæggende for filmens fremdrift. Billedsproget er fremragende. Hvorfor benytte sig af den slags pædagogiske forsøg på punch lines?

Dialogen med Pi, der spilles af Laurent Stocker, hænger sammen med problemerne ved anden halvdel af filmen. Der går rom-com i Maries møde med Pi - bare navnet er for meget! Han er fra første scene i Paris dresset op i den slags klæder, som dukker op, når man googler begrebet ‘bohème’ og klikker på billeder. Han studerer fuglesang, hænger ud på caféen Le Pure Cafe, og selvfølgelig bor han i Marais-kvarteret. Den slags tricks er altså for nemme, når det er Bent Hamer, der instruerer. Maries fascination og nyfundne glæde i kærlighedens by bliver aldrig ligeså interessant og velkomponeret som hendes iskolde elbils-liv i Norge. Første del er original, morsom og tankevækkende. Symbolikken er sylespids, og kritikken af vores nordiske samfund rammer én lige i maven. Derfor er det synd, at hovedkaraktereren og turtelduernes spadsereture i Paris skal klistres ind i klichéer og tricks, som måske var blevet accepteret, hvis Lasse Hallström var instruktøren.

Hvor meget vejer sjælen? Bent Hamers seneste værk er en lille film med et stort spørgsmål. 1001 Gram forfalder aldrig til lommefilosofi på højere niveau, selvom titlen klæber til popfilosofiens bannerfører i disse år, Alejandro Gonzáles Iñarritu (21 Gram). Tværtimod, 1001 Gram er en morsom og ærlig, lille film med et fint og velformuleret budskab. Jeg tvivler på, at den vil nå et stort internationalt publikum med sin ofte indforståede nordiske humor og tunge melankoli. Men for de, der vil lade sig indvie, venter der en stærk og unik, visuel oplevelse.