Print artikel

Når fantasien sætter grænser

Kommentar
24.05.19
Fantasien fandt sin grænse i afslutningen på 'Game of Thrones', der ellers var en serie, hvor alt kunne ske – hvor fantasien tilsyneladende ingen grænser havde. Men seriens grænse blev sammenfaldende med samfundets grænse.

Otte år. En af verdens dyreste serier. Utallige dramatiske mord. En samfundsomvæltning. En afslutning – og som Stephen King bemærkede, så var folk rasende over afslutningen på serien, men formentligt mest af alt fordi, at serien blev afsluttet. Gennem otte sæsoner er alt blevet forandret i det enorme kongerige Westeros.

De store huse er faldet et efter et. Magthaverne er blevet udskiftet. Daenerys, håbet om en retfærdig hersker, viste sig som en god gammel koloniherre, og blev slået ihjel af manden hun elskede, seriens helt, Jon Snow.

The White Walkers, de levende døde is-zombier, der truede hele kongerigets eksistens som en anden klimatrussel, blev udslettet. Den lange nat, som de truede med, blev aflyst. Og det måske mest symbolske fald af dem alle: tronen blev brændt. The Iron Throne. Magtens centrum. Stolen, det hele handlede om. Magtens plads blev tom – netop den metafor, filosoffen Claude Lefort brugte til at beskrive det moderne demokrati: et magtens tomrum, der kun kan indtages periodisk.

Næsten alt er forandret, med andre ord. Der er dog et element, der som en stædig rest efter eksperimentet er forblevet det samme. Caput mortuum, ville Jacques Lacan kalde en sådan rest. Det er den rest, der er tilovers fra et kemisk eksperiment. Den rest, der forbliver, selvom alt andet er forandret.

Samfundets grænse(kontrol)

Det er den klasse af de bandlyste, der går under navnet Night’s Watch. Nattens Vogtere. En klasse af udstødte, forbrydere, bastarder, banditter, som ikke havde nogen plads i kongeriget og derfor blev sendt ud til selve kongerigets grænse: en gigantisk ismur, som beskyttede kongeriget fra truslen mod nord: de levende døde, de hvide vandrere.

De, der havde begået forbrydelser, var født bastarder eller noget tredje uholdbart, blev udsendt til Nattens Vogtere i stedet for at blive sendt i døden. Her kunne de så i stedet gå i døden for at beskytte samfundet. Deres funktion var med andre ord altafgørende: Nattes Vogtere udgjorde bogstaveligt talt samfundets grænse, og som enhver der lytter til det politiske liv i dag ved, så er et samfund angiveligt intet uden dets grænser. Nattens Vogtere er altså dem, der nødvendigvis må ekskluderes, for at samfundet kan bestå. Det er dem, på hvis eksklusion samfundet er grundlagt. Da serien sluttede, blev helten Jon Snow sendt tilbage til Nattens Vogtere, fordi han havde dolket sin elskede ihjel. Nattens Vogtere var der med andre ord stadig – selvom de hvide vandrede var blevet udslettet. Hvorfor? Hvorfor blev denne klasse af udstødte ved med at eksistere, når alt andet – styreformen, tronen og samfundstruslen, hvilket vil sige alle de officielle grunde til deres eksistens – var forsvundet?

Den position, Nattens Vogtere indtager i Game of Thrones, er analog til det, den italienske filosof Giorgio Agamben kalder en undtagelsesrelation: »Det er det, som ikke kan inkluderes i det hele, som det er en del af, og som ikke kan tilhøre den mængde, som altid allerede er inkluderet i«.

Hos Marx hedder det proletariatet. Hos Hegel hedder det pøblen. I Game of Thrones hedder det Nattens Vogtere

Det er Nattens Vogtere, som ikke kan være inkluderet i samfundet, men som stadig er en del af det ved netop at være dets grænse. Dem, som er inkluderet i samfundet kun ved at være ekskluderet fra det. Det er de bandlyste (deraf det franske banlieue) og Agamben kalder det da også et bandlysningsforhold.

Læren er, at samfundet kun kan grundlægges i kraft af dem, der er ekskluderede. Det samme gjaldt i Game of Thrones. Og det samme gælder selvfølgelig i dag. Om det er flygtninge, proletarer, slaver, underklassen, arbejderklassen. De udstødtes position er altid på samfundets grænse. Dem, der får hele samfundet til at løbe rundt, men som ingen fordele nyder.

Delen, der ikke kan deltage

Fantasien fandt altså sin grænse i Game of Thrones – og den grænse er samfundets grænse: dem, der er udstødte, bandlyste, banditter, men som sådan netop en del af samfundet uden egentlig at være det.

Dem, intet samfund – selv ikke i en fantasy-serie – endnu har vist sig at kunne undvære. I Game of Thrones kunne alt ske. Drager, kæmper, is-zombier, treøjede-ravne. Fantasien havde tilsyneladende ingen grænser. Men alligevel kunne man ikke tænke sig til et samfund uden de bandlyste.

Nattens vogtere er, for at låne en formulering af Jacques Rancière, den del af samfundet, der ikke har del i magten; den del, ikke kan deltage. For Rancière var det eksemplariske eksempel folket. Hos Agamben hedder eksemplet homo sacer. Hos Marx hedder det proletariatet. Hos Hegel hedder det pøblen. I Game of Thrones hedder det Nattens Vogtere. Den position i samfundet, som ikke engang verdens dyreste fantasy-serie havde fantasien til at forestille sig et samfund uden. Det samme kunne siges om politikken i dag.