Print artikel

Helvedesbilleder

Artikel
27.01.17
Oscarvinderen 'Son of Saul' er anerkendt for sin nytænkende æstetik, der viser Holocausts epicenter fra ny vinkel. Mindre opmærksomhed har det fået, at filmen faktisk rekonstruerer unikke billedkilder som en del af sin fortælling, og derved sætter fokus på den modstandskamp, der foregik inde i Auschwitz.

»Haster. Send to metal filmruller til 6x9 kamera så hurtigt som muligt. Har mulighed for at tage billeder. Sender dig billeder fra Birkenau – forgiftning med gas. Disse fotos viser et af de områder hvor ligene blev brændt, når krematorierne ikke kunne klare alle ligene. Ligene i forgrunden venter på at blive kastet i ilden. Et andet billede viser et af de steder i skoven, hvor folk tager tøjet af inden de skal i ’bad’ – som de blev fortalt – inden de skulle i gaskamrene. Send filmruller så hurtigt du kan! Send de vedlagte billeder til Tell – vi synes du skal sende forstørrelserne videre.«

Sådan skriver en polsk fange den 4. september 1944 på en seddel, han vedlægger de fotos, som han og nogle medsammensvorne har taget med livet som indsats i Auschwitz-Birkenau. Fire fotos overlever smuglingen, fremkaldelsen og tiden siden 2. Verdenskrig. Næsten uforståeligt vigtige kilder til nazisternes intensive massemord i efteråret 1944. Nazisterne forsøgte målrettet at slette sporene efter massemordet, og har således ikke taget billeder af udryddelsesprocessen. Hvis sådanne har eksisteret, er de blevet destrueret i slutningen af krigen.

De fire billeder er altså unikke, da de er det eneste billedmateriale, der kan supplere overleveres vidnesbyrd om processen i Auschwitz. Et af billederne viser fanger i de såkaldte Sonderkommandoer. Disse fanger, der arbejdede i gaskamrene og krematorierne, er i gang med at kremere lig uden for krematorierne. Noget der ofte foregik, når de indbyggede krematorieovne ikke kunne følge med. Når man begynder at dykke ned i, hvad de enkelte billeder fortæller og ikke fortæller, opstår ikke så få spørgsmål. Nogle med svar og nogle uden. Måske er det netop grunden til, at den ungarske filminstruktør László Nemes har inkluderet tilblivelsen af dette foto i sin Holocaustfilm Son of Saul, der modtog en Oscar, som en af mange hædersbevisninger, sidste år.

En sonderkommando på arbejde i Auschwitz II-Birkenau. Her er billedet beskåret.

Igen havde en fortælling om Holocaust indtaget filmverdenens absolutte spotlight. Det er sket mange gange før. Så sent som sidste år modtog den polske Ida, der indirekte handler om Holocaust, og novelledokumentarfilmen The Lady in Number 6 Oscarstatuetter for deres skildring af Holocaust. Der kan være mange forklaringer på, hvorfor de filmiske fortællinger om Holocaust igen og igen indtager biograferne og filmfestivalerne. En af forklaringerne er sandsynligvis, at man aldrig bliver færdige med at forsøge at formidle en begivenhed, der i sin grusomhed og ubegribelighed er uformidlelig. Men det forhindrer ikke filminstruktører i at finde på nye æstetiske veje ind i disse historier. László Nemes valgte på baggrund af omfangsrig research og interviews at lave en historie, der bliver fortalt over skulderen på filmens hovedperson, der arbejder i en såkaldt sonderkommando i Holocausts epicenter. Arbejderne i sonderkommandoerne var indsatte udvalgt til at udføre oprydningen efter mordene. I filmen ser man i en central scene, at han er med i en modstandsaktion, der består i at tage billeder af det usigelige. Og her vender vi så tilbage til billeder af ligene i Auschwitz.

Billedet, hvis tilblivelse genskabes i Son of Saul, viser en sonderkommado, der er i gang med at brænde ligene af uidentificerede ofre. Vi ser ikke selve forbrydelsen. Men vi ser konsekvenserne af denne. Nemlig det store arbejde med at skaffe ligene af vejen. Samtidig er dele af motivet dækket af røg, så vi ikke ser, hvad der gemmer sig der. Rent pædagogisk siger forskningen, at det kan være fordelagtigt i formidlingen af Holocaust, at vi ikke ser mordene eller bunkerne af lig. Fordi det kan medføre en reaktion, hvor vi vender blikket væk og ikke reflekterer over det, vi ser, af frygt for at blive traumatiserede. Derfor kan det være hensigtsmæssigt med plads til denne refleksion, som skabes af røgen og distancen til det, vi kan se, og som er rigeligt grumt til vores fatteevne.

Det vi heller ikke ser på billedet er omstændighederne for billedets tilblivelse. Faktisk vises billederne ofte i en beskåret version (for eksempel på holocaustmuseet Yad Vashem i Jerusalem eller på museet i Auschwitz-Birkenau), hvor beskueren ikke kan se, at billedet er taget inde fra et rum, hvor fotografen skjuler sig. Man har beskåret billedet for at lægge vægt på ’det vigtige’ – nemlig dokumentationen af massegraven og sonderkommandoens arbejde med at afbrænde ligene. Men således bliver billedernes tilblivelse ikke en del af historien.

Billedet af sonderkommandoen i ubeskåret form.
Billedet af sonderkommandoen i ubeskåret form.

Dette gør Lázló Nemes op med i Son of Saul. Her integreres historien om billedet i Sauls historie, selv om det ikke er en del af filmens hovedkonflikt. Han opnår dermed at skildre billedets tilblivelse, som en del af en modstandskamp, som foregik i kz-lejren. En modstandskamp, som ikke er uvæsentlig for både de afdøde og nulevende personer fra disse sonderkommandoer. For som sonderkommado-eksperten Gideon Greif argumenterer for i sine bøger, bestod sonderkommandoerne ikke af gerningsmænd, men af mennesker, der var sat i et umenneskeligt dilemma: Overlevelse eller arbejde med destruktionen af andre ofre. En vigtig pointe er her, at selvom sonderkommadoerne arbejdede i gaskamrene, så udførte de ikke drabene. Historien rummer mange fortællinger om overlevere med så store ar på sjælen, at de aldrig blev hele mennesker igen. Noget der ofte grundede i skyldfølelse. En skyldfølelse, som Gideon Greif og Lázló Nemes forsøger at mildne ved at fortælle historien om fangernes oprør.

Lázló Nemes er manden bag den seneste og mest nytænkende fortælling om Holocaust på film. Ved konsekvent at følge Saul over skulderen i en halvnær beskæring, oplever seeren kz-lejren og gaskammerets gru i slørede og håndholdte billeder, hvor man fornemmer, men aldrig tydeligt ser omfanget og detaljerne i massemordet. Samme effekt har det billede, hvis skabelse Lázló Nemes gengiver, og dermed skabes en bro mellem de historiske kilder og den fiktion, som i dette tilfælde fortæller mere end kilden selv.