Print artikel

Guldkarameller på Guldkysten

Brødrene Wulff ser filmen om deres forfader på en bærbar pc. Billedet er ikke så nøjagtigt, konstaterer de. Foto: Frederik Sundby-Lebech
Interview
22.04.16
Spillefilmen ’Guldkysten’ om den danske kolonihistorie i Ghana blev af kritikere kaldt »en hvid frelserfortælling,« da den havde premiere sidste sommer. Instruktør Daniel Dencik er mere optaget af, hvordan ghaneserne har det med kolonihistorien. ATLAS er taget til Guldkysten for at se filmen med hovedrollens efterkommere.

Negre og Negerinder, som i hundredevis havde samlet sig ved Strandbredden, for at tage imod de Nyankomne, kappedes om at bære mig paa deres Hænder. Jeg hørte megen Smiger ved denne Lejlighed, nemlig: »Du er smuk«, eller »Smukke Mand«, eller ogsaa »smukke, blanke Mand, Du maa ikke dø, Du skal leve.«

Sådan skrev Wulff Joseph Wulff til sine forældre i Randers om sin ankomst til Christiansborg – hovedsædet for den danske koloni på Guldkysten – den 3. november 1836. Det var drømmen om en embedsmandskarriere, der i en alder af 27 år havde bragt ham til den fremmede tropiske udpost i det danske rige. Han havde fået ansættelse under guvernøren i Dansk Guinea som surnummerær assistent – den laveste kontorstilling i systemet. Men udsigterne til avancement på kysten, hvor klimatfeberen plagede kolonisterne, var betydeligt bedre end i Danmark.

179 år senere, knap fire kilometer fra Christiansborg sidder to ældre mænd i bydelen Labadi i Ghanas hovedstad, Accra. De sidder i ramponerede olivengrønne lænestole i en aflang udestue i første sals højde – ét etageniveau, der vidner om mændenes sociale klasseposition som øvre middel. De har universitetsuddannelser og lange karrierer som henholdsvis ingeniør og bankmand bag sig og adskiller sig på den måde betydeligt fra mange af kvarterets folk, der kører taxa, sælger frugt og reparerer biler.

Deres navne er William og Theodorus Wulff. De er femte generations-efterkommere af en ung jødisk jurist fra Jylland, og de sidder bænket i udestuen for at se den filmatiserede historie om deres forfader i den danske spillefilm Guldkysten.

Naturporno eller -æstetik

Da filminstruktør Daniel Denciks historiske film havde premiere i juli sidste år spandt modtagelsen vidt. »Guldkysten er svært irriterende, højtravende og samtidig plumpt prædikende naturporno. Vellykket er det sidste, man kan kalde den,« skrev Jyllands-Postens Nanna Frank Rasmussen og gav tre ud af seks stjerner.

Tilsvarende gav Jacob Wendt Jensen Guldkysten to ud af fem stjerner i Berlingske. Begrundelsen var, at filmen overordnet set er underudviklet, spartansk oplagt og gennemført med en meget løs hånd med en for enkel historie, for statiske replikker og ulogiske kampscener.

Guldkysten, Haslund/Dencik Entertainment
Guldkysten, Haslund/Dencik Entertainment

Blandt de positive anmeldelser kaldte Informations Ralf Christensen filmen for fremragende, mens Bo Green Jensen i Weekendavisen trods spådomme om en lunken modtagelse anderkendte Guldkystens vilde æstetiske udtryk. Æstetikken begejstrede desuden Politikens Kathrine Hornstrup Yde, der tildelte fem ud af seks hjerter med slutreplikken »Dencik har gjort et stilistisk vanvid ud af vores fortid. Det ser man.«

Ikke en festdag

I den ghanesiske udestue blander Angelo Badalamentis drømmeriske lydkulisse sig med duften af friskskåren ananas. Den næste time og 55 minutter er rummet en biograf, selvom lærredet er en ældre bærbar computer på 15 tommer. ATLAS byder brødrene Wulff på guldkarameller og Gammel Dansk, men kun førstnævnte bliver der taget hul på, mens bitteren bliver stillet på hylden til en festdag.

Brødrene griner, da den danske hovedperson i åbningsscenen får tæsk af sine overordnede landsmænd og bliver overpisset i en klam fængselscelle. Resten af seancen foregår i overvejende stilhed. Den 58-årige bankmand Theodorus Wulff, der er den yngste i en søskendeflok på ti, følger pligtskyldigt Jakob Oftebro som den naturfascinerede botaniker Wulff, der går sin undergang i møde. Søskendeflokkens ældste, den 80-årige pensionerede ingeniør William Wulff, hvis hus danner ramme for fremvisningen, blunder under det meste af filmen.

Da rulleteksterne kører til Badalamentis sidste toner, er stemningen i stuen afventende og en kende antiklimaktisk. Brødrene Wulff ytrer ikke deres reaktioner på fremvisningen af Guldkysten af sig selv – de skal fiskes frem.

En hvid frelserfortælling

Tre uger efter premieren fik Denciks spillefilmsdebut omtale på ny i et debatindlæg med titlen Guldkysten dyrker en hvid frelserfortælling. Debattørerne var lektoren Lene Myong og adjunkten Mathias Danbolt, der havde haft filmen under de akademiske briller og nået frem til en gennemgribende kritik af Guldkysten, som blev bragt i Politiken.

De kalder filmens fremstilling af slaver for reaktionær. De kalder håndteringen af kolonihistorien dybt konventionel. De kalder opgøret med kolonihistorien tilbageskuende og gratis. Og de kalder kalder filmens anmelderroste naturformidling for en effektiv afledningsmanøvre, der fjerner fokus for kolonialismens kompleksitet.

»Hvorfor har næsten ingen danske filmanmeldere eller journalister været villige til at rejse kritiske spørgsmål til filmens håndtering af dansk kolonihistorie?,« slutter Myong og Danbolt kritikken.

Samme dag bringes et interview med instruktøren i samme medie, hvor han forholder sig til kritikken.

»Det er mere interessant, hvordan afrikanerne har det med den tid, for jeg tror ikke, de har det som Myong og Danbolt. De ghanesere, jeg har talt med, har ikke haft noget ønske om, at vi skal gå igennem en eller anden undskyldningsproces. Tværtimod synes de, at de var lige så involverede i slavehandlen og vil hellere bruge det her som et skæbnefællesskab. Filmen giver primært en subjektiv oplevelse af, hvordan det var for en hvid mand at være i Afrika på det tidspunkt,« siger Daniel Dencik.

Et skuespil

»Filmen har intet at gøre med familien Wulff. Det er et skuespil. Det er fiktion,« siger storebror William Wulff efter en lang tænkepause. Hans lillebror er enig.

Brødrene – især den ældste – er skuffede over, at filmen ikke lever op til deres forventninger om en historisk korrekt filmatisering af deres danske forfaders liv og død i Dansk Guinea. De kender til deres forfaders historie fra forfatteren Thorkild Hansens trilogi om den danske slavehandel, der vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 1971.

I William Wulffs bogreol står en oversat udgave af første bind, Slavernes kyst, der handler om den danske kolonisering og indeholder flere kapitler om Wulff Joseph Wulffs meritter – baseret på hans breve til familien i Danmark. Bogen er patineret af grundig læsning, og der er blyantskrevne noter i marginerne på mange sider. Sammen med bogen står et stamtræ, der viser den femledede slægtslinje mellem den randrusianske embedsmand og de to ghanesiske brødre.

William og Theodorus Wulff ved godt, at Wulff Joseph Wulff ikke var en passioneret botaniker, som den fiktive Wulff er i Denciks spillefilm. Men mens den ældste bror har svært ved at abstrahere fra den historiske inakkuratesse og kunstneriske frihed, understreger den yngste bror, at de ikke har noget problem med, at deres slægtsnavn er blevet brugt i filmen.

Ingen af de sorte sagde noget. Det var mere eller mindre en envejsaffære. Ikke engang den lille lokale dreng, som Wulff blev venner med, sagde noget som helst. De skulle have valgt nogen, som kunne tale

»Den prøver at fortælle os noget om historien. Mange af os var der ikke til at se, hvad der skete, og har kun læst om slavetiden i bøger. Den opfrisker vores hukommelse om, hvad der skete i fortiden,« siger Theodorus Wulff, der forholder sig positivt til Guldkystens budskab.

Samtidig genkender Theodorus Wulff til en vis grad det billede, som debattørerne Myong og Danbolts maler med deres kritik af Guldkysten som en hvid frelserfortælling uden nuancer.

»Ingen af de sorte sagde noget. Det var mere eller mindre en envejsaffære. Ikke engang den lille lokale dreng, som Wulff blev venner med, sagde noget som helst. De skulle have valgt nogen, som kunne tale,« siger lilebror Wulff og efterlyser, at de indfødte i filmen i det mindste havde kommunikeret indbyrdes på Ghanas uofficielle nationalsprog twi.

William Wulffs generelle vurdering af Guldkysten er, at den er »okay,« og at »der ikke er noget galt med den,« mens den yngre bror afslutter sin noget længere holdningstilkendegivelse om spillefilmen med en sidste refleksion over temaet historieforfalskning kontra kunstnerisk frihed og formidling.

»Slavehandlen tog så mange former, så selvom det, vi ser, ikke er direkte historisk korrekt i Wulffs tilfælde, er det en del af den samlede historie om slaveriet.«

Kollektiv skam

Mens Theodorus Wulff hylder påmindelsen om den historiske periode, er det endnu uvist, hvilken reaktion filmen vil afføde i den almene ghanesiske offentlighed.

I 2011 udgav to amerikanske sociologiprofessorer en forskningsartikel om Ghanas kollektive hukommelse, hvor de blandt andet konkluderede, at koloniseringen er forbundet med skam.

»Turistattraktioner som Ghanas Cape Coast Castle er måske vigtige for international turisme herunder diasporisk hjemkomst af slavernes efterkommere, men de historiske levn, der vidner om Ghanas rolle i slavehandlen, minder ghaneserne om deres penible fortid, som nogle skammer sig over. De historiske levn er måske værdifulde på grund af deres økonomiske fordele, men samtidig genererer de skam. Deres blotte tilstedeværelse holder minderne i live,« skriver forskerne Erin Metz McDonnell og Gary Alan Fine.

De to professorer spurgte 215 studerende fra University of Ghana om, hvad de henholdsvis skammede sig- og var stolte over ved deres land. Kolonisering var ikke blandt de mest skamfulde emner. Manglende international indflydelse og underudvikling fyldte kvantitativt meget mere i undersøgelsen, men i de ghanesiske studerendes begrundelser blev koloniseringen anset som en katalysator for mange af landets øvrige problemer.

På grund af økonomiske udfordringer har Guldkysten endnu ikke haft premiere i Ghana. Det ghanesiske produktionsselskab InGenius Africa, der en af filmens medproducenter, står for lanceringen i landet. På deres hjemmeside skriver de, at Guldkysten er på vej.

Theodorus Wulff mener, at filmen bør vises for et bredere publikum, så flere ghanesere end bare ham og storebroren kan danne sig en holdning til den.

Seks lange, smertefulde år

Du maa tro mig, kjære Behrens, jeg føler i denne Tid megen Hjemvé og mere, end jeg nogensinde har gjort før. Tænk Dig en Gang min Glæde i Dag 8 Dage at have overstaaet de 6 lange, smertefulde Aar, og kan rejse hjem hvert Øjeblik, jeg ønsker. – Gud give nu kun, at der ere nye Betjente med Skibet, som kan afløse mig, saa holder mig her tilbage ingen gode Ord, ingen smigrende Løfter, nej, jeg iler herfra mættet for at kaste mig i min kjære Families Arme.

Sådan skrev Wulff Joseph Wulff til sin svoger i København fra sit hus, Frederiksminde, på Guldkysten den 27. oktober 1842. Huset, som han havde fået opført to år forinden, boede han i med sin kone. Hun var en mulatkvinde, der i forbindelse med ægteskabet var blevet omdøbt til Sara Malm fra det mere afrikansk klingende Tim Tam.

Parret fik tre børn inden Wulff Joseph Wulff døde af klimatfeber som en gammel mand på 33 år – to måneder efter han skrev sit sidste brev til familien i Danmark. I dag er Wulff ikke et usædvanligt navn i Ghanas hovedstad.