Print artikel

Filmen der blev velsignet af en shaman

Interview
17.05.16
Ciro Guerras nye film, Slangens favntag, finder sted i Amazonas. Instruktørens mål var, på trods af filmens kolonialistiske tema, ikke at lave en politisk film, men i stedet at lade tilskueren opleve junglen som det ubegribelige sted, den er. Meget uventet blev filmen oscarnomineret. ATLAS har talt med Guerra, der selv mener at have skrevet junglen ind som en karakter i filmen.

Før optagelserne af Slangens favntag gik i gang, fik instruktøren Ciro Guerra hele produktionen velsignet af en shaman. Det særlige beskyttelsesritual indebar shamanens forklaring af Guerras ærinde og en bøn om tilladelse til at begynde optagelserne. Det virkede, hvis man spørger Guerra.

»Junglen var med os. Det regnede ikke. Ingen blev angrebet, bidt eller stukket af noget. Vejret hjalp os. Vi havde hele fem uger næsten uden regn, hvad der er usædvanligt i Amazonas,« fortæller han til ATLAS.

Produktionen havde måske brug for en vis grad af guddommelig beskyttelse. Et tema i Slangens favntag er netop det, hovedpersonen Theo repræsenterer: Kristendommens indtog i Amazonas og dens konsekvenser for junglens indfødte folk. Guerras skildring af de konsekvenser er nådesløs.

Filmen deler sig i to fortællinger. På den ene side den opdagelsesrejsende Theo, der har rejst Amazonas rundt for at kortlægge dens flora og fauna, og nu er blevet ramt af en udefinerbar feber, der muligvis kan helbredes af en særlig blomst. På den anden side Evan, en opdagelsesrejsende som ankommer omtrent 30 år senere med samme mål som Theo. I løbet af Evans rejse, som foregår med Theos gamle guide Karamakate, en shaman der betragter sin hjælp til Theo som grunden til sit eget moralske forfald, oplever vi de grusomme konsekvenser af Theos og kulturens indgreb i junglen.

En kapucinermunk viser sig at være en paranoid børnemishandler, og en kristusfigur, komplet med hjemmelavet tornekrans og storhedsvanvid, går amok på psykedeliske stoffer. I det hele taget leverer filmen nok grunde til at tro, at Guerra har haft et politisk sigte med sin film. At der er tale om en hårdnakket kritik af vestlig imperialisme. Men så tager man fejl.

»Jeg synes filmen handler om meget mere,« udtaler han. »Den rækker langt udover at være en kritik af kolonialisme, og har snarere ambitioner om at være en åndelig rejse for tilskueren. Jeg var ikke interesseret i at lave en film om folkemord.«

Selvom overgrebene på Amazonas’ indfødte folk altså ikke står centralt, benytter filmen sig af junglens blodige historie som baggrund. Én af Guerras kilder til den baggrund var en række billeder fra Theos virkelige inspirationskilde, den tyske opdagelsesrejsende Theo Koch-Grünberg; billederne er af pestramte indfødte, og ud af disse billeder voksede idéen om at skildre Amazonas, så den var fri for vestens sædvanlige forestillinger om junglen som noget frodigt og eksotisk.

»De billeder viste et Amazonas, som var totalt anderledes fra det, vi går rundt med i hovedet. Det var et Amazonas, som var udtømt for det overstrømmende og eksotiske, som ellers er en del af turismens blik på stedet. Det var som en anden verden, og da jeg tog til Amazonas, vidste jeg, at det ville være umuligt at gengive junglens egentlige farver på film.«

Filmhistorien er ellers fyldt med den slags eksotiske skildringer af det vilde: En klapperslange, et billede af en palme, lidt klamperi på en skindtromme, og så er scenen sat. Men i Slangens favntag ønskede Guerra at gå en stor bue udenom de nemme løsninger.

»Jeg besluttede, at det ville være bedre at lade publikum forestille sig farverne. Vi håbede filmen ville igangsætte fantasien, netop fordi det Amazonas man ser i filmen snarere er et drømme-Amazonas end et forsøg på at skildre den virkelige jungle.« Derfor er filmen også i sort-hvid, tilføjer han. »Men nogle tilskuere ser alligevel farver i filmen. Jeg har snakket med folk der slet ikke har opdaget, at filmen er i sort-hvid.«

De sort-hvide billeder i Slangens favntag giver tilskueren en nøgtern konstatering af junglen som form, som omrids, og ikke som et væld af farver. Virkningen er paradoksalt nok at Amazonas virker endnu mere fremmed, fordi den træder væk fra de sædvanlige filmtricks, hvormed junglen ellers er formidlet.

Og Guerra har da også bevidst stræbt efter at træde væk fra vestlig film. Og ikke mindst efter at introducere en helt ny filmkunst ved at benytte en form for historiefortælling, som ikke er set før.

Kronologien i Slangens favntag har været en stor del af hans overvejelser om en ny, colombiansk filmkunst. De indfødte i Amazonas opfatter nemlig ikke tid som lineær, som man gør det i Vesten, og derfor smelter Theos og Evans historie sammen både tematisk og filmisk. I løbet af samme skud kan vi gå fra 1909 til 1940 uden, at skiftet føles pludseligt eller besynderligt. Effekten er noget nær en filmisk repræsentation af, hvad Guerra kalder en »simultanous multiplicity

Filmens kronologi flyder sammen, for derved at lade seeren træde ind i Amazonas’ logik. »Historien om én enkelt mand, om én enkelt sjæl, kan udleves gennem flere generationer af forskellige individer,« forklarer Guerra. »Vi ville ikke bringe logikken fra en fremmed filmproduktion og tvinge den ned over Amazonas. Vi ville skabe en film, der fulgte junglens logik.«

Det er svært at sige om Slangens favntag så også opnår en grundlæggende ny fortælleform; en oscarnominering er normalt ikke garant for noget nyskabende formsprog. Men filmen har usædvanlige greb, blandt andet et ønske om at skrive Amazonas ind i manuskriptet som en kvindelig karakter, som en slags love-interest.

»Det giver ikke så meget mening i vores [Vestens, red.] tradition for historiefortælling, men det er noget jeg tog fra de indfødtes mytologi, hvor junglen opfattes som en kvindelig tilstedeværelse. En karakter som både er en mor, et begærsobjekt, og også i visse tilfælde et offer for vold.«

Det er i det hele taget den grad af mystik, der gør filmen seværdig. Ikke bare junglens »eksotiske« mystik, for det ville netop være en af de klicheer, Guerra vil undgå. Det er snarere den mystik, filmen opnår som film, der er vigtig. I Slangens favntag fremstår junglen vildere og mere nådesløs end i så mange andre skildringer. Og så har filmen en, kan man godt sige uden at røbe for meget, nærmest Stanley Kubrick’sk finale.

Flere af billederne fremstår mere som overvejelser over Amazonas’ natur end som dele af filmens egentlige fortælling, en fortælling som er vanvittig nok i sig selv. Her er både opdagelsesrejsende, gummibaroner og en kristusfigur på stoffer. Det er vildt det her, og det skal ses.