Print artikel

En Cowboys Død

I 'The Magnificent Seven' gøres der op med selve idoliseringen af cowboyen.
'The Man Who Shot Liberty Valance' er et klassisk opgør mellem loven og det lovløse, men også en fortælling om tidernes skiften.
Essay
08.04.15
En ung knøs, en advokat, og en omvandrende anakronisme – de tidlige 60’ere så western-genren undergå et kulturskifte, og centralt lå spørgsmålet om, hvilken type mand, der kunne begå sig som helt i kampen mod banditter og uret. Fra et opgør mod idoliseringen af pistolmænd til lovprisning af social velfærd, tre film gav udsagn om skiftende samfundsværdier.

Ved begyndelsen af 1960'erne var western-genrens popularitet støt nedadgående. Film som Spartacus og Lawrence of Arabia var de største film i deres respektive år, og begge hyldede historiske personligheder, der tog kampen op mod status quo, som slog et slag for undertrykte folkegrupper. Kulturrevolutionen, der nåede kogepunktet mod slutningen af årtiet, var her allerede under opsejling, og western-genrens plads og identitet var splittet. Genren, der på mange måder var indbegrebet af den amerikanske pionerånd, og som hyldede individets succes, stod nu ansigt til ansigt med et nyt publikum, der havde et helt andet værdisæt, hvor næstekærlighed og fremme af kollektivets rettigheder var samfundets hjerteblod. Mod forventning tog Western-genren del i den offentlige debat og blev levende eksempel på fremdrift og nytænkning i dens fejring af alternativer til macho-mænd; typer som kunne udvikle fremfor at ødelægge, var progressive fremfor konservative. Den klassiske cowboy som han var kendt, red mod horisonten en sidste gang for at forsvinde med dagens sidste solstråler.

The Magnificent Seven, den amerikanske genindspilning af Akira Kurosawas samurai-klassiker Seven Samurais, ser en undertrykt mexicansk landsby hyre en gruppe exceptionelle enspændere i håbet om, at de kan redde dem fra lokal bandit Calvera (Eli Wallach). Iblandt de syv finder man Chico (Horst Buchholz), en ung purk besat af drømmen om prærie-hæder og den respekt den aftvinger. Han idoliserer de andre for deres ry som dusørjægere og lejesoldater, imens han afskyr den anonymitet som han føler er bondens skæbne.

Ungdommens trang til at udmærke sig fra dens støvede og velkendte omgivelser er åbenlys i Chico. Han indrømmer, at han selv er søn af en bonde, og har derfor på egen krop følt den frygt og undertrykkelse landsbyen er plaget af. Han er dog ikke empatisk, men i stedet overbevist om at enspænderlivet er at foretrække, og til at begynde med er hans håb for indlemmelsen i gruppen både djævleuddrivelse og drømmeopfyldelse. At aldrig føle frygten igen, samt nyde andres respekt. Tvivlen i ham er dog tydelig, og til en landsbypige som langsomt er ved at vinde hans hjerte, spørger han med kun halv overbevisning i stemmen: »am I the kind of man who’d live in a place like this, huh? Digging my life away out in the fields? Me, a farmer? A peasant?«

Portræt af en Pistolero

Filmen er dermed et opgør med det overfladiske indtryk af de exceptionelle krigere, og hver enkelt bliver sat under lup. Filmen forløber derfor også, som en dissekering af mandsmyten der var så etableret i det forgående årti: den klassiske cowboy-helt, som var en kombination af den frygtløse enspænder, der gik sin egne veje, og machomanden som mænd beundrer, og kvinder bedårer. Grundtesen for cowboyen som helt var, at han aldrig ville lade sig binde, aldrig forblev stationær i sin færden igennem verden; at han forblev en flygtig skikkelse, der var helt sin egen, og aftvang respekt hvor end han befandt sig.

Den myte er konfronteret af de seks hver for sig: Vin (Steve McQueen) understreger følelsen af tomhed ved den rodløse eksistens, og fortæller Chico med bitterhed i stemmen, hvordan de har hverken kone eller hjem at vende tilbage til, at deres flygtige arbejdsforhold har givet dem et liv uden fremtidsudsigter. Lee (Robert Vaughn), velklædt dusørjæger, vågner panisk i natten og nærmest hulkende indrømmer at han har »lost his nerve« grundet forventningen om hans snarlige død. »I’ve made a lot of enemies« er både en erkendelse og en implicit dødsdom.

Selve idoliseringen af cowboyen gøres der også op med. Tre unge drenge følger trofast gruppens mest berygtede medlem Bernardo (Charles Bronson), og hans frygtløshed gør indtryk. Drengene vil være ligesom ham, når de vokser op, og kalder deres fædre for kujoner i deres frygt for Calvera. I stedet for smigret er Bernardo fortørnet: »You think I am brave because I carry a gun? Your fathers are much braver because they carry responsibility!«

Hvad hvert medlem er overbevist om er, at ensomheden overskygger alt andet. At stå alene mod verden betyder, at man kun har sig selv som støtte. Som helhed giver de syv udtryk for, at den kortvarige respekt og berømmelse de nyder, måske ikke er så opfyldende som evnen til at fostre liv og dermed leve for evigt igennem sine efterkommere; at familielivets dyder stikker dybere end berømmelsens skær, og at modet til at tage ansvar for andre er større end modet til at tage et liv for at sikre sin egen overlevelse. Filmen er ivrig efter at efterkomme sin egen pointe, og selvfølgelig træffer Chico det ”rigtige” valg til sidst. På trods af muligheden for at rejse videre, giver han et kort adios, stiger af hesten, ligger sit pistolbælte fra sig, og ruller ærmerne op for at tage del i arbejdet.

Afskeden med de overlevende er heller ikke takketaler, parade, eller tårer af taknemmelighed, snarere et sympatisk farvel. Tydeligt for alle er, at livet som pistolmand er en stakket frist, og byens ældste giver dem nogle få ord med på vejen som føles som en nekrolog: »Only the farmers have won. They remain forever – they are like the land itself… you are like the wind, blowing over the land, and passing on.«

The Magnificent Seven fokuserer primært på mytologien omkring genrens enspænder: ved at pille ham fra hinanden, ved at vise hans væsen og hans fejl spekulerer filmen i rollens egentlige fremtid, og maler et nøgternt portræt af mennesket bag legenden – et menneske tynget af afsavn og isolation. Den samme isolation, den samme afmagt, finder man i David Millers Lonely Are the Brave hvor cowboy-myten og dens nutidige relevans for alvor får et reality-tjek.

'The Man Who Shot Liberty Valance' er et klassisk opgør mellem loven og det lovløse, men også en fortælling om tidernes skiften.

 

Det Moderne Liv

Kirk Douglas spiller hovedrollen som Jack Burns, cowboy og enspænder i strid med både tid og sted. Ved første øjekast er alt ved det gamle: den øde, åbne prærie strækker sig vidt over skærmen, og Jack med sin hat trukket ned over øjnene ligger og sover, mens hans trofaste hest græsser i baggrunden. Stilheden bliver brudt da en moderne, skinnende flyvemaskine glider over den indtil et øjebliks siden skyfrie himmel. Tidslommen er brudt: året er 1962, og Jack rejser sig, sadler sin hest, og rider mod byen iført hestesporer og ammunitionsbælte. Kirk Douglas præsenterede filmen som en svanesang for den selvstændige pioner, der havde nok i sig selv, og specielt hans enlige kamp mod systemet er for mange tegn på umuligheden for den selvstændige at leve i et moderne samfund tynget af love, regler, og grænser. Filmen tager Jacks anakronisme for givet. At han konstant er på tværs af loven er sekundært til overvejelserne om det sociale ansvar Jack afviser.

Jack er redet ind til byen for at besøge sin gamle venner Paul og Jerri. Jerri, en gammel flamme, giftede sig med Paul, da Jack afviste familielivet. I hans fravær har de fået sig et klassisk forstadsliv med hus, stationcar, og et barn ved navn Seth. Gensynet er dog mangelfuldt: Paul sidder i arresten for at hjælpe immigranter over grænsen, og Seth er i skole. Jack er uforstående over for begge dele: i hans optik burde Seth lære livets vej fra hans far, som Jack selv gjorde, og at Paul blev arresteret for at se stort på landegrænser er i direkte strid med Jacks liv som evigt vandrende enspænder. Som var det en eksposé i en krimi, må Jerri give Jack en kort introduktion til en fagre ny verden: »The world you and Paul live in doesn’t exist… out there is a real world, and it’s got real borders, and real fences, real laws and real trouble. And either you go by the rules, or you lose. You lose everything.«

Men hvad har Jack at tabe? Hus, bil, køkkengrej – hvis det ikke passer i en saddeltaske, er det nok det værd. Han afviser Jerris realitet, overbevist om, at hans livssyn stadig er relevant. Ud af venskab til Jerri, og for at overbevise sig selv, beslutter han sig for selv at ryge i arresten for derefter at bryde ud med Paul.

Et bodegaslagsmål og et overfald på en betjent senere, er Jack genforenet med Paul. Paul er dog en anden mand, end den Jack husker. Paul vil ikke flygte, og gennem månens tremme-delte lys fortæller han Jack om sit ændrede livssyn. Som familiefar bærer han et ansvar, og omvendt bærer hans familie konsekvenserne af hans gerninger. Ansvaret som Jack ser som en byrde, er for Paul hans styrke, da det giver ham et fast holdepunkt. I modsætning til Jack lever Paul nu både for og med andre. Pauls følelse af samvær giver mere tilfredsstillelse end Jacks frihed. Jack insisterer på, at Seth burde vokse op væk fra alt det her, alle disse regler og indhegninger, at han burde lære at være en westerner, en natural man, et mantra som Paul og Jack lærte som spæd. Paul afviser – et liv på flugt ønsker han ikke Seth påført.

Jacks overbevisning om det ”unaturlige” ved det moderne samfund leder tankerne hen mod Rosseaus tese om menneskehedens tilfangetagelse af samfundets mange love og indhegninger, og associationen er måske retfærdig. Landegrænser og love om privat ejendom gør nomader som Jack til kriminelle, men det er alligevel ansvaret for andre som Jack ser som den største forhindring. Et barn kan som sagt ikke opdrages med politiet i hælene. At kun leve for sin egen tilfredsstillelse vil holde ham væk for evigt, og som konsekvens vil hans idealer dø med ham. Erkendelsen falder, da Jack kommer for at hente sine ting hos Jerri inden han tager videre på flugt fra loven. I det tidlige morgengry sniger han sig ind i Seth værelse for et sidste blik, og stående i døren med Seths sovende form i forgrunden hviler Jack et kort øjeblik. Han giver et stille suk, hvorefter han lukker døren og forsvinder, et minde fra en drøm der engang var.

Legendernes Svanesang

The Man Who Shot Liberty Valance af western-genrens mester John Ford er først og fremmest et klassisk opgør mellem loven og det lovløse element, men er også en fortælling om tidernes skiften, fra selvtægts-rettergang til den demokratisk valgte orden. Spørgsmålet om samfundets udvikling, og helterollens arvtager, er bevaret i duellen imellem filmens to hovedroller: Tom Doniphon (John Wayne), macho hesteavler, og Ransom Stoddard (James Stewart) som den unge ambitiøse advokat, der endegyldigt vil bringe orden til det vilde vesten.

Problemet for dem begge er Liberty Valance (Lee Marvin): lokal bandit, landevejsrøver, og morder som hærger ufortrødent i området omkring landsbyen Shinbone. Doniphon er den eneste afskrækkelse for Liberty, og er dermed de facto sherif. De to troner op i bybilledet, og samfundet lever i de tos skygger, afventende på deres endelige konfrontation.

Som handlingen skrider frem, udvikler Ransom sig til en central figur i bybilledet: han lærer de lokale at læse, og diskriminerer ikke på tværs af race og køn. Han lærer dem om demokratiets magt, der tilgodeser folkets ønsker fremfor enevældige tyraner, der hersker med vold og frygt. Ransoms håb er indlemmelse i de forenede stater, og dermed regeringens beskyttelse, men først skal der vælges repræsentanter til stats-konferencen, hvor alle omkringliggende områder skal nominere en delegeret til at varetage deres interesser ved en mulig inklusion i de forenede stater som en ny delstat.

Landsbymødet og valget er på mange måder filmens klimaks. Ransom bliver nomineret, og Liberty Valance, med korrupte kvægavlere i ryggen, nominerer sig selv. Som modstander af indlemmelsen i de forenede stater truer han de fremmødte med vold, hvis de ikke stemmer på ham. Med løftet pisk mod publikum bliver han mødt af knusende stilhed, og Ransom bliver valgt med bred enighed. Den næste morgen udkommer den lokale avis med overskriften: »Liberty Valance defeated.«

Ingen western komplet uden en duel, og The Man Who Shot Liberty Valance er ingen undtagelse. Liberty vil have sin hævn, og Ransom forekommer som et let bytte som en pacifist med skravlet fysik. Stik mod forventning vinder Ransom den ulige duel. I kampens tumult opdager ingen, at Doniphon fra en plads i skyggerne skyder Liberty og redder Ransoms liv. Selvtægtsmanden besejrer måske det fysiske onde, men dagens mand er Ransom, den blide fortaler for demokratiet og folkets bedring. Han er fejret som Libertys overmand i både fysisk og metaforisk forstand, og succes bølgen rider han til konferencen, hvor han også bliver valgt som delstatens delegerede. Han indtager pladsen som samfundets overhoved i form af hans rolle som advokat, lærer, og pioneren af det moderne samfund.

The Man Who Shot Liberty Valance følger den klassiske western-formular om det godes kamp mod et åbenlyst onde, men hovedpersonernes respektive skæbner føles som en kulegravning af genrens normale proces. Ikke nok med, at Ransom udråbes som helt, vinder sin hjertes udkårne og opnår sine mål, Doniphon er samtidig komplet forbigået. Den kvinde som Ransom gifter sig med, var hans udkårne, og Doniphon brænder sit hus ned i en brandert, der er en direkte konsekvens af hans hjerteskær. Filmen både begynder, og ender i en fremtid, hvor jernbanen og det moderne samfund har indfundet sig. Den allerførste scene er Ransoms tilbagevenden, og grunden til hans retur er at overvære, som en af de eneste, Doniphons begravelse; at være tilstede når det sidste stykke af det vilde vesten bliver lagt i jorden. Filmen både begynder og slutter derfor med Doniphons død, hans skæbne som glemt drukkenbolt vist fra start til slut. Resultatet er en film, hvor den stærke selvstændige enspænders skæbne er vidst for alle andre end ham selv – en dead man walking, et spøgelse fra en fortid for længst glemt. 

No Country For Old Men

De tre film har til trods for deres forskelligheder den fællesnævner, at de alle tager den typiske mandsrolle i genren til efterretning. John Ford, i genren han nærmest selv opfandt, viser, at en mands værdi ikke behøver være bundet til hans evne til at afskrække eller dræbe andre, og de to andre film lægger ligeledes vægt på dyderne ved samfundsdannelse og velfærd fremfor individets ego og idolisering. Selvom de Syv, Jack Burns, og Doniphon aldrig er set ned på, er filmene overbevist om tidernes skiften: The Man Who Shot Liberty Valance begynder med Doniphons begravelse i den moderne by Shinbone; Jack Burns bliver kørt ned af en lastvogn fyldt med lokummer, på et tidspunkt, hvor han ellers ser ud til at lykkes i sin flugt fra ordensmagten; Chris og Vin, de resterende to medlemmer af de originale syv, erklærer dem selv dømt til at vandre for evigt indtil de forsvinder over horisonten en sidste gang.