Print artikel

En amerikansk besættelse

En næsten ugenkendelig Steve Carell i Bennett Millers 'Foxcatcher'. Foto fra filmen.
Anmeldelse
22.01.15
’Capote’- og ’Moneyball’-instruktør Bennett Millers nye film tager, nå ja, brydetag med den amerikanske nationalkarakters vinderinstinkt og råddenskaben fra overleverede privilegier, magt og penge. Amerika er i Millers optik en tragedie, der ligger på lur.

En indledende sekvens med brødreparret Mark og Dave Schultz i tæt omklamring, er et studie i antydningens kunst: Bryderutiner som udtryk for familiær intimitet, men også simrende konflikt og fremmedgørelse, da Mark uforvarende (?) nikker Dave en skalle. Tavshed. Flere brovtende brydetag og bortvendte blikke. Blod og sved, men ingen tårer. Og afslutningsvis: Bestyrkede bånd, fornyet intimitet. Som faser i et ritual.

Det er den bedste scene i Bennett Millers tredje spillefilm, Foxcatcher. Her smelter krop og karakterer sammen.

Foxcatcher er et rigmandsherresæde ved Valley Forge i Pennsylvania. Rævejagten var i forne tider overklassens foretrukne ritual – men navnet emmer stadig af historie, dynasti og privilegier.

Milliardær-arvingen John E. Du Pont (en næsten ugenkendelig Steve Carell med dårlige tænder og et påklistret næb af en næse) bor på Foxcatcher sammen med sin mor (Vanessa Redgrave), en ældre snob, hvis interesse for avlsheste kolliderer med sønnens interesse for plebejersporten brydning.

Du Ponts ambitioner om at gøre hobby til livsprojekt får ham til at tage kontakt til Mark Schultz (Channing Tatum) for at foreslå, at denne kan træne frem mod næste olympiade, der skal finde sted i Seoul i 1988, på farmens - til formålet opførte - træningsfaciliteter, hvor han er sikret ro og materiel komfort. Marks storebror og mentor, Dave (Mark Ruffalo), takker nej pga. hensynet til sin familie, men ombestemmer sig senere og tilslutter sig Mark, der med Du Pont ved sin side i mellemtiden har føjet en verdensmesterskabstitel til meritlisten, der i forvejen tæller en olympisk guldmedalje fra Los Angeles 1984.

Tæt ved Foxcatcher ligger en af de afgørende krigsskuepladser fra uafhængighedskrigen mod briterne. Parallellen mellem fortid og nutid er svær at overse: Du Pont-dynastiets formuearvinger repræsenterer en forvrænget og depraveret nutidsgeneration, hvor individuel grådighed har erstattet den vordende nations ide om det kollektive offer. På Foxcatcher gemmer de sig væk fra samfundet og lever i den tro, at det at vinde en brydekamp er en patriotisk pligt.

Du Pont bevæger sig rundt i og omkring sit landlige slot som en blodfattig, indbildsk vampyr. Hans investering i brydesporten præsenteres som dels et forsinket moderopgør, dels som hans (gen)vej til at aktivere Amerikas grundfæstede vinderinstinkt. Du Pont er en skydegal one-percenter, der er så utilregnelig, at det virker som en tilsnigelse, at noget fornuftigt menneske skulle lade sig forføre af hans luner. Men Millers pointe er, at penge og status negligerer brugen af sund dømmekraft hos dem (os alle?), der falder i svime over rigdommens repræsentanter.

Miller formidler sin forstemmende vision gennem vage, tavse tableauer, intense blikke, lange pauser mellem replikkerne og bortvendte ansigter i en kulisse af grå-og blå-meleret tristesse. Rigtig meget er på spil i de blokke af luft, der kan skæres ud mellem menneskene i denne opdaterede græske tragedie.

Du Pont bliver en kombineret træner- og faderskikkelse for den umælende Mark. Hvis hans moderkompleks er et arketypisk konfliktstof, så er fortællingens andet clou til hans psykologiske profil det ikke i mindre grad: Der opstår en uudtalt homoerotisk tiltrækning i mødet med Mark. Dette forhold tydeliggøres mest eksplicit i en scene, hvor Du Pont vækker Mark midt om natten for at de kan øve brydetag på hinanden; en aktivitet, der dækker over, at rigmanden kan ligge og stønne på ryggen af bryderen. Miller dvæler ved frastødningen i Marks øjne, mens seancen finder sted.

Antydningen af en undertrykt homoseksualitet (foruden den usunde moderbinding) opleves som et postulat for at psykologisere Du Ponts ellers uigennemtrængelige bevæggrunde for at begå det mord, som det næppe er en spoiler at afsløre udgør baggrunden og endepunktet for Millers fortælling.

Udover nøglescenen på gulvet er Carells karakter en i stigende grad uvedkommende gåde. Der er noget nærmest impotent over Carells gestaltning, som sikkert er tilsigtet, men som i længden er dramatisk utilfredsstillende. Det er som om skuespilleren (hvis daglige metier trods alt er komikrollefaget) kompenserer for en manglende forståelse af sin karakter ved at vise så lidt som muligt. Det virker meningsfuldt i de første fire-fem scener, fordi vi endnu tror på, at vi senere kommer mere ind bag facaden. Men jo mere Carell taler og agerer, jo mere virker det som om han taber det ildevarslende (og groteske) ved Du Pont-figuren. Han bliver mest bare komisk og sølle, hvilket der da også spilles åbenlyst på, fx da han fortæller Mark (med et aldeles straight face), at han gerne vil tituleres ’Golden Eagle’ (for det gør hans venner, forklarer han) uden selv at kunne se absurditeten i sin forespørgsel. Et andet eksempel er, da han køber sig til en sejr i en brydeturnering for veteranbrydere uden at afsløre nogen form for flovhed.

Hvor Du Pont tror på, at han besidder gode ideer, selvom han reelt er et talentløst, forvirret nul, er Channing Tatums Mark ren fysik, en kolos af en mand, som kameraet ofte fanger bagfra, så vi får en fornemmelse for hvordan han gungrer af sted. Der er ikke noget elegant eller subtilt over Mark. Tatum er qua sin fysik eminent i rollen. Men kommer vi nærmere på at forstå, hvad der får ham til at indgå i en skæbnesvanger alliance over så lang tid med en excentrisk rigmand på et gods langt væk fra det liv, han kender?

Hvad værre er: Det er svært at begribe hvad det er, der får Du Pont til at begå den forbrydelse som filmens dvælende stemning af forudanelse peger hen imod. Hvad er det ved Dave (Mark Ruffalo inkarnerer en – i forhold til Carell – anderledes forankret fysikalitet: det virrende hoved, de sitrende fingre, den ludende gang, det prøvende smil, de sammenknebne øjne), der byder ham sådan imod? Og hvad er det – omvendt – der får Dave til at tage til Foxcatcher efter indledningsvis at have takket nej?

Som antydet er filmen drænet for farver. Skuespillerne har en sygelig ansigtskulør, der aldrig lader os glemme, hvor forrået en verden de bebor. Kameraets dvælen ved malerier, genstande og trofæer i rigmandspaladsets indre viser os den korrumperende og verdensfjerne selvforblændelse, der følger med magt og penge. Kort sagt: med privilegiernes perverterede logik.

En enkelt central scene er dog slående i sin anderledeshed: Da Du Pont og Mark mødes for første gang vægter instruktøren rød og blå som meget klare kontrastfarver. Marks blå sæt tøj står tydeligt ud i det purpurrøde modtageværelse. Klasseforskellen taler her sit meget tydelige, symboltunge sprog: Marks blue collar-simpelhed møder Du Ponts verden af medfødte privilegier og distingverede adfærdskoder. Hele scenen stikker ud i forhold til den generelle affarvede tonløshed, der præger den omgivende film.

Stemningsbilleder kan få en fortælling til at ånde, men de kan også være (for tunge) symboler for noget andet. Miller undertrykker den dramatiske drivkraft i historien ved at fokusere på symbolikken i billederne. Frem for en intensiverende trykkogereffekt skaber dette valg en snigende form for apati hos tilskueren.

Billedsymbolikken formidler en historie om klasseforskelle, privilegier og penge – at have for mange af dem og for få – der former amerikanske drømmere på begge sider af skellet. Menneskene i Foxcatcher opfører et møjsommeligt, formummet skuespil på en scene med en baggrund af århundreders opbyggede idealer og distinktioner – tilsyneladende uvidende om, at den drøm de jager vil ende i et mareridt.

Bennett Miller synes blændet af en implicit gravitas, der får ham til at tvære sin historie til med symboler. Han kan ikke nøjes med at lade historien fortælle sig selv. Det havde været mere tilfredsstillende at se ham tage et konsekvent brydetag med karaktererne – frem for at postulere dybde og indsigt uden rigtigt at gå i clinch med dem. Amerika er i Millers optik en tragedie, der ligger på lur: Besættelsen af at vinde hænger som en skæbnetung skygge over menneskene. Desværre hænger skyggen fra den tunge symbolik over filmen som et kunstnerisk damoklessværd: skøn at skue, men træg at tygge sig igennem.