Print artikel

Dobbelt flugt

Fra Jacques Beckers 'Hullet'
Kritik
12.03.19
Der er dobbelt op på fængselsdokudrama med Jacques Beckers oversete mesterværk ’Hullet’ fra 1960 og Ben Stillers prisvindende HBO-serie ’Escape at Dannemora’.

Den franske instruktør Jacques Becker døde under færdiggørelsen af sin mest elegante film Hullet (Le Trou) i 1960. Et melankolsk og intenst minimalistisk portræt af et virkeligt fangeflugtforsøg, som nybølgens faderfigur Jean-Pierre Melville kaldte »den bedste franske film nogensinde.«

At Beckers sidste film har fået relativ beskeden opmærksomhed og, stadig i dag, er forholdsvis ukendt uden for hjemlandet er helt uforståeligt. Den er ikke blot en klassiker indenfor fængselsfilmgenren men en unik filmkunstnerisk oplevelse.

Få film kan som Hullet få en komprimeret og næsten køligt koreograferet billedflade til at emme af nerver og nærvær. Og få fængselsfilm formår med så overlegen lyrisk sensibilitet, at lade en gruppe dødsdømte mænds forbryderidentitet træde i baggrunden til fordel for en øm fremstilling af venskab, loyalitet og kompromisløs frihedslængsel. En ømhed der først overmandes til allersidst, da det indespærrede livs ydmygende realitet brager ned med en eksistentiel tyngde der er nærmest ubærlig.

Hullets autentiske forlæg er professionel forbryder og tredobbelt morddømte Joseph Damianis bog af samme navn, udgivet på det prestigefulde forlag Éditions Gallimard. En groft skåret beskrivelse af forfatterens og fire medfangers udgravning af en tunnel fra deres fælles celle ned gennem det parisiske kloaksystem. Filmens manuskript er udarbejdet i samarbejde med Damiani og Beckers iscenesættelse fremstår til tider som en slags detaljeret udbrydermanual. Ikke mindst fordi Damianis tidligere cellekammerat, Roland Barbat, spiller en af filmens hovedroller. At Hullet ikke er dokudrama men på en gang dokument og drama indkapsles i Barbat, der både introducere filmen og selv fungerer i dobbelt regi: som autentisk deltager i det oprindelige flugtforsøg, og som amatørskuespiller i Beckers fiktive gentagelse, eller rettere, rekonstruktion af det.

Det sparsomme plot udspilles i to klaustrofobiske rum. Cellen, hvor de fem fanger deler måltider, sover tæt og elskværdigt serverer hinanden morgenkaffe og Gauloises på sengen. Og hullet i cellens gulv, hvor de om natten skiftes til at hakke igennem uendelige lag af murbrokker. Med en perfekt komponeret, næsten cyklisk, rytme veksler de asketiske sort-hvid billeder mellem gentagne dagligdags rutiner i fængselscellens hårde perspektivløse lys og de underjordiske nattetimer, hvor der hviskes anspændt nede i tunnellens gabende mørke. Sitrende close-ups og lange ubrudte sekvenser, der dvæler vemodigt ved mændenes intime fællesskab og koncentrerede determination, giver et praj om Jacques Beckers fortid som assistent for stjerneinstruktøren Jean Renoir. De langstrakte klip og billedernes manglende dybde giver effektivt publikum rollen som en usynlig sjette fange, der ikke bare observerer men deler fængselslivets klaustrofobiske tæthed – og ikke mindst det fælles ønske om at slippe ud.

Med lydsiden stiger filmens murrende anspændelse til et voldeligt crescendo. Rustne jerninstrumenter, der i mange uafbrudte minutter hamrer brutalt på og smadrer øredøvende igennem cellens stengulv, gør det desperate forsøg på at trænge igennem fængslet fysiske struktur til en enerverende og næsten abstrakt, doom-agtig lydmur.

Virkelighedsflugt versus flugt i virkeligheden

I 2015 brød to fanger ud fra et maximum security fængsel i den lille by Dannemora i staten New York, tilsyneladende assisteret af en og måske flere velvidende fængselsansatte. Det er den virkelige begivenhed, der dramatiseres og for en stor del fiktivt konstrueres i den prisvindende tv-serie Escape at Dannemora. Med blændende skuespil og overraskende flair for det tragiske. Alle seriens syv, langsomme og til tider meget rørende afsnit, er instrueret af Ben Stiller.

Patricia Arquette spiller fængselsarbejderen Joyce ’Tillie’ Mitchell, der køber sig til sex i baglokalet med den yngre, og overraskende pligtopfyldende, fange David Sweat (Paul Dano), for prisen af en svampet doughnut.

Tillie er en tvær teenager i en midaldrende kvindes krop. Konstant irriteret og højlydt utilfreds – i sær med sin tumpede mand, for hvem ugens højdepunkt er besøg på et latterligt lokalhistorisk museum og efterfølgende isdessert på kæderestauranten Dairy Queen. Sat til et pubertært soundtrack af Nick Jonas og Meghan Trainor, drømmer Tilly om spænding, glamour og blowjobs på Mexicanske strande. Og det er hvad hun umiddelbart sættes i udsigt, da de hemmelige hyrdetimer med yndlingsfangen Sweat udvikler sig til en ménage à trois med den kunstnerisk anlagte voldspsykopat Richard Matt (Benicio Del Toro). Matt forbinder på manipulerende vis sin og Sweats planlagte flugtforsøg med Tillies erotisk ladede længsel væk fra sin dræbende kedelige tilværelse. Men han overser det mest væsentlige; at hvad der driver Tillie og hendes libido er et desperat behov for virkelighedsflugt og ikke, som for fangerne, flugt i virkeligheden. En virkelighedsflugt der som serien skrider frem bliver mere og mere uholdbar.

'Escape at Dannemora'

»I don’t want to die in a fucking chinese restaurant!« informerer Tillie bebrejdende sin mand om, da hun forveksler sit angstanfald med et begyndende hjerteanfald under en af deres utallige en chow mein-middage. Angsten for at dø på en kinesisk restaurant i deprimerende Dannemora er klimaks for Tillies fortvivlelse over tilværelsens gustne trivialitet og dens omklamrende ufrihed – og for hendes voksende erkendelse af, at forsøget på at bortflygte virkelighedens grelle realitet ikke længere er muligt.

Det er blevet sagt om Jacques Becker, at ingen anden kunne have lavet en film om selve ideen om frihed. Som et nutidigt, Hollywood-produceret ekko af det tema, iscenesætter Escape at Dannemora forsøget på frigørelse som et på forhånd dødsdømt projekt. Vi ved fra det autentiske forlæg, at flugtforsøget mislykkes, og vi ved allerede fra seriens første afsnits første scene, hvor Tillie afhøres i stribet dragt, at hun ender i fængsel.

Det bør nævnes, at den virkelige Joyce ’Tillie’ Mitchell, der sidder fængslet i op til syv år, har kaldt seriens instruktør Ben Stiller en »son-of-a-bitch« og en løgner: »He doesn’t care about the truth. All he cares about is making millions of me.«