Print artikel

Det er koldt, hvad skal jeg se?

Det moderne amerikanske tv-dramas skabelsesberetning
Cover til bogen "Fjernsyn for viderkomne"
Interview
22.02.12
Du er på fornavn med Don og Peggy i Mad Men og er blevet skuffet over slutningen på Lost. Kom et spadestik dybere i den næringsrige muld af nye amerikanske tv-dramaproduktioner. Serieeksperten Henrik Højer giver sit bud på de mest uomgængelige af USAs nye svar på dannelsesromanen.

Siden The Sopranos rystede tv-verden i 1999 med sin blanding af familiedrama, ultravold og komedie, er denne nye gråzone mellem Hollywood-opskriftsproduktion og europæisk psykologisk realisme kun blevet større.

Henrik Højer - redaktionschef og medstifter af 16:9; Danmarks klogeste filmtidsskrift - var en af de relativt få, der allerede dengang valgte DRs Rejseholdet fra til fordel for den smalt besøgte dramaserie om gangsteren og familiefaderen Tony Soprano på TV2.

»Det gjorde sindssygt stort indtryk på mig at se pilotafsnittet. Man tages hele tiden på det forkerte ben; Det starter som komedie, men allerede efter et kvarter ser man hovedkarakteren slå ned i en anden mands brækkede ben,« siger Højer, der er medforfatter til en ny bog om amerikanske tv-serier, Fjernsyn for viderekomne, som man kan læse mere om her.

Selvom seertallene til The Sopranos herhjemme ikke var så store, var de vanvittigt høje i USA, og det åbnede tv-producenternes øjne for et smalt publikum, der ikke var så smalt endda. Et publikum, der gerne ville udfordres og gerne ville have komplekse fortællinger.

»David Chase, der stod bag The Sopranos, sagde om tv, at det var a prisoner of words. Før han lavede The Sopranos var der en tendens til at alt skulle forklares til seerne. Hvis noget var uklart, fik de en karakter til at sige, hvordan det skulle forstås. Nu har man fundet ud af, at der er et kæmpe publikum, der er parat til at blive forvirrede, parat til at reflektere og fortolke på tavsheden.«

Nu har udviklingen betydet, at Hollywood på nogle punkter forstener og kæmper for at lokke folk i biografen med 3D-krumspring, mens tv-serierne blomstrer. Legendariske Hollywood-instruktører som Michael Mann (Luck) og Martin Scorsese (Boardwalk Empire) og skuespillere som Claire Danes (Homeland) og Steve Buscemi (Boardwalk Empire) kaster sig over serieformatet, fordi det giver nogle muligheder, man ikke har på film, siger Henrik Højer.

»Den vigtigste forskel er, at man kan arbejde med karakterudvikling på en helt anden måde end på film, hvilket er spændende både for instruktører, manuskriptforfattere og skuespillere. Ikke mindst for seerne, der får lov til at følge karakterer, der vokser troværdigt som mennesker over tid.«

Desværre er det svært at fange de mange gode amerikanske serier på tv herhjemme i Danmark. DR viser godt nok både Showtimes Homeland på hovedkanalen og AMCs zombieserie The Walking Dead på DR HD, men det er så også det. Når de danske kanaler ikke køber serierne, går der ofte et års tid fra sæsonerne løber over de amerikanske tv-skærme til de udkommer på dvd i Danmark. Hvis de overhovedet udkommer.

»Der skal vrides tv-penge ud af serierne, før man før vrider dvd-penge ud. Jeg forstår ikke, at de gør det, for det kan jo betyde, at folk finder på at downloade eller streame serierne ulovligt i stedet for.« siger Henrik Højer.

 

 

Henrik Højer anbefaler for ATLAS (i tilfældig rækkefølge) fire serier, der er i gang nu og fire afsluttede serier. I hver kategori vælger han også en bobler, der kan vise sig at blive en klassiker.

 

Aktuelle serier :

 

Breaking Bad (AMC)

»Fuldstændigt uomgængeligt nyt tragikomisk mesterværk med en kant af Coen-brødrenes stil. Kemi-professoren Walter White får konstateret kræft og kaster sig ud i produktionen af verdens reneste crystal meth. Antager eksistentielle proportioner, da White ikke formår at afvende sin deroute, selv da hans sygdom aftager. Bruger hele vokabulariet fra både kunstfilmen og den store Hollywood-produktion. Store kamerature, opfindsom brug af underlægningsmusik, sære vinkler som scener optaget fra bunden af en frituregryde.«

Homeland (Showtime)

»Kammerspil om storpolitiske problemstillinger. Claire Danes er fantastisk som asperger-agtig nørdet CIA-agent, der mistænker en hjemvendt soldat for at være omvendt til al-Qaida-sympatisør. Serien låner fra 70'ernes konspiratoriske thrillere og behandler betændte emner på en langt mere interessant og kontroversiel måde, end man kender det fra 24 timer.«

 

The Walking Dead (AMC)

»Lakmusprøven var om min kone blev siddende, for hun synes, at zombier er fuldstændigt latterlige. Det gjorde hun. Jeg synes, at det er fedt, at serien insisterer på at tage alle de belastede genreklicheer dybt seriøst. Menneskene bliver hinandens værste fjender, og gruppen udforsker konstant spørgsmålet om, hvor langt vi kan gå i vores kamp for overlevelse uden at miste vores menneskelighed. Har et af de bedste pilotafsnit, der nogensinde er lavet, og som let kunne vises i biografen.«

 

Treme (HBO)

»Manden bag The Wire, David Simon, kan bygge verdener, der langsomt vokser på en. Jeg kender mange, der aldrig er kommet videre end de to første afsnit af hans serier, og det er synd. Simon tager sig god tid, men man får sin investerede tid tusindfold igen. Filtret af fortællinger om skæbnerne efter orkanen Katrina i New Orleans bliver en fantastisk troværdig ramme for en historie om, hvordan bydelen meget, meget langsomt rejser sig gennem musikken.«

 

Bobler: Justified (FX)

»Timothy Olifant, der også spiller sheriffen i Deadwood, er vanvittigt charmerende og underholdende som den uopdragne politimand, der bliver sendt tilbage til sin fødeby i Kentucky, fyldt med landsbytosser og gamle fjender. Starter mere komisk og episodisk, men er på vej ind i mere dystert territorium i anden og tredje sæson. Hans fabelagtige hovedmodstander i anden sæson er en overvægtig redneck-mor, der har en klan i skoven, hvor de dyrker hash og slår ihjel for et godt ord.«

 

Afsluttede serier :

 

The Sopranos (HBO)

»Da David Chase skabte The Sopranos, sagde han, at hans Koran var Martin Scorseses Goodfellas. Nu er The Sopranos blevet alle de nye seriers Koran. Måske den vigtigste amerikanske serie nogensinde.«

 

Six Feet Under (HBO)

»Den mest ujævne af de første, nu legendariske, HBO-serier, men den viser, hvordan serien kan bruge kunstfilmens greb og fortælle mere antydningsvist og åbent. Starter med at seriens oplagte hovedperson, faderen i en bedemandsfamilie, dør i et biluheld. Serien bliver derefter opbygget omkring dette tomrum. Den vanvittigt flotte titelsekvens giver en god fornemmelse af seriens stemning og lægger en lyrisk klangbund som serien fastholder hele vejen igennem. Har en af de mest fantastiske og langt ude-afslutninger nogensinde.«

 

The Wire (HBO)

»En dyster kærlighedserklæring til USA og et bud på den store amerikanske fortælling i det ny årtusind. En lille gruppe politifolk bliver prismet, hvorigennem Baltimores historie udfolder sig, og Baltimore prismet for hele USA. Vanvittigt ambitiøst univers med over 50 genkommende karakterer at holde styr på. Første sæson handler om narkosalg på gadehjørnerne, anden sæson om livet på Baltimores uddøende havnefront, tredje om det politiske spil, fjerde skolevæsenet, femte om pressen og hvordan alle instanser spiller med omkring den handel med narko, der smadrer dele af den sorte befolkning i Baltimore. Ekstremt mosaisk, ekstremt underholdende, rørende og dybt, dybt provokerende.«

 

Deadwood (HBO)

»Serien om de hvide amerikaneres ankomst til The Black Hills, og jagten efter guld, fik desværre kun lov at løbe i tre sæsoner. Deadwood er værd at se alene for sproget, der er en slags Shakespeare-amerikansk, hvor der i enkelte afsnit bliver sagt fuck flere hundrede gange. Starter i ren junglelov, hvor folk dør som fluer og bliver kastet for svinene. Vi følger de handlende, prostituerede og saloonejere, der langsomt finder et behov for administration og civilisation og kampen for at bygge et samfund op. En helt personlig favorit.«

 

Bobler: Battlestar Galactica (Sci-fi Channel)

»Science fiction, der lidt som The Walking Dead ikke er bange for at tage sine genretroper alvorligt. Samtidig formår den at gøre de moralske dilemmaer højaktuelle af metaforisk omvej. Planeten Caprica bliver tilintetgjort af nogle robotter menneskene selv har skabt, men som nu er så udviklede at de er næsten umulige at kende fra menneskene selv. Vi følger de få overlevende på jagt efter den sagnomspundne planet Jorden, der undervejs skal forholde sig til spørgsmål om tortur og selvmordsaktioner, ganske som USA skulle i forbindelse med invasionerne i Irak og Afghanistan. Lidt ujævn og til tider overspillet, men overordnet vellykket og dyrker en sjov, type slidt teknologi, lidt som i Alien-universet og en håndholdt æstetik, der ligger langt fra det polerede Star Trek-univers.«

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...