Print artikel

Der var engang et plot-twist

Gone Girl er først og fremmest en thriller fyldt med de plot-twists, Fincher er så kendt for. Foto fra filmen
Anmeldelse
24.10.14
Kvinden der forsvandt er en twistet eventyrlig thriller om parforhold, ægteskab og arbejdsløshed. Og medierne. Plot-twistets mester David Fincher tager det moderne livs identitetskriser under kærlig behandling, men filmen mimer i sidste ende sine ubehjælpelige karakterer for meget.

De kyssede hinanden for første gang en tidlig morgen i en sukkersky i New York. Han friede til hende ved et bord fuld af journalister, der blev ved med at spørge hende om, hvorfor hun stadig ikke var gift. Nick (spillet af Ben Affleck) kommer ikke riddende som prinsen på den hvide hest og redder sin prinsesse Amy (Rosamund Pike) i David Finchers Kvinden der forsvandt. Men det er tæt på.

Eventyret ligger ikke langt væk. Filmen er centreret om traditionelle overgangssituationer som ægteskab og graviditet. Afgrunden i de eksistentielle spring, som lindorme, vandmænd og andre fabeldyr symboliserer i folkeeventyrerne, og som man skal overkomme og komme sig over for at finde sin plads i samfundet, er i Kvinden der forsvandt potentielle identitetskriser.

Den amerikanske drøm

Det er selvrealisering, der er på spil, og intet sted i verden er kravet om selvrealisering stærkere end i Guds eget land, hvor den amerikanske drøm huserer. Man skal stifte familie og få sig et arbejde, og hvis ikke man gør det, får man problemer med sin identitet. Omverdenen forventer, at man bliver gift. Og meningen med et ægteskab er at få et barn. Og man skal kunne forsørge sig selv og sin familie. Og sådan er det.

Omverdenen er dog ikke bare den nære omgangskreds. Det er i høj grad også medierne. Ja, faktisk er Amy et barn af medierne. Amys forældre har tjent en formue på (og realiseret sig selv via) historierne om The Amazing Amy, som den rigtige Amy altid lige er et skridt bagefter, som hun selv formulerer det. Og både Amy og Nick tjener til dagen og vejen som skribenter for trendy livsstilsmagasiner i New York.

De er som taget ud af de artikler, de skriver. Deres forhold er fyldt med ironisk distance og indforståetheder. »We are so good,« som Amy på et tidspunkt udbryder under en romantisk middag, hvor de har købt hinanden den præcis samme gave med den samme underliggende mening bag i anledning af deres bryllupsdag. Og de lover hinanden, at de ikke vil blive som de vennepar, de hader (men stadig omgås). Men krisen lurer lige om hjørnet.

Amy og Nick bliver fyret på cirka samme tid, for der er økonomiske nedgangstider. De køber et hus i Missouri, fordi Nick ønsker at være tættere på sin døende mor, som hurtigt dør. For resten af Amys opsparing køber Nick en bar, som han driver med tvillingesøsteren Margo. Nick har måske en affære, og han og Amy forsøger måske at få et barn sammen. På deres femårs bryllupsdag er Amy væk. Det ser ud til, at hun er blevet bortført. Og det er her, Fincher starter sin film.

Bjertagende medier

Nick og Amys forhistorie bliver gradvist afsløret som spor i opklaringsarbejdet, og det står hurtigt klart, at Amy slet ikke ønskede at flytte til Missouri, og at hun ikke er faldet særlig godt til i byen. Og noget tyder på, at Amy har iscenesat bortførelsen. Der er således flere versioner af livet i Missouri og bortførelsen og dermed flere virkeligheder, man som tilskuer hopper imellem. Og The Amazing Amys forsvinden er selvfølgelig forsidestof i alle medier.

Mediernes magt i forhold til virkeligheden er i Kvinden der forsvandt magisk. Medierne besidder en hel særlig suggestiv evne, og denne evne er medierne selv opslugt af– ikke om det, der fortælles nu også er rigtigt. I gammel folketro blev bjertagning brugt som forklaring på pludselig opstået, momentan sindssyge. Man sagde, at bruden, der var vendt tilbage efter at være blevet bjergtaget af elverfolket, levede i to verdener.

Det er ikke medierne, der har bortført Amy, men dækningen af hendes forsvinden har en bjertagende karakter. Det bjertagende fremstilles som en slags modus operandi i mediebilledet og kulturen i det hele taget. Den medieskabte virkelighed er forvrænget og fordærvet, men samtidig også tillokkende og fristende, og det sidste overskygger det første. Og for politifolkene er fortællingernes forførende kraft ofte vildledende, når sammenhængen mellem de enkelte spor og det enkelte spors betydning skal afgøres.

Den medieskabte bjertagning gør også indhug i psyken. Det selvbillede, som Nick og Amy har opbygget, er ved at krakelere i ægteskabets og arbejdsløshedens folder. »You are my voice of reason,« fortæller Nick på et tidspunkt Margo og publikum, og det er nærliggende at se tvillingesøsteren som et udtryk for en fortrængt fornuft, og et personlighedsspaltende dobbeltgængermotiv er lige på trapperne som i Finchers Fight Club.

Vi er nødt til at tale om Fincher

Og Amy udviser tendenser på en labil psykopatisk personlighedsstruktur, som det er svært ikke at se som resultatet af den medieskabte offentlige persona, som Amy er blevet tvunget til at identificere sig med fra barnsben. Den egentlig bortførelse har måske ikke noget at gøre med Amys fysiske forsvinden, men i stedet med en splittelse mellem en medieskabt virkelighed og en reel virkelighed, som Amy har været udsat for, siden hun var barn, og som har undertrykt hendes egentlige personlighed.

Det er en interessant tanke, at mediebilledet er beslægtet med personlighedsforstyrrelser. Sindssyge blev i 1700- og 1800-tallet omfavnet af videnskaben, placeret i et rum og gjort til et naturligt objekt, man kunne iagttage og studere på lige fod med andre sygdomme, og den tilgang afløste stille og roligt folketroen. Videnskabens tilgang til sindssyge har fra begyndelsen haft karakter af en slags overvågning, der havde til formål at give et klarere indblik i disse personers indre og ikke blot tjente sikkerhedsmæssige hensyn, og som har haft en særlig magt over det normale og fornuftige kontra det unormale og gale. Det er det samme blik, som styrer pseudovidenskabelig reality-tv og programmer om diverse kendisser, selvom intentionerne ikke er de samme.

Kvinden der forsvandt er imidlertid ikke et studie i karakterpsykologi eller personlighedsforstyrrelser. Den forfølger ikke dette blik, men bruger det, når det passer ind i fortællingen. For filmen er først og fremmest en thriller fyldt med de plot-twists, Fincher er så kendt for.

Men det skaber også en forstyrret twistet film, der ender et sted ude i det absurde. At opklaringsarbejdet er med til at drive historien frem skaber et metalag og en ironisk distance til selve fortælleformen. Men ligesom hovedkaraktererne i filmen stræber efter at være så selvbevidste som muligt og ender med at være mere selvrefleksive end selvreflekterende, så koncentrerer filmen sig mere om at iscenesætte de narrative twists effektivt end om opgøret med filmens og mediernes bjertagende magt.

Filmen låner hellere fra det fortryllende eventyr frem for at punktere den amerikanske drøm endegyldigt, og filmen får til slut travlt med at binde det hele sammen. Plot-twistet bliver en rite, der markerer, at fortællingen overkommer og kommer sig over de udfordringer, der består i at kritisere det materiale, som samtidig giver filmen sin form.