Print artikel

Bob er legemliggørelsen af rendyrket rædsel

Også seerne blev til Bobs ofre. Vender han tilbage i 2016? Foto fra serien
Artikel
27.10.14
I 1995 døde skuespilleren bag en af de mest gådefulde og gruopvækkende tv-mordere, verden har set. Han hed Frank. Karakteren hed Bob, men ikke meget er kendt om den gråhårede mand, som udgjorde den dunkleste del af det mørke og mytiske Twin Peaks-univers.

Selv i dag er det mit mest almindelige mareridt. Det er nat. Månen er eneste lyskilde, og jeg er fanget i en gammel faldefærdig togvogn uden vinduer. Der er stille. Vognen er parkeret på et for længst nedlagt sidespor. Jeg er langt fra civilisationen, og tårnende grantræer og mørke bjerge omringer stedet. Inde i toget famler jeg mig frem langs de mørnede vægge, alt imens jeg indser, at jeg ikke er alene.

En tynd mand med langt gråt hår og klædt i blåt denim står bagerst i vognen. En spinkel månestråle rammer skikkelsens ansigt fra en sprække i loftet og afslører mandens blottede tænder.

Herefter vågner jeg.

Hans navn er Bob. I starten af 1990erne optrådte han i korte glimt på tv-skærmen, men havde hovedrollen i tusindvis af mareridt verden over.

Vi møder ham første gang ved fodenden af den myrdede Laura Palmers seng. Her bryder moderen ud i et rædselsskrig ved synet af den sammenkrøbne person bag sengegærdet.

Lauras mor er knust over datterens død. Men på trods af adskillige sorgdæmpende valium, ser hun allerede på dette tidspunkt, at der er noget anderledes ved manden. Noget sygt, noget grundlæggende foruroligende og afskyeligt, der rammer os på et instinktivt plan. På samme måde som når et dyr fornemmer fare.

Ondskabens ansigt

Siden den første scene i pilotafsnittet af Twin Peaks dukker Bob op med jævne mellemrum. Det står hurtigt klart, at han ikke er af denne verden, men er tæt knyttet til og næres af det sårbare og onde i mennesker. Bob er morder, dæmon og muligvis djævlen selv. Men det mest foruroligende ved ham er hans visuelle fremtoning med det askegrå hår, indsugede intense ansigt og brede maniske smil.

Han er som et legesygt dyr, når han myrder eller hjemsøger. Altid fastlåst i et dirrende og aggressivt udtryk, der nærmest oplyser det smalle ansigt. Ord er sjældne fra Bob, men han skriger ofte i de glimt, vi ser ham. Skriger som et dyr, der bliver tortureret – men med en barnlig, kåd og grusom eufori i øjnende, der afslører, at der er mere nydelse end smerte i brølet.

Omhyggelige fans har regnet på det, og ifølge dem er Bob kun på skærmen i samlet 357 sekunder i løbet af Twin Peaks’ 30 afsnit. Det svarer til mindre end en halv procent af seriens sendetid. Og i første sæson, ser vi ham kun i knap 40 sekunder. Men det er nok. Og karakteren Bob rører noget dybt i folk.

Både fans og kritikere har beskrevet Twin Peaks som værende forud for sin tid. Og nogle drager paralleller mellem Bob og de skæve eksistenser og antihelte, der er blevet mere almindelige i tv-serier anno 2014. Men få karakterer har været omgivet med samme mystik, væmmelse og gru som ham. Og for mig selv og de mange andre, der fulgte med i start-90erne, er Bob blevet legemliggørelsen af rendyrket rædsel. 

Valgt på instinkt

En af grundene til, at Bob stadig virker skræmmende er, at skuespilleren bag aldrig medvirkede i andet end Twin Peaks. Det havde været lettere at finde sig til rette med manden, hvis han et par år senere var dukket op i en birolle i Venner eller Melrose Place.

Frank Silva, der spillede Bob var egentlig ikke skuespiller, men Twin peaks-instruktør David Lynch så noget i manden, der var hyret til at slæbe møbler og udstyr på settet. Lynch har siden forklaret, at det – ligesom med meget andet i Twin Peaks – var en impulsiv og intuitiv beslutning at placere Silva ved fodenden af Laura Palmers seng. På det tidspunkt var der endnu ikke udviklet en karakter ved navn Bob, men instruktøren så noget foruroligende og skræmmende ved Silvas udseende, som han måtte trække ind i serien.

Lynch tætte kontakt til og brug af underbevidstheden i sit arbejde er unik. Og måske taler han direkte til publikums underbevidsthed – udenom ord, analyser og forklaringer. For karakteren Bob så ud nøjagtig som Silva. Det grå hår og det slidte denimsæt, som Bob bærer i samtlige scener, er Silvas eget. Lynch ændrede aldrig på den oprindelige følelse af uro, han selv mærkede ved synet af Bob, og der er en skræmmende universalitet i, at så mange har følt det samme.

Skabt af sygdom?

For et par år siden blev der føjet endnu et kapitel til mysteriet om Bob. Det begyndte med Frank Silvas alt for tidlige død i 1995. Han blev blot 45 år gammel, og i tiden før internettet tog fart var der ikke meget information at hente om dødsfaldet. Det sidste punktum i Twin Peaks-sagaen var blevet sat i 1992, så nyhedsværdien i en død skuespiller, der kun nåede at spille én større rolle, var ikke stor.

I årevis var det eneste man kunne finde om Silvas død, at han var gået bort på grund af et hjerteanfald. Først inden for de seneste år, da Twin Peaks igen blev dyrket og diskuteret på nettet, opstod der tvivl om dødsårsagen. På flere fansider dukkede der udsagn op fra folk, der mente at vide, at Silva i virkeligheden døde af AIDS.

Herefter begyndte en ophedet debat blandt de mest glødende fangrupperinger. For var årsagen til Bobs uhyggelige fremtoning i virkeligheden en sygdom, som blandt andet kan medføre et markeret ansigt uden fylde? Frank Silva var jo i bund og grund en spinkel gråhåret mand med et langt intenst ansigt, så nogle læste nu sygdom ind i hans udseende.

Mange fans tager dog afstand fra spekulationerne. For uanset hvordan Bobs visuelle udtryk blev skabt, mener de, at det må tale og stå for sig selv. Og ligesom Lynch vælger de fleste trofaste følgere at tage en æstetisk og intuitiv tilgang til dæmonen fra Twin Peaks fremfor en skuespillers sygehistorik.

Men med Twin Peaks genkomst er spekulationerne fra nettets mørke kroge sandsynligvis langt fra ovre.

Genopstandelsen

Frank Silva har været død i næsten 20 år. Men som de fleste ved vender Twin Peaks tilbage i 2016. Spørgsmålet er så, om Bob – via en anden skuespiller – følger med.

Han lever mellem to verdener. Her står tiden stille, springer eller kollapser i et stilistisk og frosset loungemiljø med røde gardiner, baglænstalende kæmper, dværge og ofre.

Vi, der så serien i 1990 til 1992, blev også Bobs ofre. Og selvom jeg er voksen nu og på ingen måde er bange for mørke, monstre, genfærd eller uhyrer, så er der stadig noget ved manden med det grå hår, der får blodet til at isne i mine årer.