Print artikel

Fællesskab og ensomhed på Roskilde

Refleksion
03.07.17
Føler du dig også allermest alene blandt mange? Victor Boy Lindholm reflekterer over Roskildes fællesskabsfølelse, der får ham til glædes over, at samfundet ikke er en teltlejr på en mudret mark.

We are all together in this. Sådan står der på tribunen bag Orange scene. Hver dag passerer tusindevis af mennesker dette opbyggelige slogan, der indhegner festivalens Orange scene. Selve festivalens emblem og symbol på det som er blevet kendt som The Orange Feeling. En følelsespalet af kampdruk, fællesskab og frihed, som er festivalens kerneidentitet. Vi er alle sammen sammen om den orange følelse. Ingen er alene, og så alligevel.

I nat stod vi i gennemblødte i pitten til Nas, og vi var vitterligt sammen. Helt klemt sammen blandt de sidste overlevende på musikkens tredje dag. Nas var i fin form og vi havde det alle godt. På et tidspunkt opstod der en mosh-pit, og jeg blev skilt fra mine venner. Jeg så fortrinsvist meget unge drenge, der gjorde sig klar til at hoppe ind i hinanden. De ventede på et drop, så det hele kunne blive forløst i en slags halv-voldelig hoppedans. Desværre var de alt for unge til at vide, at Nas er 90’er hip-hop, og der ville aldrig komme noget drop. Det så latterligt ud, og en snigende følelse af netop ikke at være en del af fællesskabet opstod. Jeg så på det udefra, og det var ubehageligt. Jeg kunne virkelig ikke lide det. Jeg havde været i smatten hele ugen og købt forestillingen, men der, der blev jeg revet ud for første gang. Der følte jeg mig ensom blandt mennesker.

I den franske forfatter Jean-Paul Sartres Ensom blandt mennekser møder læseren et sørgeligt persongalleri af yngre franskmænd i forskellige former for eksistentielle kriser. Man følger hovedpersonen Mathieu, der underviser i filosofi, og anser sig selv som værende en frihedssøgende boheme. Hans store problem er, at han har gjort sin elsker Marcelle gravid, og han ved nu ikke om han skal følge frihedens veje og betale for aborten eller gifte sig med Marcelle og få barnet, og derved opgive sin drøm om friheden. Gennem romanen opsøger han venner og familie for i hvert fald at kunne støve penge op til aborten, så han har valget, men han bliver afvist gang på gang. Selvom romanen giver indtryk af, at Mathieu har en behjælpelig omgangskreds, må han altså til slut indse, at han er alene og ensom blandt mennesker: »dybt i hans hals skat endnu rammens krasse, søde varme. Han gabede: Nu var den dag overstået, nu var hans ungdom overstået.« Disse korte ord indkredser Roskilde festivalens modpol. Mens festivalen i mange henseender er glæde og ekstase, så er den også resignation, udmattelse og ensomhed.

Jeg sidder i lejren. Det er fredag morgen, og det har regnet hele natten. En fra min lejr udbryder, at han hader det her. Med det her må man forstå festivalens bagside af halsbrand, tømmermænd og et snigende behov for at være alene. Oppe ved togstationen kan man allerede se de første køer af mennesker med rygsække, der ikke længere vil være en del af det her. Som er fuldstændig ligeglade med at forlade fællesskabet. I den romerske stoiker Senecas essay Om Sindsro skriver han: »ensomhed kan få os til at savne mennesker, selskabelighed kan få os til at savne os selv, og det ene skal være middel mod det andet: vor afsky for de mange kureres af ensomhed, vor lede ved ensomhed af de mange.« Seneca beskriver her bevægelsen gennem ugen på Roskilde. Man kommer for at opsøge de mange, den store bølgende krop af mennesker, der kun kan sammenlignes med middelalderens karneval, hvor alle grænser er opløst. Derimod tager man afsted igen for at undslippe denne masse, for at søge tilbage i formerne og netop glædes ved, at samfundet ikke er en teltlejr på en mudret mark.

Sloganet ved tribunen på roskilde kan derfor forstås to-ledet. Vi er allesammen sammen om dette. Om at stå her i regnen en mørk nat, mens man skiftevis mærker vinen, der synkes og halsbranden der stiger. Men vi er også sammen om at forlade det. Vi er netop sammen om nødvendigheden i at forlade det. Vi må væk fra alle de andre for overhovedet at kunne være til. Man må have denne oplevelse af akut behov for at være alene for at kunne være sammen med andre. Ligesom under Nas-koncerten. Min krop der siger, at nu er det nok, nu er du ensom blandt mennesker. Nu skal du hjem og ind i samfundet.