Print artikel

Europæisk ignorance

Har de europæiske idealister læst den forkerte forfatter?
Kommentar
07.09.17
Det åndfulde og grænseløse Europa, som lovprises af den østrigske forfatter Stefan Zweig, flugter med nutidens EU-elites projekt, og er i dag hårdt presset. Men eliten kan hverken rigtigt mærke eller forstå hvorfor. Måske de skulle læse den mindre kendte østrigske forfatter, Robert Musil.

»Ligesom på Stefan Zweigs tid skal vi træffe beslutninger om hvilken verden, vi gerne vil leve i. Det er derfor op til os alle sammen at gøre 2017 til året, hvor Europa handler på verdensscenen, og hvor vi arbejder frem mod et Europa, der beskytter, styrker og forsvarer os,« sagde Jean-Claude Juncker, formand for EU-kommissionen, i en tale i slutningen af januar, hvori han udlagde EU’s kurs for 2017.

Året, der af kommentatorer bliver kaldt »et skæbnesvangert år«, fordi Storbritannien endeligt besluttede at forlade Unionen, fordi højrenationale partier forsat klarer sig godt ved årets mange valg, og fordi EU’s medlemslande i stigende grad vender sig mod sig selv. I et sådant år kan Junckers vision om et tættere EU-samarbejde virke mærkelig. Det samme kan det, at han i disse nationalsindede tider henviser til supereuropæeren over dem alle: Den østrigske forfatter Stefan Zweig.

Måske handler det om, at Juncker og EU-eliten har samme brist som Zweig havde: Manglende føling med virkeligheden.

Livet i en boble

For det havde forfatteren, mest kendt for romanen Verden af i går, vitterligt. Det illustrer filmen Stefan Zweig – Farvel til Europa eksemplarisk.

Den biografiske spillefilm omhandler de sidste år i den østrigske forfatters liv, mens han levede i eksil i Brasilien og USA, flygtet fra nazismens hærgen i Europa. Men selvom instruktøren, Maria Schrader, tydeligvis beundrer supereuropæeren, viser hun også, hvilken boble Zweig befandt sig i.

Eksempelvis med et skænderi mellem ekskonen Friderike Zweig og forfatteren i deres eksillejlighed midt på Manhattan:

»Alle skal hjælpes!« vrisser han.

På køkkenbordet ligger en kæmpe bunke breve fra forfatterkolleger, der forsat lever midt i krigens rædsler, og som søger hjælp til at komme over Atlanten.

»Jeg har kun været i New York i fire dage. Hvordan skal jeg ordne alt det?«

Netop hjemvendt fra en research- og promoveringstur i Brasilien, med besøg hos landets pinger, er hjælp det sidste, han orker.

»Folk beder dig om hjælp, fordi du kan gøre noget,« siger Friderike Zweig.

Men Stefan Zweig er urokkelig. Folk må klare sig selv. Det har han jo også gjort. Ekskonen påpeger, at grunden til de sidder trygt i New York, mens krigen raser i Europa, i højere grad handler om hans indflydelsesrige kontakter.

»Hver diplomat gør mig en personlig tjeneste,« svarer Stefan Zweig surt. Han vil hverken anerkende eller bruge sine privilegier. Så brevene ryger i papirkurven.

Den romantiske idé

Knap så sympatisk, men ikke et karaktertræk, der har sværtet hans eftermæle.

Et eftermæle, der primært drejer sig om hans tanker om et grænseløst, åndrigt og fredfyldt Europa. Noget Zweig mente rent faktisk eksisterede før Første Verdenskrig, og som på ny kunne opstå, hvis bare folk indså idéens genialitet.

Tankerne, der var udbredt i datidens europæiske intelligentsia, beskriver han i Verden af i går således:

»Man forestillede sig at grænser og divergenser mellem nationer og konfessioner lidt efter lidt ville forsvinde til fordel for et humant fællesskab, og at fred og sikkerhed, disse højeste goder, dermed ville blive hele menneskeheden til del.«

Hele Verden af i går er faktisk én lang lovprisning af den tanke. Det er nok også årsagen til, at Jean-Claude Juncker og andre proeuropæere er store fans, og ynder at referere ham og bogen i europæiske brandtaler. Og nok også fordi Verden af i går malerisk begræder, at idéen om det kosmopolitiske kontinent endegyldigt blev tabt under Første og Anden Verdenskrig. En tragedie så stor, at supereuropæeren tog sit eget liv i 1942, samme år som bogen udkom.

Men problemet med det Europa, Zweig blev martyr for, og mange proeuropæere i dag fortsat drømmer om, er måske, at det aldrig eksisterede for andre end en lille elite. Det bare en var en romantisk illusion midt i et Europa, som egentlig ikke fungerede.

Det sande Europa

Det viser en anden, men mindre kendt, østrigsk forfatter, Robert Musil, med sin vigtigste roman: Manden uden egenskaber fra 1943. Romanen på over 1500 sider (i Gyldendals oversættelse fra 2015), handler kort fortalt om matematikeren Ulrich, der bliver indrulleret i jubilæumsforberedelsen for Østrig-Ungarns kejser-konge Franz Joseph I’s 70 år som dobbeltregent. En folkefest, der skal fejre storheden af tidens mest centrale europæiske nation: Østrig-Ungarn. Holdet bag jubilæet er toppen af det østrig-ungarske samfund og dermed datidens europæiske elite. Hvilket dog ikke gør jubilæet godt. For alt imens forberedelserne ingen vegne kommer, men kun vokser i absurditet og antallet af involverede pinger, falder Østrig-Ungarn langsomt fra hinanden sammen med resten af Europa. Første Verdenskrig er på trapperne:

»Hele verden opruster. Russerne har et helt nyt feltartilleri. Hører du efter? Franskmændene har benyttet deres to års tjenestetid til at udbygge hæren kolossalt,« advarer generalen Stumm von Bordwehr forgæves det kosmopolitiske parnas i Manden uden egenskaber. Ingen interesserer sig imidlertid for virkeligheden, alle har travlt med at svælge i deres privilegier og forestillede storhed.

Det er det, bogen egentlig handler om: den europæiske elites ignorance overfor samfundets realiter. Lidt en anden grundtone end den, der bliver slået an i Verden af i går: »Man levede godt, man levede let og man levede ubekymret i det gamle Wien,« som Zweig beskriver sit fænomenale forfatterliv i det gamle Europas hovedby.

Manden uden egenskaber er interessant, fordi bogen udkom et år efter Verden af i går. Og begge bøger forholder sig til Europa før Første Verdenskrig. Men Manden uden egenskaber tegner et langt mere dystert billede end Verden af i går, og kalder på mere sortsynede, realistiske ledere.

Årsagen til Musils klarsyn var muligvis, at han aldrig blev en del af eliten. I stedet levede han det meste af livet der, hvor ting rigtigt kunne mærkes, og endte sine dage på bunden af samfundet som ukendt, fattig forfatter i tuberkulosesengen. Hvorfra det måske var muligt tydeligt at se sprækkerne i Europas fundament og skrive spydig samfundssatire.

Noget tyder på, at Musil selv så sådan på det, når han i Manden uden egenskaber retorisk lader Ulrichs veninde Clarisse spørge: »Findes der en styrkens pessimisme? En intellektuel tilbøjelighed for det hårde, grufulde, onde, problematiske i tilværelsen?«

Elitens blinde projekt

En tilbøjelighed, der ikke virker til at findes hos nutidens EU-elite. Også de har haft for travlt med at forsvare romantiske tanker om Europa, til rigtigt at kunne se, at kontinentets fundamentet slog revner.

Og noget tyder på, at det ligesom for Zweig og hans ligesindede handler om privilegieblindhed.

For hvem er det, der bruger Erasmusudveksling, rejser uden pas i Unionen uden at betale roaminggebyr, og som i de kosmopolitiske hjem spiser franske oste og tyske vine til overskuelige priser, mens de taler om EU’s fortræffeligheder?

Det er de samme europæere, som ikke på egen krop oplever EU’s negative sider.

Negative sider, som en lang række almindelige europæere mærker hver eneste dag, og som gør, at de stemmer for mindre EU og mere national suverænitet. Også selvom eliten forsøger at fortælle, at det Indre Marked gennemsnitligt bidrager til Europas velstand.

»Findes der en styrkens pessimisme? En intellektuel tilbøjelighed for det hårde, grufulde, onde, problematiske i tilværelsen?«

Men det grænseløse samarbejde har faktiske negative konsekvenser. Som eksempelvis social dumping, der går særligt ud over de allersvageste. Men det faktum trænger ikke ind i den virkelighedsfjerne EU-elite. De bliver i stedet ved med at referere Zweig, som i Maria Schraders film blandt andet får sagt:

»Jeg tror på, at nationale grænser en dag tilhører fortiden.«

EU-fjendtlige folkeafstemninger og valg af europaskeptiske ledere tyder på, at ønsket er det stik modsatte. Det er tilsyneladende ikke et mindre nationalt Europa, den almindelige EU-borger ønsker.

Men EU-eliten er utrættelig. EU skal gøres mere omfattende, fordi EU er godt, synes de. Hvis økonomiske argumenter ikke bider på dem, der mister deres arbejde på grund af den fri bevægelighed, må man argumentere med følelserne:

»Vi er så bange for at forsvare Europa fra hjertet, men det skal vi til at gøre,« sagde Frans Timmermans, EU-kommissionens viceformand, eksempelvis i et interview med Süddeutsche Zeitung i marts.

Der ligner den moderne EU-elite af i dag Stefan Zweig og den europæiske elite af i går: hovedet er i skyen, mens samfundet slår sprækker.

Måske de skulle læse Manden uden egenskaber.