Print artikel

Et girl crush er en forelskelse uden begær

Venindetid
Kritik
24.03.17
En af de bærende fortællinger i nutiden handler om jagten på den eneste ene. En række nye bøger, film og tv-serier portrætterer dog en anden essentiel, men nok mere overset relation: Venindeforholdet. Hvad vil det sige at være veninder i dag, hvor veninden på den ene side fungerer som selvvalgt familie og på den anden side hurtigt kan forlades til fordel for noget så gammeldags som et parforhold?

I New York Times artiklen What Women Find In Friends That They May Not Get From Love af forfatter Rebecca Traister, beskriver hun, hvordan veninden historisk har ændret funktion. Tidligere var ægteskabet for mange en praktisk og økonomisk aftale, hvor veninden fungerede som en følelsesmæssig og intellektuel ventil. Sådan er det ikke mere. I dag er verden fyldt med fortællinger om den eneste ene: soulmaten, der opfylder alle behov og fungerer både som sparringspartner, seksuel partner og bedsteven. Det er en overvældende opgave at finde denne romantiske, næsten magiske, udvalgte ene. Derfor allierer mange piger sig i den tidlige ungdom med veninder, der som alternative livspartnere hjælper hinanden igennem kiksede scoringer og forsigtige forsøg på voksenlivet. Veninder fungerer i ungdommen som en personlig hær, der går igennem ild, vand og tømmermænd, imens de udruster sig med en fælles ømhed og intimitet inden voksent ansvar og voksne parforhold for alvor er en realitet.

Første gang, jeg møder Sarah er første skoledag på gymnasiet. Hun har langt, ildrødt hår ned til hoften og flippet, karryfarvet tøj, og jeg tænker: hende vil jeg være venner med. I vores første egentlig samtale, bliver vi så optagede af at tale sammen, at Sarah kommer for sent til en alvorlig snak med sin daværende kæreste om, hvordan de kan redde deres parforhold. Forholdet gik siden i stykker, men Sarah og jeg har været bedsteveninder lige siden.

Vi har gennem årerne opbygget en særlig intimitet og en voldsomt stærk vi-følelse. Vi kan lide superheltefilm, feministisk teori og mænd på skateboards. Vi vil helst drikke vores øl på den samme bodega og spise af de samme popcorn, når vi ser Gilmore Girls på Netflix. Som mange andre veninder er vi fælles om næsten alting, men der findes noget, selv de bedste veninder ikke kan være fælles om: vores mænd.

Der er noget overvældende ved at møde kvinder, man gerne vil være venner med. Som skaberen af tv-serien Girls Lena Dunham skriver i sine erindringer Not That Kind of Girl:

»I’ve never wanted to be with women so much as I wanted to be them: there are women whose career arc excites me, whose ease of expression is impressive, whose mastery of party banter has me simultaneosly hostile and rapt.«

Sådan har jeg det med Sarah. Hun er mit girl crush. Som en forelskelse uden et begær. Derfor brugte jeg en stor del af mine gymnasieår opslugt i Sarahs selskab – også i højere grad, end jeg var opslugt af danskundervisning eller drengene fra parallelklassen. Tiden gik med ture frem og tilbage mellem Blockbuster og Sarahs lejlighed i Viborg midtby, på vej til bageren i frokostpausen og på det klistrede dansegulv på den lokale pub, hvor vi drak øl og stjal shots-glas, når det blev torsdag, og vi blev for fulde. Vi var sammen: sammen om dansen, om tømmermændene, om hjertesorgerne, om de akavede teenageår. Vi voksede op sammen. Vi blev med tiden som familie for hinanden.

”Venner er den familie, du selv vælger.” Frasen er efterhånden en tyndslidt kliché og sikkert ikke uden grund. I en undersøgelse fra 2012, svarede 80% af Alt for damernes læsere, at de prioriterer veninder lige så højt som familie. Veninden er altså en central relation i langt de fleste kvinders liv. Hun er et udvalgt livsvidne. At vælge en veninde er derfor – især i ungdommen – også et valg om hvilket liv, man gerne vil leve, og hvilken voksen, man gerne vil blive.

I dag beskæftiger megen kultur sig med venindeforholdet som noget, der markerer en overgang fra barndom til voksenliv. Den pinagtige familie træder i baggrunden til fordel

for de selvvalgte veninder. I Iben Konradi Brodersens debutroman Piger kan leve længe måske for evigt, der udkom tidligere i år, starter Gro i gymnasiet og bliver veninder med pigen Faxe. Faxe er på mange måder alt det, Gro ikke er. Hun har en vildskab og en bramfrihed, som Gro higer efter, og hun bliver hurtigt Gros målestok for en succesfuld ungdom. Hele romanen er et eksempel på, hvordan veninder kan udfylde huller i ens identitet og på, hvorfor det derfor gør så ondt, når den tætte veninde forsvinder ud af livet igen og lader identitetens huller stå tomme tilbage.  

I det norske seriehit SKAM, møder seeren endnu en nutidig udlægning af venindens rolle i gymnasietiden. Den brogede venindegruppe består af den forvirrede Eva, den benhårde Sana, den sjove Chris, den perfektionistiske Vilde og den cool Noora, og pigerne bliver gennem serien hinandens selvvalgte familie, der bider fra sig i skolegården, når gymnasiets populære fyr er en »drittsekk«, der tager Vildes mødom og efterfølgende behandler hende som affald. Da Vilde op til den store aften tager til skolesygeplejersken for at få p-piller, står veninderne under hele besøget bag hende som en flok skytsengle, der beskytter den unge Vilde fra sygeplejerskens kiksede voksenforsøg på at sætte sig i pigens sted. Serien skildrer den særlige ømhed, der opstår mellem veninder, som hjælper hinanden gennem voksenlivets første spæde skridt. Den fælles ømhed i venindeflokken har i SKAM mange udtryksformer. Mellem veninderne Noora og Vilde kommer den særligt til udtryk i et hensyn til hinandens kostvaner. Da Noora har hjertesorger på sit værelse, kommer Vilde forbi med tortillas og insisterer sødt, men bestemt på, at Noora spiser hendes kartoffelbaserede tortillas, for, som hun siger: »kroppen din trenger potet.«

Men hvad sker der med veninden, når man efter år i hendes selskab finder en partner, der pludselig kan opfylde alle sociale, intellektuelle og seksuelle behov? Er vi kun veninder til parforholdet os skiller?

Til parforholdet os skiller

En del af det at vokse op, er at blive voksen. Med det spirende voksenliv følger en række valg. Alle de hidtil vigtigste valg i mit liv er influeret af mine veninder - og i særdeleshed af Sarah. Min uddannelse, min nye by København og min fritid, er alt sammen følgevirkninger af hendes valg og af samtaler, vi har haft sammen. Vi har gennem årerne opbygget en særlig intimitet og en voldsomt stærk vi-følelse. Vi kan lide superheltefilm, feministisk teori og mænd på skateboards. Vi vil helst drikke vores øl på den samme bodega og spise af de samme popcorn, når vi ser Gilmore Girls på Netflix. Som mange andre veninder, er vi fælles om næsten alting, men der findes noget, selv de bedste veninder ikke kan være fælles om: vores mænd.

Traister beskriver i sin artikel, hvordan de fleste i dag bruger meget længere tid på at finde en partner end tidligere (det kan måske have noget at gøre med den liste af behov, vedkommende skal opfylde). I 1960 var 60% af de 18-29 årige amerikanere gift. I dag er det kun 20%. Jeg gætter på, at den danske statistik viser et lignende billede. Vi bruger altså længere tid på at finde en partner, men når vi gør, opfylder vedkommende (forhåbentlig) langt flere behov end tidligere. Det er en god ting, fordi det er resultatet af en udvikling, der er sket som følge af øget ligestilling mellem mænd og kvinder. Men hvad sker der med veninden, når man, efter år i hendes selskab, finder en partner, der pludselig kan opfylde alle sociale, intellektuelle og seksuelle behov? Er vi kun veninder til parforholdet os skiller?

I Noah Baumbach og Greta Gerwigs sort/hvide indiefilm Frances Ha fra 2013, spiller Gerwig selv den 27-årige Frances, der kastes ud i en krise, da hendes bedsteveninde Sophie flytter fra hende, får en kæreste og langsomt bevæger sig ud af Frances’ liv. For Sophie er Frances Sarah; en helt fast del af Frances’ identitet. Men pludselig må Frances vige sin plads for Sophies kæreste Patch – en ændring i det sociale hierarki, der får Frances til at føle sig både fortabt og forladt. Hun fortæller Sophie: »It’s just if something funny happens on the way to the deli you will only tell one person and that will be Patch and I will never hear about it.« En del af den fælles intimitet mellem Sophie og Frances er altså gået tabt som følge af den nye kæreste. Filmen giver ikke noget klart svar på, hvordan de to veninder skal finde hinanden igen efter Patchs indtog i deres fælles liv, men den svælger i venindernes kærlighed til hinanden. Da Frances drikker sig alt for fuld til et middagsselskab, proklamerer hun at alt, hun vil have ud af et parforhold og af livet som helhed, er det øjeblik, hvor ens blikke mødes på tværs af lokalet, og man uden at sige noget ved at den, der kigger tilbage, er personen i ens liv. Filmen slutter i et fyldt lokale, hvor Frances forsøger at have en samtale med sin kollega, men bliver distraheret af Sophies blik fra den anden side af rummet. Kollegaen spørger: »Who are you making eyes at?« og Frances svarer »That’s Sophie. She’s my best friend.«

Lena Dunhams tv-serie Girls giver heller ingen klare svar på den svære balance mellem de forskellige relationer, men er i stedet et råt for usødet blik ind i dårlige beslutninger og klemte følelser. Da pigen Jessa begår det ultimative venindesvigt og bliver kærester med Hannahs ekskæreste Adam, efterlader det alle parter i dyb krise. Venskabet mellem Jessa og Hannah ophører, og forelskelsen mellem Jessa og Adam ædes op af det forræderi, de har begået. Sidste afsnit i den nyeste sæson af serien ender med et hæsblæsende skænderi mellem Jessa og Adam, hvor reolerne væltes mod gulvet og vaserne flyver gennem luften. »You really don’t get it do you?«, råber Jessa: »Hannah is my dearest friend. She will always come first. We may not be talking right now but I hope to God that that changes. So you saying that she’s not in our lives anymore doesn’t work for me.«

For Jessa betyder jagten på parforholdet med Adam, at hun mister sin veninde. En sorg, der måske kommer til at betyde, at hun også mister kærligheden Adam. Selvom serien iscenesætter svigtet af veninden på dramatisk vis, er scenen alligevel et fint eksempel på, hvordan det at vælge parforholdet ofte kan være forbundet til en mistet intimitet veninderne imellem. Især, når tiden er knap, og man skal passe både studie, arbejde og alverdens sociale relationer. Det er en svær tilkendegivelse, når man er vokset op

med at synge med på Spice Girls’ »If you wanna be my lover you gotta get with my friends,« for behøver det at indgå i et velfungerende parforhold betyde, at man må vinke farvel til de livsvigtige veninder? Er parforholdet i den forstand et anti-feministisk projekt?

Sarah og jeg forsøger i dag at holde vores relation ved lige. Den flyver rundt som en bold i luften, imens vi forsøger ikke at tabe nogen på gulvet. Det hjælper på det, at vi har fundet kærester, der i forvejen var venner. Så selvom vi ikke er fælles om vores mænd, har vi fundet en løsning, hvor det er så tæt på, som det kommer, uden at det bliver mærkeligt. Der er mange fælles erfaringer at tale om, når man begge to er kærester med mænd på skateboards. Tro mig. Derudover forsøger vi os med særskilt Sarah-Lea-tid uden kærester, andre venner eller karrierefremmende projekter, hvor vi bare er sammen og taler om fremtidsplaner for vores efterhånden langvarige forhold. Planer om kolonihaver og hundehvalpe. Meget har ændret sig siden gymnasiet. Sarahs hår er stadig rødt, men kortere og hendes flippede outfits er skiftet ud med en sort, minimalistisk gaberobe. Vi bliver stadig ældre og travlere. Vi bliver stadig mindre SKAM og mere Frances Ha. Vores parforhold er blevet mere voksne, og mændene på skateboards er på mange måder ligeværdige og stimulerende relationer. Der er, som Traister beskriver, ikke længere et klart modsætningsforhold; et drengene mod pigerne. Alligevel har jeg brug for Sarah og den særskilte Sarah-Lea-tid, måske mere nu end nogensinde før, hvor voksenlivet og de dertilhørende valg rykker tættere og tættere på – så tæt, at de måske allerede er en realitet. Historisk står venindens position ikke længere i skarp kontrast til parforholdet, men det gør ikke nutidens veninder mindre vigtige.