Print artikel

En påfugl i verdenshistorien

Mussolini og D'Annunzio i samtale. Foto: Bridgeman Art Library / Ritzau Scanpix
Feature
21.02.20
For 100 år siden udråbte en af Europas mest feterede digtere en proto-fascistisk bystat, hvor sex, stoffer og dødsforagt blev forenet i fanatisk nationalisme og populistisk massehysteri.

Den 12. september 1919. En vinrød Fiat 501, overdådigt smykket med blomster, kører gennem landskabet i det nordøstlige hjørne af Italien. I bilen sidder en lille, aldrende mand, stærkt svækket af feber, halvblind og plaget af voldsom hovedpine: Gabriele D'Annunzio, feteret digter, dristig pilot, dekoreret krigshelt, nationalistisk demagog og en af den europæiske kulturhistories mest aparte og excentriske skikkelser. Fiat'en leder en konvoj på 26 lastvogne og 186 desertører fra den italienske hær mod den kroatiske havneby Fiume (i dag Rijeka). Gabriele D'Annunzio er på vej til Fiume for at erklære byen for selvstændig republik og indsætte sig selv som diktator.

Foran optoget ligger tusinder af allierede tropper, hvis ordre fra højeste sted lyder: Stands konvojen, dræb deres anfører om nødvendigt! Men ikke et eneste skud bliver løsnet. De soldater, der skal stoppe D'Annunzio er alle italienere, og mange af dem beundrer hans mission. Den ene officer efter den anden ignorerer ordrerne og lader konvojen passere, mange deserterer og slutter sig til optoget. Da D'Annunzio når Fiume – nu iklædt uniform og stående i en kampvogn – har han mere end 2600 soldater med sig, og i byen bliver han modtaget med jubelbrøl af en folkemængde, der har ventet ham hele natten. I de næste 15 måneder regerer digteren som Duce og diktator af sin selvudnævnte republik, et dionysisk drikkegilde og en kynisk krigsskueplads.

Efter 1. Verdenskrigs afslutning var de allierede sejrherrer ved at splitte Østrig-Ungarns dobbeltmonarki ad på fredskonferencen i Paris. D'Annunzio havde i foråret 1915 i en hel serie af opflammende taler opfordret Italien til at rejse sig fra, hvad han så som fej sløvhed og kaste sig ind i 1. Verdenskrigs kaos for at hævde nationens storhed – og da Italien erklærede krig mod Østrig-Ungarn, var det med løftet om halvøen Istrien, fristaden Trieste og landområder i Slovenien og Kroatien som krigsbytte.

I Italien betragede den såkaldte irridenti-bevægelse altså Fiume og andre byer på den dalmatiske adriaterhavskyst som retmæssigt italienske. Men efter krigens afslutning var den amerikanske præsident Woodrow Wilson og Storbritanniens premierminister David Lloyd George fortalere for, at Fiume skulle indlemmes i det netop dannede Jugoslavien eller have status af neutral friby under Folkeforbundet. For D'Annunzio ville det betyde den ultimative ydmygelse af Italiens stolthed, så han tog sagen i egen hånd.

En bystat så politisk innovativ, så æstetisk kompromisløs og kulturelt strålende, at hele den triste og krigstrætte verden ville blive blændet af dens lys

Planen med at drage til Fiume var oprindeligt at indlemme byen, der havde en stor italiensk befolkning, i Italien. Men det blev snart tydeligt, at hans mål var urealistisk: Kong Vittorio Emmanuele III og præsident Francesco Nitti tog ikke imod offergaven; situationen i Europa var for sprængfarlig. Men i stedet for at acceptere et nederlag, skruede D'Annunzio op for sin vision.

Fiume var ikke længere blot et stykke omstridt land, en brik i diplomatiske forhandlinger, men en scene, hvor D'Annunzio ville skabe en helt ny statsform. Fiume skulle være et fyrtårn af en bystat så politisk innovativ, så æstetisk kompromisløs og kulturelt strålende, at hele den triste og krigstrætte verden ville blive blændet af dens lys. Og gnisterne fra dens ild, forestillede D'Annunzio sig, ville sætte resten af verden i brand.

Mens D'Annunzios legionærer overtog guvernørpaladset, telefoncentralen og resten af byens offentlige bygninger, så de allieredes tropper blot til. Tusinder af italienske soldater – hele bataljoner – deserterede deres poster og flokkedes i Fiume, rejste dertil som blinde passagerer på tog, kom sejlende langs kysten i små torpedobåde eller vandrende til fods over det golde Karstplateau. Sømænd begik mytteri og styrede deres skibe til Fiume og eventyrlystne piloter landede deres små todækkere på marker uden for byen. Få dage efter, han havde overtaget byen, måtte D'Annunzio lukke den: han havde flere volontører, end han kunne brødføde.

Fra sin balkon i guvernørpaladset på byens halvcirkelformede piazza talte D'Annunzio til den jublende folkemængde for første gang. Synligt udmattet og skælvende af feber rungede hans tale alligevel som ekko over byen, svulstigt og poetisk: »Italienere i Fiume ... Her er jeg! Her er jeg! Se, her er manden … Ecce Homo!« Han talte som den nye Messias, en ny kults profet – mængden var hans disciple og byen, Fiume, var hans åbenbaring.

Folkeforfører, fantast og en fandens karl

Gabriele D'Annunzio var 56 år gammel, da han begyndte sin færd mod Fiume. Han var berømt over hele Europa for sit forfatterskab. James Joyce anså ham for den eneste forfatter siden Gustave Flaubert (og inden Joyce selv, forstås), der havde båret romanen ind på ny grund. Henry James, Marcel Proust, D.H. Lawrence og mange flere erklærede sig som beundrere. Efter debuten som 15-årigt vidunderbarn i 1879 med Primo vere, fulgte en lang række digtsamlinger, romaner og tragedier foruden en håndfuld selvbiografiske værker.

Hans første roman Il Piacere (1889) om dandyen Andrea Sperelli er en dekadent fortælling om den verdensfjerne æstet, mens Il trionfo della morte (1894) tydeligt viser den afgørende indflydelse Nietzsches tanker om overmennesket og det heroiske individ, der overskrider samfundet og kaster nyt lys på verden, fik på forfatteren, der erklærede: »Jeg er hinsides højre og venstre, jeg er hinsides godt og ondt!«

D’Annunzio dyrkede i sin litteratur et frit, ekstremt og passioneret liv og hyldede en umættelig appetit og en poetisk sandhed, der skulle omstyrte samfundets snærende moralbegreber. Kunsten skulle ikke stå i samfundets tjeneste, men derimod forme og diktere det.

D'Annunzio var både folkeforfører, fantast og en fandens karl, og var ligeså berygtet for sin tårnhøje gæld (fra 1910-1915 boede han i Paris i eksil for sine kreditorer), for sine dueller og skandaløse kærlighedsaffærer, som han var for sine vovede bedrifter under 1. Verdenskrig (uden formel militær uddannelse deltog D'Annunzio på en række dristige flytogter) og for sine litterære værker.

Lavstammet, pilskaldet, blind på det ene øje efter et flystyrt og med en mund fuld af rådne tænder, ødelagt af tobak, kokain og generel skørlevned, var han ikke ligefrem en prototypisk førsteelsker, men hans forbløffende lange liste over erotiske erobringer tæller en række af tidens berømtheder. Han førte ligeså minutiøst dagbog over sit litterære arbejde som over sygdom, sex og samtaler. Gennem hele sit liv redigerede D'Annunzio sit eftermæle, og Fiume var fra starten et selvportræt.

I Fiume, pralede han, var han ved at skabe et kunstværk, hvis materiale var menneskeliv. For selvom D'Annunzio først og fremmest var forfatter, var han aldrig kun det. Han ville have sine ord til at slå gnister, skabe opstande og sætte nationer i brand. Og fra starten af 1900-tallet blev hans politiske agitation og flammende taler en ligeså afgørende del af hans liv og hans kunst som hans digte, skuespil og romaner. Hans politiske holdninger var heftige og inkonsekvente og i sin korte tid i parlamentet skiftede han fra den yderste højrefløj til socialisterne – og tilbage igen. Hans synspunkter kredsede alle om nationalchauvinisme, vold, blodsudgydelse og ”den smukke død.” For ham var politik først og fremmest et æstetisk spørgsmål.

Han ville have sine ord til at slå gnister, skabe opstande og sætte nationer i brand.

Premierminister Nitti kaldte Fiume for en komedie og D'Annunzio for en showman uden politisk relevans. Men D'Annunzio forstod, hvor langt showmanship rækker i moderne politk, han forstod at påvirke og udnytte massens psykologi, og han forstod, at billedets og fantasiens magt kan være langt støre end rationelle argumenters. Allerede i 1893 erklærede han naturalismen for død, positivismen for fejlslagen og satte et forførerisk drømmebillede i stedet: »Videnskaben er ude af stand til at genbefolke de forladte himle, til at genetablere glæden i de sjæle, hvis geniale fred er blevet ødelagt … Vi vil ikke længere have sandhed, giv os drømmen!«

Og i Fiume døbte han sig selv L’Immaginifico egentlig betyder det ”den fantasifulde” men skal nok snarere forstås i retning afden Store Skaber” eller ”Billedmageren” – og førte sig frem som et (perverteret) nietzscheansk renæssancemenneske, der prækede et voldsevangelium og i alt væsentligt skabte fascismens poetik og udtryksmåde.

I januar 1920 lancerede D'Annunzio tankerne til Fiumes grundlov forfattet sammen med national-syndikalisten og fagforeningslederen Alceste De Ambris. Få måneder inden byens besættelse, havde De Ambris skrevet Det fascistiske manifest sammen med futuristen Filippo Tommaso Marinetti og offentliggjort det i Benito Mussolinis avis Il Popolo d'Italiaog hans og D'Annunzios radikale lovtekst kom til at danne grundlag for fascisternes forfatning, da de to år senere tiltvang sig magten i Rom.

Raseriets tidsalder
Republikken, der fik navnet La Reggenza Italiana del Carnaro (navngivet efter Kvarnerbugten i den nordlige ende af Adriaterhavet, hvor Rijeka ligger) blev et politisk laboratorium. Socialister, anarkister, syndikalister og dem, der samme år var begyndt at bruge betegnelsen fascister samledes i byen. Det var ikke kun i Italien på dette tidspunkt, at revolutionære bevægelser brød frem, og repræsentanter fra Irlands gæliske nationalistparti Sinn Féin og fra separatistiske grupper fra Indien, Ægypten og Katalonien rejste dertil for studere eksperimentet.

Fiume blev et tilløbssted for alle slags frustrerede mænd, der følte at livet, som i den buldrende modernitet var berøvet alle gamle regler, i D'Annunzios fristat kunne begynde på ny med løftet om en renere, smukkere og mere oprigtig tilværelse. Desertører og adrenalinhungrende krigsveteraner søgte i byen et tilflugtsted fra den trøstesløse fredstid, og narkohandlere og prostituerede fulgte dem. Men også aristokratiske eventyrere, bortløbne teenagere og romantikere fra hele Europa kom til Fiume. Vold, hård afstraffelse og brutal lynjustits blev hyldet i den rå machismo-kultur, som D'Annunzio fremelskede, hvor den stærke mand gik frem for alt.

Gabriele D'Annunzio opførte sig som en påfugl i verdenshistorien, som den frelsende anfører af et internationalt oprør blandt alle verdens undertrykte. Men, som den indiske forfatter og kritiker Pankaj Mishra påpeger i sin bog Age of Anger fra 2017, var han ikke andet end en opportunistisk profet for Europas marginaliserede, dem som betragtede sig selv som helt overflødige i et samfund, hvor økonomisk vækst kun kom et mindretal til gode og demokrati var et spil, som de magtfulde satte i scene.

Omsiggribende bureaukrati og en skamløs eftergivenhed overfor et stenrigt mindretal, gjorde særligt de unge mere sårbare for voldelige hævnfantasier.

Pankaj Mishra kalder det »et bestemt idéklima, en følelsesstruktur,« som i disse år skaber en bølge af vrede og dyb modvilje blandt særligt (unge) mænd i hele verden – fra så forskellige fænomener som Trump, Bolsonaro og Duterte, Islamisk Stat, massemorderen Breivik, racisme og misogyni på sociale medier og en generel stigning i nationalisme verden over. Og med udgangspunkt i oplysningstiden og det følgende århundredes mange revolutioner, er det hans pointe, at mange af de politiske konflikter vi ser i dag følger et mønster, som findes gennem hele modernitetens historie. Vi må vende tilbage til den tids krampetrækninger for at forstå vor egen raseriets tidsalder, skriver han.

D'Annunzios Fiume var en af disse krampetrækninger, og Pankaj Mishra viser, hvordan hans vej til magten var resultatet af konkrete historiske, politiske, økonomiske og sociale omstændigheder – men også, at han tilhører en særlig type (mænd), der rejser sig fra de krampetrækninger, vi ser igen og igen i historien. D’Annunzio var bare én af mange manipulatorer skabt af Vestens overgang til industriel kapitalisme og massepolitik, skriver Mishra og citerer den indiske digter og nobelpristager Rabindranath Tagore, som på turné i USA i 1916, kaldte denne periode for en »tæt, giftig atmosfære af verdensomspændende grådighed og panik.« I Italien, fortsætter Mishra, gjorde den nye stats omsiggribende bureaukrati og en skamløs eftergivenhed overfor et stenrigt mindretal, særligt de unge mere sårbare for voldelige hævnfantasier.

Ifølge Pankaj Mishra har Vestens liberale demokratier ikke kunnet sikre alle sine borgere økonomisk og social stabilitet, og det har skabt plads til kræfter med drømme om kulturel storhed og større ideologisk renhed.

Ne me frego! Jeg er sgu ligeglad!

D'Annunzios biograf Lucy Hughes-Hallett beskriver i The Pike fra 2013, hvordan Italien efter 1. Verdenskrig var præget af politisk ustabilitet og enorm national gæld, der ottedobledes mellem 1916 og 1919 og efterlod store dele af (særligt land)befolkningen i fattigdom – og hvordan dette var med til at bane vejen for D'Annunzio. Hun skriver, at både demobiliserede soldater og desertører var fulde af vrede og sult. Landejere, der ledte efter tæskehold til at beskytte deres ejendom; socialister, der søgte at opildne til revolution; nationalister, der ønskede at befri fædrelandet for socialister – alle kunne de trække på en enorm og giftig pulje af misfornøjet arbejdskraft.

Men Hughes-Hallett begrænser sig også til at se D'Annunzio som et afsporet geni og som manden, der gjorde Mussolini mulig. Pankaj Mishra ser ham derimod i en mere langstrakt forbindelse til vores nutid og den universelle krise, hvor udkrystalliseringen af det politiske, økonomiske og sociale kaos, som fulgte med industrialiseringen og den kapitalistiske økonomis fremvækst i 1800-tallet (og som »førte til to verdenskrige, totalitære regimer og folkemord i første halvdel af 1900-tallet«), ulmer i vores globaliserede nutid.

I dag, skriver Pankaj Mishra, slutter ekstremister sig sammen i voldelige, kvindefjendtlige og seksuelt overskridende bevægelser, og politiske kulturer bliver ramt af demagoger. Det ser ud til, skriver han, at D’Annunzios løsrivelse – som var både moralsk, intellektuel, æstetisk og militær – fra et samfund som ikke stod til at redde, var en milepæl i vor tids historie.

På samme måde peger den kroatiske filosof Srećko Horvat i et interview sammen med skuespiller og aktivist Pamela Anderson i det amerikanske magasin Jacobin fra december 2018 på, at det er for billigt blot at afskrive denne skøre periode som en tidlig manifestation af fascismen. Han fremhæver D'Annunzio som den historiske figur, der mest tydeligt samler mange af de karakteristika, der kendertegner nutidige former for fascisme eller post-fascisme, og både Horvat og Anderson drager paralleller til Matteo Salvini, det højrenationale parti Legas leder.

Pankaj Mishra konstaterer, at vi nu ser, hvordan denne utilfredshed er i færd med at skabe en global drejning mod det autoritære og giftige former for chauvinisme. Menneskers ret til et liv i frihed og tryghed, som allerede er truet af gennemgribende social og økonomisk ulighed, trues også af manglen på velfungerende politiske strukturer og af tilbagevendende økonomiske kriser (og nogle steder også af klimaforandringer). Det skaber afmagt, frygt og en følelse af ydmygelse, og i et klima af had, vrede og ressentiment – en »universel irritabilitet hos alle mod alle andre« – opstår nogle af de samme forudsætninger, der gjorde det muligt for D'Annunzio at få en så stor følgerskare.

Gabriele D'Annunzio opførte sig som en påfugl i verdenshistorien, som den frelsende anfører af et internationalt oprør blandt alle verdens undertrykte.

Og i Italien vækker D'Annunzio stadig resonans på højrefløjen fra den nyfascistiske organisation CasaPound, der under demonstrationer i Trieste i december 2017 krævede, at Rijeka igen skal hedde Fiume, til populistiske mainstreampolitikere som førnævnte Salvini, der flere gange har citeret digterens trodsige motto ”ne me frego” – ”jeg er sgu ligeglad” – på Twitter. Fælles for CasaPound og Matteo Salvini er, at de udpeger tabet af traditionelle patriarkalske familiemønstre og kønsroller, svækkelsen af Italiens suverænitet på grund af indvandring og EU-indgriben som trusler mod nationen og rækker ud mod de dele af befolkningen, der føler sig magtesløse og overhalet af globaliseringen.

D'Annunzios 15 måneder som diktator i sin egen utopi var kaotiske. Den daglige ledelse af byen interesserede ham ikke, og den ild han havde håbet på, regnet med, at antænde, spredte sig ikke. Da hans besættelse af Fiume nåede sin afslutning, var D'Annunzios drøm om et idealsamfund degenereret til et mareridt af etniske spændinger og ritualiseret vold. I mere end et år havde det ikke passet nogen af stormagterne at bekvemme sig til at bryde ind overfor digter-diktatoren, og da et italiensk krigsskib endelig sejlede ind i havnen og bombarderede hans hovedkvarter, overgav D'Annunzio sig efter fem dages kamp. Men under hans kommando var Fiume en scene, hvor en ekstraordinær og virkeligt levende forestilling med en tusindtallig rollebesætning udspillede sig med hele verden som publikum. En forestilling, der indvarslede nogle af det næste halve århundredes allerdystreste temaer.

Krigsskibet i skrænten

Da Gabriele D'Annunzio forlod Fiume den 18. januar 1921 var byen bombet, mange af hans legionærer døde, og den italienske hær håndhævede nu lov og orden i byen. Selv slap han uden rettergang, og samme aften vendte han tilbage til sit hjem i Venedig, hvor han genoptog sin overdådige livsstil. I løbet af de næste år trak han sig mere og mere tilbage fra det offentlige liv. De sidste 16 år af sit liv levede han i stadig mere excentrisk afsondrethed med et lille hof på et gammelt kloster ved Gardasøen, som han gradvist forvandlede til et museum for italiensk heltedåd – og ikke mindre for sig selv. Det hele blev finansieret af Mussolini, der endda betalte for, at digteren fik bygget halvdelen af et krigsskib ind i skrænten flere hundrede meter over søen.

Gabriele D'Annunzio døde i 1938 – måske myrdet af en elskerinde, der var Mussolinis spion – på randen af endnu en verdenskrig, som han havde gjort meget for at gøre mulig. I dag står digterboligen Il Vittoriale delgi Italia tilbage som et grotesk mindesmærke for fascismens gudfar.