Diktatur/retur
Han løfter en sort fastnettelefon ved siden af sin pc. Siger noget på russisk og rynker panden, mens han endnu engang nærstuderer passet. Holder et lup op foran billedet, gnubber sin tommelfinger hårdt over vandmærkerne, kører pegefingeren langs indersiden af passets margen, der tilsyneladende er mønstret, og på den måde røber nye hemmelige detaljer, jeg ikke vidste det rødbedefarvede pas indeholdt. Han bladrer slavisk gennem siderne, studerer de forskellige stempler og viseringer med den selvsamme udtryksløshed, han med bravur har fastholdt hele seancen. Intet hej, ingen gestikuleren, intet ubehageligt – bare ingenting. Han lægger hurtigt røret på, da en mørkhåret kvinde i tilsvarende skovgrønne uniform træder ind. Talte han overhovedet med nogen? Hun ser skrap ud i sine højhælede, men diskrete sorte laksko, den stramme skovgrønne nederdel, der akkurat dækker hendes knæ og de hudfarvede, beige strømpebukser. Skjorten i en lysere grøn nuance i nederdelen, hvor kun slipseknappen ikke er lukket. De har den samme meningsløse hat på. Næsten retvinklet over skyggeklappen for så at ende ud i en lang kurve, hvis vinkel langsomt gradueres for til sidst at blive plan som en skil