Print artikel

Der var virkelig ingenting på Forum Station

Metroen er én af den moderne tidsalders monumenter.
Metroen giver et blik på tiden: Mode, talesprog, iphones.
Artikel
25.04.14
Metroen er byens usynlige netværk, hvor mennesker og handlinger, vaner og erindringer, historier og målsætninger står frem eller gemmer sig. Derfor tager forfattere, antropologer og digtere på feltudforskning i metroen. Hvad er det dette sted kan fortælle os; hvor tager metroen os med hen?

Langt de fleste har nok taget en tur med metroen. Hvis ikke i de store byer som Paris, London, Berlin eller New York, så har metroen i København sikkert tjent et eller andet formål. Metroen og S-togene forbinder punkter og steder i og udenfor byen på samme måde U-Bahn og S-Bahn i Berlin, Le Métro og RER i Paris og så videre. De er et alternativ til busserne, bilen, cyklen, og med deres spindelvævsagtige sporsammenfletninger også et visuelt billede på byens labyrintiske sammensætning og inddeling. Måske ikke så meget den københavnske metro, der størrelsesmæssigt endnu ikke er synderlig omgribende, men som billede generelt er metroen byens underjordiske skikkelse. Under jorden, hvor fyldte og tomme toge suser rundt; mennesker går op og ned og venter på vej til og fra arbejde, skole, fester, caféaftaler, indkøb; hvor hjemløse sover og musikanter spiller; hvor sælgere sælger og købere køber.

 Så hvad er det så metroen kan fortælle os – dette opsamlingssted og omskiftningssted, transitsted og venterum? Den parisiske metro, den berlinske, metroen i London og New York blev alle bygget omkring forrige århundredeskifte. Metroen er med andre ord én af den moderne tidsalders monumenter. Den repræsenterer den fart, den udbygning, den omfordeling, som kendetegner det 20. århundrede. Metroen har været gennem to verdenskrige og en kold én. Tænk på de såkaldte Geisterbahnhöfe, hvor togene ikke måtte stoppe ved østtyske stationer, når en vesttysk destination skulle kobles til sin næste destination, og disse østtyske stationer så henfaldt til spøgelsesstationer – tomme og forfaldne, men derfor også vidner, tomme fortællere om deres politiske og hverdagslige samtid.

 Metroens sociale scene

Når en række sociologer, antropologer og forfattere således tager en tur med metroen, er det både, fordi metroen fremtræder som den moderne bys udvikling bogstaveligt og symbolsk, men måske særligt også fordi, at i metroen finder vi vores liv, historie og dagligdag repræsenteret i al sin individualitet og mangfoldighed.

Den franske antropolog Marc Augé startede sin studier i blandt andet Afrika, men rykkede videre ned i den parisiske metro. I en bog som Un ethnologue dans le métro (En etnolog i metroen) blander Augé antropologiske og sociologiske studier med erindringer, litterære henvisninger og historiske referencer for at beskrive, hvordan metroen er en social scene, der er skabt af vaner, erindringer, historie og fortællinger. I metroen fremvises vores liv gennem ruter, der forbinder individet til andre mennesker, skriver Augé. Her står forretningsmanden side om side med den hjemløse, her kan et personligt minde være en andens personlige minde. Der er erindringer knyttet til metroen: Særlige stoppesteder kan betyde det og det for én og noget andet for en anden.

Livet i metroen præsenterer særlige mønstre og vaner: Hvordan vi hver især stiller os, hvordan vi venter, hvad vi laver, hvordan vi ser ud, hvor vi skal hen. Et stoppested kan have historisk betydning eller kunstnerisk betydning i den måde den er udformet eller bygget på. Metroen giver et blik på tiden: Mode, talesprog, iphones.

Således udfordrer metroen også fordomme og hierarkier. Den er et rum og en rejse mellem sociale rum. Den rejsende bliver en opdagelsesrejsende.

Metroen for Augé bliver erindringens og ensomhedens legeplads. Her vil vi være private og ikke tale med andre, gå ind i os selv på en rejse, der går fra en destination til en anden, men samtidigt krydser andre og andres destinationer, rejser, fortællinger. Men også ensomheden i det tidlige morgentog eller det sidste nattog, hvor ro, tryghed og utryghed i en atmosfærisk stilhed går hånd i hånd. Metroen er, hvor vi er hyperopmærksomme på alt og alle og fraværende på samme tid. For Augé karakteriserer metroen en individuel opførsel koblet til en kollektiv moral.

Den franske forfatterinde Annie Ernaux har i sine to bøger Journal du dehors (Det ydres dagbog) og La vie extérieure (Det ydre liv) beskrevet og noteret samtaler og personer, hun ser på gaden, i supermarkedet, i metroen og andre offentlige steder. Hun beskriver i sine bøger en kollektiv virkelighed, hvor det ydre kan fortælle mere om os selv og hinanden, end det indre kan. Hun forklarer blandt andet, hvordan det at notere andre mennesker, deres bevægelser, opførsel, ord og ytringer i metroen giver hende illusionen af et nærvær. På den måde, forklarer hun, forsøger hun også at lære noget om sig selv på tværs af andre mennesker, deres helt almindelige måde at stå på og tale på, ligesom hun selv også er en bærer af andres liv og erindringer.

For Augé og Ernaux handler det ikke om at domsfælde, men om på hver sin måde at beskrive og sanseliggøre den sociale institution og scene, som metroen er.

Metrodigtningen

En anden måde at gå til metroen på er i den såkaldte metrodigtning, som særligt forbindes med den franske forfatter og medlem af den litterær-matematiske gruppe OuLiPo (Ouvroir de littérature potentielle; Værksted for potentiel litteratur) Jacques Jouet. Selve metrorejsen og holdetiden mellem stationerne bliver regelsættet for den lyriske komposition.

Metrodigtene har sidenhen fundet vej også til Danmark, hvor henholdsvis Martin Larsen i sin noter til det mere perfekte liv skriver metrodigte i den københavnske metro, og Thomas Hvid Kromann i sin ubetitlede samling (arkiv uden titel) skriver sine metrodigte i den parisiske metro.

Kromann kalder metrodigtene for øjeblikspoesi, fordi der både tænkes og skrives indenfor et ganske kort øjeblik, og fordi dette øjeblik bliver genstand for konkrete betragtninger. Som han skriver i et essay, der medfølger hans metrodigte (der også indeholder fotografier og en metrobillet):

»De fleste metrolinjer befinder sig under jorden. Der er ingen udsigt at henfalde til, hvorfor togstammens lyde og acceleration samt begivenhederne omkring den skrivende (en tigger, en gademusikant, folks samtaler, avisoverskrifter, egne gøremål) let skrives ind i metrodigtningen.«

Metrodigtningen og beskrivelsen af det beskuede kan altså tilbyde et samtidsbillede af den verden, vi finder os indkapslet i i metroens sociale rum. En præsentation af den hverdag, der udspiller sig i metroen bliver et uomgængeligt omdrejningspunkt for digtene, som videre fremtræder for læseren i al sin metropole, metrohverdagslige og metropoetiske genkendelighed. Et eksempel fra Kromanns egne metrodigte lyder:

»27/5/2010 Olympiades – Pyramides / Så stod han der igen, tiggeren, / og kaldte med sit / "monsieur"! / Hvad mon man kan købe i / La Cave de Tolbiac? / Hun tegner geometriske figurer / på kvadreret papir. / Sådan plejer linje 14 da ikke / at ryste og hvine. / Du ser aldrig nogen af disse mennesker igen. / Paris, maj, i dag, kl. 11.06.«

Metroens fremmedgjorthed og nærvær smelter sammen i hverdagens vrimmel. I Martin Larsens digtsamling er digtene også beskrivelser af metroens og passagernes hverdag, der sammen med digterens refleksioner over såvel digtning, sproget, livet, kærligheden, køkkenredskaber og plastik bliver brudstykker af både digterens, digtets og metroens bevægelse og fremfærd:

»- - - - - - / Ingenting. Der var virkelig ingenting på Forum Station. / Jeg var alt for ufokuseret. Det er bekymrende! / Linier kommer ikke altid af sig selv. «

Og senere denne beskrivelse, blandt mange, af metroens besøgende og underjordiske placering:

»Nede i metroen er der ingen vind og vejr. / Udenfor på gaden er der snestorm. / Den ene pige er sikkert tyrkisk, gift, kun iført en stram sweater, / Meget smuk, den anden koreansk, / osse smuk. / 10.00«

I litteraturen, antropologien og sociologien tilbyder metroen os for et rum, hvor verdens mangfoldighed og ensomhed udspiller sig. Metroen er byens usynlige netværk, hvor mennesker og handlinger, vaner og erindringer, historier og målsætninger står frem eller gemmer sig. Disse særlige undersøgelser af metroen har til formål – hvis man tør tale om et sådant – at gøre metroen synlig og sanselig for os som den sociale scene, den politiske, kulturelle, hverdagslige og historiske legeplads, den er.