Print artikel

Den høgelignende superstjerne i Hareskoven

Det er nu man skal en tur i Hareskoven, hvis man vil se den sjældne høgeugle
Anbefaling
06.03.14
Under et loft af bøgegrene og et gulv af blade finder man Hareskovene og Jonstrup Vang, som blev skabt af enorme ismasser under sidste istid for 13.000 år siden. Der er stendysser, rillesten, og mænd med store kameraobjektiver, som venter på at hilse på en af skovens sjældne gæster. ATLAS anbefaler.

En halv time, længere tid tager det ikke, fra man befinder sig på Nørreport - Danmarks travleste trafikknudepunkt - til man kan stå under et loft af bøgegrene og et gulv af blade. S-togets linje A og H kører nemlig lige til døren af nogle af Danmarks ældste skove; Store- og Lille Hareskov samt Jonstrup Vang – tilsammen kaldet Hareskovene. Fundamentet til skovene blev skabt, da isen under den sidste istid for 13.000 år siden bevægede sig sydfra og til sidst stoppede ved Ballerup. På sin vej henover landskabet skrabede isen jorden flad, og efterlod den store slette som i dag kaldes Hedeboegnen. Foran isen lå de afskrabede randmoræner, der består af sedimenter og dødisklumper, og er årsagen til det bakkede landskab, som i dag blandt andet gør området attraktivt for mountainbikeryttere. Har man mod på gear, støddæmpere, mudder og bakker, kan man kort fra Hareskov Station leje en mountainbike i tre timer for 250kr. Stedet hedder MTB-Tours og har adresse på Gammel Hareskovvej 321, der ligger lige overfor det 26 km lange mtb-spor, som gennemskærer alle de gamle skove.

Grunden til, at Hareskovene endnu kan tælles blandt landets ældste, skal findes i den næringsfattige og kuperede jord fra istiden, som har gjort arealerne uinteressante for landbruget. Specielt efter Svenskekrigen (1658-1660), hvor store mængder træ blev fældet og brugt til brændsel og palisader, var skoven hærget. Både danskerne og svenskere havde drevet rovdrift på træerne, hvorfor den officielle vurdering efter krigen lød: »Hareskoven er ganske forhugget og kan i det højeste føde 90 svin, når Vor herre vil give god olden.« Skovene er heldigvis kommet sig siden da, blandt andet på grund af skovfredningen fra slutningen af det 18. århundrede, og er nu kendt for deres rige svampeflora, omfattende fugleliv og en række sjældnere planter af vintergrønslægten.

Stenede seværdigheder

For at blive i dyreverden kan vi lige så godt afkræfte en misforståelse. Navnet Hareskovene refererer ikke, som mange tror, til det lille pattedyr med de lange ben og ører, men til det gamle engelske ord for sten harre. Det henviser til de menneskeskabte rillesten, der især findes i Lille Hareskov, og hvis oprindelige formål ikke kendes. Der findes flere kvalificerede bud, som lyder på alt fra kultiske ritualer, sol- og stjernekalendere samt, ikke mindst, at rillerne skulle fungere som afløb for offerblod. Rillesten er dog ikke de eneste interessante sten, skoven har at byde på. Lige op til Sandskredshus i skovindgangen fra Skovbrynets Station ligger nemlig den største af i alt seks stendysser fra bondestenalderen. Dysserne blev flittigt brugt til begravelse af landsbyens døde – husk på, at der her er tale om en tid, hvor en nyfødt kunne forvente at blive omkring 30 år gammel, hvis man altså hørte til den tredjedel, som rent faktisk nåede voksenalderen. De som blev opdaget i at forbryde sig mod datidens love, kunne, for at vække skræk og rædsel, ses dingle på den gamle hængeplads ved Skovlystvej. Sammen med offerstedet ``Hørgen´´ ved Fægyden er der masser af stof til en gyserhistorie, hvis man beslutter sig for at slå sig ned rundt om bålet på et af skovenes primitive overnatningssteder.

En sjælden gæst

En anden god grund til at sætte kursen mod det 888 hektar store skovområde, er, at det er ved at være sidste chance for at opleve den sjældne høgeugle, som siden december har tiltrukket og underholdt flere hundrede ornitologer og fotografer. Høgeuglen, som er er 40 cm høj, mørkebrun, hvid med en lang hale, er, til forskel fra mange andre ugler, dagaktiv og kan derfor dagen igennem ses fange mus og andre gnavere. Den høgelignede superstjerne befinder sig normalt i det nordligste Skandinavien og Rusland og har derfor sjældent kontakt til mennesker, men den er ingenlunde sky. Kendisfuglen har nemlig endnu ikke opdaget, at mennesker kan være farlige, og lader, til de ivrige fugleentusiasters store begejstring, både fotolinser og blotte øjne komme helt tæt på. Måske vi alle kunne lære noget af det. Rariteten har forresten gjort det nemt; den holder nemlig til i området lige nord for Hareskov station, så alt man behøver at gøre, er at begive sig ind i skoven langs skinnerne, og se efter nogle mænd med meget store kameraobjektiver, som vil bekræfte, at den tiltagende forårsvarme endnu ikke har drevet høgeuglen tilbage nordpå. Men skynd dig, den kan være væk i morgen!

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...