Print artikel

At dele er et moralsk påbud

Foto: Scanpix
Kritik
20.07.16
Aaron Swartz er hele internettets yndlingsrebel, og hans tragiske endeligt har ikke gjort ham mindre ikonisk. To nye bøger fortæller historien om en ung genial techno-intellektuel og hans kamp for fri kultur og information.

Da Aaron Swartz som 16årig søgte om optagelse på Stanford University var det med en nyfunden optimisme. Året forinden var han droppet ud af high school; en institution, han mente forkrampede enhver naturlig nysgerrighed og intellektuel selvstændighed.

Tiden var kommet til endelig at begå sig blandt ligesindede unge, videbegærlige mennesker, der delte hans overbevisning om at teknologi, især computere, måtte anvendes med det primære formål at frembringe et åbent og frit internet. Eller bare dem, der som ham mente, at man kunne forandre verden til det bedre.

Swartz’ optagelse var muligvis en formsag. Vedlagt sin ansøgning havde han en anbefaling fra Tim Berners-Lee, skaberen af det oprindelige World Wide Web. I tech-miljøerne omkring San Francisco var Swartz allerede anset for at være en yderst talentfuld programmør - og ikke mindst en dreng med en vision, han tillod sig at formulere for et støt voksende publikum, så det både provokerede og inspirerede. Dertil kommer, at hans ven og samarbejdspartner, juraprofessoren Lawrence Lessig, der på det tidspunkt var dybt engageret i at reformere copyright-lovgivningen i USA, netop var tiltrådt en stilling på Stanford.

Efter et år på universitetet var skuffelsen klar. Swartz fandt aldrig det akademiske miljø, han søgte, han følte sig på ny utilpasset i sociale sammenhænge og syntes ikke at skåne hverken undervisere eller medstuderende for sin utålmodighed overfor deres konforme intellektuelle bedrifter.

Kort tid efter modtog han en mindre investering til en start-up, der krævede at han rykkede til MIT i Boston. Det lykkedes aldrig for Swartz at bygge et færdigt produkt, men ad omveje blev projektet fusioneret med firmaet No More Bugs, der var ved at udvikle en digital platform, en social bogmærke- eller linktjeneste kaldet Reddit.

Fri Kultur

I The Idealist, en nyligt udgivet bog om Swartz og kampen for en fri internetkultur, bemærkes hvordan han kort forinden rejsen østpå mod Boston betegner sig selv som kapitalist, og i øvrigt ikke finder dette uforeneligt med det større frihedsprojekt.

Hans vedholdende tro på, at internettet skulle udgøre en infrastruktur, der underbygger idealet om en fri kultur, hvor man relativt ubegrænset kan udveksle ideer, information og viden, blev i nogen grad indløst med udviklingen af Reddit. Her kunne man netop mødes, dele og opdage interessante links og indhold på en måde, der hurtigt skabte et betydeligt brugerfælleskab omkring sig. I den forstand et skridt i den rigtige retning.

For Swartz og hans åndsfæller var ideen om en fri internetkultur uløseligt forbundet med bevarelsen af det offentlige domæne. Det bygger på det generelle synspunkt, at offentligheden har en ubetinget ret til at opnå adgang til kulturelle værker og forskning. Når kultur lukkes inde, fx gennem streng copyright og diverse paywalls, så eksporteres det fra den globale informationsfælled. Dermed forbryder man sig ikke kun mod internettets grundlæggende arkitektur og værdier, men hvad der er afgørende, mod almenvældets interesser.

Informationsøkonomiens paradoks

Information wants to be free er et moderne bon mot, der ofte cirkulerer blandt dem, der forsvarer fri kultur i en digital tidsalder. Det bygger på den indsigt, at idet man digitaliserer kulturelle produkter, falder omkostningerne ved at distribuere, kopiere og kombinere dem. Prisen for at kultivere det store fælles arkiv falder med andre ord drastisk. Ordsproget bliver ofte tilskrevet Steward Brand, stifteren af The Whole Earth Catalog, en slags forløber for Wikipedia (som Swartz i øvrigt også var engageret i videreudviklingen af). Men Brand var ikke naivt digital-utopisk, og derfor særligt opmærksom på det paradoks, der toner frem i den moderne informationsøkonomi.

For på den ene side vil information være fri, ikke nødvendigvis gratis, som i free beer, men free as in freedom, altså forholdsvis tilgængelig til almen brug. Samtidigt har information en umådelig værdi for dem, der har et behov for den. Måske især dem, der kan kapitalisere på den. Brands tilføjelse lyder derfor: »It wants to be immeasurably valuable.« Hvilket netop giver anledning til at gøre informationen mindre fri, mere eksklusiv og indhegnet bag diverse barrierer.

»Stealing is wrong. But downloading isn’t stealing.«

Det skaber en spænding, hvor digitale teknologier på én og samme tid muliggør en omkostningslav spredning af information og samtidig en opsamling af information, brugerskabt data, der har betydelig økonomisk værdi for bestemte parter. Vores digitale tidsalder er en løbende udstilling af, hvordan information frisættes, knopskyder gennem social interaktion og derpå indfanges. Det er Brands paradoks.

Tilbage til Reddit. I 2006 blev tjenesten, med teenageren Swartz som medejer, solgt for et beløb på mellem 10 og 20 millioner US dollars (det eksakte beløb er aldrig offentliggjort) til mediekonglomeratet Condé Nast. En udvikling, der undervejs gjorde Swartz til millionær, men samtidigt konfronterede ham med et dilemma.

På den ene side var Reddit en foreløbig platform for spredning af information. Men med salget af Reddit var Swartz tydeligvis også klar over, at den eksorbitante salgspris var et udtryk for, at information om brugernes adfærd kunne mines, lukkes inde og anvendes til helt andre formål. Det såkaldte community af brugere blev annekteret som et produkt, der forventeligt skulle anvendes til marketing og/eller sælges videre til tredjepart.

Open access aktivisme

I løbet af kort tid var Swartz tilbage i Californien og havde forladt sin stilling hos Reddit. Salget havde sandsynligvis slået sprækker i mandens selvforståelse som kapitalist. I hvert fald havde han i nogen tid blogget om sin skepsis omkring Reddit og dets reelle værdi: »It was just a list of links. And we didn’t even write them ourselves.« Han ræsonnerede, at Silicon Valley opererede ud fra en bagvendt økonomisk logik, hvor man tilsyneladende prissatte start-ups på et niveau, der ikke var proportionelt med den værdi, de skabte for brugerne af de nye digitale tjenester.

Swartz’ modtræk var en revitalisering af sit engagement i at forbedre verden, især med fokus på open access. Med projekter som Watchdog.com ville han gøre det politiske system mere transparent ved at samle data fra lokale valgmyndigheder og gøre det hele tilgængeligt på et brugervenligt site. Med Open Library var ambitionen, at forskning - og i videre forstand den kulturelle arv - skulle blive tilgængelig for den brede offentlighed.

I The Boy Who Could Change the World, den første samling af Swartz’ artikler, kan man hæfte sig ved to nedslag. Som 17årig skriver han i et indlæg til New York Times: »Stealing is wrong. But downloading isn’t stealing.« Selvom det er et nobelt projekt at reformere copyright-lovgivningen eller udvikle bedre forretningsmodeller på omdrejningshøjde med den digitale tidsalder, er det for Swartz først og fremmest et moralsk anliggende. Fire år senere udgiver han en kort artikel med titlen Guerilla Open Access Manifesto, hvori han slår fast: »But sharing isn’t immoral - it’s a moral imperative.«

De to nedslag illustrerer en aktivistisk drejning hos Swartz. Det er ikke bare moralsk forsvarligt at dele eller gøre information, viden og kultur delbar, det er en moralsk forpligtelse. Hans internetaktivisme gled fra et ønske om åbenhed og dens formodede nytteværdi, til at fokusere på at udvikle redskaber, der gør folk i stand til at handle i overensstemmelse med en slags digital pligtetik.

Open Library var ikke kun en database over offentligt tilgængelig kultur - det var tænkt som en platform, der gjorde det muligt, og tilskyndede brugerne til, at tage kulturen tilbage fra de kommercielle særinteresser, der forgreb sig på det offentlige domæne. »We need to take information, wherever it is stored, make our copies and share them with the world.«

Techno-intellektuel

Man fornemmer, at Swartz allerede fra en tidlig alder var gået i selvvalgt træning som polyhistor, hvilket afstedkom artikler om alt fra Keynes’ politiske økonomi til analyser af den amerikanske kongres’ iboende magtlogik - og ikke mindst en række svidende kritikker af uddannelsessystemet.

Han var givetvis grebet af en slags tvangs-nysgerrighed, hvis spændvidde på en gang er fascinerende og samtidigt også uforløst. Hvilket kun er naturligt, hans unge alder og tidlige død taget i betragtning. Det er ikke alt, der er lige overbevisende - og argumentationen er heller ikke fri for selvmodsigelser eller lejlighedsvise stråmænd.

Hinsides engagementet for en fri internetkultur, og det aktivistiske forsvar for udbredelsen af open access, er der et større og mere vidtrækkende budskab at hente hos Swartz. Det handler om, hvad man vælger at bruge sit liv på. Eller mere præcist, hvordan man forvalter det talent og den kunnen, man har opøvet. Den slagne vej er ikke bare kedelig, den er uhæderlig. Derfor kan man heller ikke nøjes med at dyrke det, man har evner for, blot dyrke sit talent. På et tidspunkt må man gøre det, der er vigtigt, hvis ikke nødvendigt, for at sætte sig spor i verden. »I don’t want to be a programmer,« skriver han. »The writing is too important, the programming too unenjoyable.«

I de nu udgivne artikler fra Swartz’ hånd møder man en imponerende begavelse, der ser sig kaldet til at formidle sine indsigter - og samtidigt en selverklæret intellektuel, der fortfarende diskuterer vigtigheden af at have gjort noget af betydning. »The real question is not what effect your work had, but what things would be like had you not done it.« For Swartz er det eneste retvisende pejlemærke at forvandle systemet, frem for - som så mange andre - at forfølge små inkrementelle forbedringer.

Skal man tro forfatteren til The Idealist, Justin Peters, var Swartz ikke at regne for techno-utopisk, men snarere en pragmatisk oprører på sit område. Han foregøglede ikke at kende svarene eller de rigtige løsninger på forhånd. På den anden side af analyserne, de vidtrækkende visioner, måtte man prøve sig frem. Selv i komplekse situationer er der nogle få variable, vi må isolere for at lære mere om, hvad der virker. »The Revolution will be A/B tested,« som Swartz plejede at sige.

I manges bevidsthed slutter historien om Swartz tragisk i 2013. Få år forinden var han via MITs netværk trængt ind i den proprietære artikeldatabase JSTOR, hvorfra han downloadede tusindvis af ophavsretsbeskyttede forskningsartikler. Med udsigt til en omfattende retssag ført af en aggressiv statsanklager (United States vs. Swartz) samt en allerede overvældende oplevelse af isolation, begik den da 26årige Swartz selvmord.

I sidste ende var Swartz’ idealisme båret af en tro på, at de eksisterende systemer, hvor stålsatte de end forekom, kunne vrides, så de åbenbarede en vis tolerance for eksperimenter, der, når først røgen havde lagt sig, ville blive vurderet som et reelt fremskridt for verden. Det projekt er hverken tragisk eller dødt.