Blandt franske bønder
Det var en majmorgen i Paris i fjor. Jeg havde stilet min morgenspadseretur op til Buttes-Montmartre for at drikke kaffe på Galetten og læse min Figaro. Ved et haltende bord under vejrmøllen slog jeg mig ned, og mens jeg ventede på garçonen, kastede jeg et blik ud og ned over la cité-mère, verdens midtpunkt, som jeg i ti år ikke havde betragtet fra denne højde.
Dér lå kulturens underværk, det moderne Babylon, altid lige smuk, lige lokkende, lige frastødende.
Morgensolens stråleknipper brød gennem røgen fra dens tooghalvfjerds tusind bygninger og oplyste disses fire millioner vinduer. Formentlig smækkede treogfyrre tusind tjenestepiger med lejernes otteogtres tusind døre for at servere en million og toogtyve tusind lejere deres morgenkaffe. (Formentlig havde de fire hundred og halvtreds tusind arbejdere allerede for flere timer siden drukket deres inden de gik på arbejde.)
Lueforgyldningen på Invalidernes Kuppel blev stukket i brand af den glødende sol; Berømmelsen og Udødeligheden på operahuset flammede gennem røgsøjlerne, Arc de Triomphe åbnede sin port til en bygning der ikke findes endnu, men over denne svæver for vinden en let sort sky som når myggene en so
