Print artikel

Blandt franske bønder

Uddrag
12.07.18
Konflikten mellem land og by var også spillevende i 1880'erne. August Strindbergs møde med fransk landbrug og gryende socialisme i 'Blandt franske bønder', er den svenske dramatikers vilde og impressionistiske rejseskildringer fra et Europa i drastisk forandring anno 1886-87.

Det var en majmorgen i Paris i fjor. Jeg havde stilet min morgenspadseretur op til Buttes-Montmartre for at drikke kaffe på Galetten og læse min Figaro. Ved et haltende bord under vejrmøllen slog jeg mig ned, og mens jeg ventede på garçonen, kastede jeg et blik ud og ned over la cité-mère, verdens midtpunkt, som jeg i ti år ikke havde betragtet fra denne højde.

Dér lå kulturens underværk, det moderne Babylon, altid lige smuk, lige lokkende, lige frastødende.

Morgensolens stråleknipper brød gennem røgen fra dens tooghalvfjerds tusind bygninger og oplyste disses fire millioner vinduer. Formentlig smækkede treogfyrre tusind tjenestepiger med lejernes otteogtres tusind døre for at servere en million og toogtyve tusind lejere deres morgenkaffe. (Formentlig havde de fire hundred og halvtreds tusind arbejdere allerede for flere timer siden drukket deres inden de gik på arbejde.)

Lueforgyldningen på Invalidernes Kuppel blev stukket i brand af den glødende sol; Berømmelsen og Udødeligheden på operahuset flammede gennem røgsøjlerne, Arc de Triomphe åbnede sin port til en bygning der ikke findes endnu, men over denne svæver for vinden en let sort sky som når myggene en sommeraften danser over trætoppene. Inde i porten står en genstand man ikke plejer at se der, en katafalk hvorpå hviler en ligkiste med et lig som ikke er der, liget af en mand der blev i porten til det hus han aldrig fik at se under tag.

Korset på Panthéon, nej, der er ikke noget kors at se mere, trikoloren på Panthéon blafrer for nye friske morgenbriser der suser om at Kristus er opstanden og hans ånd gået igen i mange ånder, eftersom hans krop ligesom Cæsars er vandret gennem tøndetappe og mange profetkroppe, der alle alligevel til sidst er blevet taget ned fra korset, indtil korset nu endelig også er blevet taget ned. Endelig!

Glastaget på Industripaladset ligger blåt, lyseblåt som en klar sø himlen spejler sig i, og gennem dets vinduer bryder forårssol og forårsluft ind over tusind kunstværker, over ti tusind valfartende fremmede, over lidenskaber og lidelser, over jublende sejre og grædende nederlag.

Dernede ved flodens krumning begyndte man nu at samles fra alle verdenshjørner for at højtideligholde begravelse for den mand som bedst af alle havde sunget denne bys pris. Den by der har givet verden de stærkeste tanker, de smukkeste klæder, den bedste mad, de skønneste kunstværker, den gladeste musik, de fineste teaterstykker, la cité lumière. Dér lå den i forårslys, klar til at iklæde sig sorg og højtideligholde en begravelse som et triumftog alle nationer skulle deltage i. Og processionen skulle gå fra Arc de Triomphe lige ned mod Tuilerierne gennem hvis breche man kunne se soklen til Gambettas vordende statue. Og så op til Panthéon.

Jeg trak mine solblændede blikke tilbage fra det pragtfulde billede og åbnede avisen. Dens premier-Paris bar i dag en titel med store versaler: Un Gentilhomme Russe Apôtre.

Tolstój hvis for nylig oversatte Krig og fred havde hensat pariserne i begejstring, Tolstój, greven, den rige mand, den fejrede kriger fra Sevastopol, den fremragende forfatter, havde brudt med samfundet, vendt skønlitteraturen ryggen og i stridsskrifterne Confession og Ma Religion stillet sig på Rousseaus side, indledt krig mod kulturen og selv omsat sine lærer i praksis ved at gøre sig til bonde. »Alle mennesker,« prædikede han, »bør arbejde med kroppen hvis de vil spise. Ingen formue, ingen dovenskab. Ingen saloner, ingen galante intriger, ingen lascive baller, ingen vellystige romaner. Ingen byer, ingen industri, ingen Grands magasins. Alle skal leve af marken, nyde solen, skoven, havet, spise nøjsomt og sove godt, leve lykkeligt og dø tilfredse!« Altså, atter et anskrig mod kulturen, gentaget siden Jesus af apostlene Savonarola, Jean-Jacques Rousseau og Lord Byron. Artikelforfatteren lamenterer og beklager sig, for den nye apostel har vundet disciple i Ruslands dannede ungdom, og i selve Paris er en russisk prinsesse, tilhørende den store verden, netop hovedkulds rejst hjem for at blive »apostel«.

Skulle Europas kultur, fremskridtets tro tjenerinde, virkelig være truet af barbariet? Skulle vi efter årtusinders gang fremad begynde at kravle baglæns og skamfulde feje sporene af vores lange ørkenvandring til uden nogen sinde at se det forjættede land her på jord som præsterne profeterer fra katedralerne, videnskabsmændene fra katedrene, digterne fra loftskammeret og dramaturgerne fra scenen?

Sådan spurgte jeg mig selv da en gammel mand med gråt skæg spurgte om jeg behagede at stige op i vejrmøllen med ham for at få udsigten nogle meter højere. Ja, jeg ville se la cité-lumière endnu en gang, inden mørket kom, inden barbarerne havde lagt hånd på menneskehedens skønneste kunstværk som i mange tilfælde overgik den blinde naturs rå, formløse skitser.

Vi vandrede op ad den smalle trappe, og jeg blev lukket ind i møllen. Endnu nogle stejle trætrapper og vi var øverst oppe under taget hvor der var mørkt. Han åbnede en luge, og indfattet i den sorte ramme viste sig nu billedet af Paris endnu herligere end nedenunder.

Jeg ville sige noget til min ledsager men vidste ikke hvad. Til sidst udtalte jeg på må og få:

– Det er skønt.

– Ja, på afstand, svarede den gamle, og hans øjne tændtes.

Nu mindedes jeg at det var på dette sted kommunens medlemmer kæmpede deres sidste kamp.

– Og dette Paris ville kommunen ødelægge? Var det kloge mennesker? spurgte jeg.

– Meget kloge, svarede han bestemt, som om han havde gennemtænkt sit svar.

– De ville dræbe deres velgører, byen, de ville brænde deres venner, bøgerne, de ville rive deres og menneskehedens ære i stykker, oliemalerierne.

– Byen er ikke landets velgører, vedblev han. Byen er en privilegeret, altså en aristokrat. Byen er en aristokrat der lever af landets arbejde. Den føder sig, klæder sig, morer sig på landets bekostning. Bonden, som endnu er dum, skaffer byen mad og drikke: Når han kommer til byporten, må han betale told for at få den ære at give byen mad, 53 francs for en okse, sin egen okse, 14 for et svin, 4 for et får og så videre! Hvad får bonden igen af byen? Han bringer sine uforfalskede æg ind, og han får cikorie igen under navn af kaffe, han kører ind med sine høns, og han får sukkerroeblade igen under navn af tobak, han giver kødet fra sig, og han må købe knoglerne igen som bensort, han udleverer sin rene uld, og han får den tilbage som shoddy efter at damerne har slidt den som kashmir og herrerne som klæde ... Det er alt!

– Stop lidt! Han får alle civilisationens velsignelser fra byen!

– Vent lidt. Han får velsignelse af oliemalerier som han aldrig får at se, som malerne lærer at male på hans bekostning, og som de alligevel sælger til urimelige priser; han får velsignede demimondedramaer som han aldrig får at høre, og som spilles på hans bekostning af aktricer der får mere i løn end ministrene; han får bøger som han aldrig får råd til at købe, han får regering som han aldrig deltager i, han sender sine sønner i krig og får til gengæld skatter.

– Ha ha, min ven, De er socialist, sagde jeg for at vise at jeg kendte hans sofismer.

– Nej, min herre, svarede han, så enfoldig er jeg ikke at jeg tror samfundet kan og bør omredigeres for industriarbejdernes fåtal. Ingen fåtal, herre. Arbejderen der med strejke driver sin løn i vejret, saver benene af sig selv og de andre. Den industridrivende svarer først ved at forhøje prisen på varen og så ved at lukke fabrikken, og så står arbejderen på gaden, uden brød, og så forhøjer konkurrenten prisen på varen da udbuddet jo er mindsket, og så beskattes køberen igen. Nej, det går ikke med den socialisme.

– Hvorfor hader De da byen?

– Fordi den ødelægger landet. Den er som løvens kule, alle spor fører derhen men ingen derfra. Den er som en byld, for den optager alle kroppens nyttige væsker og giver kun pus fra sig. Den sluger årlig 26 millioner francs i kød, 38 millioner i høns og vildt, 21 millioner i fisk, 34 millioner i smør, 2 millioner i frugt, 1 million i grøntsager med mere, og hvert sekund giver den 25 litres gødningsstoffer fra sig, som hældes ud i havet gennem den store rendesten Seine, den drikker årligt 400 millioner litres vin der har suget af landets bedste og fedeste jord, og hvad giver den igen? Hvor mange millioner skålpund stivelse der er taget ud af vores markers kartofler og er et vigtigt næringsmiddel, lukker vaskekonerne ikke ud i floden, hvor mange millioner kilo fedtstoffer og olier ryger ikke ud gennem sæbe og pomader, hvor mange millioner æg skylles ikke væk gennem kloakkerne i den appretur fabrikanten giver lærredsvarerne ...

– Godt, godt, afbrød jeg, men kender De ikke historien om maven og lemmerne?

– Den gamle romerske, jo, den kender jeg, men De lader ikke til at kende den nye om lemmerne der strejkede mod den syge mave som på grund af indigestion ikke kunne forsyne lemmerne med frisk blod men lod dem sygne hen efter at have forgiftet dem.

– Min herre, svarede jeg, den historie er virkelig en af de få jeg ikke kender, men hvis De lever i den vildfarelse at byboerne i denne by er parisere, så vil jeg oplyse Dem om at de for størstedelens vedkommende er landboere eller fra provinsen. Af de 1.888.000 parisere inden for murene er 1.031.865 fra landet, 177.209 udlændinge, og resten er parisere. Ved De ikke at republikkens præsident er født i Jura, den faldne minister Ferry i Vosges, salig Gambetta i Cahors, at Victor Hugo, den mest parisiske af alle parisere, ikke var fra Paris, at Zola og Daudet er fra Midi, Sarah Bernhardt er israelit, Got er fra Orne, Coquelin fra Normandie, Albert Wolff fra Køln ...

Byen er adel, derfor vil alle til byen for at blive adlet

– Jo, det ved jeg udmærket, afbrød den gamle, og jeg ved at af de 30.000 arbejdere der nu er uden beskæftigelse her i byen, er majoriteten bondedrenge der er vandret ind fra landet for at blive overklasse og slippe for at arbejde i jorden. Ser De så at maven-Paris ikke længere er tilfreds med den føde lemmerne tilfører den, men også begynder at tære på lemmerne. Ser De nu at bag arbejderspørgsmålet ligger bondespørgsmålet.

– Hvorfor forlader bønder så landet og markerne for at sulte ihjel i byen?

– Der er, min herre, svarede den gamle, foruden kampen for tilværelsen, kampen om brødet, om konen, også den ublodige kamp om stillingen eller den sociale anseelse. Byen er adel, derfor vil alle til byen for at blive adlet. På ti år har 800.000 bønder i Frankrig forladt landet og er vandret ind til byerne. Og kender De grunden til det? De er vel temmelig sikker på at jeg ikke er aristokrat?

– Helt sikker!

– Godt! De tror også at jeg anser viden og oplysning for det højeste gode, og at jeg hylder den obligatoriske gratisundervisning. Nuvel! Det smukkeste reformarbejde den tredje republik har udført, er netop folkeundervisningen, og netop det har delvis lagt landet øde. Når bondens børn tages fra kropsarbejdet i femårsalderen og opdrages på skolebænken til de er 13 år, så vil det barn ikke arbejde i marken bagefter.

– Men, indvendte jeg, indvandringen til byerne foregik inden da.

– Det er sandt, men på den tid spillede kasernerne samme rolle som skolen. Bondedrengene kom sammen med drengene fra byen, og så ville de være bydrenge. Kan De se hvordan forsøgene på at løfte underklassen til overklasse mislykkes. Mener De ikke som jeg at byarbejderens krav om højere arbejdsløn er umulige at tilfredsstille? – Hvad bestiller I her! ville byen svare de indvandrede bønder; gå tilbage til jeres marker, og I behøver ikke at sulte!

– Hvordan tror De at De skal få bønderne til at blive på landet?

– Det ved jeg ikke. Men der var engang en fange på en fæstning der hed Ham. I sin ensomhed begyndte han at tænke over om ikke en stor del af menneskehedens ulykker var selvforskyldte. Han spekulerede blandt andet over spørgsmålet om by og land. Han tilskrev immigrationen til byerne et stort spild med jorden og mente at hvis man gav bønderne de ni millioner hektar landes der lå uopdyrkede hen, lyngheder, græsmarker, ville de hellere blive boende som små ejendomsbesiddere på landet end blive sultende similiherrer i byerne. Og så forestillede han sig tingenes gang sådan: når indvandringen til byen hører op, bliver der mangel på arbejdere og tyende; derved øges arbejdernes krav; derved indskrænkes storindustrien. Endvidere stiger tjenernes krav: deraf følger bourgeoisiets mindskede luksus og øgede selvhjælp. Men med mindsket luksus og mindskede kapitaler synker kulturen; bankiererne køber færre oliemalerier: malerne dør; grossistfruerne får færre teaterbilletter: teatrene lukkes; boghandlerne kan ikke sælge bøger, og litteraturen oplever smalhals. Og derpå ville den omstændighed indfinde sig at bønderne, der nu er vokset i magt og mængde, ville stemme på sig selv til Kamrene; og så ...

– Og så? – Ville de votere bevillingerne til kulturen bort. – Netop hvad der er sket i mit hjemland, De kender måske Sverige?

– Karl XII? Ja, lidt.

– Vi har bønder som rigsdagsmajoritet, og de har allerede voteret imod bevillingen til nationalteatret, indskrænket kultusbudgettet, forsøgt at fjerne biskopperne og tilmed rørt ved kongens apanage. Men det er jo kulturens død!

– Nej, kulturens demokratisering. En kultur der kun kan leve af bevillinger, er en adelig kultur.

– Men der vil indtræde et ensformigt gråt åndeligt halvmørke, og der vil ikke kunne opstå en stor mand mere?

– En stor mand er en der er langt forud, alt for langt forud for sin tid. Tiden vil ikke følge ham, for det kan den ikke, og selv fører han et pinefuldt liv, af hoben anset for en tåbe, af sit koteri for et miskendt geni. Hvad skal vi med sådanne abnormiteter?

– Men uden dem vil kulturen dø!

Den gamle så ud gennem gluggen og talte som for sig selv.

– Vi har set så mange kulturer dø før. Vi har set Mexicos templer, Egyptens dumme men ret store pyramidekultur dø, vi har set Grækenlands marmorkultur gå under, Roms Colosseumkultur blive kørt væk på gruskærrer. Lad os få mere frihed og mere brød, færre marmorbilleder og færre oliemalerier, og vi vil blive lykkeligere. Hvis instituttet ville udsætte en pris på 100.000 francs til den der nøjagtigt besvarede spørgsmålet »om verden nu ville være ulykkeligere og værre hvis Rafael aldrig havde levet«, var der bestemt ingen der kunne besvare spørgsmålet med ja.

– Men det er jo udvikling bagud!

– Rigtigt, ja; hvis man er gået forbi målet, er der ikke andet for end at gå et stykke tilbage, ikke hele vejen. Naturen foretager også sunde tilbagegange når kulturen er gået for vidt. Overladt til sin frihed går remontantrosen tilbage for at blive vildrose, ganske vist knap så smuk men med evnen til at formere slægten som remontanten har mistet – takket være kulturen, eller overkulturen, om De hellere vil.

– Og De tror at brugsretten til den uopdyrkede jord ville være et arkanum mod alle samfundsulykker. Ved De ikke at samfundet er et organisk produkt ...

– Kolerabakterien og Phylloxeraen er også organiske produkter, opstået af kulturen men ikke af den grund fortræffelige. Noget arkanum har jeg ikke, og jeg tror lige så lidt på industrisocialismen som på den progressive beskatning, lige så lidt på Henry Georges og Wallaces jordnationalisering, lige så lidt på Laveleyes og Bonnemères jordassociationer som på Toubeaus kollektive jordejendom med individuel brugsret. Jeg tror ikke på noget arkanum men tror at mange og kraftige lægemidler bør anvendes på én gang. Frem for alt tror jeg at kultursamfundet svæver i luften så længe det ikke er bygget på jordens sikre grund, og sikker er jeg på at samfundet ikke bliver bygget om med arbejderminoritetens ekspropriering af kapital og maskiner, uden at bønderne kommer og forlanger at få et ord med.

Han sluttede mens han viste mig vej ned ad trappen.

Da vi stod på nederste etage, åbnede han en ny luge. I gluggen var der indsat et rødt glas.

– Sådan her så Paris ud da den brændte, sagde han og bød mig at se gennem glasset.

Det så virkelig ud som om byen brændte på alle punkter, og skorstensrøgen indsvøbte solens flammer som om det hele var én uhyre ildebrand.

– Tror De Paris vil brænde en gang til? spurgte jeg.

– Den brænder allerede, svarede han, og den brænder altid. Revolutionen foregår hver dag, selv om vi nu om dage kalder den evolution. Folket står over for regeringen, alle partier står over for regeringen – undtagen regeringspartiet; arbejderne over for arbejdsgiverne, eleverne over for læreren, staten over for kirken, børnene over for forældrene og nu sidst kønnene over for hinanden.

– Nu mangler vi bare at hestene rejser sig mod kuskene og okserne mod slagteren.

– Det har de allerede gjort, og de har fået parti i dyreværnsforeningerne, svarede den aldrig mundlamme.

– Nå, men hvad tror De så enden på det hele bliver, hr. profet? spurgte jeg for at afrunde samtalens slutning.

– Det er ikke godt at tro noget, men godt er det at undersøge inden man dømmer! – Det er et godt ord, sagde jeg, og jeg vil netop tage ud og undersøge, det har længe været min hensigt at studere »samfundets grundvolde«, som De kalder det, eller »den fjerde stand«, eller lemmerne i modsætning til maven, kort sagt: bønderne.

Han så på mig med store, dybe øjne og sagde blidt:

– De elsker altså bonden?

– Min herre, svarede jeg, for ikke at pådrage mig ideelle fordringer jeg ikke ville kunne betale, vil jeg straks bekende at jeg ikke elsker bonden. Jeg nærmer mig de fyrre og har skænket min kærlighed til min familie; min konge og mit fædreland præsenterer også temmelig store regninger på min kærlighed, hvordan skulle jeg da kunne skænke mit arme hjerte til en halv milliard bønder som ikke har samme slags tøj eller meninger som jeg. På den anden side hader jeg kun mine fjender, og da jeg ikke er byboer eller toldminister, hader jeg ikke bønderne.

– Hvad har De da med bondespørgsmålet og bønderne at gøre?

– Jeg har, som alle, mine egoistiske hensigter: jeg er nysgerrig og vil se hvad jeg ikke har set før eller læst for meget om, det morer mig at rejse, jeg skal have noget at tage mig til. Hvad har De med mine motiver eller min kærlighed at gøre, bare mine tal er rigtige og mine skildringer sande. Eller vil De absolut have at jeg skal lyve, at jeg skal sige at bondens lidelser forstyrrer min middagslur og min nattesøvn, at den amerikanske hvedekonkurrence får mig til at svede blod ...

– De er skeptiker, og De bliver aldrig andet end et lydende malm, for De har ikke kærligheden.

– Jeg har ikke kærligheden, det er sandt, men jeg har noget bedre, for jeg har et fortræffeligt bibliotek vedrørende bondeforhold og nogen erfaring og indsigt. At jeg ikke har færdige meninger, noget arkanum, det er min store fortjeneste. Hvis det lykkes mig at anskaffe mig et på min rejse, bliver jeg glad, og hvis ikke må jeg være glad alligevel hvis jeg har skaffet Dem en smule indsigt. Jeg begynder med Frankrig fordi jeg tror bonden dér er lykkeligst af alle Europas bønder, og fordi der i Frankrig ikke er udgivet nogen rejse i dette ærinde siden 1789 da englænderen Arthur Young lavede en. Farvel!

Jeg afventede ikke svaret der blev båret bort af en nyopstået søndenvind, vandrede ned fra Butten, kørte hjem for at pakke mine håndkufferter og rejse ud på landet for at bo blandt bønderne.