Print artikel

Biblioteket er en dejlig pause fra kapitalismen

To løver vogter et af NYPL biblioteker under konstruktion, New York 2017. Foto: Anna Stahn
Kritik
27.03.18
Filmen 'Ex Libris' portrætterer New York gennem institutionen New York Public Librarys forskellige økonomier og adresser. Den er et portræt af biblioteket som en hjørnedemokratisk institution, der fungerer som vidensplatform for sultne akademikere, børnehave, videnscenter og varmestue. Måske er det også en social utopi, der er ved at gå tabt.

Et bibliotek i Københavns indre by er forskelligt fra biblioteket i New York Midtown med skinnende marmor og caféen til turister. Forskelligt fra biblioteket i Harlem med et forskningscenter i sort kultur og digtoplæsninger i weekenderne. Forskelligt fra biblioteket længere oppe i Bronx, der tilbyder børnepasning, kurser i borgerrettigheder og fungerer som jobcenter. Det er forskelligt fra biblioteker i de hippe dele af Brooklyn og de øde områder i Queens.

Men københavnske biblioteker har også noget tilfælles med biblioteker i New York. Der er ofte en kaffemaskine. Typisk er der også altid en bibliotekar med en meget skinger stemme, der skærer gennem læsesalen som glas. Der er computere til fri afbenyttelse, et interiør af ældre mennesker, en hjemløs, der har brug for at få dagen til at gå så lunt og smertefrit som muligt, studerende og børn; alle sammen bibliotekets sande væsener.

Det er de mennesker, vi møder i filmen Ex Libris, og deres forskellige måder at indgå i og benytte et offentligt rum på. Dokumentaristen Frederik Wiseman portrætterer begivenheder lige fra møder i lokalrådet til de højeste lag af administrationen, læsesalsstøj og foredrag på biblioteker i alle New Yorks fem kommuner, der hører under institutionen New York Public Library (NYPL). Det er et portræt af en institution og af en offentligheds mange ansigter. Et portræt af en rest af demokrati i det amerikanske samfund.

Filmen begynder ved det legendariske Midtown Library ved 42. gade og 5th avenue. Biblioteket kendt fra film og fiktion; storslået med søjler, løver og enorme læsesale. En festsal pyntes med mos og levende lys og omdannes til en skovbund, der skal huse de moselig af rige donatorer, der har svært ved at smile, når de skal have taget et gruppebillede som tak for deres donation til biblioteket. Biblioteket i Midtown holder foredrag om ateisme. Der kommer turister og studerende indskrevet på de dyre universiteter; et bibliotek jeg selv har arbejdet på, da jeg boede i New York.

Jeg besøgte og arbejdede på tolv forskellige biblioteker, da jeg sidste år boede seks måneder i New York. Jeg ville gerne finde nogle gratis steder at være i den meget kaotiske, dyre by, og det blev mit projekt at nå til så mange biblioteker som muligt. Forskellighederne i bibliotekets væsen åbnede sig for mig og lavede et hul i den utopi, jeg havde set New York som. I langsomt bibliotekstempo åbnede nuancer af klasse, ressourcer og adgang, der varierer helt vildt fra gade til gade, fra avenue til avenue i den samme tætpakkede by.

I filmen ser vi en ung digter, der formulerer sig skarpt og underholdende. Hans bog handler om splittelsen mellem slavetiden og islam. Han sidder i en sofa uden noget talepapir, afslappet og knivskarp. Publikum er opmærksomme, de griner og gisper!

Gennem filmen, der i alt varer 3,5 timer, er der andre foredrag, der får mig til at gabe og minder mig om, hvor kedelige offentlige arrangementer kan være, men så kommer der en senior-dansegruppe, som bevæger deres krumme rygge frem og tilbage til up-tempo disco, griner og ryster lædertaskehud og livsmod, holder øjenkontakt med hinanden, sitrer lidt. Der er også en læsegruppe, hvor en midaldrende kvinde fortæller om sin læsning af en Gabriel Garcia Márquez roman med en længsel, jeg kun alt for godt kender.

Helt oppe i Bronx bliver ulighed diskuteret i nutid. Lokale deler erfaringer med hinanden og fortæller om lange arbejdstider, der går udover familielivet, om stress og børneopdragelse, børn der venter for længe foran skoler om morgenen, og hvordan løser man det? En mand fortæller om sin bedstemor, der måtte lukke sin butik fordi indkøbspriserne blev sat op på varer, så de sorte butiksindehavere til sidst blev skubbet ud af markedet. De taler om fødevarer og ligeløn. Ordstyreren samler op på dagens møde: hvordan vil de i fremtiden uddanne deres børn til at kræve mere? Mødet i lokalsamfundet virker til at være en lille lomme i en stresset hverdag, men det åbner for en samtale om uddannelse og fremtiden.

I filmen fylder timelange sessioner med bureaukratiske møder og beslutninger; der diskuteres, hvordan man giver hjemløse lov til at sove på bibliotekerne uden direkte at tillade det. Der er forskellige interesser i spil, der er idealistiske lektiehjælpere, der griner og opmuntrer hinanden, og så er der dem helt oppe i systemet, midaldrende mennesker i jakkesæt, der ligner de mutte donatorers børn med lidt større smil.

Vi følger arbejdet med at vejlede excentriske lånere på en udlåns-hotline. En mand forsikrer om, at enhjørninger hører til under fiktion, og vi undertrykker en latter i biografmørket. Det er folkeligt og lige til at fnise.

Et team diskuterer indkøb og arkivering, fordi ventelisterne på bestsellere koger over. Skal man fortsat indkøbe smal litteratur eller købe flere eksemplarer af bestsellere, og hvad har brugerne brug for? Hvilke bøger skal de sørge for at arkivere? Hvilken historie skal de skrive? Indkøberne taler ind i en vigtig samtale om at indsamle data af flere forskellige narrativer og forfattere og gøre historien til en ikke-lineær fortælling, men i stedet et stort arkiv med huller og åbne slutninger.

Et eksempel på et bibliotek, der tager arkiveringsproblematikker alvorligt er Down Town Collection på Fales Library. Biblioteket er ikke en del af NYPL, men fungerer som et universitetsbibliotek, der huser arkiver af New Yorks performance-, klub- og litteraturscene fra 1970'erne. Der er også en samling, der dokumenterer fødevareundersøgelser og madsociologi. I Fales’ samling om køn og seksualitet dominerer en samling af homoerotisk litteratur og porno fra 1930’erne og til nu, en sjælden skat. En anden samling er dedikeret til dokumentation af læderjakken i lyset af krigs- og arbejdsklassehistorie. Der er et arkiv for risikofyldt dokumentation af graffiti og et arkiv for materiale, der dokumenterer aids-tidslinjen grundigt.

Lederen af samlingerne, Marvin Taylor, beskæftiger sig med vanskeligheder ved at bevare, beslutte og redde historien, for historien skrives lige nu; hvad er vigtigt i dag, og hvad vil være vigtigt i fremtiden? Han må forudsige hvilke oversete ting, der skal gemmes og vigtiggøres samtidig med, at hans job er at undersøge og samle med passion.

Ex Libris dykker kun kort ned i samlingerne. Vi ser en begejstret bibliotekar i verdens største billedarkiv, der huser alt fra hundefotografier til reklametegninger. Han fortæller levende om samlingen af billeder, inden de studerende giver sig i kast med mapper og printere. Folk benytter billedarkivet i billedsamlingen på Manhattan, som folk benytter de fælles computere overalt på NYPL’s biblioteker til at søge jobs, spille computer og finde sig en kæreste.

Der findes mange fantastiske film om New York, og Ex Libris beskrives selv af instruktøren som en serie virkelighedsfiktioner. Filmen opleves som en fiktion, når man som udenforstående betragter New Yorks befolkning gå til møder, motivere hinanden til at søge jobs, lytte til akavede foredrag og synge højstemte amerikanske børnesange med deres børn. Man kan læne sig tilbage og fortabe sig i demokratiske dramaer og sjove accenter.

Men i en liberalistisk verden med opkøb og privatisering af offentlige institutioner er Ex Libris ikke bare et rørende indblik ind i New Yorks måde at indgå i en offentlighed på, der både kommer af en tradition for at dyrke socialitet og nærmiljø. Det er også et portræt af en accelererende kritisk social situation og udfaldet af en lille stat og velfærd begrænset til det yderste. De vilkår gør biblioteket til en vigtig hjørnedemokratisk institution i det amerikanske samfund. Ex Libris viser både en institution, man kan rette kritik imod; det segregerede USA og fordelingen af ressourcer, og er en skildring af nødvendigheden ved uddannelse - det at indgå aktivt i et nærmiljø og være en del af en social krop.

I New York eksisterer en romantisk ide om "gaden", hvor man kan bevæge sig rundt og opholde sig, men hvilken gade og for hvem? Der er en hel masse dyre gader, der er en hel masse rum forbeholdt en elite. Man er omgivet af mennesker, men alligevel er det svært at finde steder, hvor man kan være uden at indgå i en handelsaftale eller tilhøre et kodet socialt segment. Det offentlige rum er truet i tider med gentrificeringsprojekter som ”green spaces” og byfornyelser, der i sidste ende tilgodeser kapitalistiske interesser. Tid er det kostbareste i kapitalismen.

For nyligt fortalte en række artikler, at danske biblioteker er belastede af det, der opleves som forstyrrende socialt udsatte borgere, som benytter bibliotekerne i dagtimerne som opholdssted. For mig at se har det altid været præmissen for et offentligt rum, at man forstyrres. Det er derfor, jeg kommer der. For at føle mig som en del af en større social krop og adoptere andre menneskers rytme, for at træne min empatimuskel, som er sløv af den individualisme, mit fag kræver.

Man kunne tænke sig, at volden eller frustrationen, der er blevet proklameret som et problem på Københavns biblioteker, skyldes marginaliseringen af vores fælles offentlighed. Jeg tænker, at det er et symptom og en reaktion på den anmassende liberalistiske byfornyelse, og at det offentlige rum i disse år er marginaliseret og derfor ikke kan rumme forskellige sociale positioner. For mig fungerer et offentligt rum optimalt, når det bruges aktivt af mange sociale grupper som opholdssted og ressource. Så bliver det en dejlig pause fra kapitalismen, og et sted man kan møde og komme hinanden nær.

Ex Libris illustrerer lige så meget klasseskel som socialitet og det at indgå i et til tider akavet kommunalt fællesskab. Noget, der føles fraværende i en tid præget af individualisme og af en neo-liberal identitetspolitisk kultur, der sikkert mener det godt, men som jeg oplever som lukket om sig selv og sit eget smalle segment.

I Københavns kommune har vi også en bibliotekar, Lars Kjelfred, der som Marvin Taylor i New York, aktivt dokumenterer den danske musikscene. Han har indført morgensang og syklub på Hovedbiblioteket i København, men når jeg taler om socialitet, tænker jeg ikke kun på kunstscenen. Jeg tænker på det konkrete nærmiljø og den offentlighed, der kan rumme det kedelige, det rørende, forskellige aldersgrupper og udgangspunkter, det medmenneskelige og det underholdende.

Jeg tror på offentligheden og de offentlige arbejdsrum og være-rum arrangeret sådan, at man kan sidde side om side med et fremmed menneske hver dag. Jeg savner offentligheden og vil sidde i den og have den til at sidde ved siden af mig. Måske er den længsel for socialitet opstået, fordi jeg har muligheden for at arbejde alene. Det er et privilegium, det er sådan at universitetssystemet er indrettet, men jeg nyder det ikke. Jeg kan nyde friheden en enkelt dag, men ender altid med at længes efter at arbejde sammen med andre og indgå i et system.

Desværre er min romantiske tro på biblioteket og offentligheden lidt forældet. Det kan jeg se derfra, hvor jeg sidder nu; her er stille; ikke så mange børn og åbningstiderne på det rare limefarvede bibliotek, jeg plejede at sætte mig på sidste år før mit ophold i New York, er ændret. Åbningstiderne er blevet indskrænkede, og de mødre, der plejede at komme her efter fire og bruge computerne til at søge jobs, er stoppet med at komme. Og da det var trist at sidde i min egen sociale utopi, som kun få benyttede sig af, besluttede jeg mig for at skifte til et andet bibliotek. Biblioteket, jeg sidder på nu, er stille. Her er kun kliklyde fra computere, lyden af papir, der vendes og bladres i, knagende hjerner og gamle trægulve; et ressourcestærkt bibliotek, der får verden til at føles underligt lun og magelig.

Her er flest universitetsstuderende i marineblåt uldtøj med skinnende hår og snacks pakket i små nedbrydelige plastikbokse, og nogle gange ser jeg ned på mit ærme og ser min røde trøje langsomt forandre sig til blå.