Print artikel

Begær efter en uklar fremtid

Illustration: Tiril Haug Johne
Kritik
22.04.19
I en tid præget af sortsyn og dystopier, virker Nell Dunns samtaler med kvinder i 60’ernes hedonistiske London forfriskende og inspirerende. Håb og begær er nemlig alt andet end barnligt eller naivt, når opfattelsen af fremtiden er, at verden kommer til at ændre sig på måder, vi slet ikke endnu kan begribe.

I mit syvogtyvende år har jeg haft det angstprovokerende privilegium at få lov at tænke over, hvad jeg skal »blive, når jeg bliver stor.« Ligesom da jeg var lille har jeg gået rundt og set mig selv for mit indre øje, ældre, i forskellige scenarier. Prøvet at se, om jeg smiler. Hvad jeg laver. Jeg har siddet ved computere på store åbne kontorer, været til møde, trykket “videre” på en powerpoint, kørt rundt på en minitraktor som gartner i en smuk park, taget imod folk på et krisecenter. Barndommens grænseløse fantasifuldhed er blevet erstattet af en sløj kynisme. Om der overhovedet er nogen pointe i at drømme midt i en klimakatastrofe, hvilke jobs, der giver “respekt", hvad der anses for “stimulerende” nok, og selvfølgelig: hvad der betaler regningerne. Og sidst men ikke mindst skal man naturligvis også selvrealiseres! Man er ikke en virkelig person — ikke real — hvis ikke kynismen og pragmatismen kan forenes perfekt med éns egne begær i en højere enhed: arbejdslivet. At drømme om fremtiden er at prøve at finde ud af, hvad man vil. Det er, i sin kerne, et spørgsmål om begær.

Den engelske forfatter Nell Dunn (f.1936) har gjort det til sit livsværk at skildre et begær efter en uklar fremtid. Hvordan man kan forsøge at sortere alt det, der forventes og kræves, fra, og komme ind til et “selv” derinde et sted. Interviewbogen Talking to Women fra 1965 skrev hun, fordi »I felt so lost, and I wanted to know how other people were doing, and most of them were equally lost, really

Det er ni interviews med kvinder fra området Battersea i London i et England på kanten af et gigantisk ungdomsoprør. Fra kloge Kathy Collier, der arbejder i samme slikfabrik som Dunn, til smukke Suna Portman, en kunstnerisk, rig arving. Det er et kig ind til den spæde artikulering af de begær, der ville blive 70’er-feminismens benzin. Følelsen af, at der være mere her i livet. Mere end at være mor, men også mere end at være far.

Råd til at begære

London i midten af ‘60erne virker til at have været et særligt sted at være til. Da jeg interviewede Nell Dunn på litteraturfestivalen God natt, Oslo i september 2018, fortalte hun, hvordan det var muligt at leve for 10 pund om ugen. Der var arbejde til alle, økonomien boomede. Den endeløse strøm af ledige jobs skabte en ligegyldighed overfor autoriteter. I introduktionen til romanen Up the Junction skriver Dunn: »If my friends had a row with the boss they left and by Monday would have another job. It was the same with boyfriends.« Kort sagt, en overflod af det hele. Hedonismen, økonomien og håbet skabte grunden for den litteratur, der er Dunns. Der er en ufattelig fornemmelse af, at alt er muligt i hendes bøger. I første kapitel af Up the Junction tager de tre kvindelige hovedpersoner — bagpå motorcykler, selvfølgelig! — til en mørk flod og bader nøgne med nogle mænd, de slet ikke kender. Det skal nok gå! Og det gør det. De er ikke bange. Ikke bange for en skid.

Man søger forgæves efter de træk, jeg føler, plager min egen generation af kvinder. Manglen på selvtillid. Frygten for at ikke slå til. Den gensidige misundelse på andres succes, deres skønhed, deres ejendele. Jeg spurgte Dunn om dette, om ikke hun var misundelig på de veninder hun havde, som allerede havde publiceret en bog, når hun ikke havde? »No, no, no, that would never have occured to us.« Det virker næsten utænkeligt nu. Men her var det ikke sammenligningen med andre, der var drivkraften fremad: det var afstandtagen fra fortiden.

Edna O’Brien, en forfatter der giver et af de mest rørende interviews i Talking to Women, siger, til spørgsmålet om, hvordan frihed føles: »... loss of memory would be the only holiday in the world that I could ever have because one’s mind would be clear and empty like clean blotting paper

Nutidens paradigme lægger så stor vægt på erfaring, på det man har “lært”, både i skolen og i livet. Det skal anvendes, det skal maksimeres. Hos Edna er et helt andet livssyn: verden kommer til at ændre sig. Ændre sig så meget, at det man har lært, kan blive en byrde, der gør, at man ikke er med, når fremtiden sker. En fremtid så anderledes, at man end ikke kan begribe det. Den fremtidsforståelse fylder ikke meget i en hverdag af klimadystopier, nationalnostalgi og finanskrak. Forestillingen om, at der kan være noget i fremtiden, som er bedre end det, vi kommer fra, virker nærmest barnlig. Vi drømmer ikke om at være astronauter, når vi bliver store, vi drømmer om at få lov at være solid middelklasse og måske kunne handle i Irma d. 23 december.

Verden kommer til at ændre sig. Ændre sig så meget, at det man har lært, kan blive en byrde, der gør, at man ikke er med, når fremtiden sker.

Dunns syn på kvinder i den engelske arbejderklasse er også herligt fjernet fra simplificeringer af patriarkalsk undertrykkelse. Javist, mændene har vel, strengt taget, den økonomiske magt. Men det er ikke den relation, vi kender fra USA i 1950erne, eller fra den engelske samtidige overklasse. Lad der ikke herske nogen tvivl: her er det kvinderne, der er de “kloge”. De er som fra vikingernes asefortællinger: nogle, man ikke kan løbe om hjørner med, der har kæmpe nøglebundter raslende om hofterne. De styrer folks kommen og gåen. Denne nuancerede magtfordeling gør kvindernes opgør med sexisme hos Dunn mere kompleks, end det tomme, uinteressante begreb “ligestilling”, der hersker idag. Hvem skal ligestilles med hvem, hvem skal ændre adfærd, give og tage, og for at opnå hvad?, spørger jeg altid mig selv. Dunns kvinder ville have mere magt, men fanden skal vide, at de ikke gad være ligesom mænd. (Og mange af mændene, kan man mærke, ønsker bestemt heller ikke være som deres fædre.) Det skaber nogle interessante konflikter: både at ønske mænds respekt, men samtidig ikke føle, at den er så meget værd.

I Talking to Women siger syerske Emma Charlton snart det ene, snart det andet:

»Emma: I think they [mænd og kvinder] are entirely different. I don’t understand men at all. I don’t really like men, actually.

Nell: I think women are much more fascinating.

Emma: If a man comes into the room — even if I’m not interested in them I still can’t help but try to make them approve of me. And often to the extent that I cease to talk to the other woman but given the choice I would always talk to the woman. I prefer to be with them.

Nell: I care more that women think a lot of me than men.

Emma: Yes, I do too. In fact I don’t really care what men think about me at all. But in fact even if I think they are unattractive I often say things which would suit them to hear. But really that’s a form of looking down on them because I wouldn’t do this with a woman.«

Her udlægges den måde, sexisme fordrejer og volder menneskelige relationer, dens indre konflikter, dens ulykkelige, langvarige ægteskab med den virkelighed, der er livet med folk af andre køn, som ikke opfører sig, som sexismen bedyrer. Kvinder er ikke det, man tror, de er, mænd ej heller. Kun i fremtiden kan man forestille sig at se tingene klarere. Men begæret er der, begæret efter at kunne se.

Ønsketænkning

Utopisk tænkning består ikke udelukkende af optimisme — den kan også komme af nødvendighed. Et begær er ikke purt. Det fremkommer altid i en kontekst, der enten forkaster eller opildner. Ofte var det lige præcis de begær, der ikke måtte være der, der fik plads hos Dunn. I Up the Junction ender et kapitel med en meget sen abort sådan her: »Finally the ambulance arrived. They took Rube away, but they left behind the baby, which had now grown cold. Later Sylvie took him, wrapped him in the Daily Mirror, and threw him down the toilet.«

Det var en voldelig virkelighed. Blandt andet denne scene, mener mange, er en del af årsagen til, at England og Skotland i 1967 fik én af de mest liberale abortlovgivninger i Europa.

Dunn viste begæret efter ikke at have et barn frem. At vælge, hvornår man vil have børn er en stor del af at vælge, hvad man vil være, når man bliver stor — eller bare større. Det er et begær efter en anden slags fremtid, også selvom man ikke aner, hvad det er. At forme sin fremtid er også at sige nej.

Vi drømmer ikke om at være astronauter, når vi bliver store, vi drømmer om at få lov at være solid middelklasse og måske kunne handle i Irma d. 23 december.

Det særlige ved Dunn, og den plads, hun har i feminismen (»I don’t consider myself to be particularly political,« sagde hun til mig i Oslo), er, at kvindernes begær endnu ikke er blevet hierarkiseret i “feministisk”, “maskulin”, “god”, “dårlig”, “lavstatus”. En abort, en dans, en affære, en roman får lov af Dunn til at svæve som både ønsker og virkeligheder, uden fordømmelse. Den indre kerne, vi leder efter — hvem, vi er — vil nok altid undslippe os. Men to glas rødvin, en generøs, solidarisk økonomi, en kærlighed til hinanden og en tillid til, at fremtiden bliver lysere end fortiden, er nok det tætteste, vi kommer, på et rum, hvor de begær kan få plads og stemme.

Et begær, jeg synes, feminismen har givet for lidt plads, afslutter Dunns interview med fotografen Antonia Simon. Simon siger: »so I don’t know, I think you should let yourself do things you really want to do. I love lying down having a sleep when I’m tired.«

Jeg vil også kunne lægge mig og tage en lur, når jeg bliver stor. Det begær står klart for mig, og den fremtid er jeg personligt ikke holdt op med at drømme om.