Print artikel

Udsigt fra navlen

Forsideillustration fra Alltid fucka up af Moa Romanova
Kritik
05.02.19
Tre debutanter fra Serieskolan i Malmø viser i autofiktiv form ungt kvindeliv anno nogenlunde nu og her. Det er både fængende og trivielt.

Alltid fucka upp er en grafisk roman om at bevæge sig gennem et ellers nogenlunde standard start-tyver liv i selskab med en angstdiagnose. Romanens Moa er spærret inde. I sine tanker og i kroppen der føles fremmed og ude af facon. I et forsøg på at bryde fri af sin apatiske tilstand opstøver hun en meget ældre TV-kendis på Tinder. De indleder et forhold, en form for elev-mæcen relation der på papiret er platonisk, men Moa har svært ved at gennemskue, hvad han egentlig vil med hende. Han giver gaver og opmuntring og deler sine egne erfaringer med at tackle angst, og det er vel i princippet fint nok. Men samtidig er han tvetydig i sin kommunikation og kommer med subtile seksuelle hentydninger. Og Moa er i tvivl om alt. Om hvad der skal blive af hende, nu hun ikke er kommet ind på den kunstneriske kandidatuddannelse. Om hun kan holde hovedet oven vande og undgå en sygemelding for depression. Og om det overhovedet er en sund relation, hun har til den meget ældre mand. 

Moa Romanova beskriver de vaklende start-tyvere, hvor hvert eneste valg synes at kunne afgøre ens fremtid, i en overlegen visuel stil. Tegningerne trækker på referencer fra anime og asiatiske tegnere som koreanske Ram Han og Inji Seo. Men Moa Romanova er helt sin egen og har virkelig styr på sit udtryk, uden at det skygger for det hun har på hjerte. For Alltid fucka upp handler ikke kun om Moa. Det er en troværdig beskrivelse af den deprimeredes sind og den daglige kamp for at komme ud af sin egen hoveddør, og af hvad en angstlidelse gør ved dit indre kompas og din evne til at tage beslutninger. En indsigt som Moa selv får lov til at formulere i en af de sjoveste scener i romanen:

Romanova bliver aldrig for opslugt af sin hovedperson til ikke også at beskrive hendes omgivelser. Man knuselsker hendes sjove ecstacy-spisende, queer-ish, cowboyhatbærende venner og får lyst til at åka på rave med dem. Netop i disse skift mellem nær- og totalbillede får man samtidig en dybere forståelse af, hvem Moa egentlig er. Til gengæld mister man efterhånden interessen for hendes relation med TV-kendissen, og afslutningen af dén historie vækker mistanke om, at Moa Romanova har prioriteret, hvad der faktuelt skete over fiktionen. Og helt ærligt, hvad skal man med virkeligheden?

Det mistede overblik er et tema, der går igen i alle tre grafiske romaner. Lad os for eksempel igen tage et smut til psykolog, denne gang i selskab med My fra My Palms Festens charmigaste tjej

My har mistet overblikket

Hvor Moa i Alltid fucka upp i det mindste lader til at vide, hvem hun er, er My et blad i vinden, der flyver hvorhen, omstændighederne bærer hende. Hun er så optaget af at forsøge at regne ud, hvordan et udefineret “de andre” synes, man bør leve sit liv, at hun er gået i baglås. 

My og veninden Judith mødes i Stockholm, og mens de to shopper tøj og går på café, kortlægger de gennem en række tilbageblik Mys snublen ind i voksenlivets suppe af sex, parforhold og job. Der er kiksede fuldeknald og kedsommelige dates på paletten, og det er i princippet fint og momentvis sjovt. Problemet er bare, at der ikke rigtig er noget, der gør Mys historie ekstraordinær nok til, at man i længden forstår, hvorfor man skal interessere sig for hende. Det håndholdte udtryk er uden tvivl intentionen, Palms streg er jovialt kluntet med tydelig inspiration fra Mats Jonsson. Men historien lider under manglen på et ordentligt narrativ. 

Først da Palm beskriver Mys skodjob i kundetjenesten hos et teleselskab, fanger hun for alvor ens opmærksomhed. Her rammer hun plet med sin karakteristik af et presset arbejdsmiljø, hvor My skal borge for teleudbyderens elendige service, mens den emsige mellemleder ånder hende i nakken. Her hæver Palm endelig blikket og siger noget om, at stress og depression er et strukturelt problem og ikke er den enkeltes skyld. Det viser overskud fra Palm. Der skulle bare have været mere af det. 

My minder om Hannah i serien Girls. Men hvor Hannah er åbenlyst selvoptaget, og det er det, der gør hende sjov og elskelig, er My mindst lige så selvoptaget, men ikke halvt så charmerende. For Palm vil ikke give os lov til at hade hende lidt, så vi også kan elske hende. Nærmere skal My have vores uforbeholdne sympati, og vi skal grine opmuntrende, når hun klunter sig afsted. Og det fungerer ikke. I stedet for at engagere sig i Mys trakasserier, føles det som at være indlagt til en enetale fra en ven, der er snadrer rundt i dyndet fra sin egen navles andedam. 

Helt ufrivilligt komisk bliver det, da My mod slutningen forsøger at understrege sin pointe: At man bliver lykkeligere af at have gode venskaber end af at jagte kærligheden. Så skæver man til opofrende Judith, der gennem hele romanen har lagt øre til Mys enetale uden selv at få plads. Og så tænker man bare: Nej tak. 

Mere sympati har man for den langlemmede Agnes med flyveørerne, hovedkarakteren i Psycho Girl af Agnes Jakobsson. 

Agnes møder Lilis til en fest, de tager hjem sammen, har sex på sofaen og vågner op i ske. Lilis virker på til at begynde med, og Agnes falder for ham, men vil ikke helt indrømme det for sig selv. For det hele er lidt kompliceret med Lilis. Og når hun ikke er kæreste med ham, behøver hun vel ikke tage det så tungt, når han forsvinder fra deres sms-korrespondance i dagevis og er kold og utilnærmelig, når de ses. Selvbedraget er totalt, men det kan det kun være fordi, Lilis nu og da giver Agnes omsorg og fortrolighed. Og fordi Agnes ikke er helt sikker på, at hun er mere værd end det. 

Jakobsson beskriver denne nærmest essentielle kærligheds-stroppetræning så tåkrummende genkendeligt, at man får helt ondt i maven over, hvad man skal stå model til i den lange jagt på en partner. Drop ham dog! tænker man og nikker, når Agnes’ veninde siger det. Men vores heltinde er blevet besat, hun er blevet en desperat Psycho Girl, der går til yderligheder, skiftevis tigger og skænder i et opslidende forsøg på at få den sociopatiske drukmås Lilis til at anerkende hende. 

Han er sån en jävla icequeen

Jakobsson er virkelig hård ved sin heltinde, og det er virkelig godt. Hun tør at vise, hvor selvoptaget Agnes er i sin kamp, og hvor opslidende det er for et venskab, når man gang på gang ser sin ven løbe tilbage til en fuser. 

Som læser reflekterer man. Over det genkendelige i hele situationen og over det kønnede. For som Agnes’ veninde lakonisk siger det, så er det ikke Agnes, der er ved at blive gal. Hun er bare ligesom alle andre piger. Piger, unge kvinder, der bruger så meget krudt på at blive set af en, der ikke gider se dem. Det er opslidende arbejde, og energien kunne blive brugt så meget bedre. På at lave tegneserier fx, og lade ham idioten glide, så der kan blive plads til en, der opfører sig ordentligt. 

Det er fristende at læse de tre romaner ind i en feministisk tradition, hvor det private som bekendt er politisk. Og når det nu er tre svenske grafiske romaner, støder man vist ikke nogen ved at prøve. På den måde kan de tre romaner, der alle på forskellig vis kredser om selvværdsproblematikker, ses som kunstneriske bud på, hvad der optager en ny generation af kvinder. Og hvor de nye slag skal stå. Det er kunst med udsigt fra navlen. Men det gør det ikke nødvendigvis til selvoptaget kunst.