Print artikel

Ud og køre med de skøre

Kritik
16.04.19
Julio Cortázar og Carol Dunlop beretter bag rattet fra motorvejens allemandsland i en hektisk og hovedløs skælmeroman. Mens ekspeditionen snegler sig afsted, haster ordene henover siderne. Autonauter på kosmostradaen er ufortyndet opdagelyst et sted mellem kuriøst koketteri og reel rejselitteratur.

Jeg er vokset op i en kørekorts- og billøs familie og er som følge deraf selv blevet en forhærdet cyklist og fodgænger med sympati for den kollektive trafik og indgroet mistillid til privatbilismen. Jeg har hørt ord som kobling og karburator men har kun en tåget fornemmelse for deres betydning. Til gengæld fascineres jeg til stadighed af jernbanenettets umulige uendelighed, af lufthavnens ankomst- og afgangstavler og af metrokortenes kulørte ruter.

Derfor forstår jeg, sådan omtrent, den grundlæggende fascination af motorvejen som utopisk evighedsslange, der driver den eklektiske ekspeditionsfortælling Autonauter på kosmostradaen, som er de to forfattere (og ægtefæller) argentinske Julio Cortázar og canadiske Carol Dunlops firhjulede fællesprojekt.

Så er færdsel på motorvejen pludselig ikke et spørgsmål om effektiv rejsetid fra udgangspunkt til destination, men en undersøgelse af rastepladsernes ikkesteder og af transportsituationen som tilstand

Med ihærdig langsomhed og deres folkevognsrugbrød pakket med konserves, foretog de to forfattere i foråret 1982 rejsen ad motorvejen fra Paris til Marseille på imponerende 33 dage. Det skulle ellers kunne lade sig gøre at tilbagelægge de cirka 800 km på syv-otte timer, men Carol Dunlop og Julio Cortázar havde indlagt det helt geniale benspænd at gøre holdt på samtlige 65 rastepladser langs ruten.

Bogen udvikler sig som en slags skriveøvelse, hvor Dunlop & Cortázar-ekspeditionens medlemmer lader rejseskrivemaskinen gå på omgang, mens deres fælles beretning uden videre smelter sammen i en enlig tostemmet fortæller. I et virvar af virkelighedsnære observationer og fabulerende fiktioner, tvinger de to autonauter sig selv til at se motorvejen som andet end en »moderne, imponerende gennemtænkt konstruktion, som tillader de rejsende i deres firhjulede kapsler at tilbagelægge en strækning, der nemt kan følges på et kort og som oftest er fastlagt på forhånd, på minimal tid og med maksimal sikkerhed.« I en pikaresk blandingsroman med flere linjer lange kapiteloverskrifter og en indholdsfortegnelse, der som én lang poetisk tekst strækker sig over hele otte sider, stykker de en collage sammen, som — blandt meget andet — tegner et særpræget billede af moderne transportkultur.

Julio Cortázar anses for én af de mest betydningsfulde sydamerikanske forfattere i det tyvende århundrede, mens Carol Dunlop er anderledes anonym og oftere nævnes som Cortázars anden kone, der døde tidligt, end som forfatter i sin egen ret. I Autonauter på kosmostradaen er der dog intet hierarki mellem forfatternavne, og de to skriver sig ind og ud af hinanden, og ofte er det slet ikke til at sige, hvem af dem, der sidder ved skrivemaskinen.

I løbet af 1800-tallet skruede de europæiske kolonimagter for alvor op for ekspeditionsaktiviteten over hele verden og The Explorer blev hurtigt en feteret celebrityskikkelse i den hastigt voksende dagspresse. Mens Burton, Livingstone og Stanley og drog til Afrika og Franklin, Peary og Nansen drog mod Nordpolen voksede ekspeditionskulturen sig stor og betydningsfuld i særligt England og Frankrig, hvor det også tydeligt smittede af på litteraturen: Ekspeditionsromaner søgte at nærme sig virkeligheden gennem brug af dateringer, fodnoter, kort og dagbogsoptegnelser, mens de faktiske ekspeditionsledere ofte fiktionaliserede deres videnskabelige beretninger pakket ind i (knald)romanform med spændingskurve, heroisk hovedperson og alvidende fortæller.

Det skulle ellers kunne lade sig gøre at tilbagelægge de cirka 800 km på syv-otte timer, men Carol Dunlop og Julio Cortázar havde indlagt det helt geniale benspænd at gøre holdt på samtlige 65 rastepladser langs ruten

På den måde ligner og efterligner Autonauter på kosmostradaen ekspeditionslitteraturens hybridformer. For mens nogle af Cortázars tidligere romanfigurer bryder ind flere gange og en række breve fra én, der observerer de to opdagelsesrejsende, lægger sig ind mellem kapitlerne som tydelige fiktionslommer, dokumenterer Carol Dunlop og Julio Cortázar flittigt deres færd: Daglige optegnelser over måltider, indkvartering, vejrforhold og rastepladsernes beskaffenhed – det hele med præcist anførte klokkeslæt — for ikke at tale om stribevis af forfatternes mere eller mindre uinteressante amatørfotos og de håndtegnede kort over rastepladser som Dunlops 14-årige søn Stéphane Hébert tegnede.

Når motorvejen ligger åben, og når ekspeditionsparret udforsker endnu en rasteplads, som om de var de første mennesker til at betræde ukendt land, er Autonauter på kosmostradaen forrygende læsning. Når enhver tanke bliver behandlet som en videnskabelig opdagelse, punkterer Dunlop & Cortázar ekspeditionsmyten og giver deres utidssvarende moderne udforskning elastik til at favne store tanker om små ting — og omvendt. Så er færdsel på motorvejen pludselig ikke et spørgsmål om effektiv rejsetid fra udgangspunkt til destination, men en undersøgelse af rastepladsernes ikkesteder og af transportsituationen som tilstand.

Det er derimod næsten pinagtigt, som at overskride en privatsfære, når Dunlop & Cortázar alt for ofte gør brug af deres indbyrdes kælenavne: hun er Osita, den lille bjørn, mens han er El Lobo, ulven. Med et slag er muntert klukkende og sprogligt nysgerrig opdagetrang afløst af uklædeligt nuttet og skingert affekteret (som de tilbagevendende apostrofer »oh, blege, frygtløse læser« etc.) maner, som indforstået humor mellem to elskende. Og så er det som at sidde alt for tæt i den beklumrede bil.

Som infrastruktur betragtet er motorvejen helt unik, da den forbinder sig umiddelbart med trafiknettets øvrige veje. I modsætning til toget, der bevæger sig i et lukket skinnekredsløb, eller fly og både, der hører til i helt andre elementer, kan bilen fra motorvejen, i ét glidende forløb, køre direkte ind på landeveje, strandveje, hovedveje og via dem helt ind på villaveje. Derfor er den minutiøse udforskning af motorvejens terra incognita, et sted man ellers aldrig opholder sig, uhyre interessant. Og Autonauter på kosmostradaen er bedst, når bogen mest nøgternt beskriver den lange rejse.

Carol Dunlop døde få måneder efter ekspeditionen, bare 36 år gammel, og Julio Cortázar måtte selv redigere bogen færdig. Autonauter på kosmostradaen står således tilbage som et mindesmærke over deres liv sammen og kaster et bittersødt skær over den mildest talt fjollede køretur, der pludseligt med bogens allersidste ps bliver et portræt af et kærlighedsforhold og en hyldest til en elsket, der nu er død.