Print artikel

Tv-kiggeri er ikke tidsfordriv

Emily Nussbaum argumenterer for at trække Buffy the Vampire Slayer ud af glemslen og op på højde med hårde detektivserier som True Detective
Anmeldelse
17.12.19
I essaysamlingen 'I Like to Watch' gør Emily Nussbaum tv til en selvstændig, kulturelt fintfølende kunstform.

Engang var fjernsyn noget, der ikke var værd at spilde sin tid på. Det var junk, ragelse og ligegyldig tidsfordriv. Fjernsynet var et møbel, og fjernsynsudsendelser i hvert fald ikke en kunstform. Men det omdømme ændrede sig betydeligt med tiden.

Det kan man blandt andre takke Emily Nussbaum, pulitzervindende tv-kritiker på The New Yorker, for. I den nyligt udkomne I Like to Watch – Arguing My Way Through the TV Revolution fejrer hun i 32 essays tv som en selvstændig kunstform. Hovedtitlen, I Like to Watch, er en intertekstuel reference til Being There, der er en amerikansk komediedrama-film fra 1979, hvor en mand frembringer ordene i kraft af sin livslange afhængighed til tv. Alt, hvad han ved, har han fra en tv-kasse. I samme ånd argumenterer Nussbaum for, at tv ikke er mindre værd end film og litteratur, ja tv har ligefrem sin egen raison d'etre som selvstændig kunstform.

Nussbaum argumenterer for, at det, der får tv til at være tv og adskiller den fra film og litteratur som kunstformer, er forholdet til publikum

Nussbaum noterer, at når man roser tv til skyerne, så er de påskønnende ord, man bruger, i virkeligheden tiltænkt et andet medium. Tv som værende »filmisk« eller »kompleks som en roman.« Det er en uheldigt, mener Nussbaum, for dermed underminerer man tv som selvstændig kunstform. Det er også derfor, at Nussbaum argumenterer for det modsatte: Tv er ikke film og litteratur underlegen. Tv behøver ikke engang at bevæge sig ind i andre kunstformers territorier for at sidestille sig med dem. Tv former vores kultur på sin helt egen måde. Det er først der, tv bliver noget værd, og ikke før. Det kræver, at man insisterer og fejrer, at »TV er TV.«

Nussbaum argumenterer for, at det, der får tv til at være tv og adskiller den fra film og litteratur som kunstformer, er forholdet til publikum. Hver uge udtrykker tv-seere sine meninger, ratings kommer ind, algoritmer får større indflydelse og uventede skandaler kan medføre skuespillerfyringer. Alt kan påvirke en tv-serie og sætte den på andre (af)veje. Tv’ets forhold til sit publikum ændrer sig med tiden og vice versa, fordi forholdet er løbende til forhandling mellem sæsonerne og de enkelte afsnit. I sin helhed har tv en højere kompleksitetsgrad som kunstform, hvis man endelig skal sammenligne tv med film og litteratur. Ifølge Nussbaum skyldes det, at en intensiv og dynamisk feedbackproces mellem seer og skaber finder sted, hvor en fan hele tiden må invitere sin tv-serie tilbage i varmen. Det sker slet ikke for film eller litteratur, at de bliver forstyrret i den kunstneriske arbejdsproces. Der er alt hemmeligholdt for offentligheden, mens alt det, der siver ud, er kontrolleret pr-indhold.

Den opmærksomme seer vil bemærke, at foreløbige sæsoner er et udkast til det, der i sidste ende skal blive til et (samlet) værk, fordi færdiggørelsen af tv sker over lang tid. Når en bog eller en film udkommer, så er det et færdigt værk. Selvom der kan komme nye udgaver i forlængelse af værket, så er det grundlæggende det samme værk. Tv tager måneder, år og endda årtier at lave. Tv er altid i gang med at finde sin vej til det bedre eller det stik modsatte. Det kan kun tiden vise. Derfor må en tv-kritiker løbende være indstillet på at tilpasse sin domsafsigelse og aldrig sætte et endeligt punktum. Men når værket antager sin endelige form, så må det sidste punktum sættes ud fra kunstformens egne præmisser, mener Nussbaum.

Tv er altid i gang med at finde sin vej til det bedre eller det stik modsatte. Det kan kun tiden vise

For at kunne tage tv-mediet seriøst, kræver det også, at vi har et kritisk sprog at tale om tv i. Dét sprog har Nussbaum viet sit virke som kritiker til at skabe. Det kan man især opleve i essayet Confessions of the Human Shield, der både er et personligt essay (det længste) og en kritisk analyse. Nussbaum er ikke bleg for at kritisere første sæson af True Detective, der har gået sin sejsgang over hele verden. De kvindelige karakterer i tv-serien er papirtynde, ikke i fysisk forstand, og har absolut intet at byde på. De er ludere og døtre og ikke mere end det. De mandlige detektiver er til gengæld dem, der får lov til at slukke tv-seriens hævntørst over de begåede forbrydelser. De er protagonister, mens de lugter af machosved og »bro-bonder« over »crazy pussy«. Den slags er Nussbaum ikke vild med:

»Marty’s wife, Maggie – played by Michelle Monaghan, she is the only prominent female character on the show – is an utter nothing-burger, all fuming prettiness with zero insides. Stand her next to the other, far more richly portrayed betrayed wives of television – like Mellie on Scandal; or Alicia, on the Good Wife; or Cersei, on Game of Thrones; or even Claire, on House of Cards – and Maggie disappears.«

Nussbaum hylder i det hele taget ikke tv-serierne ukritisk. Hun forsøger nærmere at hæve dem op ved at være ultrakritisk – og ved at argumentere for en omvæltning af et kulturelt værdisystem, et slags snobbet smagsdommeri, hvor visse serier hyldes, mens andre latterliggøres. Nussbaum illustrerer sin pointe ved at gennemgå modtagelsen af to serier fra sluthalvfemserne. Den ene blev hyldet som det ypperste, den anden blev nedgjort i nærmest uendelig grad:

The Sopranos var noget, man pralede med, og noget man brugte som social markør, da den udkom og hurtigt blev anset som en kunstnerisk tv-serie for de voksne. Den var maskulin og storslået med Scorsese-gravitas. Den blev anmelderrost, fordi den transcenderede tv. Den var underforstået bedre end sit medium, fordi den mindede om film og litteratur som kunstformer. Buffy the Vampire Slayer var dens modsætning. Den var indbegrebet af tv, men fik aldrig den samme status, fordi den fik betegnelsen guilty pleasure og kombinerede en række fortællemåder, man så ned på (sæbeopera, reality-tv, teenagedrama og det overnaturlige som vampyrfilm). Ikke desto mindre var det første bekendtskab med Buffy the Vampire Slayer et vigtigt vendepunkt for Nussbaum i tilblivelsen som tv-kritiker. Det skete, mens hun skrev sin ph.d. i victoriansk litteratur, som hun i øvrigt aldrig blev færdig med. Begge tv-serier var radikale nybrud for tv-mediet. Forskellen var, at de gjorde det på hver deres måder. Det ene var et gangsterdrama om postkapitalisme og maskulinitet, mens det andet var et feministisk genreeksperiment om dødelighed og sex.

Nussbaum argumenterer for, at vi skal væk fra tanken om, at godt tv kun kan være det, der transcenderer mediet selv. Derfor fortjener alt lige fra sæbeopera til reality-tv mere anerkendelse, end de hidtil er blevet tildelt.

Hvis man har sine tvivl over tv-serier og ønsker at udvide sin forståelse for det, man ser, så kan man roligt læse én af de fremmeste tv-kritikere i vores tid, mens hun drøvtyggende dissekerer, hvad hun får serveret foran skærmen. På samme måde som man kan bingewatche tv-serier, er Nussbaums bog binge-reading i sig selv.