Print artikel

Tilegnet den danske offentlighed i anledning af firsåret for Henrik Bjelkes fødsel

Privatfoto
Essay
08.08.17
Henrik Bjelkes bøger driver forfatter Jacob Skyggebjerg mod at skrive. Her hylder han forfatteren, der ville være fyldt 80 år i dag.

Jeg er blevet bedt om at skrive noget i anledning af at forfatter Henrik Bjelke 8. august i år, 2017, ville være fyldt firs - som man siger. Vi kan også sige, 8. august er firsåret for hans fødsel. Det kunne være fedt med en hyldest, har man sagt - så lad dette være en hyldest:

Tematikker vil jeg overlade til litterater med statsdiplom. Der findes en utvivlsomt erkendelig indføring på hjemmesiden Forfatterweb. Her skal jeg holde mig til hvad jeg har at byde ind med: Min måde at opleve Bjelkes skrift på, og hvordan den gør sig gældende i min egen gerning.

Lad os starte et sted. Det første møde kaldte man for Yoyo: Laboratorium i tolv stumper. Lad os starte der. Tolv stumper. Kunne have været tolv bidder, tolv stykker, tolv udskæringer. Men valget er faldet på stumper. Stumper har været det mest retvisende. Det kommunikerede har været stumper, og altså det, som er ønsket projiceret op på læserens infinit-dimensionelle visualiseringsapparat. Altså den infinit-dimensionelle visualisering, som ordet stumper effektuerer.

Yoyo var det første værk jeg læste, og jeg husker hvordan skriften blev ved med at løbe fra mig, og jeg til sidst bare gjorde mit bedste for at flyde med. Frie spring i tid og sted, skiftende stemmer og skiftende former for tekst - man må gå ud fra, der var lagt i kakkelovnen for en utrænet læser som jeg. Jeg skal sige, det er længe siden, og spole frem til dengang, jeg læste Hundrede postkort fra helvede efter Gladiators genudgivelse. Nu forstod jeg pludselig alting. Og efter at have læst Hundrede postkort fra helvede forstod jeg virkelig alting med hensyn til skriftens muligheder - alle værker blev åbnet for mig. Nå, men nu var jeg så fandeme på Ærø i weekenden i forbindelse med en festival, hvor jeg skulle læse op. Det er fint at komme rundt i Danmark. Her fik jeg mulighed for at spadsere i den stolte by Marstal, og skæbnen ville at jeg kom ned til en lille plads, hvor der stod et gammelt skab, man havde befriet for dets låge. Jeg så at det var fuldt af bøger. Jeg forstod, det måtte være en slags byttecentral, havde læst en artikel om det, man havde succes med det i en landsby et sted, jeg gik derhen. Jeg nærmer mig altid den slags vandhuller med et håb om at finde noget, der ikke ligger alle andre steder. Og fandeme så. Godt gættet. Jeg genkender ryggen på Yoyo der i bogskabet på den lille plads i den stolte by Marstal. Jeg tager den. Den er min. Urørt stand, med et stempel fra Odense Katedralskoles Bibliotek på første side.

Afsløring: Jeg vil vende tilbage til Yoyo. Nu noget om grundlaget for en måde hvorpå, jeg tænker, vi kan få noget ud af at tale om teksten.

Tanken er ikke underkastet menneskets todimensionelle begrænsning: Tid og rum. Derfor er det, jeg kalder for visualiseringsapparatet  infinit-dimensionel, fordi dimensionerne indenfor hvilke tanken lever, er utællelige, og ikke kan gives navne, hvorved de kan nævnes, igen fordi de er utællelige og i et igen ubegrænset antal retninger kan splejse sig. Dimensioner som noget vi i meget liden grad er i stand til at opfatte fysisk. Nogenlunde sådan oplever jeg tanken.

Sansninger af alle slags, og altså også det, der kommunikeres via skrift eller tale, påvirker tanken og får den til at udvikles. Tænk retorik, tænk politikeres anvendelse af ord, eksempelvis frihed. Det er det, Bjelke forsøger at få klarlagt i essayet Tilegnet den danske offentlighed: ukontrollerede betragtninger i anledning af den tiltagende agrafi. Det handler om kommunikation, og det, som vi kan læse i det essay kan vi efter læsningen blandt andet more os med konstant at få bekræftet på vore dages sociale medier.

Kommunikation vil altså altid også handle om tankekontrol. Ikke nødvendigvis, som i eksemplet med politikerne og ordet frihed, i en negativ forstand, som en kontrol, der søger at manipulere, men også, som i eksemplet med de tolv stumper - ikke stykker eller bidder - en kontrol, der uden økonomisk agenda i alle dimensioner former den sansning, som kommunikationen iværksætter, og som videre fører den bevidste tanke med sig. Laboratorium i tolv stumper: Sansningseksplosionerne i visualiseringsapparatet er mangfoldige (endda uendelige, tanken udvikler sig hele tiden), bevidst forstår vi sætningen: Værket, Yoyo, er et laboratorium i tolv stumper, vi forstår: Vi kan forvente en 12-dels inddeling, og man har fundet det rimeligt at kalde værket for et laboratorium. Men sætningen er også et godstog af informationer, som indarbejdes passivt, det kan være, vi oplever dem som sprog og glæder os - men de er ikke en del af fortællingen fra a til b, de er medvirkende til at fortællingen går fra til b, men fortællingen kunne også foregå uden. Det er bevidst kommunikation.

Det er den påvirkning af - hvem ved, hvem kan tillade sig at præcisere mere end - et eller flere dybere liggende bevidsthedsplan(er), som Bjelkes skrift for denne litterært ganske fattigt vidende yngling finder så stor fornøjelse ved. Jeg har i øvrigt mediteret mig ind i tilstand hvor jeg blev i stand til i en barnligt begrænset udstrækning at stille mig foran visualiseringsapparatet og betragte hvordan det fungerede: Reaktioner, hele tiden simpelt plus og minus i en uendelig avanceren i et uendeligt antal fysiske og ikke-fysiske retninger. Over visualiseringsapparatet, eller rundt om visualiseringsapparatet, igen fordi vi ikke kan tillade os at tale om nogen rumlig dimension, en formuleringsenhed, formuleringsenhed-en, som er de bevidste tanker, en formulering af det, der sker i visualiseringsapparatet, og som ved dets brug gør en ude af stand til at opfatte hvad der sker i visualiseringsapparatet. Vi har kun en opmærksomhed. Bjelkes ordvalg, sådant bevidst ordvalg, konstant, det handler om kommunikation, »OK til ord«, Saturn, 1974, Bjelkes ordvalg vil jeg tale om. Ordene som en del af fortællingen, hvilken fortælling får vi med hvilke ord, hvilke mennesker får vi med hvilke sprog, for eksempel, hvad får vi frem.

Jeg vil nu med den for selv - og i lyset af den brutalitet, der i 2017s amerikaniserede, neo-plastikfikserede (prefixet neo indikerer en paraplybetegnelse for al kunstigt materiale, digitalt animeret natur sprøjtet i ansigtet via stadigt mere ekstraterestrialt avancerede skærme, efterligningen af virkeligheden er ikke engang nogen efterligning længere, snarere en latterliggørelse, en mekanisk nattergal, modtageren/mennesket er selv en efterligning/robot) vestlige imperium, hvori Danmark er en lille holden resourcebank, tilbedes - i særlig grad, grænsende til udelukkende, et barn velkendte nænsomhed hvormed man berører en porøs skat, slå op i mit nyfundne eksemplar af Yoyo og læse: Jeg vil finde eksempler.

»Man så allerede den ihærdigt sortbrillanterede nakke af skuespilleren Gotha Andersen, som - guddommeligt valgt - skulle spille Glistrup.«

Her er vi i værkets sjette stump, Wasted Space. Der er flere ting at gribe fat i, flere »kommunikationsledere«:

Gotha Andersen - Det siger noget i 1974, men i dag er det nok få, der vil huske den danske skuespiller, som blandt andet blev kendt for rollen som vært for tv-programmet Flid, fedt og snyd. For mig krævede det en googling. Men det siger noget om Bjelkes (måske særligt i dette værk) skriftlige omgang med celebriteter. Noget naturligt opstående satirisk i erkendelsen af sin egen lidenhed i det kulturelle landskab. Stævnemøde med en prinsesse til eksempel. Bjelke bruger folk vi kender. I tilfældet Gotha Andersen skal vi også være opmærksomme på ordenes og udtrykkets form og farve: Gotha-Andersen, udtrykkets form og farve hører altid med.

Den ihærdigt sortbrillianterede nakke - Forskellen på sortbrillianteret og ihærdigt solbrillianteret er det, der gør vores karakter. Måden, nakken er sortbrillianteret på, kunne angives med et hvilket som helst ord, der kunne beskrive noget ved sortbrillianteringen, men Bjelke vælger ihærdigt. Det bliver beskrivelsen, førstehåndsindtrykket, af den karakter, vi møder, alt hvad det indebærer ihærdigt at sortbrilliantere sit hår, bum, der har vi ham. Eller i hvert fald noget af ham. Der er blevet kastet lys på dele af hans ansigt. Her kommer der noget mere:

Allerede - Gotha Andersen. Læs afsnittet om den ihærdigt sortbrillianterede nakke.

Glistrup - For nuværende ikonisk - hvad han næppe kan have været endnu i 1974. Glistrup er derimod ny i Folketinget, og en, man taler om. Han er en hot potato, Glistrup er ikke den samme for os som han var for læserne i 1974. Han er ikke den nyslåede vinder af et jordskredsvalg. Men ikonet lever endnu, og altså kommunikeres ikonet, igen, en ladning informationspartikler, der strøs ud over visualiseringsapparatet. Der er ikke tale om en for os ukendt Gotha Andersen, vi får personen Glistrup hevet ind.

Guddommeligt valgt - Guddommeligt. God, bedre, bedst - et utal af mulige mellemtrin - guddommeligt. Det absolut allerhøjeste. Tillægsordet anvendes på gerningen udvælgelsen, ikke på et objekt, det får en helt anden hellighed over sig. Det er det, der kommunikeres. Så godt udvalgt. Begejstringen vil ingen ende tage. Sådan føler Bjelke det, sådan føler vi det. Valget af ordet guddommeligt i denne sætning er til at falde om af grin over.

»Man så allerede den ihærdigt sortbrillanterede nakke af skuespilleren Gotha Andersen, som - guddommeligt valgt - skulle spille Glistrup.«

Således fortæller man os altså, at Gotha Andersen skal spille med, han skal spille Glistrup, og han er ankommet, men med en gennemsyrende summen af informationer, der tilsammen gør den vibrerende oplevelse, læsningen er. Ved Bjelke er stort set samtlige sætninger på den måde pumpede, osende, det er kommunikation, det handler om, hele rummet fyldes af en kommunikationsatmosfære.

»5. politiker

Mor er den bedste i verden.

(K. Jespersen)

6. politiker

Snusfornuftig snak over ligusterhækken til formiddag med naboen låner hans havesaks ligusterhækken står pænt men jeg katte bli klog på den naboe men de rige til den anden sie er nu flink folk

(M. Lange)«

Samme tekst, samme bog. Her ser vi en præsentation af yderligere nogle karakterer. Sandsynligvis den Morten Lange, og den Knud Jespersen. Hvem de så er for os. To blanke karakterer, der så får den påmaling. I beskrivelsen af 5. politiker får vi, hvad kan ses som en slags slogan for karakteren, og så har vi ham. 6. politikers beskrivelse er en flod af sætninger, der skifter fra karakterens tænken på sit samvær med naboen i formiddag, låner hans havesaks, karakteren ser sit samvær med naboen på visualiseringsapparatet, og vi ser det, karakteren ser - så går vi over til karakterens bevidste formgivelse af refleksionen over naboen: men jeg katte bli klog på den naboe men de rige til den anden sie er nu flink folk. Også ved brug af dialekten, det at dialekten bevidst skrives ind, tillægger dialekten vægt i den tilsigtede tegning af karakteren. Karakteren opmales for os. Var vi i 1974, hvor Morten Lange og Knud Jespersen stadig fandtes, ville vi få opmalet en Morten Lange og en Knud Jespersen. Men for os altså først og fremmest to politikere fra halvfjerdserne.

Vi kunne fortsætte de næste firs år (høhø (...) høhøhøhø (...) høhø) med at analysere hvad jeg håber, vi kan blive enige om at kalde den sproglige begejstring. Men det foreslår jeg, man begiver sig ud i på egen hånd. Kun vil jeg tilføje at læsningen af Bjelke for mig har stærke skær af en tosom social aktivitet: Hver gang, jeg begejstres, vender jeg mine tanker mod forfatteren og siger noget i retning af: Godt gået (med en røst, der kan være hvad som helst: gråd, jubel, vrede, indignerthed). Men sådan er jeg efterhånden begyndt at have det med alle forfattere - dog: Hundrede postkort fra Helvede.

Jeg fæ, som det hedder i Nattens Budapest, 1989 og igen i Rygternes atlas - jeg lovede at sige noget om hvordan Bjelkes skrift gør sig gældende i min egen gerning. Jeg vil sige det sådan: Jeg læser mellem en halv og fem sider Bjelke, og så er jeg nødt til at lægge bogen væk og skrive. Det er meget få forfattere, der stensikkert har den virkning på mig.

Det må være mine fem cents. Jeg håber folk forstår min hyldest, den er et forsøg på en kortlægning af noget af det, der driver værket for mig. Med venlig hilsen.