At tænke med bøgerne
Det slog mig under læsningen af Karsten Sand Iversens nyligt udkomne essaysamling Omskrivninger, at det netop er dét essayet som genre kan, når det er veludført: bevæge sig fra det konkrete mod det abstrakte, fra det lokale til den store sammenhæng, skiftevis brede perspektivet ud og snævre det ind, samle trådene, tilgå emnet fra stadigt nye vinkler.
Som i essayet Den sprængte roman – om Rainer Maria Rilke, hvor Iversen går helt tæt på Rilkes kunstneriske arbejdsproces med romanen Malte Laurids Brigges optegnelser, for derefter at koble denne proces til andre samtidige, tidligere og senere forfattere og deres værker. Dermed viser han, hvordan Rilke står placeret i både litteraturhistorien og i den bredere samfundshistorie, på kanten af det moderne, i overgangen mellem romantik og modernisme, midt i transformationen fra det traditionelle, feudalt prægede samfund til det fremvoksende industrisamfund. Alle de ting får Karsten Sand Iversen koblet til Rilkes arbejde med at udvikle en helt ny type værk, et »tilværelsesudkast«, som det hedder, bestående af optegnelser, brevfragmenter, løse dagbogsnotater, uden sammenhæng i en klassisk narrativ struktur.
