Print artikel

Stævnemøde med en prinsesse

Privatfoto
Uddrag
08.08.17
Forfatteren Henrik Bjelke ville være fyldt 80 i år. I den anledning bringer vi et uddrag fra YoYo, der oprindeligt udkom på Arena i 1976.

Paul Richard havde været fattig og havde stadig familie på det fattigste Christianshavn, forbrydere, junkies, prostituerede, alkoholikere og andre rødder. Han var selv blevet filmskuespiller efter at have været mekaniker. Nu tjente han over en million om året og var landets populæreste filmskuespiller. Hans hobby var veteranbiler, som han opkøbte over hele verden, skilte ad og satte sammen igen og kørte i. Blandt andet svingede han en dag ud på gaden i en pragtfuld Chevrolet 1940, en limousine med kalechen slået ned. Hån standsede vinkende da han så mig og jeg fik en tur med rundt om blokken. Jeg var inviteret ud hos ham og vi skulle på værtshus en 6-7 stykker og vi blev godt lakket til. Sent eller rettere tidligt næste morgen var vi endt på de små kafeer ude på Amager. Paul Richard sagde at nu skulle vi gøre det vi gjorde hvert år. Smide noget værdifuldt i åen og så dykke efter det året efter. Jeg tilbød min kinesiske sølvmønt med Sun Yat Sen på og forsamlingen bifaldt i fuldskab dette valg. Jeg fortrød i sidste øjeblik men det gjorde ikke noget, for Paul Richard havde en flaske champagne. Mønten, som jeg havde i et øsken i en læderstrop, skulle i alle tilfælde have været bundet om en flaske, sagde Paul Richard, og dens indhold var og blev alligevel det værdifulde, man kan jo ikke drikke en mønt vel. Så vi hev champagnen i fra en bro i morgentågen på Amager.

Da jeg næste dag ville gå tilbage til der hvor selskabet var begyndt for at finde min cykel som jeg havde stillet i gården, kunne jeg ikke finde gaden eller gården og en langt borte holdende politibil med et roterende blåt lys fik mig til at indstille videre eftersøgning i det kvarter. Da jeg kom hjem til mig selv igen, var det jeg fandt brevet fra hofmarskallatet om at hendes majestæt ville mødes med mig på hotel Østerport. Jeg glædede mig over at det omsider var lykkedes mig at komme i kontakt med hende. Der er absolut ikke noget gas ved det her. Det er rigtigt sket og jeg er ikke skør i bolden eller noget i den retning. Jeg havde mange gange henvendt mig og nu kom der svar. Jeg vil ikke sige hvor mange år men det er lige fra hun var prinsesse.

Alle de brave fyre på Christianshavn, alle luderne, alle narkomanerne vidste det, og de er også de eneste der tror på det, det ved jeg godt. Jeg ser for mig deres ansigter defilere forbi, skamslåede sommetider, af politiet eller af hinanden, hårde mennesker fra en hård tid, de er alle over 50 nu men de er unge endnu for mig. Vi der var unge sammen er unge sammen hele livet om du vil. Jeg ser ansigterne og Betty og Gerda havde sommetider fået slået et øje „ud" og fået rigtige bank, selv os kvinder, som Betty sagde, skåner tilværelsen ikke. Men nu er alting jo så pænt, så vi kan ikke vise billeder frem fra dengang uden at vi synes det er en menneskealder siden, og så er det måske kun 10 år eller 15. Nå. Margrethe ville have det på Østerport og det var i orden. Jeg fik fat i et flot sæt tøj og ringede og bestilte bord.

Da jeg kom på dagen og klokkeslettet, det vil sige en time før for at chekke, havde vi selvfølgelig fået bord helt nede i den anden ende og lige ved et hjørne hvor alle skulle forbi og lige neden for trappen hvorfra man kom ind i denne, sidste, afdeling af restauranten.

Der var øde og tomt undtagen en ældre hushjælp som jeg forsøgte at snakke med. Hun var sur og sagde ikke et ord og gjorde rent videre. Jeg sagde De må finde et bord på et meget mere diskret sted end her, min gæst er hendes majestæt hvis De vil vide det og så gik jeg på lokum efter den bemærkning. Da jeg kom tilbage havde den gamle fået os anbragt i et rundt lokale allerbagest bag en foldevæg og det var ideelt.

Jeg gik nu ud foran hotellet for at vente på at bilen skulle komme. Der gik mindst en time. Den ene flotte Rolls Royce efter den anden kørte op men hendes majestæt var ikke i nogen af dem. Det begyndte at regne. Jeg gik ind. Den gamle hushjælp kom ned ad gangen og sagde Er der en hr. Bjerre eller Bjeller her. Ja det er mig sagde jeg, nå, men hendes majestæt kommer altså ikke alligevel, er der blevet ringet. Nå. Min skuffelse varede ikke længe: Men Benedicte kommer i stedet for. Jamen, sagde en stemme pludselig inden i mig, det er jo også hende jeg altid har været forelsket i. Jeg kunne ikke finde ud af hvem jeg bedst kunne lide, Margrethe eller Benedicte eller Anne men jeg var helt syg med dem, det er stensikkert, lige fra de var prinsesser. Have en af dem helt for mig selv. Gud, mand!

Nå, jeg gik ud igen og ventede på bilen. Så kom der en kæmpestor hvid Cadillac. Jeg har aldrig set sådan en stor køler på en bil, Paul Richard har garanteret, tænkte jeg, men jeg har sgu ikke. Ikke før nu, i hvert fald.

Og hun steg ud iført en hvid kjole uden skulderstropper, en af dem hvor man ikke ved hvordan den bliver holdt oppe eller som bliver holdt oppe af patterne og hun var pragtfuld i en helt hvid kjole med sådan noget ujævnt stof som om det var bittesmå blomsterblade, tusindfryd, der var over det hele på den, nogle pragtfulde patter, runde og oven over kanten af den snævre hvide kjole der gik helt ned til jorden. Ind i taljen, ned omkring hendes hofter og så helt ned til jorden og så bar foroven, med bare skuldre og så hovedet som kronen på værket, Benedicte, Gud hvor var hun skøn, men jeg glemmer at fortælle hvad der skete. Der skete to ting på samme tid.

Den enorme hvide køler svingede op på min venstre side. Og på min højre kom en rytterske pludselig inde fra bag ved hotellet ud over fortovet galopperende lige ud på gaden. Ryttersken sad dårligt og hesten var nervøs og vild og krummet sammen i firspring, det så ikke spor godt ud ville en radiospeaker eller Paul Richard sige. Ude midt i trafikken faldt hun så af og hesten faldt også og en bil suste lige forbi den og rev mulen op på den så det blødte, den vrinskede forfærdeligt og ryttersken lå som en klump og Benedicte i hvid kjole stod ved siden af den store hvide bil og så på hvad jeg foretog mig. Jeg valgte at gå ud på gaden og stille mig op, jeg tænkte det er åndssvagt nu bliver du kørt ned for øjnene af Benedicte i stedet for at gå hen til hende. Men der var ingen biler nu et stykke tid og ryttersken kom selv på fode men hesten havde det ikke godt. Ryttersken sagde til mig hun godt selv kunne klare den. Så kom den op. Jeg havde ikke gjort en skid. Så gik jeg tilbage til Benedicte og ind på hotellet.

Vi spiste ved bordet i det runde rum for enden og snakkede om heste, om gamle dage, om frimærker, og gud hvor jeg elskede hendes runde kinder og runde patter under denne hylsteragtige kjole. Så skulle hun hjem. Det blev flere hundrede kroner, men jeg havde hvad jeg skulle bruge, så fattige er vi heller ikke på Christianshavn at vi ikke kan spendere en firhundredekronerseddel en gang imellem når der er grund til det og Betty og Gerda og i hvert fald Paul Richard er til at regne med i sådan en situation.

Nu kan det selvfølgelig være nok med al den kongerøgelse, men nogle år senere traf jeg i Sønderjylland dronning Ingrid i en skov, hun spurgte om vej selvom hun garanteret selv har vidst vej. Så fortalte jeg om mødet med hendes majestæt der aldrig var blevet til noget, og hun var på sin vis ærgerlig over at høre det, fordi hun gerne ville høre hvad indtryk hendes majestæt egentlig havde gjort på en almindelig mand. Jeg kom med hjem og spiste frokost med, på Trend, og kongen viste sig at være et stort fjog efter min mening. Men kvinderne i den familie. De var nu noget særligt.