Print artikel

Skizofrent eller optimeret?

Ulysses-skulptur på Frederiksberg Hovedbibliotek. Foto: Léa Nielsen.
Artikel
10.03.16
Frederiksbergs bibliotek – de sadister – vil have dig til at læse James Joyces ’Ulysses’. På biblioteket i Helsingør er det ’Hamlet’ og i Albertslund ’Utopia’. De har lavet ambitiøse udstillinger om værkerne med skuespil, interaktion og installationer. Bibliotekerne går en svær balancegang mellem folkelighed og seriøs litteraturformidling.

Du er nødt til at forholde dig til installationen. Den står centralt i rummet og rager fire meter op. Det er et vandfald af bogsider, de falder ikke men blafrer og lokker med ord. Det er afrevne sider fra Ulysses, James Joyces modernistiske mesterværk fra 1922, der strømmer fra åbne udgaver af bogen på toppen af installationen. Det er kaotisk, pirrende og det larmer i rummet. Kunstværket står på Frederiksberg Hovedbibliotek, og der plejer man ellers ikke at måtte forstyrre folk. Kulturstyrelsen mener noget andet. De har bevilliget 961.000 kr. til tre biblioteker, så de kan »udvikle biblioteket som stedet, hvor litteraturen kan opleves i alle dens dimensioner.« Det har bibliotekerne gjort med tre udstillinger, der formidler William Shakespeares Hamlet i Helsingør, Thomas Mores 500 år gamle Utopia i Albertslund og altså Ulysses på Frederiksberg. Udstillingerne er en forsøgsordning, hvor der skal findes nye måder at formidle litteratur på i bibliotekernes fysiske rum. Der skal samtidig være fokus på »skalerbarhed«, så udstillingerne kan pakkes ned og »vandre« til de andre biblioteker. Det kommer til at ske ved, at udstillingerne roterer mellem de tre biblioteker i 2016.

Det er receptioner med skuespil, musik og operasangere, taler fra politikere og bobler til ganen, der åbner de tre udstillinger. På Frederiksberg Bibliotek sker det en onsdag i januar. Det er folk fra samme klan, der samler sig til sådanne arrangementer. De er unge, eller de er gamle, ingen er i 40’erne, medmindre de bliver betalt for at være der. Alle er tjekkede på den samme måde; slanke, bebrillede og klædt i nedtonede nuancer af grå eller sort. De få, der går i stærke farver, skiller sig kun ud, så de kan blende ind. Folk ligner dem, der allerede er interesseret i at læse James Joyce inden udstillingen. Den hurtige dom er, at bibliotekerne ikke har fået fat i nye læsere til Ulysses. Men man skal starte et sted, og sit kernepublikum er et lige så godt udgangspunkt som noget andet. Til åbningsreceptionen af Hamlet-udstillingen i Helsingør bliver det til en Shakespeare-læsning af Per Stig Møller, der handler om Irak-krigen og sunni- og shiamuslimer. På Albertslund Bibliotek bruger de Utopia til at lave et asyl-refugium, samtidig med at de opfordrer til samfundskritik.

»Vi skal åbne bogen op på en anden måde, hvor vi kan fremme læselysten og komme væk fra den nervøs velour-svøbe som biblioteksformidling er kendt som. Vi skal væk fra at lave de tableauer, når det eksempelvis er påske, hvor vi stiller en bog op på gul velour og pynter med nogle grene og æg rundt om,« siger Heidi Dahl, som er projektleder på Frederiksberg Hovedbibliotek, om udstillingerne.

De tre biblioteker og deres samarbejdspartnere har derfor gjort plads til, at den tunge og klassiske litteratur kan blive formidlet i nogle ambitiøse udstillinger. Det er udstillinger, der samtidig skal gøres lean og optimeres, så ressourcerne kan genbruges på en smart måde. Et benspænd der tvinger bibliotekerne til at bruge hinanden, dele viden og formidling. Leanings- og optimeringsmekanikker har dog det indbyggede problem, at man ved at skrue på knapper, der skærer unødvendig fylde fra og gør ting smartere, kan komme til at fjerne noget af substansen. Ikke altid et godt udgangspunkt i et projekt som Det Litterære Udstillingshus, der både skal eksperimentere med litteraturformidlingen og skabe samarbejde på tværs af bibliotekerne. Det er ikke umuligt at kæde de to ting sammen, men undersøgelserne bliver i bedste fald gjort mangelfuldt. I en ideel verden havde de to eksperimenter fået lov til at forsøge sig separat. I en verden begrænset af færre og færre midler skal en fan af biblioteket være taknemmelig for, at institutionen får lov til at finde nye metoder til at minde os om, at der er bøger, vi skal læse. Men lykkes det så for de tre biblioteker – får de hevet nye folk i butikken, hvilken kulturel værdifår de skabt, og kan litteraturen opleves i »andre dimensioner«, end den bogform den normalt findes i? 

Hvordan introducerer man for eksempel et nærmest ugennemtrængeligt værk som Ulysses på et folkebibliotek mellem småbørnsfamilier, netsurfere og hjælp-til-NemID-skranken? Det gør Frederiksberg Bibliotek ved at læse hele værket højt på en dag. 18 oplæsere, der læser 18 kapitler – på samme tid – i en kakofonisk bevidsthedsstrøm af ord. Andre dage bliver Molly Blooms monolog opført som skuespil. Monologen som afslutter Ulysses er et one-woman-show, hvor en skuespiller på en sengekant, i hvad der ligner sexet 1904-lingeri (Ulysses foregår 16. juni 1904), udøser sine tanker om bryster, blomster, barnløshed, mænd og monogami og til sidst om hvordan hun gav sit gentagende ja til Leopold Bloom:

»og så bad jeg ham med øjnene om at spørge mig igen ja og så spurgte han mig om jeg ville ja sig ja min bjergblomst og først slog jeg armene om ham ja og trak ham ned til mig så at han kunne mærke mine bryster og fornemme deres stærke duft ja og hans hjerte bankede så vildt og ja sagde jeg ja jeg vil ja.«

Det fungerer godt, da Ulysses er skrevet som en bog, der skal tales og ikke bare læses højt, som man kan se i citatet. Så man forstår og fysisk kan sanse tankestrømmen og flowet af ord og fylde, som karaktererne indeholder.

Det er gruppen Unges Laboratorier for Kunst, som har til huse i Statens Museum for Kunst, der har lavet den stream of consciousness-installation, der rager op i bibliotekets fysiske rum. Ifølge Frederik Knap, der rådgiver de unge kunstformidlere, skal installationen virke som et anslag til udstillingen. Det gør den også, fordi den direkte genbruger sætninger og ord fra Ulysses, men samtidig bliver den et kunstværk i sig selv, som fjerner sig fra Leopold Blooms verden og kun findes på Frederiksberg. Installationen og dens placering centralt i bibliotekets hovedrum tvinger en til at forholde sig til det fysiske rum, og det øjeblik man er i. Du kan ikke hurtigt hente en bog, mens du har tankerne andre steder. Installationen forstyrrer. Det er det samme Ulysses gør, når den gengiver sine karakterers fragmenterede bevidsthed, og hvordan deres nærvær fungerer i den løbende bevidsthedsstrøm. Installationen demonstrerer og formidler observationen fra Ulysses på en måde, hvorpå den bliver visuel, fysisk og reel for den, der ser og ikke kun en spejling som i det litterære værk. Biblioteket har lavet en formidling, der giver den besøgende noget ekstra og samtidig hjælper med at åbne en af bogens ideer op.

De unge fra SMK har også optaget læsninger af Ulysses, hvor man kan vandre rundt på biblioteket og pludselig blive overrumplet af en talende bog. Det sker, når man kommer nær et opstillet eksemplar og de bevægelsessensorer og højtalere, der er gemt i dem. Der var og er også foredrag, blandt andet kunne man høre Bo Tao Michaëlis tale klogt, anekdotisk og løst om Joyce og Ulysses. Biblioteket har forsøgt at gøre romanen fysisk; der er performance, brugerinddragelse og interaktion, og så har formidlingen af værket skabt nye værker i sig selv.

Får man indsigt i Ulysses ved at se en dramatisk opførelse, se bogen splittet op, høre anekdoter om James Joyces liv og lytte til fortolkede oplæsninger af bogen? Ja, men man får også noget andet, som ikke findes i det oprindelige værk. Der sker en mer-formidling, hvor nyt materiale bliver skabt. I bibliotekslovens formålsparagraf står der, at folkebiblioteket er til for at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille egnede materialer til rådighed i bog-, lyd-, digital- eller videoform. Men hvad så, når de selv producerer materialer, som kun sparsomt refererer til noget litteratur fra bibliotekssamlingen, og som kan opleves for sig selv? Så bliver grænserne lidt mere slørede.

Institutioner i identitetskriser

Netop ’slørede grænser’ er et nøgleord, når man skal se på biblioteket som institution. I mange år har bibliotekets udfordring været at definere sig selv og sit eksistensgrundlag i internettets tidsalder. Udlånene er faldende, pengene bliver færre, men besøgstallet er stigende. Ideen om det »fleksible bibliotek« er blevet en realitet mange steder de sidste år. Det er biblioteker med lange åbningstider, bibliotekarer i begrænset tidsrum, selvbetjeningsmaskiner og opdelte »zoner«, hvor der er plads til forskellige kultur- og servicetilbud. Casper Hvenegaard Rasmussen, som er lektor på Det Informationsvidenskabelige Akademi, peger på, »at bibliotekerne mere og mere har bevæget sig over til at være et opholds-, møde- og værested«. Han kalder det »et tredje sted«. Borgeren har et privat hjem, et offentligt ude og et sted midt imellem, der er biblioteket. Biblioteket er samtidig også et oplevelsesrum, hvor brugeren aktivt kan deltage i kulturtilbud. Som andre samfunds(bærende)institutioner, er det et generelt vilkår, at bibliotekerne skal forsvare deres eksistensberettigelse, og at deres kulturtilbud bliver diskuteret. Folkebibliotekerne i dag kan som offentlig institution på mange punkter sammenlignes med public service-medierne; på bibliotekerne skal der være plads til tilbud, der ligner både X Factor og Deadline.

Det er svært at komme i tanke om en institution, der ikke er i gang med at genopfinde sig selv i disse år. Tænk på de diskussioner, der omhandler universiteterne, aviserne, folkeskolen, (super)sygehusene og museerne. Det er diskussioner, som fysisk manifesterer sig i et utal af reformer og evolutioner. Casper Hvenegaard Rasmussen er enig i, at institutionerne er ved at ændre identitet:

»Grænserne mellem eksempelvis biblioteket og museet er blevet sløret. De to steder er ikke længere institutioner, som kun lever af at vise deres respektive genstande frem – bøger det ene sted, kunstgenstande det andet – men nu er der biblioteker, hvor brugere selv kan producere digte, som så kan udlånes af andre brugere af stedet. På museer skal besøgende nogle steder indgå i udstillinger,« siger han.

Som da man på Trapholt museum i Kolding kunne trykke på knappen til blenderen og dræbe en guldfisk. Andre steder kan besøgende bygge videre på installationer. Det gør kunst til noget, der løbende bliver skabt og aldrig bliver færdigt, og hvor museumsgæsten er aktiv deltager.

Hvordan adskiller et bibliotek sig så fra et museum, hvis førstnævnte selv begynder at give plads til at producere kunstværker i deres lokaler? Det gør de blandt andet ved at folk låner og læser deres bøger. Biblioteket har de seneste år haft stigende besøgsantal, 36 millioner gæster havde de i 2014, men udlånstallene har været faldende siden 80’erne. Hvis man ser det som en kvalitet for et samfund at have belæste borgere, er den mest interessante side ved dette projekt derfor, om bibliotekerne får flere lånere og læsere til den litteratur, de formidler. Derfor vil Det Litterære Udstillingshus lade sig inspirere af museerne for at aktivere, inspirere og lokke besøgende til at bruge mere tid på bøgerne. I beskrivelsen af projektet hedder det, at bibliotekerne skal have »afsæt i museale kurateringsmetoder.«

Utopia sætter bevægelse i det konservative bibliotek

På Albertslund Bibliotek har de ikke bestilt flere eksemplarer af Thomas Mores forholdsvis letlæste bog om øen Utopia. De har til gengæld lavet en animerende udstilling og formidling om Mores værk. Det er klogt, unikt og stræbsomt at vælge en 500 år gammel bog, der handler om politisk filosofi, og hvordan man kan bedrive samfundsudfordrende kunst og tænkning i et stærkt censureret samfund som i Mores England. Thomas More var skarpsindig nok til at skjule sin egen vurdering af Utopias kvaliteter og værdier, det er som læser svært at afkode et entydigt moralsk udsagn af værket. Bogen indeholder mange modsigelser og dementier – blandt andet ved at sømanden, der fortæller om øen i bogen, hedder Hythlodæus, der på græsk betyder ’den der spreder nonsens’. Det har været en nødvendighed på Mores tid, hvis man som forfatter og politisk tænker ønskede et langt liv med hovedet på halsen. En bedrift Thomas More næsten klarede. I 1535 og i en alder af 57 år blev han halshugget for et andet filosofisk slagsmåls end det i Utopia.

Historisk og politisk er Utopia stadig en relevant bog, hvis man interesserer sig for samfundskritik. Den er samtidig også en hyldest til, hvor vild kreativiteten kan være, når den skal opfinde nye måder, liv kan indrettes på. Det er opløftende, at der findes biblioteksansatte, der bruger deres faglighed og virke til at hive de glemte og gemte – men stadig vedkommende – bøger frem og ikke bare husker os på – de også vigtige – af Johannes V. Jensen og Pontoppidan. Modsat Ulysses og Hamlet, som er kanoniserede værker i verdenslitteraturen, er Utopia en bog, hvor kun titel-begrebet og ideen er overlevet for alle andre end få litteratur- og filosofinørder. Det er derfor lidt ærgerligt, at Albertslund Bibliotek hovedsageligt har valgt at holde deres formidling til et fokus på ideen om det utopiske sted. Til gengæld gør deres formidling, at man selv bliver nysgerrig på at finde ud af mere om Thomas More og Utopia.

Albertslund Biblioteket undersøger spørgsmålet om, hvorfor mennesket længes efter en ideel verden og hvor kompleks, umulig og modsætningsfuld denne længsel er. På biblioteket kan man gå på jagt efter et Utopia med en tidligere beboer af øen, som er flygtet. Man kan blandt andet ringe til ham på 22 21 15 16 (prøv det) og høre om, hvordan han er kommet til den erkendelse, at Utopia er noget, man skal søge efter, og aldrig noget man kan være i. Man kan også læse et interview med ham i en avis Albertslund Bibliotek selv har udgivet. I avisen, som selvfølgelig hedder UTOPIAVIS, er der artikler om, hvad kvinden og manden på gaden, universitetslektorerne og Thomas More har at sige om det perfekte samfund. Det er en sjov og gennemarbejdet avis. Det er en mere gængs men stadig kreativ formidlingsmetode, der giver viden og lyst til at tænke på utopier.

»Vi vil gerne folde Thomas Mores bog ud for vores besøgende. Det er ikke et umiddelbart succeskriterium, at de læser Utopia, men på langt sigt er det et mål, at vi får folk til ikke bare at læse kvantitativt mere, men at de læser bredere og får lyst til at åbne nogle klassikere og sværere værker op,« fortæller Sigrid Radisch Bredkjær, der er projektleder for udstillingen. »Det er ikke svært at få folk til at reagere på vores udstilling. Biblioteket kan for mange være et konservativt rum, og folk har en ide om, hvordan det skal fungere. Så snart man gør noget andet, er der mulighed for en reaktion og et møde med noget nyt.«

På biblioteket er der derfor også opført en stor installation. Det er en arbejdsstation med skrivebord, pen, blæk og afklippede ord placeret på en ø bygget af skamferede bøger, hvor det er let at forestille sig en landflygtig forfatter arbejde i et skriveasyl. Gruppen Luna Park Scenekunst har skabt installationen. I udviklingsprocessen, som fandt sted i første halvår af 2015, havde de overvejelser om at skabe et rum, der skulle fungere som et asylsted, hvor alle mennesker kunne flygte hen – ikke kun de kreative. De valgte af forskellige grunde ikke at gennemføre projektet. »Det var godt de ikke gjorde det, for flygtningekrisen ramte kort tid efter,« siger en Albertslunds bibliotekarer til åbningen af udstillingen. Udsagnet illustrerer, at folkebibliotek ikke kan være et sted, hvor kunst for alvor kan udfolde sig frit. Medmindre det er som materiale, der lånes med hjem.

Det er befriende at gå på Albertslund Bibliotek og få næring til hjernen, man ikke vidste, man savnede. Bibliotekets udstilling klarer balancegangen med at stille sig mellem det politisk fastlåste og det mere åbne samfundsengagerede. Det gør de ved at opfordre til, at man som biblioteksgænger bruger institutionen til at forholde sig interesseret og spørgende til, hvordan man tænker et samfund. Der er ingen svar, men der er gode spørgsmål. Hvis de næste gang også turde at have ambitioner om, at de besøgende fik et eksemplar af den bog de formidlede med i hånden, ville det blive en endnu større gave for både litteraturen og for intellektet.

Helsingør har valgt deres go-to Hamlet igen igen

Helsingør har foretaget, hvad der syner af en helgardering ved at lave en udstilling om William Shakespeares Hamlet i det arkitektonisk overdådige Kulturværft. 300 mennesker er mødt op, og Per Stig Møller holder åbningstalen. Efter talen går vi i samlet kæmpeflok rundt til de ni installationer, der er skabt til udstillingen. Til slut er der champagne og en operasanger, der synger Verdis Otello, men for det meste bare forsøger at overdøve snakken omkring hende. Af de tre udstillinger er dette den mest episke åbningsceremoni, som passer godt til forlægget og stedet.

I sin tale underholder Per Stig Møller med konspirationsteorier om, at Shakespeare ikke er Shakespeare, at Romeo og Julie kan læses som en fortælling om sunni- og shiamuslimer, og at Hamlets sætning om ’at være eller ikke at være’ kan ses som overvejelserne omkring at gå ind eller ikke gå ind i Irak-krigen. Den tidligere udenrigsminister bruger litteraturen til at gøre sig overvejelser over samtidige politiske og samfundsmæssige beslutninger. Hvilket vel netop må siges, at være noget af det et udstillingsprojekt som dette håber på at have succes med.

Fra Hamlet-udstillingen i Helsingør. Foto: Léa Nielsen

Kulturværftet har som formidlingsudstilling valgt den mest forklarende og æstetisk flotte løsning af de tre biblioteker. Det har de gjort på trods af, at de har valgt det stykke litteratur af de tre, som de fleste brugere nok har mest forhåndskendskab til. I ni installationer, som er lavet i samarbejde med scenograf Maja Lind Ziska og designer Maria Karina Johansen, har biblioteket udvalgt ni temaer og fokuspunkter fra stykket, som bliver fortolket visuelt og beskrevet i tekst. »… fordærvet æder indefra, usynligt og betændt,« står der i femte akt i stykket, og biblioteket har sat ordene op på en flot planche. Det er om temaet »råddenskab«. »Relationer«, er et andet af de temaer fra Hamlet, som er blevet valgt ud, og som bliver gennemgået for bibliotekets besøgende, som det kan ses på fotoet. Det er interessant, det er gennemført, og det er yderst pædagogisk – hvilket ikke er ment nedsættende, da et bibliotek jo skal formidle bredt og lade mange komme til. Men det er også uambitiøst. Hvorfor vælger man af alle ting Hamlet i Helsingør, når man endelig får penge til at gøre noget for litteraturen og formidlingen. Findes der en person i Helsingør og omegn, som ikke kender Shakespeare og scenerne i Hamlet?

Ifølge Majken Jørgensen, der er projektleder for Hamlet-udstillingen, er der en god forklaring på, hvorfor Kulturværfter har valgt stykket: »Hamlet er den første moderne dannelsesroman med eviggyldigt budskab. Det er samtidig 400-året for Shakespeares død, og da vi er i Helsingør, mener vi, at det er vigtig at formidle stykket. For tro det eller lad være - ikke alle, der bor i byen, kender historien om Hamlet.« 

Udstillingen er formidlet i forholdet en-til-en, hvor tekster og temaer næsten ordret bliver taget ud af stykket og sat på plancher eller bliver gengivet visuelt. Modsat de to andre biblioteker har Kulturværftet valgt en løsning, der integrerer de ni installationer i bibliotekets rum. Besøgende skal gå på opdagelse for at finde dem, i stedet for hvis de var centralt placeret i rummet og automatisk krævede opmærksomhed. Det gør det til en meget pæn udstilling, som uforstyrret passer ind i de flotte omgivelser.  

Biblioteket i Helsingør er landets dyreste per borger – efterfulgt af Albertslund Bibliotek. Som tidligere nævnt kan et bibliotek ikke kun tage litterære og kunstneriske hensyn, når de skal udvælge hvilken litteratur de skal formidle i en stor og kostbar udstilling. Den begrænsning bliver endnu mere skærpet i et hus som Kulturværftet, der også er en af Helsingørs store turistattraktioner. Sidste år fik de flere besøgende end kunstmuseet Louisiana.

Men med den platform, hvorfor så ikke udfordre det kendte Shakespeare-stykke og prøve at finde »andre dimensioner«, som kunne give besøgende nye tanker om, hvad prins Hamlet foretog sig på Kronborg? Biblioteket kunne have taget Per Stig Møller med i udviklingsarbejdet og lavet en forskydning af stykket til Camp Danevang i Irak. Eller de kunne have valgt anden stor og dramatisk verdenslitteratur som Lev Tolstojs Krig og fred. Det føles som spildt potentiale i meget smukke omgivelser. Kulturværftet valgte at være byens bibliotek i stedet for litteraturens.

Lav pas, fix NemID og læs Ulysses i litteraturens hus

Biblioteket er blevet borgerens hus i en bred forstand, men er det stadig også litteraturens? I 1964 holdt man op med at gå på biblioteket for at læse. I det år blev biblioteksloven udvidet, så folkebibliotekerne kunne udlåne andre materialer end bøger. I 2000 blev informationssamfundet sat på lov, alle medier blev sidestillet for bibliotekerne, og ’kunne’ blev til ’skulle’ – nu skulle man tilbyde at udlåne alle typer medier. Caféområder med espressomaskiner, spille- og arbejdscomputere og hjælp til NemID og digital post er blevet en fast bestanddel af folkebibliotekerne. På Albertslund og andre biblioteker kan du også få lavet dit pas.

Heidi Dahl fra Frederiksberg Hovedbibliotek er enig i, at der længe har været en diskussion om, »at bibliotekerne mere og mere er ved at blive til Borgerservice, og at der er sker en tivolisering af institutionen«. Bibliotekerne skal både have plads til og kunne servicere de studerende, pensionisterne, børnefamilierne, de ensomme, de sociale og alle andre. Samtidig er det også et af de få steder, man som borger kan få faglig hjælp til at finde den gode bog.

»Som bibliotek skal vi være mere skarpe på, at vise hvad vores kernefokus er. Vi kommer ikke uden om, at vi skal blive ved med at lave pas på Albertslund Bibliotek, men vi må samtidig tænke os som litteraturens hus, og stille det forrest, selvom vi måske lige om lidt bliver splittet i endnu flere dele,« siger Sigrid Radisch Bredkjær, der er leder af Utopia-udstillingen. Flere dele kan betyde flere serviceopgaver. Hun peger på, at der i Danmark ikke er tradition for, at byer har selvstændige steder, hvor kun litteraturen og poesien hører hjemme på samme måde som biografer, koncertsteder eller teatre.

Skal bibliotekerne være stedet, man går hen for at få viden om litteratur? Og kan de det, når de skal klare alle deres andre samfunds- og serviceopgaver? Noget kan tyde på, at Kulturstyrelsen ønsker, at døren til folkebiblioteket som litteraturens hus skal åbnes mere op og fundamentet styrkes. Det har de gjort med deres bevilling på knap en million til de tre biblioteker og med målsætningen om at udvikle bibliotekernes litteraturformidling. Ikke ved en tilbagevenden til reol-tunge rum og bibliotekarer, hvis pegefingre sidder mere løst og bliver trukket til et ’tschhh’ ved den mindste lyd. Der skal findes en ny model.

I den nye model kunne bibliotekerne overveje at have hovedfokus på at få flere lånere til de bøger, de formidler. For hvordan bruger man litteraturen til at få en substantiel indsigt om eksistensen, verden eller samfundet, hvis man kun ser filmen, spiser kagen eller ser en installation inspireret af en bog?

Det er en svær balancegang at være et folkebibliotek. Som alt andet i en tiltagende globaliserende, digitaliserende, optimerende og flermedial verden forsøger de løbende at udvikle sig til noget, der passer ind. En flydende og genstridig opgave, som gør, at biblioteket får et anakronistisk udtryk med sine årtusindgamle analoge tilbud og sine senmoderne digitale muligheder. En refleksion af verden som findes mange andre steder end i biblioteksinstitutionen, men det gør ikke det hele mindre skizofrent. Kunsten er at finde ligevægt mellem splittelsen af det nye og det gamle, det underholdende og det indeholdende, og den lokale forankring og det globale udsyn. Det er de sidstnævnte elementer af disse modsætningsforhold, som det i store dele er lykkedes projektet Det Litterære Udstillingshus at holde fokus på. Det er opmuntrende, for det har været savnet. Forhåbentlig breder forsøgsordningen og ambitionerne sig til andre af landets folkebiblioteker. Så vi får lidt mindre Borgerservice og meget mere kultur og litteratur – også gerne uden for det anglesaksiske sprogområde og de allerede kanoniserede værker. Så det ikke kun er Ulysses, Utopia og Hamlet, der får lov til at hviske os i øret.