Print artikel

Skal jeg vove at ringe til Nelson?

Anmeldelse
14.04.14
Anastassia Arnolds roman Smertefælden lader læseren være fluen på væggen i et dybt fortvivlende lang-distance-forhold mellem den franske feminist og eksistentialist Simone de Beauvoir og den amerikanske kultforfatter Nelson Algren. Romanen er en medrivende blanding af brevudveksling, rejsedagbog og fiktion. Til tider med lidt for meget sukker mellem linjerne.

»Jeg mærker min skede sno sig sultent om ham …Jeg nyder at mærke dine hænder…Nyder du dem?…Hele aftenen har jeg længdes efter at mærke dem på min krop…Du skal mærke dem hele natten…Vi synker ned på gulvtæppet ved kaminen. Smider tøjet og elsker nøgne foran ilden.« 

Det er ikke citater fra Fifty Shades of Grey eller Tidens Kvinder, men derimod linjer fra en af forrige århundredes største kærlighedsaffærer, som de udfoldes i romanen Smertefælden: Simone de Beauvoir og Nelson Algren – en kærlighedsanatomi. Romanen udkom første gang i 2006, men er sidenhen blevet revideret, tilføjet forord og genudgivet på Forlaget Aronson.  

Ifølge forfatteren Anastassia Arnold - som også er ophavskvinde til den filmatiserede bestseller Balladen om Marie - er romanen hverken biografi eller reportage, men snarere en »fremmanen eller en levenliggørelse.« Baseret på en næsten tyve år lang brevudveksling mellem feminist og eksistentialist Simone de Beauvoir og forfatteren Nelson Algren, er det blevet til en polyfonisk kærlighedsfortælling. En rejse i selve kærlighedens krop.

Med de fiktionaliserede alteregoer Simone og Nelson begynder vi rejsen i Chicago i 1947, hvor »en mærkelig lille fransk kvinde« ringer til en dødsdrevet amerikansk forfatter og spillefugl. Kvinden, Simone, er på foredragsturné i Amerika og har fået nummeret på manden, Nelson, af en fælles bekendt i New York. De to kender ikke hinanden i forvejen, men på Simones opfordring aftaler de at mødes i Chicago, hvor Nelson viser hende byens bagside.

De drikker whisky på en mørk bar, udforsker et slagterhus (»opsprættede dyrekroppe… den ramme lugt af blod«) og besøger Statsfængslet, hvor Simone næsten besvimer (»Hun begynder at ryste som et espeløv og hvisker ind i mit øre, at hun er dårlig. Jeg ser lyset falme i hendes øjne, og trækker hende skyndsomt ud af henrettelsesrummet.«) Nelson prajer en taxa, og de haster hjem til hans lille mørke lejlighed på Wabansia Avenue. Lejligheden er en nostalgisk ur-scene af bohemedrømmen, sparsomt indrettet med skrivemaskine, grammofon og reproduktioner af Van Gogh. De drikker mere whisky, blikke mødes og låser sig, tunger trænger ind i munde. Alkoholen, blodet, døden. Osv.

Efter den første hede nat, beskriver Simone verden som »et kafkask univers af ligegyldigheder« der afholder hende fra at være sammen med sin elsker. Nelsons fravær medfører »en følelse af tomhed«, og et par dage senere, på konference i New York, spørger hun sig selv »skal jeg bruge min sidste tid i NY på at smile, være høflig, tale ligegyldigheder med ligegyldige mennesker? eller skal jeg vove at ringe til Nelson?«  Det er klart, at hun ringer til ham, og herfra er der ingen vej tilbage for de to elskende. Sytten års smertehelvede og intens brevudveksling er sat i gang.

La Grande Sartreuse

Tilbage i Paris, skriver Simone til Nelson: »Dit sødmefyldte smil, hvor smerten ligger og dirrer i overlæbens tøvende spændthed, er her hos mig i min landflygtighed i Paris – langt væk fra dit Chicago…I et åndedrags afstand fra din tryllecirkel, levede jeg helt.«

»Jeg savner dig hele tiden….nu er der ikke flere mirakler i mit liv…Så mange scener, minder – elskede du.« svarer han

To år senere besøger han hende i Paris. De elsker hele natten, taler om kunst og litteratur og driver omkring på Champs-Élysées i regnen. Det er fortryllende at høre om deres aftener med slænget (Camus, Jean Cau, juliette Grecco, Sartre) på Cafe de Flore, besøgene på Jeu de Paume, timerne i den lille fugtige lejlighed i Rue de la Bucherie. Man fornemmer at hele verden skete lige dér.

Men der er som bekendt altid en slange i Paradis.

De Beauvoir havde et livslangt seksuelt og åndeligt partnerskab med filosoffen og eksistentialisten Jean-Paul Sartre. I Smertefælden beskriver de Beauvoir Sartre som sit grundvilkår og fortabte tvilling. De troede begge på den frie kærlighed og det åbne forhold, hvilket eftersigende fungerede for dem, da de forblev tætte venner indtil Sartres død i 1980. Onde tunger fortæller dog, at aftalen om det frie forhold hovedsageligt var indgået på Sartres foranledning.

I Smertefælden hører vi hvordan Simone på en rejse med Sartre til Brasilien, bliver alvorligt syg af tyfus. Han installerer hende skyndsomst på et Junglehospital og kommer på halvhjertede lynvisit en gang imellem. Han er dybt optaget af sagen, i dette tilfælde af at »nedlægge en 24 årig rødhåret brasilianer«, som Simone bittert skriver. Man fornemmer en vis ambivalens i forholdet til denne lille gnom, som Nelson insisterer på at kalde ham. En vis tragisk erkendelse af, at uden ham blev hun hverken tålt eller hørt, som hun selv udtrykker det. Hun er dybt afhængig af den tætte relation til ham, selvom hun ved, at hun burde bryde ud. Hun konstaterer trist:

»Når alt kommer til alt, er forskellen mellem min fars sølle affærer og Sartres haremsliv illusorisk. Og adskiller min medløberrolle sig fra min mors på andet end de fine ord, Sartre og jeg iklæder vores ménage?«

Kvinden: Den mislykkede mand

Simone de Beauvoir var med til at forme den franske eksistentialisme med romaner som L’invitée og Les Manderins, hvoraf sidstnævnte er dedikeret til Nelson. Derudover var hun medstifter og aktiv skribent på tidskriftet Les Temps Modernes. I 1949 udkom første bind af det feministiske hovedværk Le Deuxième Sexe, hvoraf dele af værket allerede havde været trykt i Les Temps Modernes. I værket beskriver de Beauvoir kvindens historiske udvikling, og såkaldte situation. Hun skrev om kvindelig seksualitet, lyst og begær, og om at være menneske i et konventionelt samfund, der på mange måder ikke tillod hende at være det. Hun slog den velopdragne pige ihjel, satte spørgsmålstegn ved mandens monopol på kulturel autoritet, og talte om sproglige konstitueringer og kønnet som situation længe før Judith Butler blev født. Dette beskrives også i Smertefælden.

I lyset af forholdene til de to mænd Sartre og Nelson, kan Le Deuxieme Sexe  blandt andet opfattes som en fremskrivning af, hvorfor hun fravalgte mageligheden med Nelson til fordel for en usikker rolle, og en evig indre forhandling mellem afhængighed og emancipering i forholdet til Sartre.

Selve værkets tese -man fødes ikke som kvinde, man bliver det - er løsenet til, hvorfor Simone tog de livsvalg, som hun tog. For at kunne leve et menneskeliv, som den svenske feminist Nina Bjørk skriver, måtte hun vælge det trygge parforhold fra.

Bye Bye baby

I have this weird thing that if I sleep with someone they’re going to take my creativity from me through my vagina.

Lady Gaga

Efter mødet med Nelson vakler idéen om den frie kærlighed hos Simone, og hun skriver: »teoretisk set går jeg selvfølgelig ind for at vi har vores seksuelle frihed(…) men jeg må erkende, at inderst inde, bliver jeg glødende jaloux ved tanken om, at en anden kvinde skal sove i din seng.« Kærligheden til Nelson og den spirende jalousi er nedbrydende for det hun (og Sartre) har kæmpet for. Alle idealerne, teorierne og livsstilen -  selve sagen.

Modsat Sartre er Nelson af den gamle skole, når det kommer til kvinder og kærlighed. Han kan lide sin kvinde med sexet lingeri, høje hæle, og helst uden for mange ambitioner. Han ophøjer Simone - kalder hende Min solgudinde - og insisterer på at gå forrest og føre hende ned af Kulkulkán pyramiden i Mexico, selvom han er højdeskræk.

Problemet med Nelson er, at han står i vejen for selvstændigheden og den frie kærlighed. Simone skriver: »vi har mødt hinanden for sent til, at jeg kan rykkes op fra mit livs forpligtelser og omplantes I luften sammen med dig« For at leve det liv hun har sat sig for at leve, må hun vælge ham fra. »Jeg er grådig« skriver hun, og fordi hun er forslugen på livet lader hun sig ikke nøje. Hun vil elske mange på én gang, hverken eje eller ejes, mens Nelson insisterer på, at hun kun skal være hans. »Det er ikke det samme at elske én, for hvem man ikke er alt, som én, for hvem man kommer først.« Siger han, og tvinger hende dermed til at træffe et valg. Et sted på rejsen mellem Missisippi og Chichicastenango, vælger hun sig selv, og her starter Nelsons personlige deroute for alvor.

Han drikker, spiller, forlader sin kone igen og igen. Efter næsten tyve års hjertesmerte og bundløse søer af tårer, læser han i 1963 Simones seneste erindringsbog A Force of Circumstance. I bogen udstiller hun til hans store fortrydelse deres forhold, og han konkluderer: »Guds hævn er raffineret…Simone har optrådt som en Judas.«

De to mødtes aldrig igen, og i 1981, blot tre måneder efter optagelsen i American Academy of Arts and Letters, dør Nelson af et hjertestop.

Dissekeringen

Her slutter historien om Simone og Nelson, om Frø-prinsessen og krokodille-manden, som aldrig rigtig fik hinanden. Skønt den til tider kan forekomme som en lige lovlig sukkersød kærlighedsballade, er romanen også en fremskrivning og undersøgelse af, hvad det vil sige at være menneske. Af hvordan kvinden ikke kan leve op til kvinden, og manden ikke kan leve op til manden. Af sorgen over ikke at have et sted, men at være et sted. Af at destruere det patriarkalske og samtidig være dybt afhængig af det. Af melankolien der kan lægge sig som en ubrydelig tåge om en forladt elsker. 

Hvor storværket Le Deuxième Sexe kan forekomme som noget af en kleppert, er Smertefælden mere tilgængelig læsning. Anastassia Arnold har begået et hæderligt (og ikke så lidt halsbrækkende) forsøg på at beskrive, ikke bare et hvilket som helst kærlighedsforhold, men selve kærlighedens krop.

»Nogle gange er man nødt til at vende op og ned på det levede liv for at det kan ånde på papiret.« siger Simone i forbindelse med sin egen gendigtning af virkelige oplevelser i romanen L’Amerique au jour le jour (1954). Det samme gør sig gældende for Smertefælden.

Hvis man er i stand til at lægge kynismen til side for et øjeblik og hengive sig til en storslået kærlighedsfortælling med masser af snask til den indre bare-jeg-boede-i-Paris-i-50-erne-melankoliker, kommer man ikke til at kede sig et øjeblik.

Det er skønt at lade sig rive med og svælge i de store kærlighedserklæringer og samtidig få et oprigtigt indtryk af kvinden bag et af de største feministiske værker, og manden bag en af de største kvindelige feminister.

»Så tog du mig ned af bjerget, Nelson. Du gik gennem angstens ild for mig«  siger Simone med strålende øjne ved foden af Kulkulkán pyramiden , og man fornemmer, at de må have været lykkelige til tider. Lige dele idyllisk kærlighedsaffære på hjuldamper gennem Missisippi, og levende mareridt, som det de ser, da de besøger det forstenede Pompeji.

Fanget i en evig dødskrampe et sted mellem fransk revolution og jakobinsk terror føler de virkelig meget hele tiden. Som hver gang de lægger et hav imellem sig, og Simone beskriver hvordan verden mister sine farver, visner og dør, og hun føler sig »som et oprejst kadaver pyntet med en orkidé.« Gys.

Er du i forvejen fan af Simone de Beauvoir bliver du muligvis en smule skuffet. Er du større fan af umulige kærlighedsdramaer og højspændt romantik, kan du til gengæld se frem til en anatomisk rejse ud i de mest sukrede afkroge, af dette voldsomme kærlighedsmonster af en roman.

Bonusinfo: Da Simone de Beauvoir døde i 1986, blev hun begravet med en ring fra Nelson Algren på sin finger.