Print artikel

Rusland i virkeligheden

Kritik
14.08.19
Den grafiske reporter Victoria Lomasko tegner den almindelige russer frem af glemslen.

I forordet til Other Russias beskriver Victoria Lomasko sin egen udvikling som grafisk reporter på baggrunden af et russisk samfund, hvor kunstnerens rolle har ændret sig radikalt efter opløsningen af Sovjetunionen.

Hvor kunsten i sovjettiden var underlagt strenge krav om realisme, tog Lomasko sin kunstneriske kandidatuddannelse i en post-soviet æra, hvor man af gode grunde havde travlt med at vende fortiden ryggen. Lomasko, der kom med en bachelorgrad fra en mere konventionel kunstskole, fik sig nogle hårde år på akademiet i Moskva, hvor hendes realistiske tegnestil blev fundet irrelevant. Vestligt orienteret konceptkunst var hot der lige efter årtusindskiftet, men Lomasko var kritisk over for det, hun så som en bevægelse væk fra den virkelighed og hverdag, som stadig gjaldt for langt de fleste russere. Hun holdt fast i sin streg og insisterede på at forholde sig til omgivelserne i sit kunstneriske virke.

Resultatet af det er indholdet i bogen Other Russias, der er en samling af Lomaskos tegninger fra grafiske reportager i perioden 2008-2016. Det er en række hjerteskærende, humoristiske og informative tegninger af personer, steder og kampe, der er en del af et Rusland, som den udenforstående ellers ikke vil møde. Og det er hele vejen igennem voldsomt engagerende.

Det er kampe ingen gider at interessere sig for. Det er almindelige mennesker, de grimme, de usexede. Dem der ikke er godt TV, så længe de ikke brænder noget af. Netop derfor er Lomasko på pletten, og jo længere hun er det, jo dybere bliver hendes sympatier

Lomasko har inddelt sine tegninger i de to temaer Invisible og Angry. Under det første tema gemmer der sig tegninger og reportager fra udkanten af Rusland, både bogstavelig talt og i overført betydning. Her har Lomasko blandt andet tegnet aldrende ortodokse aktivister, enlige kvinder fra afsides russiske provinser, prostituerede, indsatte i ungdomsfængsler og den utrolige fortælling om et ægtepar, der i årevis holdt en stor gruppe kvinder fra Kasakhstan i fangenskab som slaver. Tegningerne under dette tema er de flotteste i bogen. Lomasko har haft tid til sine portrætter, ligesom hun har taget sig den kunstneriske frihed at skabe nogle personaer på baggrund af interviews med forskellige mennesker. Portrætterne er karakterfulde, og særligt hendes beskrivelse af de prostituerede kvinder funkler af empati og befriende humor. Isnende er til gengæld drengene fra ungdomsfængslet, som hun har portrætteret, både med sin egen streg, men også med gengivelser af de tegninger, som drengene tegner, da hun underviser dem. Særligt ét portræt står ud i al sin håbløshed; drengen der ikke vil tegne, men bare maler sorte felter. Hvad der befinder sig bag af omsorgssvigt og afstumpethed, er ikke til at holde ud at tænke på. 

Den anden kategori, Angry, er portrætter af almindelige mennesker, der ender med at blive aktivister på grund af uretfærdigheder i det russiske system. I denne serie arbejder Lomasko mere som egentlig reporter, og tegningerne er skabt på stedet, ikke nødvendigvis så præcise og teknisk imponerende, men dynamiske og skarpe i deres evne til at fastholde et nu med simple streger, så man husker det langt bedre, end man ville huske de levende billeder. Som gennemsnitlig Ruslands-uvidende genkender man her de voldsomme demonstrationer omkring valget i 2011, hvor Putin lod sig genvælge som præsident, ligesom retssagen mod Pussy Riot er kendt stof. Lomasko har dækket både protester og de efterfølgende retssager intensivt, og det har tydeligvis været vigtigt for hende at belyse, hvordan det ikke kun var Pussy Riot, der blev dømt i slipstrømmen af protesterne. Som læser ender man dog med at blive lidt forpustet af detaljerne om de mange navngivne aktivisters rettergange. Hvis det er tilfældet, kan det betale sig at springe videre til bogens sidste afsnit - Truckers, Tafyanka and Dubki: Grassroots protests in Russia, 2015-2016.  

Hjerteskærende, humoristiske og informative tegninger af personer, steder og kampe, der er en del af et Rusland som den udenforstående ellers ikke vil møde

Afsnittet er en form for kulmination på Lomaskos journalistiske virke. Over årene udvikler hun sin arbejdsmetode i en tiltagende aktivistisk retning, der får hende virkelig tæt på ikke bare begivenhederne, men også de menneskeskæbner, der gemmer sig bag. I Rusland er tendensen (som i så mange andre lande), at en elite rager til sig, mens almindelige mennesker fra den lavere middelklasse skal kæmpe en daglig kamp for at få en ordentlig indkomst gennem lønarbejde. Det er kampe ingen gider at interessere sig for. Det er almindelige mennesker, de grimme, de usexede. Dem der ikke er godt TV, så længe de ikke brænder noget af. Netop derfor er Lomasko på pletten, og jo længere hun er det, jo dybere bliver hendes sympatier.

Lomasko lader hånt om det journalistiske objektivitetskriterie, og planter sig selv og sin tegneblok midt i begivenhederne. Hendes dokumentariske arbejde bliver blandt andet til den fremragende fortælling om en gruppe lastbilchauffører, der organiserer sig i protest mod Platon, et vejbeskatningssystem, ejet af sønnen til en oligark fra Putins inderkreds. Beskatningssystemet med det ironiske navn vil reelt betyde konkurs for flere af chaufførerne, og de organiserer derfor fredelige protester i hovedstaden og anlægger en interimistisk teltlejr i udkanten af Moskva. Det er nærliggende at høre de Gule Vestes protester mod stigende benzinafgifter som et voldsomt ekko fra en lignende kamp, og uden sammenligning i øvrigt, vækker Lomaskos reportage sympati med den her gruppe af arbejdere, der ikke har de uddannelsesmæssige forudsætninger for at være omstillingsparate, og desuden er truet på deres levebrød. Og det er netop med denne indlevelse i de enkelte menneskeskæbner, at Victoria Lomasko skaber dokumentariske fortællinger, der bliver på nethinden lang tid efter, at bålene i gaderne er slukket.