Print artikel

Råddenskaben i længslen efter fællesskab

Foto: James Williams
Interview
24.09.16
At være en del af et fællesskab og blive anerkendt for dem vi er, er et dybtliggende behov i alle. Men hvad sker der, når det behov bliver udnyttet? Det tema tager den amerikanske forfatter Emma Clines op i sin debutroman, der handler om en gruppe piger i en Manson-lignende kult.

Emma Clines debutroman Girls handler om en helt almindelig pige, der bliver hvervet af en kult. Bogen er fiktion, men inspirationen er tydelig: The Manson Family. Cline er ikke den eneste, der igennem tiden har kastet sig over Manson-familien. De brutale mord på Cielo Drive den 9. August 1969 og i Loz Feliz natten efter rystede hele USA. Billederne af de blodvædede tæpper. Ordene på væggen skrevet med ofrenes blod. Charles Mansons rablen og vilde mørke hår. De tre magre piger. Deres små ansigter og lange mørke hår. Videoen af dem fra retssagen, hvor de kommer gående på rad og række, syngende, smilende og låst i et fortroligt grin, er blevet vist igen og igen. Mansons trofaste disciple, som ville gøre alt for ham; endda slå otte uskyldige mennesker ihjel. De blev symbolet på ondskab.

Forfatter Joan Didion skrev i sin essaysamling The White Album, at mordene markerede slutningen på de glade 60’ere. Hun beskriver, hvordan hun i en blanding af frygt og fascination ikke kunne slippe sagen. Det var som om, hun ventede på, at det skulle ske for hende også.

Emma Clines var ikke interesseret i at skrive endnu en bog om Manson-monsteret. Hun er selv vokset op i Californien og har hørt sine forældre fortælle om mordene. Det, der interesserede Cline, var pigerne i kulten, og de dynamikker, der opstår i sådan et fællesskab. Hun ville udforske, hvad der kan drive piger så langt ud.

»Vi har alle en usikkerhed og et basalt behov for at blive anerkendt – særligt i teenagealderen. Ved at gøre en helt almindelig pige til centrum for så ekstreme omstændigheder var for mig en måde at udforske det universelle ved sådan en hændelse – det var en måde at understrege, at det her faktisk kunne ske for hvem som helst,« siger Cline. For: »Det farlige er ikke ’monsteret’. Det, der i virkeligheden skræmmer os, er tanken om, at ondskab faktisk er helt almindeligt og nærmest patetisk,« tilføjer hun.

De vrede og stærke piger

Cline er i København i forbindelse med den danske udgivelse af romanen, da ATLAS møder hende. Som titlen på bogen lægger op til, bliver omdrejningspunktet for samtalen piger.

»Teenagepiger bliver ofte gjort til symboler på uskyldighed. Men det er langt fra hele sandheden og stemmer heller ikke overens med sådan, som jeg selv havde det i den alder. Derfor ville jeg skabe nogle karakterer, der viste en langt større kompleksitet,« siger Cline fra den anden side af bordet. Alle sider af pigerne – de lyse såvel som de mørke – skulle portrætteres, tilføjer hun.

»Jeg har tænkt meget over, hvor pigers vrede forsvinder hen. Vi kender til mandens vrede – den bliver ofte portrætteret og næsten altid beskrevet som udadvendt. Jeg tror, at pigers vrede i højere grad bliver vendt indad,« siger Cline.

I de mange bøger, film og tv-serier, der siden 1969 er blevet skrevet om Manson-sagen, er det typisk Manson, der er blevet fokuseret på. Og har man portrætteret pigerne, er de ofte bare blevet dæmoniseret. Det gør Cline ikke. Pigerne i Girls er fyldt med nuancer og deres relationer komplekse. De er kærlige, seksuelle, vrede og fyldt med usikkerhed og undertrykte behov. Og ud fra de få informationer Cline giver om deres bagland forstår man, hvorfor de opfører sig, som de gør, og hvorfor de er endt i armene på en kult. Der ligger en styrke i deres mørke. Og den vrede og de mørke sider, de normalt vender indad, bliver accepteret og får frit løb i gruppen, forklarer Cline.

»Den fortælling, der ofte bliver trukket ned over hovedet på piger, er, at de skal finde en mand, der kan redde dem. Og ja, på overfladen er pigerne en del af kulten på grund af Russel [som Manson-karakteren hedder i bogen, red.]. Men når det kommer til stykket, er han slet ikke vigtig,« siger hun. Det er hinanden pigerne har brug for. Det er dem, der i sidste ende handler.

Længslen efter anerkendelse

Hovedpersonen Evie er en ganske almindelig teenager. Hun bokser med fraværende forældre, sin bedste veninde, drenge og andres blikke. Hun søger anerkendelse og spejling af den, hun er, og en retning at gå i. En dag i parken ser Evie en gruppe fremmede piger. »These long-haired girls seemed to glide above all that was happening around them, tragic and seperate. Like royalty in exile.(…) Sleek and thoughtless as sharks breaching the water,« står der i bogen. Hun er tryllebundet af pigerne. Især af Suzanne, der er ’lederen’ af gruppen. De er mystiske, egenrådige, vilde og virker både farlige og dragende.

Evies længsel efter anerkendelse og fællesskab – noget hun ikke får fra sine forældre – driver hende i armene på pigerne og Russel. Men det er hendes dybe fascination af Suzanne, der viser sig mest betydningsfuld. Evie drages af Suzanne og bliver nærmest forelsket i hende. Suzanne tager Evie under sine vinger, og de får en tæt – men meget ulige – relation, der grænser til det seksuelle. Ved at være tæt på Suzanne er Evie i kontakt med nogle mørke sider af sig selv og bliver afhængig af deres kontakt. Hun har brug for Suzanne og de andre piger i familien til at projektere sider af sig selv, hun ikke føler, hun kan komme i kontakt med alene.

»At blive anerkendt for dem, vi er, er en stor længsel og et grundlæggende behov i os alle. Sådanne behov har en stor magt over os, og kan drive os vidt,« siger Cline.

Gruppen giver Evie et fællesskab og nogle forførende værdier, hun kan spejle sig i, som gør, at hun glemmer virkeligheden. Hun lever i deres fælles fantasi.

»Pigernes evne til at projektere fantasier, der forvrænger virkeligheden over på hinanden, udfolder sig bogen igennem. Jeg er interesseret i, hvordan den forvrængning afspejler sig i de historier, vi fortæller os selv om vores eget liv,« siger Cline. Sådan en forvrængning skaber en distance til virkeligheden, som vi alle kender – det høre ikke kun ’monstre’ til, pointerer hun.

»Det her er selvfølgelig et ekstremt eksempel, men jeg tror, at det er dynamikker, mange piger kan genkende,« tilføjer hun.

En følelsesmæssig losseplads

I sidste ende er der ingen tvivl om, at dynamikken i gruppen ikke er sund, forklarer Cline. Gruppen bliver til en losseplads for frustration, længsel og undertrykte sjæle. Men den råddenskab, der eksisterer i gruppen, og som Cline mener også kunne ses i de sene 60’ere og i kulter generelt, var det, hun gerne ville udforske: »Hvad sker der, hvis en eller flere, udnytter ens længsel efter anerkendelse og fællesskab?«

»Ordet fællesskab bliver normalt associeret med tryghed. Jeg ville undersøge den råddenskab, der kan ligge under overfladen, og hvad der sker med de mennesker, der bliver ofre for den,« tilføjer hun.

Der er stadig mange mennesker i Californien, der ikke helt kan give slip på de sene 60’ere – »der eksisterer en meget stærk følelse af savn og nostalgi,« siger Cline, og fortsætter: »Den tid er altid blevet idealiseret. Jeg havde lyst til at beskrive den på en måde, der ikke gjorde den til the better days. Jeg ville undersøge tiden med ædru øjne.«

Fanget i fortiden

»Mens jeg lavede research til bogen, tænkte jeg meget over, hvordan det måtte være at stå i periferien til en sag som Manson-sagen. Hvilken historie ville man fortælle andre og sig selv?« siger Cline.

I bogen er Evie ikke med til at begå mordene. Suzanne smider hende på vej til gerningsstedet ud af bilen. Sideløbende med beskrivelserne af kulten består bogen af voksne Evie, der gennem et møde med en teenagepige reflekterer over sin tid i gruppen. Der er ingen tvivl om, at Evie blev – eller lod sig blive – ledt i fordærv. Men mens hun sidder og fortæller sin historie, kan hun se en beundring i den unge piges øjne, og hun bliver stolt. Stolt af sin tid i gruppen. Som voksen står Evies liv stille. Siden den sommer har hun aldrig rigtig fundet sin plads i verden. Det ville være logisk at begrunde det med, at hun var blevet traumatiseret. Men det er ikke den følelse, man får. Man får snarere ondt af hende, som var hun en smule ynkelig.

»Der hersker en ide om, at man skal kunne komme videre, give slip og blive et bedre menneske. At voldsomme situationer i ens liv skal lære én noget. Men hvad med dem, der ikke kan? Hvad med de mennesker, der af en eller anden grund ikke vil komme videre?« siger Cline. Hun fortsætter: »Minderne holder hende fanget. Hun kan ikke give slip, for den sommer repræsenterer det eneste tidpunkt, hvor hele hende blev set.«