Print artikel

Portugals Faulkner

Kritik
27.07.18
Portugals diktatoriske fortid spiller altid i baggrunden som en klam underlægningsmusik, når nobelpriskandidaten Antonio Lobo Antunes afsøger den personlige og den kollektive erindring. Hans romaner er kun i få tilfælde oversat til dansk.

Et navn, der de seneste par år er gået igen når Nobelprisen i litteratur skal uddeles, er portugiseren Antonio Lobo Antunes (1942). Han høster gode anmeldelser, især i udlandet, hvor mange af hans værker løbende er blevet oversat gennem de sidste par årtier. Særligt i Frankrig, Sverige, Tyskland, USA og England. I Danmark er det kun blevet til tre oversættelser: én i 1984 (Os Cus de Judas, 1979, da. Sjovernes Odyssé) og to i starten af 00’erne, O Esplendor de Portugal (1997, da. Portugals Ære, 2000) og Tratado das Paixões da alma (1990, da. Beretning om sjælens lidenskaber, 2001).

De fleste anmeldere sammenligner Antunes med Marcel Proust og William Faulkner. De lange sætninger, der vrider sig ind og ud af hinanden i en løssluppen bevidstheds- og erindringsstrøm, som mange forbinder med Proust, findes også hos Antunes. Indre monologer, beskrivelser af landskaber og meget andet får lov til at køre ud af en tangent, uden stop og i et virvar af kommaer og uden et punktum i sigte. Det giver Antunes’ romaner et særligt flow, hvor man som læser kan vælge at lade sig flyde med i et næsten hallucinerende trip eller stykvis stoppe op og prøve at afkode, hvordan og hvor Antunes for eksempel skifter synsvinkel eller emne, uden at man opfanger det sådan lige med det samme.

At vi ser, oplever og husker forskelligt er forbandet uretfærdigt, og at erindringen tilmed er så besættende og hjemsøgende er endnu mere uretfærdigt.

Gentagelsen er et andet karakteristisk greb, der giver Antunes’ romaner et næsten messende præg. Et eksempel er O Arquipélago da Insónia (Søvnløshedens arkipelag) fra 2008, hvor den tyranniske bedstefars »Kom her« hjemsøger fortællerne igen og igen – noget, bedstefaren ytrer over for husets køkkenpersonale, når han forgriber sig på dem. Minder kan, som også hos Proust, dukke ufrivilligt op. Alle karaktererne i Antunes’ romaner kæmper på den ene eller den anden måde med minderne fra fortiden, og bøgerne er en samling af flere karakterers tanke- og associationsstrømme, der beskriver minde efter minde.

Men det er Faulkner, som Antunes deler de største og fleste paralleller med. Ikke mindst på grund af sproget, der særligt i romanerne fra 80’erne og 90’erne er fyldt med det, der også kendetegner Faulkners romaner: ud over et væld af fortællerstemmer et rigt metaforisk sprog – særligt i det tidlige forfatterskab. Som i Sjovernes odyssé, hvor der fx står »Selv på denne tid af natten er Lissabon en by lige så blottet for mysterier som en nudistbadestrand, hvor solen brutalt afslører flade balder og bryster, som havet synes at have ladt i stikken på sandet, ligesom tidevandets glatte småsten«.

Selvom Antunes’ romaner er udgivet efter António de Oliveira Salazars fald – diktatoren, der styrede Portugal med jernhånd fra 1932 til 1968 (styret forsatte ind til revolutionen i 1974) – er det næsten udelukkende denne knap så heldige del af Portugals fortid, Antunes beskæftiger sig med. Den spiller næsten altid en central rolle i hans romaner, og selv i de romaner, hvor dens tilstedeværelse er knap så stor, fylder den alligevel meget – som en slags klam underlægningsmusik i form af hentydninger eller andet, så man ikke glemmer, hvor skidt det engang har stået til.

Mest åbenlys i sin kritik af forholdene under diktaturet er Antunes i Sjovernes odyssé, der i bund og grund er en vred monolog over de absurde og formålsløse forsøg på stædigt at holde fast i magten i de portugisiske kolonier i Afrika. Unge mænd fra arbejderklassen, som fortælleren er én af, sendes til kolonierne for at kæmpe for og forsvare de rige borgeres økonomiske interesser, men også for at holde en nationalisme i live, der ikke længere synes troværdig efter at have været vidne til rædsler, lemlæstelser, død og ødelæggelse med store tab til følge på begge sider. Fortælleren hjemsøges af minder om alt det grufulde, der er sket dernede for ingen verdens nytte og ender desillusioneret og fordrukken i Lissabon.

Erindringen er det eneste, vi har. Den er vores eneste kilde og tilgang til noget, vi engang har oplevet. En direkte tilgang til det skete har vi ikke.

Lidt mere neddæmpet, men stadig kritisk, er Antunes i romanen med den lidt ironiske titel Portugals ære, hvor minderne fra »erindringsdybet« om en barsk barndom i Angola med en døddrukken far, racisme og indfødte holdt i slavelignende forhold, rider familiemedlemmerne som en mare. I en sådan grad, at sammenholdet i familien, selv mange år efter koloniernes løsrivelse i midten af 1970’erne, stadig ikke fungerer. Familierne har det generelt ikke særlig godt i Antunes’ romaner, de har det rent ud sagt ad helvede til, og de lykkelige af slagsen skal man lede længe efter.

I As Naus (Skibene) fra 1988 syrer Antunes en sjælden gang ud og får gamle portugisiske opdagelsesrejsende fra 1500-tallet til at genopstå i årene efter koloniernes løsrivelse. De fortæller om deres forsøg på at genvinde fordums storhed ved at gamble sig til tabte landområder eller ved hårdt flid at spare sammen til et nyt skib, der kan sende dem ud på nye opdagelsesrejser. Fortid møder nutid, eller er det den anden vej rundt? Det spørger man tit sig selv om, når man læser Antunes, og det gælder om at holde tungen lige i munden for at holde styr på, hvornår noget er nutid og noget andet fortid.

Sådan forholder det sig også med sandheden generelt i Antunes’ romaner. Hvad er op, og hvad er ned på historien? Hvem af de forskellige fortællere har ret? Det bliver blandt andet sat på spidsen i O Manual dos Inquisidores (Inkvisatorernes manual) fra 1994 og Søvnløshedens arkipelag, hvor fortællerne korrigerer sig selv og hinanden eller endda påstår, at de hver især lyver. Erindringen er det eneste, vi har. Den er vores eneste kilde og tilgang til noget, vi engang har oplevet. En direkte tilgang til det skete har vi ikke. At vi ser, oplever og husker forskelligt er forbandet uretfærdigt, og at erindringen tilmed er så besættende og hjemsøgende er endnu mere uretfærdigt. Men det er sådan, det er, og det er i det perspektiv, Antunes’ romaner ønsker, at vi ser på verden.

At læse Antunes er hallucinerende, drømmende og som at tænke, huske og associere sammen med et andet menneske, at være i og med en andens erindring. På godt og ondt, men mest ondt.