Portugals Faulkner
Et navn, der de seneste par år er gået igen når Nobelprisen i litteratur skal uddeles, er portugiseren Antonio Lobo Antunes (1942). Han høster gode anmeldelser, især i udlandet, hvor mange af hans værker løbende er blevet oversat gennem de sidste par årtier. Særligt i Frankrig, Sverige, Tyskland, USA og England. I Danmark er det kun blevet til tre oversættelser: én i 1984 (Os Cus de Judas, 1979, da. Sjovernes Odyssé) og to i starten af 00’erne, O Esplendor de Portugal (1997, da. Portugals Ære, 2000) og Tratado das Paixões da alma (1990, da. Beretning om sjælens lidenskaber, 2001).
De fleste anmeldere sammenligner Antunes med Marcel Proust og William Faulkner. De lange sætninger, der vrider sig ind og ud af hinanden i en løssluppen bevidstheds- og erindringsstrøm, som mange forbinder med Proust, findes også hos Antunes. Indre monologer, beskrivelser af landskaber og meget andet får lov til at køre ud af en tangent, uden stop og i et virvar af kommaer og uden et punktum i sigte. Det giver Antunes’ romaner et særligt flow, hvor man som læser kan vælge at lade sig flyde med i et næsten hallucinerende trip eller stykvis stop
