Print artikel

Poesi til en rigere verden

Profil
02.03.18
Den amerikanske digter CA Conrad skriver dybt engageret poesi ud fra selvdesignede somatiske ritualer, der skal forene det kropslige og det hellige. Det handler om at gøre verden rigere.

Han ligner lidt en levedame, CA Conrad, som han sidder der med sin store krop klædt i sort. Et hårbånd med en sølvugle holder hans lange hår tilbage og trækker hans lidt spidse ansigt opad. Håret har han ikke klippet siden USA invaderede Irak tilbage i 2003, og hver morgen slår han antallet af døde i krigen op og måler det ud sit hår; så og så mange pr. centimeter, så krigens ofre på den måde er konstant nærværende for ham. »USA bomber syv lande i verden lige nu med deres droner og kampfly, og det sidste, jeg vil være, er endnu en amerikaner, der ikke ved, hvad der foregår.«

Jeg er en del af en fire dages masterclass med forfatteren CA Conrad. Vi skal lave somatiske ritualer, hvilket CA Conrad har gjort til sin digteriske praksis i løbet af de sidste 20 år.

Det startede med, at han solgte blomster i vejkanten. Fra han var otte, til han var seksten, sad han i vejkanten ved en lang lige landevej, kun omgivet af majsmarker og biler, der susede forbi. Hver dag. Her lærte han at læse. Først Emily Dickinson, som blev hans første litterære kærlighed, og så Walt Whitman, som han siden har lært at hade for hans racistiske bemærkninger i dagbøger og breve. Isolationen fik ham til at læse. Siden fik den ham til skrive. Men først måtte han flygte fra sin fødeby. Alle andre i den lille by Pulaski, Tennessee, hvor CA Conrad voksede op, arbejdede på fabrik, og fabrikkens monotoni og slid inficerede alles liv og tog livet af deres kreative energi. Desuden er Pulaski Ku Klux Klans fødested, og har i dag den højeste koncentration af nynazister i USA, og CA Conrad er queer.

Så CA Conrad flygtede til Philadelphia, hvor han søgte tilflugt i LGBT-miljøet og begyndte at udleve sin drøm om at være kunstner. Han skulle dog vente nogle år, før han blev udgivet. Faktisk nåede han at blive fyrre år, før hans første digtsamling blev udgivet. Det krævede også en tur tilbage til Pulaski. I 2005 tog han tilbage til sin forhadte fødeby, og blev som sædvanligt sørgmodig af at snakke med sin familie der. Men det var en anden slags sørgmodighed. Han opdagede, at han arbejdede med sine digte, som om han arbejdede på en fabrik. Så han udarbejdede en liste over de værste ting, der var forbundet med at arbejde på en fabrik. Øverst på den liste stod mangel på nærvær.

Nærvær er siden blevet et nøgleord i CA Conrads digtning. Han begyndte at lave somatiske ritualer, ritualer der skulle skabe ekstremt nærvær. Soma er et gammelt indopersisk ord, der betyder noget i retning af helligt, og somatisk stammer fra græsk og betyder krop eller nervesystem. Conrads somatiske ritualer har til formål at forene det hellige med det kropslige. Det første ritual, han lavede, gik ud på, at han hver dag i syv dage kun måtte spise mad med én farve. Siden er mange ritualer af varierende længde og kompleksitet kommet til, men med det tilfælles, at de stammer fra et dybt engagement i verdens tilstand.

Conrad har fået skabt et helt særligt rum, hvor alting er oprigtigt, og hvor dørene mellem det, vi er vant til at kende som den virkelige verden og den spirituelle, er pivåbne

På workshoppen i Berlin fortæller han om et af sine mere ekstravagante ritualer. Han printede Paulus’ Brev til Romerne, den bibeltekst, der indeholder de værste fordømmelser af homoseksuelle, og brændte den. Herefter opløste han asken i vand og fyldte en stikpille med det vand. Den stak han så op i røven, før han gik ned foran rådhuset i Philadelphia, hvor han, mens han ringede med en klokke, råbte navnene op på døde homoseksuelle, inklusive hans to ekskærester, hvoraf den ene var død af AIDS, mens den  anden var blevet bundet, voldtaget og sat ild til af homofobiske nynazister. Den sidstnævnte var hans kæreste Earth, og den efterfølgende politisag – det lokale politi nægtede at anerkende det som et mord og så det som et selvmord, til trods for retsmedicinerens udtalelser om, at det ikke var muligt – fylder en del i den nyligt udkomne dokumentarfilm Book of Conrad.

Alle disse historier og mange flere fortæller Conrad om, mens vi sidder ivrigt lyttende og byder ind med spørgsmål og kommentarer, såvel som egne erfaringer med spirituelle praksisser af forskellige art. Conrad har fået skabt et helt særligt rum, hvor alting er oprigtigt, og hvor dørene mellem det, vi er vant til at kende som den virkelige verden og den spirituelle, er pivåbne.

Jeg har siden de fire dage med workshops i Berlin haft en lille krystal i lommen. Sådan startede det hele. Med at vi hver især fik en lille klar kvarts udleveret. Den stammer ifølge Conrad fra Lumeria, Atlantis’ søsterby. Han har dem fra Mount Shasta, et hippiemekka i det sydlige Californien. Siden har han renset dem med salt og opladt dem i en meteorstorm, og så ikke rørt dem igen. Klar kvarts er nemlig programmerbart, får vi at vide, hvilket for så vidt er rigtigt. Klar kvarts bruges i mobiltelefoner og computere, men de er altså også åndeligt eller psykologisk programmerbare. Så den krystal jeg har, den er min, og jeg laver dagligt et ritual med den, som jeg blev instrueret af Conrad i.

Hver aften, inden jeg går i seng, drikker jeg et halvt glas vand og beder min krystal om – det er vigtigt at være høflig over for sin krystal – at lade mig huske mine drømme. Så lægger jeg krystallen, så den udgør en bro mellem det tiloversblevne halve glas vand og mig, og lægger mig til at sove. Når jeg så vågner, tager jeg min krystal i hånden, drikker resten af vandet, og så skriver jeg, så hurtigt jeg kan, i ca. 5 min. Det med at skrive så hurtigt som muligt, handler om, at man skal komme foran sin indre redaktør. Det er ikke så vigtigt, om det, man skriver er godt, det vigtige er at opretholde en skrivende praksis, og så kan man senere plukke og redigere.

Det er ikke hver nat, krystallen lader mig huske mine drømme. Måske er det fordi jeg ikke bruger Evian-vand. Det skulle være særligt krystalrigt, da dets kilde løber igennem flere hundrede meter ren krystalundergrund. Jeg ved ikke, om jeg tror på de her ting. Men jeg har fundet ud af, at det ikke er så vigtigt, om jeg tror på det, det vigtige er, at jeg praktiserer, at jeg laver disse ritualer og ser, hvad der kommer ud af det.

CA Conrad får digte ud af det. Det er derfor, han gør det. Workshoppen hed »The Strength of Poetry, og indlejret i Conrads skrift er der en storslået tro på, at poesi kan forandre verden, at hvis flere mennesker skrev poesi, ville verden være et bedre sted at leve. Han kalder sin poetik for ecopoetics, og det er en meget omfattende økologi, han mener. Han fortæller, at verden er vibrationer, og at dengang han blev født, var verden fuld af mangfoldige vibrationer fra alle de dyre- og plantearter, som i dag er udryddet og truet. Så bliver man født i dag, bliver man født i en fattigere verden. Hvis man derfor kan være med til at gøre verden rigere ved at skrive poesi, må man gøre det. Heller ikke her er det så vigtigt, om man tror på det eller ej, det vigtige er at gøre det.