Print artikel

Pasta og præstationsangst: om at udgive en bog

Essay
19.02.18
Hvorfor er jeg så bange for at udleve min drøm? Da jeg skrev bogen, var jeg lykkelig. Da jeg afleverede manuskriptet til forlaget, var jeg lykkelig. Da forlaget antog manuskriptet, blev jeg rædselsslagen. Anton Willemann flyver til Italien for at få ro, inden hans debutroman udkommer. Han går alene ud og spiser cacio e pepe, drikker rødvin og fejrer bogen. Lige indtil han fortryder, at den skal udgives.

Københavns Lufthavn

Jeg skulle ud at flyve. Derfor befandt jeg mig i Københavns Lufthavns afgangsterminal en fredag morgen. Det er allerede noget tid siden. I gamle dage, da jeg var barn, og det var i slutningen af 1990’erne, kiggede mine forældre altid på lystavlen i den dengang nye Terminal 3, som det første, når vi kom ind i lufthavnen. Destinationerne havde de mest eksotiske navne. Fly lettede på alle tidspunkter af døgnet. Sådan føltes det. Omkring os gik mænd og kvinder i jakkesæt og slangeskindsko og høje hatte. Der var charterfamilier, og der var høvdinge fra Afrika, og der var forretningsfolk fra Hong Kong og udpinte, ældre mænd. Med jævne mellemrum, som en stime af fisk, buldrede en gruppe af stewardesser igennem terminalen med rullekufferter og håndtasker. Men mine forældre kiggede kun efter to bogstaver og fire tal. AF3243. KL1126. Check-In 4-6 stod der ved siden af. Check-In 8-12, hvis det var et stort fly til New York eller Moskva. Hvis det var en tidlig afgang til London, hed den måske bare Check In 18.

Jeg var ankommet i god tid. Der var over to timer til afgang. Men det afholdte mig ikke fra at haste gennem Terminal 3. Jeg glemte alt om de mange morgener, jeg har tilbragt i terminalen med min familie. Jeg har angst for at komme for sent til et fly. Angsten er ubegrundet. Jeg har ingen forklaring på den. Angsten begynder flere dage inden afrejse. Jeg printer boardingkort, finder mit pas og printer også gerne en kopi af dette. Jeg checker afgangen på flyselskabets hjemmeside, og jeg tjekker afgangstidspunktet på lufthavnens hjemmeside. Og så sammenligner jeg. Stemmer tidspunkterne? Har jeg tastet det rigtige pasnummer ind? Hvor lagde jeg passet? Jeg tjekker busser og toge, metro, eller skal jeg cykle? Jeg tænker, at hvis jeg er i lufthavnen en halvanden time inden afgang, så må alt være fint. Jeg står altid i terminalen to og en halv time inden, at jeg går ind i flyvemaskinen.

Jeg skulle ud at flyve, fordi jeg var antaget af et forlag, der ville udgive min bog. Jeg kunne leje et hus billigt af en ven ude på landet i Toscana. Der var billige flyafgange til Rom, og her stod jeg med boardingkort og pas og bælte i hånden og ventede på at få scannet min bagage. Jeg havde inden rejsen tænkt, at det ville være sundt for mit sind at komme væk fra computer og kalender og få slappet af i nye omgivelser. Men allerede i sikkerhedskøen kiggede jeg op og spurgte mig selv, hvorfor jeg ikke havde lånt et sommerhus på Vestsjælland eller et sted i Jylland. Et sted, hvor der ikke er nogen afgangstidspunkter, der skal følges, og hvor der ikke eksisterer boardingkort og sikkerhedskontrol.

I gamle dage var en lufthavn en lufthavn. Sådan forestiller jeg mig det. Der var venteområder, kontorplanter, vandfontæner af plastic og metal, i loftet hang lystavler og dinglede i lange kabler. Der var en enkelt bladkiosk og en cirkelformet informationsdisk med et lysende ”i” på det lille informationshus tag. Efter nogle år blev det måske udskiftet med et ”i”, der mekanisk drejede rundt med urets retning. Ligesom jeg som barn oplevede restauranterne i tv-tårnene i Tyskland. De snurrede rundt om sig selv med lav fart. Det virkede naturligt, fordi man som restaurantgæst fik mest muligt at se, mens man indtog sit måltid. I lufthavnen i hverdagene hilste forretningsfolk og andre handelsmænd på sælgeren i bladkiosken, inden de fløj til London eller Frankfurt for at sælge smykker eller toiletsæder eller vandfontæner.

I dag er en lufthavn ikke en lufthavn, men en milliardomsættende mall. Flyrejsen føles sekundært i det store regnskab. Her er burgerrestauranter, juicebarer, modetøj, gourmet-pizza og en sushi-restaurant. Efter sikkerhedstjek døbes du først af kvindelige præster og degne i stramtsiddende jakkesæt, håret i knolde og unge piger, der lægger makeup i spejle. Bløde og skarpe dufte, lavendel og urter, eksotiske frugter og syntetiske sammensætninger af det hele i en vælling hældt på skrøbelige glasflasker, udstillet i montrer og på små buster. For nogle år siden kørte lufthavnen en kampagne i tv og på internettet. Kendte danskere fortalte, hvad de elskede ved lufthavnen. De elskede alle sammen bestemte butikker eller restauranter. En kok sad i en seafood-bar og spiste østers. En musiker prøvede blazere og skjorter og købte en to-go-kaffe hos Joe & the Juice. De kendte danskere elskede ikke lufthavnen som lufthavn, altså som et transportmiddel. De elskede ikke lystavlerne, bænkene, bagagebåndet eller belysningen.

Vinteren forinden stod jeg hver dag op klokken seks. Jeg satte mig ved computeren og skrev løs i et dokument. Når jeg kom hjem fra arbejde, spiste jeg aftensmad, og bagefter satte jeg mig ved computeren og skrev videre i dokumentet. Jeg var stoppet med at ryge cigaretter flere år før, men lysten kom tilbage, når jeg sad og skrev. I stedet drak jeg kakaomælk eller hvidvin. Vinteren var mild. Inden sengetid løb jeg om Søerne eller gik en tur i hundeparken. Jeg så sjældent mine venner, og når jeg gjorde, tog jeg noter på telefonen. Skrev idéer til scener, tankestrømme eller små handlingsforløb.

Jeg tænkte, at jeg var i god tid. Jeg trak ud til højre, så jeg ikke kom ind på rullefortovet. Her kan man vælge at stå stille og hvile benene. Eller man kan gå i raskt tempo og dermed spare tid, hvis man er ude i et final call. Jeg havde over en halvanden time til min afgang. Jeg nød gåturen gennem transitområdet, jeg kiggede i butikker, gik på toilettet, købte en flaske vand og studerede lystavler.

I luften

Jeg frygter alt, hvad der leder op til flyafgang. Men når jeg sidder i flysædet, føler jeg mig sjældent lykkeligere. Jeg spændte sikkerhedsbæltet. Flyet bakkede ud, og det drejede rundt om sig selv, og snuden pegede ud mod den brede landingsbane. Kort tid efter steg vi op gennem et let skydække. Solen skyllede ind gennem de ovale vinduer. Det er for mig en paradisisk tilstand at drive op over skyerne. Her er der kun sol og måne og måske en enkelt flyvemaskine i horisonten. Hvis du er heldig, kan du vinde en million euro eller en ny bil, lød en stemme i kabinens højtalerne. Stewardesser gik ned ad midtergangen med gule og blå lotto-kuponer i hænderne strakt ud over sæderne og passagerne. En arm rakte i vejret. En af stewardesserne kvitterede med et smil, og hun gik ned til passageren og afleverede en lottokupon, og hun klipsede med sin anden hånd en kreditkortterminal ud af sit bælte. Og sådan gik det til, at jeg faldt i søvn i det tætteste, jeg den dag kom på Paradis.

Ciampino

Ciampino-lufthavnen ligger syd for Rom lidt uden for byens yderste ringvej. Her er ingen eksotiske destinationer, som jeg husker dem fra min barndom. Her er Bratislava, Køln, Dublin, Karlsruhe og Gøteborg. Her er ingen høvdinge eller slangeskindssko. Om sommeren flyves der direkte til og fra Billund. Jeg havde printet kort ud over lufthavnen, og jeg vidste, inden jeg steg på flyet, hvor næste transportmiddel, bussen, ventede mig. Jeg havde en enkelt eftermiddag og aften i Rom, inden jeg næste morgen skulle køre med tog til Pisa i Toscana. Jeg glædede mig allerede til at sidde i morgentoget. Jeg glædede mig til at komme ud af storbyen, jeg glædede mig til at købe kaffe på hovedbanegården Roma Termini og se byen forsvinde, og jeg overvejede, hvorfor jeg ikke havde brugt de ekstra penge, som en direkte forbindelse til Pisa havde kostet. Det var fugtigt. Der lå regnbyger over lufthavnen. Jeg løb ud til bus 720, som kører til centrum, og jeg gik ombord, og jeg spurgte to engelske piger, om jeg kunne købe billet på bussen. Jeg løb ud af bussen. Regnen plaskede ned. Den varme, lyse asfalt blev mørk og glinsende som frisk lakrids. Jeg købte en billet i en automat i ankomsthallen, løb ud igen og så bussen køre ud ad rundkørslen og ud på vejen, der fører ind til centrum. Jeg gik ud i regnen og stillede mig i kø på fortovet til næste bus.

Jeg har en tilbagevendende drøm. Jeg sidder i en retssal. Lyset blænder mine øjne. Dommeren er klædt i jakkesæt og hvid skjorte. Han læser højt fra et dokument, som er låst i ringbind. Hans stemme runger som en præst, der prædiker i en katedral, og jeg dømmes for noget, der står mig uklart. Men det handler om, at jeg har snydt, jeg har løjet, og nu kommer dommen: min bog bliver ikke udgivet, jeg gemmer mit hoved væk bag mine hænder. Han råber af mig. Hvordan kunne jeg gøre det, spørger han. Nu dømmes jeg, og jeg prøver at flygte, men jeg er bundet på hænder, fødder og mund. Mine tanker er låste. Jeg vågner, og jeg er badet i sved, jeg går ud på toilettet og hælder vand i ansigtet.

Laurentina

Bussen stoppede på Laurentina-stationen, som ligger 10 kilometer uden for centrum. Her var stadig langt til det stolte Rom, monumenterne, marmoren og følelsen af fordums storhedstid. Stationen var et makværk. En blanding af lagerhal, madmarked, parkeringshal og togstation. Jeg fandt en siddeplads i toget, og i kabinen vækkede jeg følelsen af at være i en storby. Jeg sad over for to unge drenge, der spillede spil på deres telefoner, kun afbrudt af små ordvekslinger, formentlig status på deres spil. I midtergangen stod forretningsfolk med attachémapper og tjekkede Blackberry-telefoner og iPhones. En mand i laset tøj og hullede lædersko blæste i sin saxofon. Der stod en familie foran en af dørene, to voksne og to børn, de var klædt i praktiske sko og i bukser, hvor underbenene kan lynes af. Jeg tjekkede min telefon, selvom jeg vidste, jeg var offline, og jeg kiggede på gamle mails fra min redaktør. Pressemeddelelse, omslag, uddrag, forfatterbio og bestilling af portrætbilleder. Jeg trykkede tilbage til indbakken og scrollede nedad. Ni ud af ti mails handlede om mig. Kan du stå inde for det her resume? Kan du lide det her billede? Kan du sige noget kort om din barndom? Kan du hurtigt skrive nogle oplagte debatvinkler på bogen? Hvornår vil du indtale lydbogen? Jeg overvejede, om jeg ville have samme følelse, samme mareridt om natten, samme angst om dagen, hvis jeg udgav en bog om at lave mad i mikrobølgeovn. Nu udlever jeg min drøm, og jeg er rædselsslagen.

Nu udlever jeg min drøm, og jeg er rædselsslagen.

Det var fristende at taget toget direkte ind til Monti. Gå gennem de små gader, checke ind på hotellet, lægge tasken på gulvet, smide skjorten og pakke sig væk under lagen og tæppe. Tænde for fjernsynet på væggen, åbne en flaske vand, ligge nøgen i den brede seng og nyde være alene i en seng, der var lavet til to. Det var fristende at se solen gå ned bag gardinerne. Lytte til mennesker gå gennem gaden. De var måske på vej ud på bar eller restaurant, til fernisering eller til middag i en lejlighed. Det var fristende at glemme alt om det, jeg frygtede mest.

Flavio Al Velavevodetto

Restaurant Flavio Al Velavevodetto er en institution i Rom. Her spiser politikere, magthavere, skuespillere og ikke mindst succesfulde forfattere frokost og aftensmad. Jeg stod af på metrostationen Piramide. Her var akvædukter, hurtigt kørende scootere, gadesælgere og oliventræer. Uden for stationen blev jeg mødt af en rundkørsel. Der stank af benzin og brændte mandler. Midtercirklen af rundkørslen var bygget op af gamle kampesten. Inde bag kampestenene lå en pyramide bygget i marmor. Jeg kiggede tilbage på metrostationen. Den var bygget som en lille katedral, med søjler, marmor og fine, slidte trappetrin. Jeg gik ned ad Viale del Campo Boario. En frodig gade med palmer, buske og tårnhøje træer med lange grene, der lænede sig ud over de trafikerede kørebaner. Herfra var der kun et par hundrede meter til Flavio Al Velavevodetto. Jeg havde for flere dage siden besluttet, at jeg ville fejre min bog på Flavio Al Velavevodetto. Jeg ville bestille, hvad jeg havde lyst til, drikke vin til frokost, spise pasta og ost og trække vejret ned i maven.

I gamle dage var gaden, hvor restauranten lå, en lang og frodig olivenlund. Restauranten var ikke restaurant for det bedre borgerskab, men opmagasinering for grøntsager og frugter. Restauranten havde ingen blodig historie, kun oliven og grøntsager, opmagasinering og hårdtarbejdende romerske landmænd. Det lignede, at restauranten var bygget ind i en grotte. Solen slap ikke ind nogen steder, men det gav mening, når jeg tænkte på bygningens historie. En tjener mødte mig med et bredt smil. Det varmede mine regnvåde kinder. Hun viste mig ind i et af restaurantens to grottelignende lokaler.

Jeg fik et bord til to personer. Det stod i midten af lokalet, så jeg havde omkring 25 eller 30 mennesker omkring mig. Her var hvid dug og højt til loftet. Der var grå, nøgne sten og hvidt puds, og jeg nød, at der ikke var nogen vinduer. Jeg nød, at der ikke var wifi eller redaktører eller forlæggere eller andre mennesker, der skulle vurdere mig eller kigge på mig. Her var jeg ikke kommende forfatter, men en ung mand, der bestilte pasta og rødvin. Jeg bestilte et glas af husets rødvin og en flaske vand med bobler i. Jeg bestilte cacio e pepe. Det er den klassiske romerske ret. Det er pasta, salt, friskkværnet peber, og pecorino. Det lyder som en simpel bestilling. Det lyder ikke som et kunstværk eller en større bedrift. Men Flavio Al Velavevodetto excellerer i den beskedne husmandsret. Det kræver års træning at mestre retten. Det kræver de rette råvarer, og det kræver, at kokken giver retten energi og kærlighed. Sådan læste jeg alle steder om den berømte romerske pastaret. Vidunderligt, tænkte jeg, og det er det smukkeste, jeg tænkte på den dag. At mestre et håndværk, at dyrke sin lidenskab, kogekunsten, og at turde give det videre til næste generation og til et utal af sultne gæster. Flyveturen op gennem det lette skydække ud for Københavns Lufthavn, solen der skyllede ind i kabinen. Det var et højdepunkt. Den oplevelse vil jeg også kalde et kunstværk. Cacio e pepe-retten var endnu et. Et højdepunkt og et kunstværk. Jeg havde lyst til at forlade mit bord, gå ud i restaurantens køkken og kigge kokken i øjnene. Hvem var han eller hun? Jeg lukkede øjnene. Jeg tænkte, at det må være befriende at lave det, man elsker, uden at skulle vise sit ansigt. Jeg bestilte kaninragout og tiramisu, og jeg bad om at beholde menukortet. Jeg læste i et magasin, mens jeg spiste pasta-retten. Men ordene forsvandt ud af hovedet på mig. Jeg bladrede tilbage i det glitrede magasin og begyndte på ny. Men det hjalp ikke. Hvorfor er jeg så bange for at udleve min drøm?

Jeg har en tilbagevendende drøm. Den kommer om dagen og om natten. Det banker hårdt på døren, med flad hånd og med knyttet næve, og jeg farer op, løber ud og åbner, og jeg græder allerede. Jeg åbner døren, og hun råber, og hun spørger, hvorfor jeg skriver om hende, hvordan jeg kan gøre det, hvad jeg bilder mig ind. Jeg er bundet på hænder og fødder og mund. Mine tanker er låste. Jeg står og kigger på hende, og hun råber videre, og det er uklart, hvad hun nu siger, og hun græder også, og vi krammer og holder om hinanden. Jeg vågner, går ud på badeværelset, hælder vand i hovedet. Eller jeg kigger op, skifter gear på min cykel, trækker frisk luft ned i lungerne og drejer ned ad en sidevej, stiger af og går det sidste stykke.

Jeg bestilte endnu et glas rødvin til kaninragouten. Men jeg drak ikke af vinen. Jeg sad og tænkte. Kaninragouten kom ind på bordet. Der var fire saftige stykker kaninkød på bugede ribben. Kaninen var badet i en let sauce. Jeg skar et pænt stykke af et af benene og lagde det ind i munden. Det kunne man slet ikke lade være med, tænkte jeg. Jeg tog også en stor slurk af rødvinen og lod det ligge lidt inde i munden, og det brændte lidt, men det føltes fint. Jeg lukkede magasinet og spiste maden, og jeg husker ikke mere fra den frokost.

Rione XX Testaccio

Der er mange måder at skære Rom ud på. Der er rioner, kvarterer og distrikter. Jeg holder mest af det kort, som Napoleon skabte. Han delte byen op i otte giustizie. Det var de tidligere utallige rioner, som han samlede efter en vækst i byens befolkning. Monti er et giustizie, Trevi er et giustizie, og Trastevere er et giustizie. Vil man som besøgende være mere specifik omkring et område i byen, vil jeg anbefale at styre efter det endnu ældre system, byens 22 rionier.

Jeg var mæt og træt efter frokosten, og jeg bestemte mig for at gå gennem byen for at få lidt luft, og fordi jeg stod i den sydvestlige del af byen, gik jeg mod nordøst, hvor mit hotel i Monti lå.

Jeg stoppede i et trafikeret kryds. På et af de fire hjørner lå en café med udendørsservering. Jeg stillede mig udenfor på fortovet og fandt min telefon frem, loggede på deres internet og tjekkede mail. Der tikkede fire mails ind. De handlede alle sammen om mig. Jeg var nogle dage forinden begyndt at dele mig selv op i romanfiguren Anton og den Anton, jeg var uden for romanen. Men jeg var ofte i tvivl, når jeg fik en mail, om den så handlede om romanfiguren eller om mig, og når jeg skriver disse ord, bliver jeg også i tvivl. Den første mail handlede om uddraget på bagsiden, og redaktøren havde et bedre bud end det, jeg havde foreslået. Den anden mail handlede om trykkeriet i Letland. Den tredje mail var en invitation til en pressekontakt-liste i Google Docs. I den sidste mail stod der 'Udgivelse' i emnefeltet. I brødtekstfeltet var der een sætning. Det var et spørgsmål. Skal vi udgive bogen den 21., spurgte redaktøren i mailen. Jeg loggede af caféens wifi, lagde telefonen i lommen og gik videre mod nordøst til Monti.

Piazza di Trevi

Jeg fik forbi fontæner, hvor statuer af historiske skikkelser, mænd og kvinder, blev badet i klorlugtende vand. Jeg gik gennem en park så våd og frodig, at jeg besluttede mig for at sætte mig på en bænk, og det gjorde ikke så meget, at det støvregnede. Jeg gik forbi Trevi-fontænen, og jeg slog den op på Wiki Travel og lidt efter også på Tripadvisor. Folk stod i tre eller fire rækker og kiggede på de heltelignende skikkelser, der blev plasket til af fontænens vand. Jeg stoppede op og kiggede på menneskene og på fontænen, og jeg forstod med det samme den storhed, den illusoriske magtdemonstration, denne by var, da den blev bygget, og stadig er. Og jeg blev rørt, og jeg blev stående, og det føltes trygt og rart, at der bag mig var udsalg i Benetton-butikken.

Det ville være naturligt, at jeg nu beskrev en af de næste attraktioner, som jeg så på min vej mod hotellet i Monti. Men jeg må stoppe op her, fordi det var i det kvarter, i den rione, at det begyndte. Jeg satte mig på en café i en smal gade. På caféen var vi alle turister. Der sad grupper og par ved runde caféborde. På bordene lå der selfie-stænger, spejlreflekskameraer, lange og korte objektiver, iPhones, printede kort fra Google. I midten af bordene var der stikkontakter til telefoner eller tablets, må jeg formode, og altså ikke gæsters egne lamper eller lignende møblement eller accessories. Hvorfor er jeg så bange for at udleve min drøm? Da jeg skrev bogen, var jeg lykkelig. Tjenerne bag disken var klædt i azurblå fodboldtrøjer. De var konstant beskæftigede med at fylde kugler af flødeis i bægre og vafler, skumme mælk eller tørre den lange marmordisk af med en fugtig klud. Da jeg afleverede manuskriptet til forlaget, var jeg lykkelig. Jeg tænkte på ordet gelateria. Det er et af de ord, de fleste af os lærer som børn. Når jeg kom til Toscana, ville jeg tage på iscafé, tænkte jeg. Vi lærer som noget af det første, at der i denne verden eksisterer iscaféer. Da forlaget antog manuskriptet, blev jeg rædselsslagen. Jeg åbnede min telefon og fandt manuskriptet med kommentarer frem. Jeg scrollede ned gennem PDF’en og ville læse noget af det, jeg godt kunne lide. Nogle af de sætninger, jeg synes fungerede godt. Der, hvor det svingede, og hvor der var følelser i ordene. En tjener kom med kaffe iskage. Der var en lille klump flødeskum på toppen. Jeg kiggede rundt, og det gik op for mig, at jeg var på iscafé. Jeg var på et gelateria. Jeg tænkte på cacio de pepe-retten, og hvorfor blev jeg ikke kok, hvorfor blev jeg ikke tømrer eller ismand. En kinesisk familie sad med et fad, og på fadet lå et utal af isserveringer i alverdens farver. Jeg tænkte, at det var fjollet og måske uanstændigt, at jeg gik mest op i kaffen. Det eneste, jeg så i PDF’en, var klodsede sætninger, uforståelige handlingsforløb, og jeg tænkte, at det måtte være en forkert PDF. Men det var min bog. Min drøm. Mit største ønske.

Da jeg afleverede manuskriptet til forlaget, var jeg lykkelig.

Jeg kunne i det mindste have skrevet om flygtningene i Sydeuropa. Jeg kunne også have skrevet om diktaturet i Hong Kong, hvor jeg læste som studerende. Jeg skrev om det, da det skete, men så lod jeg det ligge. Nu havde jeg skrevet 150 sider om ting, der virkelig føltes ligegyldige, da jeg sad foran kaffen og iskagen og turisterne og Pantheon og Colosseum og det gamle romerrige, Trevi-fontænen, mindet om rejserne med mine forældre, krigene og alle de ting, jeg glemmer, fordi jeg bliver oprevet over at skrive de her ord.

Jeg ved, jeg har et talent, og jeg prøver at gøre noget ved det. Men da jeg den dag mødte virkeligheden i en sidegade i Rom, var det alt for fristende ikke at gemme sig blandt de andre, blandt iskager og springvand og parmesan. Jeg scrollede op til titlen på bogen og begyndte igen. Men det sortnede for min øjne. Ordene sprang rundt i et stort mylder af sorte, krogede bogstaver på siden. Det var ikke andet en bunke bogstaver, der blev kastet rundt i alle retninger. Jeg drak op og lod iskagen stå urørt, betalte, gik tilbage til Trevi-fontænen og pressede mig ind mellem anden og tredje række. Her blev jeg stående, indtil regnen gennemblødte mig ind til underbukserne, og det føltes fint.

Den Rom-kyndige læser vil allerede nu vide, at jeg var kommet for langt nordpå. Mit hotel i Monti lå nu mod syd. Men det var formentlig det sidste, jeg tænkte på. Jeg fandt min telefon frem. Den var få minutter fra at løbe for batteri. Hvad skulle jeg bruge den sidste tid på? Jeg kunne skrive undskyld til dem, jeg havde skrevet om. Hvordan kunne jeg tro, det var i orden? Jeg kunne skrive til min redaktør. Det ville være det nemmeste. Få det overstået. Det ville ikke kræve mere end én sætning. Jeg vil ikke alligevel. Undskyld. Jeg kan ikke. Der dukkede en lang liste af wifi-hotspots op på min telefon. Gelateria325, benettonrome22, flat43, b&b2018 og wifi-airport-mariaconstantino. Jeg tænkte på, hvorfor den digitale verden skulle være så grim, når den verden, jeg gik rundt i, var så smuk. Gelateria Valentino, Fontana di Trevi, Altare della Patria og Piazza Barberini. Jeg kiggede på mailen, som min redaktør skrev tidligere på dagen. Skal vi udgive bogen den 21.? Jeg havde eet svar til det spørgsmål. Skærmen blev sort. Et hvidt æble lyste op i nogle sekunder.

Monti

Hotellet lå i en stejl og smal sidegade i Monti. Når en bil skulle igennem, hørte jeg hver gang, hvordan den satte i frigear, ned i første gear, kobling, speeder, og så lød et lille host. Bilen farede op gennem gaden og forbi hotellet, som en lille mus eller rotte, der havde set et menneske. Hotellets manager var klædt i jakkesæt og slips. Han bød mig velkommen og spurgte, i hvilken anledning jeg var i Rom. Han lagde et visitkort frem på disken. Under hotellets navn skrev han wifi-koden. Jeg sagde thank you so much og krøllede kortet sammen under disken og lagde det i baglommen. Jeg skal udgive en bog, sagde jeg som svar på hans spørgsmål. Jeg skal udgive en bog, så jeg tænkte, jeg ville fejre det her i Rom, inden jeg skal til Toscana, sagde jeg. Rom må være den mest storslåede by at fejre dét i, sagde hotelmanageren, og jeg sagde thank you so much igen og gik op ad trapperne.

Da forlaget antog manuskriptet, blev jeg rædselsslagen.

Jeg lagde min taske på gulvet, hang mine våde bukser, min våde skjorte og min våde jakke til tørre over radiatoren. Alt var gennemblødt af regnen. Jeg vred mine sokker for vand på badeværelset. Jeg satte min telefon til opladning, og jeg krøllede visitkortet ud, tastede koden ind og googlede først hotellet, bagefter takeaway-mad i nærheden og til sidst cacio de pepe og chefkokken fra Flavio-restauranten. Han hed De Maio. Han var en ældre, lettere overvægtig herre med gråt, krøllet hår, og på alle billederne var han klædt i hvid kokkeuniform eller mørkegrønne poloer. De bedste billeder, var dem, hvor han stod i køkkenet. Han var afslappet som en rutineret fodboldspiller, den ene hånd hvilede på køkkendisken, den anden hånd kastede fagter i luften. På et af billederne jonglerede han med en varm pande, mens tjenere og kokke kiggede på. Pastaen hang i luften. De Maio smilede og kiggede på de den bløde pasta, som havde han knækket koden til en bankboks.

Jeg husker ikke meget mere fra den aften. Jeg sov i et par timer. Ved ti-tiden om aftenen gik jeg ned i gaden og satte mig på en café og bestilte brød og pølse og en øl. Da jeg lå i min seng ved midnat, holdte en gruppe unge amerikanske piger fest på værelset ved siden af.

Termini-banegården

Jeg skulle ud at køre med tog. Det var lørdag morgen. Jeg sover sjældent i lange stræk, men den nat, på trods af højlydte amerikanske piger og biler i gaden, sov jeg som en sten. Jeg vågnede ved syv-tiden. Der var to timer til, at toget afgik fra Roma Termini. Jeg begyndte allerede nu at savne Rom. En ny hotelmanager, en ung kvinde, bød mig velkommen i morgenmadsrestauranten, men jeg sagde nej tak, og jeg tog min taske på ryggen og gik ud i gaden. Alle butikkerne var lukkede, og jeg vandrede formålsløst rundt i Monti og forestillede mig det liv, der måtte være her, når solen gik ned. Jeg ned forbi Altare della Patria, og jeg lagde min taske på en af de store marmorklinker, og jeg satte mig på trappen og begyndte at tænke. Det var præcis sådan, jeg ønskede at se Rom, tænkte jeg.

Klokken var otte, da jeg så Roma Termini. Der var et mylder af mennesker i de store haller. Jeg kiggede op på lystavlen i afgangshallen. Mit tog kørte efter planen. Jeg købte en kop kaffe i caféen og gik udenfor på parkeringspladsen. Jeg kiggede på busser og taxaer, der ankom med nye passagerer til togene. Roma Termini er en af den slags stationer, som jeg forestiller mig, at italienske børn aldrig glemmer. Jeg tænkte på slangeskindsskoene, forretningsfolkene fra Hong Kong og fiskestimer af stewardesser i Københavns Lufthavn.

På perronen var der allerede hundredevis af passagerer. Jeg stillede mig midt for ved vogn nummer 6, hvor jeg havde siddeplads nummer 32. Det var en vinduesplads. Jeg kiggede til højre, hvor der stod et ungt kærestepar. De må begge have været teenagere. Da der var et kvarter til afgang, grinede og fjollede de som hundehvalpe. Da der var 10 minutter til, krammede de, og hun kyssede ham på halsen. Da jeg hørte toget gennem skinner og kabler, skvulpede hendes øjne over, og tårerne trillede ned ad kinderne.

Jeg fandt plads nummer 32, lagde min taske op på hattehylden, satte mig i sædet og fandt min telefon frem. Der var gratis wifi i 30 minutter. En mandlig stemme lød over højtalerne. Toget forlod Roma Termini. Jeg åbnede en ny mail og skrev redaktørens adresse ind i modtagerfeltet. Jeg brugte få sekunder på at skrive mailen, og jeg trykkede på send. Jeg havde glemt, at den ikke var på lydløs. Swoosh, lød det, som lettede en lille flyver hen over en mark.

Toget trillede ud gennem de gamle rioner og guistizier, forbi parker, forretningskvarterer og forstæder. Vi steg op gennem et let skydække. Solen skyllede ind i kabinen. Strålerne varmede mine kinder. Her var ikke andet end sol og måne og måske en flyvemaskine i horisonten. Jeg faldt i søvn, og lidt senere var jeg i Toscana.