Print artikel

Opgør med distraktionen

Det var under en genlæsning af F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby, at David Ulin opdagede, at han havde mistet evnen til fordybet læsning. Her læser Fitzgerald selv omkring 1920.
Kritik
26.02.20
Evnen til koncentreret læsning er udfordret. Amerikansk kritiker forbinder bøgernes fortælling med den store samfundsmæssige fortælling.

Jeg har siden jeg var dreng elsket bøger. Bøgers indhold, fantastiske historier, man kunne forsvinde helt ind i, viden om alverdens ting, som interesserede på et givet tidspunkt. Men i de senere år er det blevet mindre og mindre med læsningen. Stakken med ulæste bøger bliver højere, den tid det tager at læse en bog længere. Jeg læser stadig en masse - bøger, aviser og ikke mindst masser af nyheder på nettet og opslag på sociale medier. Men boglæsningen går det stærkt tilbage med. Som mange andre oplever jeg, at min koncentration er udfordret, navnlig af hele det digitale univers. Der er hele tiden mails, der skal tjekkes, Facebook-debatter, man skal følge med i, opdateringer om aktuelle nyheder, man synes man lige er nødt til at kigge på. Er der sket noget nyt, siden man sidst tjekkede for en halv time siden? Som regel er der det jo ikke, men trangen til at holde sig orienteret, være ”på”, den er uhyre svær at bekæmpe.

Jeg føler mig derfor i høj grad på bølgelængde med David L. Ulin, amerikansk forfatter og anmelder og tidligere bogredaktør ved Los Angeles Times, som er aktuel med en spændende lille bog, der i den danske oversættelse hedder Læseren der forsvandt. Bogens betydning i en distraheret tid. Bogen er en blanding af personlige erindringer om glæder med og udfordringer ved læsning og kommentarer om læsning og citater fra forfattere og forskere, som har beskæftiget sig med læsningens tilstand i den moderne, digitale tidsalder. Undervejs bliver vi klogere på læsningens univers og dens tilstand i det 21. århundrede.

Den danske titel er faktisk en kende misvisende. For der er bestemt ikke tale om, at læseren er forsvundet. Tværtimod tyder meget på, at de fleste mennesker læser mere, end de nogensinde har gjort. Ulin citerer en undersøgelse, der mener at vide, at en amerikaner på en gennemsnitlig dag i 2008 læste, hvad der svarer til en roman på 300 sider, men vel at mærke ikke en sammenhængende tekst, men i en zappende kakofoni af mails, sms’er, netmedier, hjemmesider m.m. Så læseren forstået som den engagerede, fordybede læser er det sandt nok så som så med. Men originaltitlen rammer temaet bedre, for den hedder The Lost Art of Reading, og det er netop det, der er bogens anliggende; at evnen til at læse er i forfald, fordi der er for mange distraktioner, der hele tiden afbryder og forhindrer, at man for alvor kan fordybe sig i bogens univers.

Bogen tager afsæt i en foruroligende oplevelse, Ulin har haft, hvor han for at støtte sin søn, der skal læse den klassiske amerikanske roman Den store Gatsby i gymnasiet, beslutter at læse den samtidig og diskutere den med ham. Og det går galt. Ulin evner simpelthen ikke at koncentrere sig om teksten, som han ellers i forvejen kender og sætter pris på fra tidligere læsninger. Oplevelsen bliver anledning til en lang række overvejelser om, hvad læsning betyder, og om der er en vej frem for læsningen i vores distraherede tid. Ulin daterer sin egen distraktion til to begivenheder, som hver især er signifikante. Den ene er, da han i 2006 fik en hurtig internetforbindelse, der skabte den nemme adgang til konstant at følge med i massevis af nyheder og informationer. Den anden er præsidentvalget i 2008, som gjorde ham ”afhængig” af at følge med i det konstante nyhedsflow, der i stadig stigende grad er blevet en del af hverdagen kloden rundt, og som ofte ikke er til at skelne fra andre former for underholdning.

Samtidig repræsenterede valget i 2008 for Ulin et brud i amerikansk politik, hvor politik blev præget af en ny overfladiskhed og en slags opgiven af ”den store fortælling” i politik, som blev afløst af overfladisk taktik og gustent rænkespil med beskedent reelt indhold. På den måde laver Ulin en interessant kobling mellem bøgernes fortælling, og evnen til at koncentrere sig om dem, og den store samfundsmæssige fortælling, som vi måske også er blevet for dårlige til at koncentrere os om, eller har tabt fornemmelsen for værdien af. Ulin citerer også forskere for spændende iagttagelser om den menneskelige hjernes udvikling, hvor evnen til koncentreret læsning i virkeligheden er noget tillært, som adskiller sig fra den menneskelige hjernes oprindelige funktion, hvor man konstant skulle være på vagt over for farlige dyr og holde udkig efter mulige byttedyr i nærheden. Ingen af delene er forenelige med at være dybt fordybet i en bog. Med andre ord er vi i vore dages hastige zapper-kultur vendt tilbage til en slags jæger- og samler-hjerne, hvor vi konstant er distraherede og på jagt efter den næste oplevelse.

Læsning er en modstandshandling i en distraheret tid

En anden spændende vinkel i bogen er, hvordan Ulin bruger teknologihistorien, som umiddelbart let kunne fremstilles som en klassisk forfaldshistorie, når hovedtemaet er, hvordan det er blevet sværere at koncentrere sig om at læse. Men Ulin ser ikke teknologien som en opløsende faktor i sig selv og minder om, at udbredelsen af læsning også begyndte med en teknologisk revolution, nemlig Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten. Læsning er på den måde en relativt ny opfindelse, næsten en parentes i menneskehedens historie, som både har krævet ny teknologi og en tilpasning af den menneskelige hjernes ”naturlige” funktioner.

Under alle omstændigheder ser Ulin bestemt evnen til læsning og den dannelse, der opstår gennem læsning, som en værdifuld del af menneskelivet og et vigtigt fundament for en sammenhængende og velfungerende kultur. Han ender med at konkludere, at læsning er en modstandshandling i en distraheret tid, hvor man må insistere på sammenhæng, på fordybelse, på reelt indhold i modsætning til de flodbølger af let underholdning, der skaber et overfladisk og tomt samfunds- og menneskeliv. Hvordan det præcis skal foregå, er ikke fuldkommen klart, men han ender i en let optimistisk tone, hvor de øgede muligheder for at tilegne sig litteratur via computere og e-læsere godt kunne være noget af det, der igen fremmede læsningens udbredelse. Det sidste føler jeg mig nu ikke helt overbevist om.

Ser vi på bogens budskab i en dansk kontekst, så mangler vi i grunden kræfter, der går til modstand mod distraktionen og taler læsningens sag. Teknologifascinationen er voldsom i hele undervisningssektoren, og fordybelsen i litteratur svær at finde mange steder. Bibliotekerne, som tidligere åbnede dørene til læsning for store dele af befolkningen, også selvom de ikke var vænnet til læsning hjemmefra, er mange steder i landet endt i en lidt diffus position som brede kulturhuse, hvor bøger og formidlingen af litteratur ofte fremstår som noget næsten sekundært. Vi kunne godt tage ved lære af Ulins opfordring til at gøre op med distraktionen og igen lære at koncentrere os om læsning. Historisk har vi haft institutionerne og midlerne til det, men måske vi undervejs også har glemt, hvad den store samfundsfortælling egentlig gik ud på.