Print artikel

Oldingevælde

Statler og Waldorf
Kritik
01.09.18
Den voksende ulighed mellem generationerne bliver sjældent diskuteret i offentligheden, og hvis den gør, er det ofte når bekymrede midaldrende beder de unge fjerne blikket fra skærmene og komme ud i den friske luft. Den engelske litterat og forfatter John Sutherland har skrevet en morsom og skarptskåret bog om, hvordan de gamle udnytter de unge.

Der er krig. Ikke i traditionel forstand, men socialt og økonomisk: de gamle og de unge strides om samfundets værdier og magt. Og selvom de unge er de raske og stærke, taber de. Det har fået den aldersstegne engelske litterat John Sutherland op af stolen og til at udgive debatbogen The War On The Young, hvor han fastslår, at vi i Vesten (især Storbritannien og USA) lever i et gerontokrati, oldingevælde.

Sutherland bruger det interessante greb at fremdrage eksempler, som ved første øjekast er udtryk for eksempelvis sexisme, og vise, at den ofte også er udtryk for ulighed i alder. Hugh Hefners liv og virke bliver analyseret som mere end blot mandschauvinistisk livsstil: det er den gamle mand, som over årene akkumulerer rigdom og magt, undertvinger de unge kvinder og har dem i sin hule hånd. Dermed sætter Sutherland fokus på, at en række af de brudflader i samfundet, vi beskæftiger os med og debatterer indgående i disse år, også er del af en underliggende strømning, nemlig kampen mellem unge og gamle. Og, konstaterer Sutherland, det går dårligt for de unge. Parlamenter, regeringer, højesteretter – alle de organer, der har beslutningskompetence på flertallets vegne – er styret af gamle: »The well-being, or ill-being, of the young is in wrinkled hands.«

Samfundets økonomiske rigdomme glider de gamle i hænde, mens ungdommens muligheder for at opnå friværdi og stabile jobs fordufter i disruption, globalisering og god gammeldags diskriminerende lovgivning.

Sutherland underbygger løbende sit argument med tørre fakta: i Storbritannien tager det i dag et ungt menneske 40 år at spare sammen til det nødvendige depositum for at optage boliglån, så det er praktisk talt umuligt at komme ind på boligmarkedet. I tilgift har den britiske sparepolitik efter finanskrisen godt nok ført til fuld beskæftigelse i landet, men kun fordi unge, forgældede, veluddannede mennesker bliver tvunget ud i nultimers-kontrakt-jobs som pizzabude og opvaskere. Sådan en tilværelse er der ifølge Sutherland fem millioner briter, der har. Universiteterne har udviklet sig til forgældelsesfabrikker, der ikke giver jobsikkerhed som førhen. Eksemplerne er utallige, og de peger alle i samme retning: samfundets økonomiske rigdomme glider de gamle i hænde, mens ungdommens muligheder for at opnå friværdi og stabile jobs fordufter i disruption, globalisering og god gammeldags diskriminerende lovgivning.

Den voksende ulighed mellem generationerne bliver sjældent diskuteret i offentligheden, og hvis den gør, er det ofte når bekymrede midaldrende beder de unge fjerne blikket fra skærmene og komme ud i den friske luft, være mindre krævende over for arbejdsgivere, være mere realistiske om egne evner osv. Som om alder er noget, man gerne må slå hinanden i hovedet med og generalisere på baggrund af, modsat køn, etnicitet eller klasse. Men, som Sutherland tankevækkende viser, alder er en lige så relevant kategori, og når den ikke bliver taget seriøst, medfører det, at de unge bliver undertrykt af de gamle, uden at nogen griber ind. Dem, der burde gribe ind, tilhører det sejrende hold og har ingen interesse i at ændre udviklingen: »Power over the lives of the young is the main weapon the old have.«

Sutherlands bog er et forsøg på at råbe sine leverplettede fæller op – han er selv født i 1938. Teksten er gennemsyret af forfatterens indignation over, hvordan hans egen generation har kunnet være så uforskammede mod sine børn og børnebørn. Den indignation er bogens brændstof og det, der gør den troværdig: Sutherland er selv på det vindende hold, men sejren har givet ham en dårlig smag i munden.