Print artikel

Noget, vi næsten kan kalde håb

Cecilia Hansson
Anmeldelse
18.08.17
Den svenske litterat Cecilia Hansson har rejst i Centraleuropa og interviewet en udsøgt håndfuld kunstnere. Det er der kommet en formidabel bog ud af.

Vi har heldigvis forlæggere, oversættere, filmdistributører, festivaller, museer og gallerier, der formidler centraleuropæisk kunst her til lands. Hvad vi mangler er flere boglange tekster, der formidler Centraleuropas kultur- og idéhistorie. Det finder man derimod på den anden side af sundet: Kristian Gernes Centraleuropas historia (1997); Mats Andréns Att frambringa det uthärdliga (2001); Björn Sandmarks Vägen til Mitteleuropa (2005); Nicolaus Rockbergers Det nya Europa (2004). Nu føjer Cecilia Hansson sig fornemt til denne kreds af skribenter med Hopplöst, men inte allvarligt.

Til forskel fra de øvrige bøger er det hverken kulturhistorie, værklæsninger eller rejseessayistik, der udgør Hopplösts hovedåre; det er de interviews, Hansson har foretaget gennem en årrække under sine rejser i Østrig, Ungarn og Rumænien. Under vejs har hun – for blot at nævne nogle få – mødt forfattere som Peter Turrini, Doron Rabinovici, László Krasznahorkai, Mircea Cărtărescu, Gianina Cărbunariu, Péter Nádas, Péter Esterházy og Herta Müller; filminstruktører som Michael Haneke, Radu Jude og billed- og performancekunstnere som Marina Abramović, Valie Export, Hermann Nitsch og Dan Perjovschi. Alle disse møder er indrammet af veloplagte introduktioner til kunstnernes virke, små oplysende kulturhistoriske rids, supplerende informationer dér hvor situationen siden interviewet har ændret sig og dagbogslignende optegnelser. Det gør bogen levende, personlig, engageret og frem for alt verdensåbnende: den viser, at der i de tre lande er en kulturel rigdom og en kunstnerisk vitalitet, der sandsynligvis vil overraske nogle – og begejstre de fleste.

I det virvar af stemmer og temperamenter, Hansson præsenterer, er der enkelte, som gør sig særligt bemærket. Primært på godt, men også nogle gange på ondt. Til den sidste kategori hører eksempelvis Marina Abramović, der flere steder forherliger kommunismen på kryptisk vis, formulerer sig i selvhjælpsslogans og i det hele taget fremstår en kende selvforblændet. Til den første kategori hører derimod ungareren Esterházy. Hans betragtninger over litteratur, kultur, politik og historie, giver et glimrende indblik i, hvad der rør sig i den ungarske offentlighed, samt hvordan de ofte obskøne politiske begivenheder og signaler kan fortolkes. Herudover beskriver han meget rammende alvoren i den situation, Europa for indeværende befinder sig i, men også det forsigtige håb, man kan tillade sig at have på kontinents vegne: »Den gamle vished fra før århundredeskiftets begyndelse, fra tiden før dobbeltmonarkiet, lyder: Situationen er håbløs, men ikke alvorlig. Godt hundrede år senere ser billedet mere dystert ud: Situationen er håbløs, men alvorlig. Måske fører dette alvor os alligevel til noget, vi næsten vil kunne kalde håb.« Som det fremgår her, er ledetråden for ikke bare Esterházy-interviewet, men hele Hopplöst, men inte allvarlig forholdet mellem kunst og politik. Som Hansson ræsonnerer: »Det område, som kaldes Centraleuropa, er interessant ud fra flere synsvinkler. Regionen befinder sig mellem øst og vest, mellem EU og Rusland, og har været præget af både kommunisme og fascisme. I dag findes spor og genkomster fra begge disse ideologier. Hvad indebærer det for kunsten og litteraturen? Kan vi forstå kunsten gennem samfundet og vice versa?«

Når det gælder disse spørgsmål er der særligt én kampplads, der samler de ellers ret så forskellige kunstnere: historien. Den ungarske forfatter György Dalos’ udsagn om, at Ungarn er kendetegnet af, at fortiden er en samtidig, levet og som regel problematisk realitet, gælder også for de øvrige lande. Fælles for Ungarn, Rumænien og Østrig er dertil, at den offentlige historiebevidsthed lader til at være behersket af – ofte statsstøttede – offermyter og karakteriseret ved fortrængningen af de af historiens mørke sider, man havde (med)ansvar for. Heroverfor står kunsten så. Den er stedet for den uhildede historiebearbejdning; stedet for kritiske korrektiver – og Ungarn, Østrig og Rumæniens påtrængende samvittighed.  

Under ét har Hansson skrevet en fremragende (og for danskere letlæst) bog, der tager os med rundt i Centraleuropas sammenfiltrede nu- og fortid. Og netop fordi den så nænsomt bevæger sig mellem del og helhed; mellem det individuelle og det fælles, tegner den på samme tid en række gode kunstnerportrætter og et fintmasket billede af regionen. Sådan peger Hansson – som György Konrád og Milan Kundera gjorde det i 1980’erne – på et alternativ til den ellers så udbredte forestilling om de monolitiske, tilbagestående østlande. Murens fald ligger over femogtyve år tilbage i tiden. Landenes skæbne er knyttet sammen i EU. Måske kan det fremme den centraleuropæiske kultur, der trods sine vedvarende problemer, har frembragt et forbløffende antal store kunstnere.