Print artikel

Min kærlighed er så ren, at jeg bruger dit sprog

Anmeldelse
26.09.19
Anne Mari Borchert dyrker sine idoler fra 'America’s Next Top Model', så det er umuligt ikke at være fan.

Titlen på Anne Mari Borcherts debutdigtsamling, Vidunderligt glitrende – til America’s Next Top Model cycle 1-22, udgivet sensationelt som en selvstændig udgave af tidsskriftet Hvedekorn, formår både at fortælle, hvad bogen handler om, hvorfor den gør det og på hvilken måde. I 22 fanbreve til sine yndlingsdeltagere i det feterede, amerikanske realityprogram eller til seriens skaber, vært, overdommer og dronning, Tyra Banks, skriver Borchert en poesi frem, der skinner i alle modelkonkurrencens glossy nuancer. Ét brev for hver 'cycle’, som sæsonerne kaldes, hvori en gruppe aspirerende modeller kæmper om titlen som den næste, amerikanske topmodel.

Det dufter af kapitalistisk og popkulturel fernis, men poesiens underlige glossy-hed er mere end blank overfladepragt. Den er nærmere den glittede hinde, hvorunder den attituderelativistiske mytologi ligger og lurer med alle sine absurde og kerneløse logikker. Som i brevet til den quirky skønhed Allison med de store øjne: »Selv taler du om din vampire vision / når photoshoots spoleres af sollys, / en diagnose du åbenbart selv har fundet på. / Følte med dig da du med din vampire vision / skulle posere på stranden på Kreta, / smurt ind i olivenolie på et underlag af græsk salat / i en enorm skål med græsk mønster som lignede noget fra Herkules. / Går ud fra at du særligt talte om de store blokke af ægte fetaost da du sagde: / Getting into the bowl / it kind of feels like you’re stepping into someone’s organs.« 

I et af de flere breve til Tyra Banks, formulerer Borchert fanæstetikkens credo: »min kærlighed er så ren at jeg bruger dit sprog«. Det er med samme hengivenhed Borchert digter, med sit eget sprog flettet ind i Tyras og deltagernes, såvel som sine forfatteridoler, i en stor pærevælling. Bag Tyras (og derfor også Borcherts) sprog, ligger et grundlæggende spørgsmål om, hvad skønhed er, og hvordan man sætter ord på den. Hvor ofte har poesien ikke beskæftiget sig med den udfordring? Jævnligt, må man sige. Men hvem skulle have troet, at en af poesiens grundudfordringer skulle dukke op i en af dens kapitalistiske modstykker: en amerikansk reality-konkurrence, »som handler om men sjældent fremviser penge«? (Det er sjovt som det ligner genren anmeldelse.)

Der findes en glitrende poesi i den slags postmoderne beskrivelsesform, som knytter sig til hele konceptet ANTM. I brevet til deltageren Jade skriver Borchert: »Det er så mærkeligt at du minder mig om det sted / hvor Ingeborg Bachmann skriver: / Wir meinen wir kennen sie doch alle, / die sprache. / Sproget er selvfølgelig for alle andre end forfatteren, / og sproget virker slet ikke selvfølgeligt for dig. / Har holdt det i mit hjerte at du under salgstalen for dig selv sagde: / Don’t judge a book by its cover. / What you see is what you get. « Man kunne også tilføje til salgstalen her: hvad man ser, kommer an på, hvor god man er til at se, og Borchert er, ligesom Tyra, rigtig dygtig til det. Jeg er fan!