Print artikel

Med jeg på tur i amerikansk politik og kultur

n+1, #11, Dual Power
Er det reklame for en posh vodka eller et billede fra krigen i Irak ?
Anmeldelse
06.05.11
Det amerikanske litterære magasin n+1 er flaben, der har noget på hjertet, og som viser, hvad jeg-fortællingen virkelig kan fra essay til fiktion. Der går dog lidt studiekreds i den, og det er cool at kunne sin Adorno og hade popkultur en lille smule.

Den første tekst, jeg læste fra det amerikanske litterære magasin n+1, var en lille åbenbaring. Vacaction hed den, og var blevet lagt til fortæring på magasinets hjemmeside i dagene lige op til juleferien 2010. Teksten var skrevet af en ung skribent fra New York, Yelena Akhtiorskaya. Jeget beslutter sig for at tage på ferie. Hun kommer dog aldrig af sted, men hun forestiller sig, hvordan det ville tage sig ud, hvis hun KOM på ferie. Hvordan ville det fx være at overgive sig til fugle-observation og livsstilen, der fulgte med; officielt blive en bird-lover? Med andre ord kommer teksten ingen vegne, og alligevel er læseoplevelsen forrygende, som Akhtiorskaya neurotisk tumler ud og ind mellem egne overvejelser og andres forventninger – ikke mindst læserens (kommer hun på ferie eller hvad?) - og tør lade hele afsnit dvæle idiosynkratisk ved tilsyneladende ligegyldige detaljer. Som hvilken slags mad hendes mor betragter som ugly food (chips og peanut butter) og derfor gemmer i køleskabet. Hvordan jeget kommer fra ferie til sin mors køleskab, kan man læse sig til her.

Åbenbaringen bestod ikke så meget i, at artiklen ikke gad hænge sig på den journalistiske knagerække af klassiske kriterier – n+1 har sågar klassificeret teksten som fiktion, hvilket jeg (lykkeligt uvidende) ikke læste den som. Nej, åbenbaringen bestod i, at der fandtes et rum for en tekst, der må betragtes som en bastard mellem dokumentar og fiktion og journalistik (hun ved noget om fugle). Og jeg tænkte ikke kun, kan man virkelig gøre sådan, jeg tænkte også, hvorfor i alverden gør flere ikke sådan? Og det er det, der er n+1s største styrke: magasinet giver plads til at gå all-in på former, der især i det danske mediebillede er en sjælden gæst.

n+1 siden 2004

Det Brooklyn-baserede magasin blev startet i 2004 som en progressiv modreaktion på den amerikanske intellektuelle scenes tilstand. ”It is time to say what you mean,” erklæredes det i det første nummer, og redaktørerne, en gruppe unge mænd i start-30'erne uddannet fra Ivy League-skoler og med erfaring fra vægtige magasiner som The New Yorker og The Atlantic, havde som ambition at gøre magasinformen til et forum for innovativ tænkning inden for kunst og politik.  

Magasinet, der udkommer i buttet bogform over 200 sider tre gange årligt, er sat på spidsen en flabet indianergryde af tekstlige udtryk, fra fiktion over essays til anmeldelser og memoirer. Det håndgribelige magasin suppleres af et eksemplarisk web-magasin, der glimter af liv, læselyst og som er overskuelig i udtrykket, to-the-point i sproget og selvbevidst med et glimt i øjet: ”We do not publish interviews,” står der bl.a. Og så kan man selvfølgelig get the t-shirt.

Flere gange ugentligt lægges der tekster på nettet, der “because of its timeliness or genre cannot appear in the print issue”. Det er en kunst at etablere et så indbydende virtuelt rum, og n+1 gør det med en no BS-professionalisme.

Stringens på trods

Det trykte magasin-layout besidder et meget stringent indtryk. Indholdsfortegnelsen er overskuelig og kortfattet, og kapitlerne har titler, der hverken er til at tage fejl af eller spøge med: fx Documents og Essays. At magasinet så faktisk varierer i sine kapiteltitler fra nummer til nummer, virker ikke tilfældigt, og fornemmelsen af styret stringens underbygges kun af, at der i hvert nummer er faste, tilbagevendende elementer: Indledningen og “dagbogen” The Intellectual Situation, hvor bredere tendenser inden for “culture and thought” analyseres af redaktørerne, typisk ved hjælp af tænkende koryfæer som Barthes og Adorno og i en dagsordensættende tone; Politics, hvor samtidige politiske problemstillinger gerne behandles fra et personligt perspektiv; og Fiction, der præsenterer noveller og til tider lidt lyrik. Endelig rundes magasinet af med anmeldelser af litterære værker: tv-serier som The Sopranos eller af hele litterære temaer som fx The Finance Novel.

Denne stringens giver et indtryk af overskud - indianergryden er alligevel ikke helt tilfældig.

Er det reklame for en posh vodka eller et billede fra krigen i Irak ?

# 11, Dual Power

I det nyeste nummer af n+1 med titlen "Dual Power", der netop har ramt New Yorks streets og avenuer, slås den dagsordensættende tone an. I The Intellectual Situation lyder det: ”Just as this is an age of great wealth inequality, it is also an age of great inequality of knowledge …”. Der argumenteres efterfølgende for en tendens i litteraturen – især non-fiction-litteraturen - hvor man samler information for informationens skyld. Denne tendens peger hen imod en slags afmagt over for den informationsstrøm, det moderne menneske mødes med. Det at være oplyst er ikke lig med frihed, for vi bruger ikke vores viden til at ændre noget. Og imens desinformerer det republikanske parti på propagandistisk facon og deler USA i to, skriver n+1.

I The Intellectual Situation skrives der om høj og lav kultur i et miskmask, og villigheden til at koble litteraturen til virkeligheden er befriende sultent. Man kan godt skrive Adorno i samme tekst, som man skriver Banana Republic. Samtidig går der især i denne indledende del af n+1, generelt og i dette specifikke tilfælde, desværre af og til alligevel skolestue i den, og du vil føle dig mere velkommen i varmen, hvis du med en in-the-know-mine kan nikke genkendende til udtryk som ”Baconian methods”, ”those Spenser Tunick photographs”, og kan huske, hvordan det lige var med Foucault. Det samme gælder emnet popkultur. Vil man læse om det uden en oplevelse af, at der rynkes på næsen, skal man hellere tage sin egen næse og vende den mod fx Rolling Stone Magazine.

Derudover indeholder nummer 11 bl.a. essayet The Battle of Wisconsin, der med Eli S. Evans’ fint følsomme tone vil gøre selv den mest apolitiske læser interesseret i fagforeningernes fratagelse af rettigheder i Wisconsin, essayet Making Reality Unacceptable af Luc Boltanski, som er en central figur inden for fransk sociologi, samt det snapshotlignende essay om fænomenet og fotografen Terry Richardsons suggestive ”Luxury Reborn”-kampagne for Belvedere Vodka. Her drager skribenten Gemma Sieff en forsigtig og uhyggelig parallel mellem kampagnen og ”imagery from the Iraq War”. 

Jeg-form som drivkraft

En samlende tendens i n+1 - på tværs af genrer og emner - er, at jeget benyttes som fortællegreb. Og denne tendens genererer en anden tendens i magasinet: Skribenterne udstiller deres uvidenhed: ”I was brought to realize my profound ignorance of the formal structures of English versification when I decided I really wanted to be friends with the poetry people in my course,” lyder det i Emily Witts essay That Room in Cambridge, også fra det nyeste nummer, der handler om hendes år som uvidende studerende på Cambridge. Grebet bevirker, at læseoplevelsen demokratiseres: Her taler en personlighed, der ikke har patent på sandheden, men forsøger at afdække den, og vi er i samme båd. Hvem har ikke gerne ville få sig nogle venner et nyt sted? Ud over at styrke troværdigheden fungerer disse passager af selvrefleksion i dette konkrete tilfælde som velgørende pauser midt i tungere overvejelser om digteren J.H. Prynne, som Witt introduceres for på sit kursus. Og disse pauser er i sidste ende en ofte god måde at få os til at læse på, en blødere indgang til emner, man ikke altid vidste, man ville vide noget om. Ulempen er på den anden side, at ens lyst til at læse den enkelte tekst til en vis grad knyttes til, hvorvidt jeget i teksten appellerer til en som læser. 

I bogen The New New Journalism fra 2005 foreslår Robert S. Boynton, at den subjektive form er særligt amerikansk, simpelthen fordi traditionel, faktabåret journalistik ikke formår at omfavne kompleksiteten i så enormt et land, der har undergået så mange forandringer. n+1 er på godt og ondt en flabet selvbevidst variant af dette synspunkt. På en gang ”mocking og sincere,” som New York Times Magazines anmelder skrev i sin anmeldelse af n+1 i 2005.