Print artikel

Livet er en koreografi, man ikke selv har skabt

Foto: Robin Skjoldborg
Interview
11.11.19
Lea Marie Løppenthin insisterer med sin nye roman på, at vi stadig lever i mytologiernes verden. De græske guder eksisterer sideløbende med Frank Ocean og Franz Kafka, de magiske amuletter med medicin og øjendråber – men den symbolske effekt er den samme. ATLAS har mødt Løppenthin til et interview om at bruge myten i sit forfatterskab og om at finde et sprog for sit eget liv.

»Jeg sad og tænkte over, hvad det egentlig betyder, at noget er væk«, siger Løppenthin. Vi sidder over for hinanden i hendes lejlighed på Vesterbro. Hun holder en kort tænkepause, tager en slurk af sin kaffe, og fortsætter så: »Og jeg fandt ud af, at den måde, vi forklarer på, at noget ikke er der, altid er knyttet til noget, der er der. Det kan lyde som en overfladisk new-age pointe om, at vi alle er forbundne, men jeg synes alligevel, det var en stor trøst.«

Hendes overvejelse knytter sig til hendes nye roman Sæsons første side, hvor det korte, skrappe ord væk bliver sat under en etymologisk lup af jeg-fortælleren Frank. Og det er ikke uden en vis lykke, Frank opdager, at væk stammer fra det middelnedertyske wech, afledt af weg, altså ’vej’. For det betyder, at hvis noget er væk, er det bare et andet sted end her. Hvis noget er væk, er det bare længere nede ad vejen.

På bordet imellem Løppenthin og mig ligger Homers hymne til Demeter, som Sæson er skrevet over. I Sæson er Frank skæbnesøster med høstgudinden Demeter fra den græske mytologi. Demeters datter Persefone – som er personificering af kornet – blev en dag kidnappet af Hades og ført til underverdenen, hvor hun nu skulle være dronning til evig tid. Da Demeters sorg førte til en global vinter, hvor ingen afgrøder kunne gro, trådte Zeus til og oprettede en pendlerordning, hvor Persefone skulle være oppe ved Demeter to tredjedele af året og nede ved Hades den sidste. Ifølge den græske mytologi er det derfra, årstiderne stammer: Når Persefone er ved Demeter, skyller glædens sommer ind over verden; men når hun er væk, kommer sorgens vinter.

I Sæson viser det mytologiske element sig for første gang, da Frank som otteårig føder græshoppen Per ud af sit øre. Per er et lille, ivrigt væsen, der summer af liv, og sammen udforsker de verden igennem barndommens nysgerrige øjne. Frank er hendes ven og mor, og sommeren blomstrer omkring dem. Men der går ikke længe, før jorden en dag åbner sig under Per, og hun med et hvin, eller et skrig, også forsvinder. Frank og hendes veninde Jennifer går så til Solen, den røde aftensol, for at søge svar: »Og vi fik at vide, at der var indgået en gunstig aftale, gunstig for alle parter.

Det var Døden, der manglede en kæreste, Døden, som ejer en tredjedel af verden:

Det var ham, der havde fået Per forærende«.

Bare fordi man ikke har skabt koreografien, kan man godt holde af den

Sæsonerne på den evige vej

Efter Per er forsvundet, begynder sæsonerne i Franks liv. Per får tildelt den samme pendlerordning som Persefone, hvor hun skiftevist er Franks datter oppe på jorden og dronningen af underverdenen nede ved Døden. Når Per forsvinder, tager hun sommeren med sig; men vi ved allerede, at når noget er væk, er det bare længere nede ad vejen. Sæsonerne kommer igen, erfarer den unge Frank, der må navigere igennem et liv som diplomatdatter i Dhaka, som ung au pair for en hund i Hanoi og som voksent menneske på Vesterbro. Nogle gange skinner solen, andre gange gør den ikke. Sæsonerne skifter, og livet går videre på en måde, der giver lidt den samme følelse som det paratekstuelle Jens Baggesen-citat, der står før bogens første kapitel: »Der tilstødte os intet mærkværdigt, naar jeg undtager de evige Stød af den steenede Vei«.

»Der er noget vildt fedt over det citat«, siger Løppenthin. »På den måde ’evig’ og ’vej’ bliver ført sammen, kommer det til at handle om en konstant rejse, der også er en forstyrrelse – som så nærmest bliver en hel materiel sammensmeltning med vejen«. En sammensmeltning, der også finder sted i Sæson. Frank sidder på en bar i Bruxelles med sin veninde Vicki og fortæller hende, at det at blive ældre giver evnen til at se alle forviklinger i livene som en koreografi, man ikke selv har skabt. Men bare fordi man ikke har skabt koreografien, kan man godt holde af den. »Hvis man sidder i teatret som publikum, ved man det jo ikke, men man følger den med interesse«, fortæller hun Vicki. »Med en vis kundskab. Og tålmodighed«.

Det er med en sådan tålmodighed, Frank følger Pers pendlertilværelse. For Per er sommersæsonen; maniens stadie af den bipolare lidelse, Frank lider af. Og ligesom Demeter må Frank acceptere den koreografi, der er blevet lagt for hende. Selvom hun ikke har bestemt deres ordning, kan hun godt følge interesseret med i de sæsoner, det skaber. Hun er smeltet sammen med sin evige vej; og nu sker der ikke så meget, når man undtager de skiftende sæsoner.

Fordi karaktererne har en skæbne, nogle ting de skal, så siger de præcis, hvad de mener

Homeriske sløjfer

Til spørgsmålet om, hvorfor det netop er den græske myte-fortælling, Løppenthin har valgt at basere romanen på, ler hun, og sammenligner valget med et citat af Anne Carson, en canadisk forfatter og professor i klassisk litteratur. I et interview, hvor Carson blev stillet et lignende spørgsmål, svarede hun: »I read greek tragedies for the grammar«. » Det er jo vildt arrogant,« følger Løppenthin op med. »For selvfølgelig er hun også interesseret i tragediernes fortællinger, karakterer og dilemmaer. Det kan man se på hendes genskrivning af Antigone og hendes fortælling om Geryon, det røde uhyre som Herkules dræbte, i bogen Autobiography of Red. Men samtidig er det rigtigt, at der er noget særligt ved grammatikken. Der er noget ved det deklarerende sprog, de tekster besidder. Fordi karaktererne har en skæbne, nogle ting de skal, så siger de præcis, hvad de mener. Der er et mere direkte forhold mellem det indre liv og det talte sprog.«

Ved Homers hymne til Demeter er forholdet dog lidt anderledes, forklarer hun. Det interessante ved den hymne er, i Løppenthins optik, at konflikten bliver løst. Den slutter nemlig med, at digteren Homer selv træder frem, og binder en sløjfe på det hele: Så fik vi styr på det med årstiderne, og at Persefone både skal være Demeters barn og Hades’ hustru. »For mig at se er der noget meget provokerende over den måde, historien bliver afsluttet på. Skal det forestille, at vi alle er tilfredse med det hele, som Homer vil have os til at tro? For, på den ene side, så bliver hun kidnappet. Men Zeus har til at begynde med sagt god for kidnapningen, finder Demeter ud af. Det er altså loven selv, der har dikteret, at den her løsning nok vil være det bedste for alle. Altså: Så fik vi ordnet det, og alle er enige«.

Bortset fra de to, det egentlig handler om?

»Ja, præcis. For når man så møder Persefone i andre myter, som for eksempel når Herkules er på besøg i Dødsriget, så er hun bare Dødsrigets dronning. I de første sytten år af sit liv var hun altså en lille pige, og så, i de næste uendelige år(!), er hun underverdenens dronning. Og det er på grund af dét, vi har vores årstider,« siger Løppenthin med stemmen spændt af forargelse.

»Det har været aften hele eftermiddagen; det er tid til at synge med benene.«

Friheden til at være sig selv

Udover at være bundet op på denne Carson-inspirerede, professionelle forkærlighed for Demeter-myten, er Løppenthins forargelse også af personlig art. For da hun begyndte at anvende den mytiske form i sin skrift, var det på mange måder som om, hun fandt hjem, fortæller hun. Som yngre havde hun en misundelig drift imod en på samme tid rastløs og melankolsk værens-frihed, hun forbandt med den unge mand; og den samme værens-frihed så hun ofte komme til udtryk i de græske tragediekarakterer. De taler nemlig altid lidt i en megafon, ligesom Demeter gør det med sin sorg. Der er intet skjult over en global vinter. Det er den værens-frihed, Frank også besidder. For hvordan udtrykker man noget, man ikke selv bestemmer, og som man måske ikke engang selv forstår? Man gør det, som om det er en del af noget større; af et skæbnetæppe, hvor man har noget, man skal, selvom man ikke er helt sikker på, hvad det er. Man gør det i en megafon: Ingen skam, intet skjult, nej, det gælder om at få alt ud i det åbne. Og derfor er det også i det åbne, bogen ender. Der er ingen homeriske sløjfer, hvor vi får at vide, at nu er vi færdige, hende den syttenårige blevet lænket til Hades i en evighed, alle er tilfredse, og det hele spiller bare. I stedet spørger Per, hvorfor Frank altid skal »være sådan en detektiv. Sådan en arkæolog. Stå der med din lille børste i håbet om at finde det allervigtigste potteskår i det store puslespil.«

Ved vejs ende kræver Per dermed også sin værens-frihed. Hun vil ikke reduceres til et homerisk objekt i Franks selvforståelse; og bogen slutter derfor med Pers appendix, hvori hun opremser 13 måder at være en græshoppe. »Det var vigtigt at slutte med Pers liv uden for Frank. For at lade Per være en græshoppe, der ikke bare var metafor for noget – for en problematisk barndom eller en bipolar lidelse. Og så er Per jo også bare mere nice,« smiler Løppenthin, og fortsætter: »Man vil gerne bemestre noget, man savner. Men du kommer ikke til at ændre på dine vilkår ved at have den her græshoppeforskning med dig selv.«

Så vi ender ved erkendelsen af, at der på den ene side er noget håbløst i forsøget på at forstå koreografien imens den udspilles, og at den hårdt tilkæmpede forståelse, på den anden side, måske ikke kommer til at ændre noget. Sløjfen er ikke homerisk, men der er alligevel en afrundende ro at hente i Pers 13 måder at være en græshoppe, hvor fokus vendes bort fra det stressende forsøg på at begribe årstiderne, og erstatter det med en forudsætningsløs, værens-fri kropslighed: Måske er det på tide at løsne grebet om koreografien, lægge den arkæologiske børste fra sig og lade sig smelte sammen med vejen. For, som Per afrunder Sæson med: »Det har været aften hele eftermiddagen; det er tid til at synge med benene.«