Print artikel

Litterært klassebillede

Teksterne i dette års afgangsantologi fra Forfatterskolen kredser om emner som nationalitet, Gud og familien. Men på en aldeles ukonservativ måde.
Kritik
14.10.19
Flere af teksterne i Forfatterskolens afgangsantologi 2019 handler om noget så konservativt som nationalitet, Gud eller familien. Det u-konservative og fremsynede ligger i teksternes arbejde imellem de vanlige litterære genrer.

I de år hvor jeg var begyndt at læse tungt og alvorligt, skattede jeg forfatterskoleantologierne som en slags fyrtårne for den nye, danske litteratur – de lidt ældre eksemplarer, som jeg fandt på min mors bogreol, udgivet i samarbejde med Dansklærerforeningen med forsideillustrationer, der på sin egen EDBagtige måde mindede om sædebetrækket i offentlige transportmidler – og senere dem jeg selv opdrev fra Basilisks hjemmeside, som var elegante, hvad man nu ikke kunne sige om de første. Det spændende for den nyudklækkede læser var at blive konfronteret med et sprog og en formbevidsthed, jeg først ikke forstod og ikke almindeligvis stødte på, men som var æggende og stor.

Årets dimitterende forfatterskoleårgang er i helt praktisk forstand stor, og de elleve dimittender, et af de største hold i skolens historie, står nu klar med deres viftende, sensible penne. Et fællestræk er, som man har kunne se flere steder i samtidslitteraturen de seneste år, at de arbejder eksperimenterende med skriftens tilhørsforhold til de fastforankrede genrer. Det er en tendens, der ses meget tydeligt hos en forfatter som Amalie Smith, hvor værket består af en sammenklaskning af forskelligt tekstligt materiale. Men også i en digtsamling som Asta Olivia Nordenhofs toneangivende det nemme og det ensomme – værkets poesi lagde sig et dybt originalt sted mellem blandt andet bloggens bekendende æstetik, en fin og dyb naturbevidsthed og politisk samfundsindignation. Årgang 2019 producerer lignende en skrift, der med den nye rektor Ursula Andkjær Olsens formulering foregår »midt i feltet«. Med midten henviser hun altså ikke til nogen form for centralisering af litteraturens former, men lige modsat: at de skrivende breder sig ud og arbejder med skriften »i hele det kæmpemæssige mulighedsrum mellem den flydende fortælling og den kondenserede lyrik«.

I Forfatterskolens afgangsantologi 2019 er der et skud ud til en flydende, alsidige skrivning og læsning

Det er selvfølgelig en lidt letkøbt generalisering, og de elleve dimittender er bare meget forskellige i deres udtryk og tilgang til skriften. Heidi Helmersens bidrag består for eksempel af to relativt klassiske eksempler på novellegenren. Den ene handler om en nybagt familie. Moren går hjemme med barnet, faren arbejder i skiftehold på en boreplatform. Da der sker en dødelig ulykke på en nærtliggende boreplatform, sendes faren hjem, og det installerer en frygt for familiens mulige ødelæggelse i alle de implicerede. Helmersens prosa tripper rundt på sine moderlige tæer af savn og bekymring, og undersøger de udfordringer den trippende afmagt udgør for den lille, kærlige bastion, familien – en tematik, der faktisk interesserer flere af dimittenderne. Teksterne foregår hver især over et kort tidsspand, som sådan en novelle skal, i lukkede omgivelser, i et knapt, skarpt sprog, og de indeholder det kendetegnende novelleknæk, hvor tankerne bliver overraskede og ændrer kurs.

Sara Masoudis bidrag handler tilsvarende om tilhørsholdet og dets komplikationer, men her i et nationalitetsøjemed – endnu en genkommende tematik. En indvandrerfamilie forsøger at få tilkendt et besøgsvisum til deres bedstemor i den nederdrægtige danske integrationsmaskine. Masoudi interesserer sig ikke for den dramaturgiske udvikling, men papirarbejdets padlen og den umenneskelighed, der ligger deri. Teksten veksler mellem det sarkastiske og det inderlige, og bærer præg af en magtesløs, vred tomgangsæstetik. Samtidig er det en tekst, der taler ud over sit trykte tekstmateriale, og for at komme til sin ret mangler den at skifte bogformens ham og stritte indigneret ud fra siderne ud mod verdens ører og kroppe.

Sebastian Nathan tager med sine tekster årgangens mest-klassisk-unge-samtidsdigtertitel. Man mærker under den afmålte stemme en blanding af andre yngre, tidligere forfatterskoledigtere som Andreas Pedersen, Jonathan August Lengali og Jens Kæmpe pippe forsigtigt med. Der er måske tale om en tendens i den ungdommelige stemmeføring? Nathans digtsuite skrives op omkring et ungt, sansende jeg i skønhedens, sagtmodighedens og årstidernes København. Nathans sætninger er rolige og tydelige, de bærer et ønske om en tilbagevenden til en klar og stille skønhed, men ikke uden en vis gennemlysthed af en vildere, flyvsk energi. Inde i den tilbageholdende tone bliver det diminutive nogle gange voldsomt og stort, som når han skriver: »at kaste sit blik ind i en baghave / ind til dette og kun dette: / tørrestativet og æbletræerne / midt på dagen / midt i solen // vinden samler lyset til en fjerdragt // og så som et minde fra en anden barndom / at for enden af vejen står der en bænk / at der er ridset ind i den ”2 er det uendelige tal”«. Det er en renskuret, enkel lækkerhed.

Signe Maxens bidrag består af en punktuel prosa om et jeg, der bor på kollegie og bakser med sin ængstelighed overfor verden og sin ungdom i det hele taget. I forbindelse med en psykiatrisk konsultation, skriver Maxen om en slags religiøs tvangsneurose, der fedter sig ind i prosaens logik: »I Distriktspsykiatrien spørger de meget ind til det med Gud. Om det er en rar Gud, og det er trygt at han kigger med. Nej, har jeg forklaret, han er en streng dommer. Han holder øje med mig, om jeg gør syndige ting. Det kan bare være, hvis jeg slår en prut i Violas seng, eller ikke tørrer en kaffeplet op, jeg har spildt. Gud vil straffe mig, der vil ske noget dårligt, stort og småt. Nogen jeg holder af vil blive kørt ned, far vil få kræft, Viola vil stoppe med at tale til mig, jeg vil blive afsløret i ikke at have lavet lektier i skolen.« Det er ikke uden humor: det er ængstelighedens, quirky prosa, og samtidig markerer Maxen her et gudemotiv, der også spinder sig ind i flere af antologiens tekster.

»Er tiden min ven? Fuck dig, jeg forstår ikke tiden«

Anna Rieder markerer lyrikkens side af ængsteligheden, men hos hende er der en helt anden, mørkere formbevidsthed. Digtene balancerer mellem at være en fortællende bevægelse om et indlæggelsesforløb og abrupte, hullede og usammenhængende udråb fra den psykotiske bevidsthed – som om der var en afgrund mellem hver enkelt sætnings mening. På de steder er der en fornemmelse af, at der i det lille, sindssyge punktum ligger en opgivelse lurer, men teksten kæmper sig videre og videre, fordi den er nødt til det. Er det en livsdrift, der gemmer sig under det depressive? Det er igen ængstelighedens, der lægger form til. Det er en sammenbidt og forladt poesi, som når hun skriver: »Er tiden min ven? Fuck dig, jeg forstår ikke tiden, hvorfor æblerne ikke lyser nu, hvorfor atriumgården er så blåsort, hvorfor nattevagten kommer ind med seroquel når jeg trykker på den lille røde  knap ved sengen, Gud, vi er begge kropsløse og jeg har lidt ondt af dig, du som er i himlen og mig, på en måde på jorden / Hvorfor lader du mig vente alene når jeg kun venter på at englene skal komme / Alle de gange jeg har ligget fladt på sengen og ventet forgæves / Gud / Alle de slanger du sender / Alle de fucking slanger«.

Det er interessant, at så mange af dimittenderne arbejder i et stilistisk midterfelt, men skriver om ret traditionelt konservative problemstillinger som nationalitet, Gud eller familien

Skriftens tilhørsforhold til genrerne bliver endnu mere udflydende hos Rasmus Dahl Theisen og Sebastian Jezewski Sommer. Theisen skriver om Mols på en måde, hvor prosaen bevæger sig følende ud mod poesien på den ene side og en hakkende notesbogsæstetik på den anden. Teksterne handler om ægteparret Nellie og Vic og om deres væren i og med naturen. Inde i begge karakterer huserer et poetisk og naivt ønske om at nedfælde verden; Nellie optager lyden af regnen, og Vic noterer i sin notesbog. Det er også med den impuls, Theisen skriver: fint og nærværende, troskyldigt på en måde, der minder om Sara Lidmans første bøger om bondesamfundene i Nordsverige (romanerne før hun blev meget udtalt politisk som Tjæremilen og Multebærlandet). Det er univers, hvor et vanligt nu og en forældet, landlig livsverden, fletter fingre. Den yderlige geografis korrespondance med det centrale er som den fine poesis korrespondance med det landlige og prosaiske. Det fordrer en mystisk og fremmed stemning i sætningen, et stille og forsagt nordisk humør. Sommers tekst handler om begivenheden højtid-med-familien. Den handler om en juleaften, om familiens ret voldsomme sammensætningen af vidt forskellige persontyper og om de pinagtige situationer, sammensætningen medfører.

I Sommers tekst udvikler prosaen sig til sidst til et kaudervælsk spil for stemmer med familien og julens arketypiske genstande, der vækkes til live, som de dramatiske aktører. I det spil mellem tingene og familien opstår der en absurd, morsom og pludrende larm. Som når en næsten hel mandel i risalamanden opfører sig genstridigt og drilsk, og bryder ind i julemåltidets samtale, og siger »jeg bærer blot et lille hak så man ved første indtryk kan blive helt i tvivl om jeg er Mandlen«, mens de gennemhakkede mandler, ligesom det opbrudte i stemmespillet, beklagende udbryder »mit legeme«.

Deniz Kiy markerer måske årgangens mest genreudflydende, sammenklaskende skrift. Hans bidrag består af en række politisk indignerede, voldsomme og undertrykte blogopslag, der baglæns tæller tilbage til dagen før valgaftenen i år. Et tragisk nulpunkt for den danske nationalånd. Det er hverken skøn eller god skrift, men det ønsker den nok heller ikke at være. Dets mål oprør mod samfundets dagligdagsracisme, det etablerede, litterære miljø og de gængse konventioner etc. I og for sig er det ikke nyt, at oprøret tager anti-æstetikkens kostume på. Det spændende her er, at skriften ifører sig sin æstetik fra det dybe internets rådne garderobe, ligesom teksternes subjektet er sat til side for en hadefuld blogkollektivitet og kollagebevidsthed. Der er bidrag på bloggen fra Sivas, Shu-bi-dua, Køterhusets befrielseshær, uddrag fra Politikken, indlæg fra Den Endnu Ikke Oprettede Counter Strike-Clan ”Outcats” med flere.

Det er interessant, at så mange af dimittender arbejder i et stilistisk midterfelt, men skriver om ret traditionelt konservative problemstillinger som nationalitet, Gud eller familien. Det u-konservative ligger særligt i formarbejdet, og det at skriften kortlægger trekløverets kampzoner i stedet for at lade sig føje af blinde, romantiske billeder. Det er måske den balancegang mellem det traditionelle indhold og den eksperimenterende form, der er kendetegnende for antologien, og som for eksempel Theisen lader udspille ret konkret i sit bidrag. Glenn Bech Møldrup skriver også om den lille familie og dens forfald, men i en særegen prosaform, der lægger sig meget tæt op ad den rene mundtlighed. Det er en fejlfuld og manglende skrift, som det bliver synliggjort, når talen skrives ned ordret – men på samme måde som erindringen om en hård opvækst er hullet og besværlig. Martin Olle Josef Diedrichs bidrag er en lagdelt fortælling, der bevæger sig ind i sin skabelsesproces: et enigmatisk syn af en dreng, der springer over et hegn (mod hvad? Friheden?), får en forfatter til at genoptage sin ellers afbrudte skriveproces. Teksten bliver båret af forsøget på og overvejelserne ved at genoplive synet af drengen. Jo klarere synet beskrives, des mere fjernt fra sit forlæg bliver det, og des mere fjerner skrivningen den umiddelbare oplevelse. I den særegne metabevidsthed om skriveprocessen virker prosaen meget moden og original.

Sofie Kallehauges bidrag udspringer tilsvarende af et syn: en underlig drøm, en mystisk krisespådom, hvor jegets familie går i opbrud, og bæres væk hinanden af forskellige havstrømme. Teksten fortsætter i vågen tilstand, hvor jeget i sit forsøg på at få fjernet det genkommende syn fra sin bevidsthed, opsøger en clairvoyant. Prosaen bærer præg af en ikke uproblematisk ironi, men også den formildende forhåbning overfor den mystiske dimension, som den clairvoyante symboliserer, og dette er et ret fantastisk og produktivt håb.

I Forfatterskolens afgangsantologi 2019 er der et skud ud til en flydende, alsidige skrivning og læsning, som man i hvert fald kan håbe på, at den kommer til at bevæge sig længere hen mod i det kommende årti. Selvfølgelig er spådommen slet ikke uproblematisk, og den er selvfølgelig lige så spørgende i sine profetier, som når man kigger på et klassebillede og siger: jeg tror hun bliv læge eller astronaut eller kioskejer. Det kunne i det hele taget være ret sjovt, hvis man, ligesom i Facebooks tidlige og usikre år, og i modstrid med alt det forskellige og åbne, man som ung forfatter vil med sin skrift, kunne tegne denne kommende læsnings klassebillede op som et slags ’klassens type-billede’. Nathan som den populære dreng i klassen, hans gerning rigtig og smuk; Kiy som klassens gavtyvbadboyghettodawgdigter; Diedrichs som ham der er ældre, end han er; Helmersen som hende med den pertentlige omgang med strukturen i penalhuset, orden i skoletasken og så videre. Måske vil man om nogle år under efterrationaliseringens arkitektlampe kigge på klassebilledet i mappen og sige, at den her årgang i særlig grad skubbede læsningen ind i 2020’erne som det hav, den i virkeligheden er.