Litterært klassebillede

I de år hvor jeg var begyndt at læse tungt og alvorligt, skattede jeg forfatterskoleantologierne som en slags fyrtårne for den nye, danske litteratur – de lidt ældre eksemplarer, som jeg fandt på min mors bogreol, udgivet i samarbejde med Dansklærerforeningen med forsideillustrationer, der på sin egen EDBagtige måde mindede om sædebetrækket i offentlige transportmidler – og senere dem jeg selv opdrev fra Basilisks hjemmeside, som var elegante, hvad man nu ikke kunne sige om de første. Det spændende for den nyudklækkede læser var at blive konfronteret med et sprog og en formbevidsthed, jeg først ikke forstod og ikke almindeligvis stødte på, men som var æggende og stor.

Årets dimitterende forfatterskoleårgang er i helt praktisk forstand stor, og de elleve dimittender, et af de største hold i skolens historie, står nu klar med deres viftende, sensible penne. Et fællestræk er, som man har kunne se flere steder i samtidslitteraturen de seneste år, at de arbejder eksperimenterende med skriftens tilhørsforhold til de fastforankrede genrer. Det er en tendens, der ses meget tydeligt hos en forfatter som Amalie Smith, hvor værket består af en sammenklaskning af forskelligt tekstligt