Print artikel

Kunsten at forsvinde

Christopher Knight fanget på et overvågningskamera.
Kritik
12.02.19
Hvorfor er vi så fascinerede af folk, der forsvinder? To nye bøger og en enkelt klassiker forsøger at finde et svar.

Hvem har ikke bare én gang i sit liv haft lyst til at forsvinde? Sådan rigtigt at forsvinde? Det har jeg. Og det er jeg sikker på, at andre også har. Tanken er, skal vi være helt ærlige, nemlig fristende, og flugt er faktisk en reel og ikke helt urealistisk mulighed. I en håndevending kunne man pludselig slippe for det eksplosive studielån, de tarvelige forældre, det lige så tarvelige job eller de endnu mere tarvelige forventninger fra samfundet.

Der findes mange kendte forsvindingssager, gamle som nye, og der bliver ved med at dukke nye op. Mange fascineres af dem, og det med god grund. Forsvindingssager taler nemlig til noget almenmenneskeligt i os. Blandt andet et begær efter at leve et helt andet liv, som kan blive vakt ved at høre om mennesker, der vælger at forsvinde fra omverdenen, og som vi kan spejle os i. Og også behovet for mystik og livsvisdom eller ’den store sandhed’, to umiddelbart modsatrettede behov, som også kan vækkes, når vi hører eller læser om forsvindingssager.

Det er, hvad to nyudgivne faglitterære bøger og en genudgivet klassiker når frem til. Elizabeth Greenwood fortæller i Playing Dead om virkelige sager med mennesker, der har snydt sig selv døde. Og Michael Finkel kommer i The Stranger in the Woods ind på livet af en mand, der har gemt sig i en skov i syvogtyve år. I romanen Picnic at Hanging Rock giver Joan Lindsay et billede på, hvordan det omkringliggende samfund glubsk kaster sig over en historie om nogle forsvundne piger. Fascinationen af forsvindingssager bunder først og fremmest i identifikation og behovstilfredsstillelse. Hvordan det konkret hænger sammen, giver de tre forfattere hver deres bud på.

At snyde sig død

Hvordan snyder man sig selv død? Det kan man for eksempel gøre ved at få det til at se ud, som om man har valgt at tage livet af sig selv ved at hoppe ud fra en bro. Lige netop dét gjorde den bedragerianklagede Sam Israel III, der i 2008 stod til at skulle afsone mere end tyve år i fængslet. Via kontakter i CIA og Mossad fik han tillusket sig en ny identitet, og det fingerede selvmord ville garantere ham, at myndighederne ikke ville begynde at lede efter ham. Eller det troede han i hvert fald. Historien endte anderledes, og Israel afsoner nu sin straf efter at have meldt sig selv til politiet kort efter sit forsvindingsnummer. Det at forsvinde var alligevel en for stor mundfuld for ham.

Israels historie er dog langt fra unik, fortæller Elizabeth Greenwood i Playing Dead. Frank Ahearn, der har skrevet bestselleren How to Disappear, afslører over for Greenwood, at det typisk er pengeproblemer eller utilfredshed med ægteskabet, som får folk til at forsvinde. Ahearn er selverklæret ekspert i at få folk til at forsvinde og har hjulpet adskillige mennesker med at forlade deres gamle jeg.

Men det er blevet sværere med tiden. Vi efterlader ikke kun diverse digitale aftryk, der er også kameraer allevegne til at fange os i vores forsvindingsnummer. Umuligt er det dog ikke, forsikrer Ahearn, og han tager sig gerne betalt for at få det til at lykkes. Et gratis tip giver han gerne med på vejen: lad være med at fingere din egen død, du skal nøjes med bare at forsvinde. Opklaringsarbejdet bliver mere vanskeligt, jo færre ting der er at gå efter.

Det er Steve Rambam enig i. Rambam har efterforsket mistænkelige dødsfald for forsikringsselskaber og har behandlet over firehundrede tilfælde af sager, hvor den påståede død var iscenesat. Han er kommet til den konklusion, at det at fake sin egen død næsten aldrig lykkes. Der er for mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Har du for eksempel penge nok? Har du en anden identitet klar? Og er du i stand til at bryde båndet med familie og venner og samtidig leve med, at du kommer til at såre dem? På trods af det tager mange stadig chancen. Særligt på Philippinerne, hvor man kan købe sig til falske dødsattester.

Der er en underlig fascinationskraft ved mennesker, som vælger at iscenesætte deres egen død. Det er ideen om det frie og bekymringsløse liv, uden gamle bånd og løftet om at kunne starte på ny. Det er, pointerer Greenwood, som om man generelt tillægger livet som pseudodød eller forsvundet en stor grad af autencitet. Som om de forsvundne lever livet mere end andre. Og det er egentlig ikke så underligt, siger psykiater på New York University Ze’ ev Levin til Greenwood: ideen om at forsvinde er en universel fantasi, som vi alle, hvis vi skal være helt ærlige, på en eller anden måde kender til. Det er en længsel efter at være en anden person et helt andet sted i verden.

De, der lever drømmen helt ud og vælger et liv som afdød fra omverdenen, ender dog som sagt altid med at blive fanget. Nogle af dem har Greenwood også talt med, og deres historier lever ikke altid op til det romantiserede billede af dem som mange måske har. Inklusive mig selv, indtil jeg læste Greenwoods bog. Dødsfakerne bliver set som modige og rebelske Indiana Jones-typer, der narrer systemet, men for nogle af dem Greenwood taler med, har det haft alvorlige konsekvenser for deres nærmeste; følelsesmæssigt, økonomisk og meget andet. Også for de af dem, der har været vidende om og også har deltaget i mandens/konens eller forældrenes forsvinden og ”død”.

Når du forsvinder, vakler fundamentet

Fascinationen ved det at forsvinde er også svær at få bugt med for karakterne i Joan Lindsays roman Picnic at Hanging Rock. Efter at tre kostskolepiger og en lærer pludselig forsvinder under en udflugt, er skolen, de lokale og pressen på den anden ende. Snakken går på gangene blandt eleverne, de lokale beboere stiller sig nysgerrigt op foran skolen og journalisterne snuser omkring, spørger, presser på og spekulerer i det ene og det andet. Men der er ingen, der ved noget.

Det ændrer sig heller ikke særlig meget, da Irma, en af de forsvundne kostskolepiger, bliver fundet. Hun husker intet, selvom hun har været væk i flere dage. Det sætter kun endnu mere gang i snakken, og Irma bliver ikke kun genstand for nysgerrighed, men også vrede og frygt. For skjuler hun noget? Og hvorfor blev netop hun fundet?

Lige så nådesløs lokalbefolkningen og pressen har været med sin utilslørede fascination og nysgerrighed, lige så kynisk er den også med sin ligegyldighed og desinteresse, da der efter noget tid ikke er noget nyt i sagen om de forsvundne piger og læreren. Tilbage er kun sorgen hos eleverne og forældrene.

Selvom Picnic at Hanging Rock blev udgivet i 1967 og udspiller sig i året 1900, er mediernes og befolkningens ageren grundlæggende den samme som i dag. Hvem husker ikke, da Ubådssagen og Emilie Meng-sagen stadig var forsvindingssager for offentligheden, og hvordan der blev spekuleret i øst og vest om det ene og det andet i avisspalterne, på tv og i kaffestuerne. Efter domafsigelse i Ubådssagen og fundet af et lig og en dødsårsag i Emilie Meng-sagen, men stadig ingen nærmere afklaring om gerningsmand eller motiv, er der skruet gevaldigt ned for interessen for begge sager. Videre til næste sag, skræmmende nyhed eller frygtelig hændelse. Offentligheden, det er os, og vores gab står åbent, altid, og pressen skovler ind.

Forlaget Penguin genudgav i slutningen af 2017 Lindsays roman i anledningen af halvtredsåret for dens udgivelse, og en miniserie med romanen som forlæg havde premiere sidste år, med blandt andet Natalie Dormer fra Game of Thrones i én af hovedrollerne. Picnic at Hanging Rock har haft et langt efterliv, ikke mindst på grund af en filmatisering fra 1975, men også på grund af romanens korte og mystiske forord, hvor Lindsay beder læseren om selv at vurdere, om romanen er baseret på fakta eller fiktion. Det har givet romanen kultstatus i sit hjemland Australien. I en sådan grad, at den knudrede bjergformation Hanging Rock endnu i dag er synonymt med Lindsays roman.

Lindsay leger med forholdet mellem fiktion og fakta og har helt sikkert været bevidst om den effekt, det ville have på læseren. Forsvindingssager er generelt omgærdet af mystik, og kan man holde den gryde i kog, som Lindsay gør, er man sikker på at få et publikum. Og det ikke kun af grunde, som Greenwood kommer ind på, såsom at den forsvundne tillægges en større grad af autencitet. Historier om forsvindinger har i modsætning til for eksempel mordsager ikke noget facit. Det er en uafsluttet historie, der i princippet aldrig kan debatteres til ende. Jo mindre vi ved, desto mere får vi lyst til at vide, hvad der er sket. Desto større bliver skuffelsen måske også, når vi får en endegyldig afslutning på historien; var det bare det, tænker vi så. Det kan være, at vi i sidste ende egentlig gerne vil holdes hen og også gerne vil bibeholde mystikken, da virkeligheden måske kan vise sig at være kedeligere end de fantasier og historier, vi knytter til forsvindingssagerne.

Turen ind i skoven

Christopher Knights forsvinding, som journalisten Michael Finkel fortæller om i The Stranger in the Woods, har også noget uklart og uafsluttet over sig. En dag i 1986 vandrede tyveårige Knight ind i den tætte amerikanske skov for at blive der de næste syvogtyve år. Kun én gang i løbet af de mange år talte han med et andet menneske, en vandringsmand, som han kort sagde »Hej« til. Ellers holdt Knight sig for sig selv i sin lejr godt skjult bag store sten og høje træer.

En egentlig grund til, hvorfor han valgte at forsvinde for omverdenen og leve et liv i total isolation, har han svært ved at give Finkel, som har interviewet Knight om hans tid i skoven. Der er enkelte delforklaringer, som at man i Knights familie altid har værdsat privatlivets fred og generelt har holdt sig for sig selv. Men decideret menneskefjendske har de ikke været, fortæller gamle naboer og venner til Finkel i løbet af hans research. Men hvad fik ham så til at gå ud i skoven? Presset svarer Knight kun, at det bare var noget, han gjorde, og at han generelt altid har haft det bedst med at være alene. Med tiden blev lejren i skoven ganske enkelt hans hjem og det sted, han allerhelst ville være.

Nogle ting vil Knight dog gerne sætte på plads. Han gik ikke ud i skoven for at blive oplyst eller møde Gud. Han sad heller ikke og messede og bedte, men dagdrømte, læste, hørte radio, og var bare selv. Forsvindingen skete heller ikke i protest. Selvrealisering, som man ser det i tv-programmet Alene i Vildmarken, var heller ikke motivet.

Det er ikke meget, Finkel får ud af Knight, ud over at han bare gerne ville være alene. Knight er på mange punkter en lukket bog, og som det også er tilfældet med pigerne i Lindsays roman, er mysteriet om Knight ikke endegyldigt løst. Godt nok er den forsvundne mand blevet fundet, men det har ikke resulteret i en entydig forklaring på hele historien. Én af grundene til, at The Stranger in the Woods er blevet en bestseller i USA, er måske, at læserne gerne vil have et svar på Knights radikale handling, når de har læst den tillokkende tekst på bogens bagcover hos boghandleren. Og måske forventer man som læser også, at Knight må ligge inde med en særlig visdom efter alle de år i isolation. Som om forsvindingen må have afstedkommet en slags eksistentiel eller intellektuel gevinst. Det er en tendens Finkels sporer op gennem historien hos for eksempler munke, yogier og andre hellige karakterer, som af befolkning, stat og kirke er blevet anset som værende i direkte kontakt med gud, verden og livets sandhed. Fordi de netop har valgt at forsvinde fra det omkringliggende samfund og leve i isolation. Knight selv er ikke blevet specielt oplyst, hvis overhovedet. Han har, finder Finkel frem til, blot nydt sin tid væk fra menneskene. Der er intet mystisk, helligt eller særligt intellektuelt givende ved at forsvinde, konstaterer Finkel.

For Knight varede opholdet i skoven dog ikke evigt. Han blev fanget i 2013, da han var i gang med at stjæle fra det hus, han havde stjålet fra mere end hundrede gange før. Han blev smidt i fængsel, midt blandt andre mennesker efter mange års ensomhed, og fik efter et par måneder en art behandlingsdom. Hans nye hjem blev barndomsværelset hos moren, som indtil han blev anholdt havde troet, at han var død. Tiden som forsvunden person var nu officielt ovre og et liv som medlem af menneskesamfundet begyndt.

Forsvindingssager er mere end deres tilsyneladende sensationelle nyhedsværdi. Som Greenwood og Finkels bøger pointerer, er der virkelige mennesker bag historierne, og deres historier er fulde af drama, sorger, håb, laster og drømme. Det gælder også for de opfundne karakterer i Lindsays roman, der samtidig også fortæller om omverdenens ubarmhjertige rovdrift på de forsvundnes historier. Men, som bøgerne på hver deres måde illustrerer, vil deres historier også altid appellere til vores forestillingskraft og sætte gang i identifikationen og spekulationerne. Vi har alle sammen drømt om at forsvinde, men det er de færreste af os, der har gjort alvor af det. Gennem bøgerne kan vi for en kort stund lade andre om at tage springet for os og på behørig afstand lege, at det var os selv.