Print artikel

Kroppen sitrer af fortid

Kritik
06.11.18
Nyere ungarsk litteratur går forjættende godt. Dét viser blandt andre Gábor Schein, der er aktuel på engelsk med to bøger.

Imre Kertész, Péter Esterházy, Péter Nádas, László Krasznahorkai, György Konrád og Magda Szabó. Alle er de rundet af det 20. århundredes totalitarisme. Alle er de flittigt oversat til ”hovedsprogene”. Alle er de hyppigt blevet fremhævet af både forfatterkollegaer, kritikere og gang på gang udmærket med diverse internationale litteraturpriser. Sammen udgør disse delvist aldrende, delvist afdøde ungarske forfattere et hovedspor i nyere europæisk litteratur, som enhver såkaldt kulturnation skæve til med misundelse. Men til trods for roserne, anerkendelsen, er der i Norden en påfaldende lille interesse for, hvad der ellers rør sig i ungarsk litteratur. Specielt blandt de yngre forfattere. Heldigvis har en håndfuld forlag i Tyskland og den angelsaksiske verden introduceret en række af de væsentligste navne. Én af disse er Gábor Schein, hvis brillante The Book of Mordechai (2002) og Lazarus (2004) nu foreligger på engelsk.

Det lover godt for den nyere ungarske litteratur

Schein er født i Budapest i 1969. Han debuterede i 1991 med digtsamlingen Ordenes erindring (Szavak emlékezete) og har siden skrevet dramatik, børnebøger, romaner, flere digtsamlinger, akademiske afhandlinger og essaysamlinger, den seneste om Ungarns politiske forfatning. Fælles for værkerne, også for de netop udkomne, er emner som erindring, historie, sprog og den jødiske arv Schein selv er en del af.

I Book of Mordechai, den bedste af de to romaner, følger vi drengen P. Han er blevet anbragt hos sine bedsteforældre for sommeren. Flimrende hede omslutter Budapest og P. henslæber tiden. Dagene er endeløse. Ofte ligger han på sin seng og betragter sit værelse, lysets indfald og hvirvlende støvkorn, mens han følger blomstertapetets riflede udbulinger med fingerspidserne. Ellers går han med sin eddikelugtende bedstefar ud og køber ind, når ikke bedstemoren underviser ham i læsning. Det sidste er bogens omdrejningspunkt.

Hver dag læser P., hakkende under bedstemorens strenge blik, højt af den gammeltestamentlige beretning om Mordekaj. Ud over selve fortællingen, der meget kort fortalt handler om et mislykket forsøg på at udrydde jøderne i Persien, fremmaner selve den bog, de læser op fra, et hebræisk-ungarsksproget familieeksemplar, familiens fortid. Scener fra drengens dvaske sommer folder sig ind og ud af bidder af bibelteksten og fortællinger om tekstens oversætter, en excentrisk rabbiner, fortællinger om P.s bedsteforældre og Shoa, om hans oldeforældre og familiens emigrationen fra det habsburgske kronland til Budapest. Således bliver Scheins bog en snurrende meditation over Ungarns jødiske historie - dens rødder, nære fortid, nutid.

Begge romaner minder snart om Amos Oz, snart om Marcel Proust, men bevarer alligevel en egenart. En slags spring-dvæle-spring-æstetik.

Den anden bog, Lazarus, foregår senere end den første og udforsker Shoa-traumets smertelige virkefelt. Vi følger en familie, mestendels far og søn. Vi følger drengens blik, der også er fortællers, som forundret retter sig mod den far, hvis krop vedblivende sitrer af fortid. Ikke at dette kan aflæses i eller reduceres til dét eller dét handlemønster, de eller de reaktioner, nej det er mere vagt og mere omfattende; det er slet og ret farens væremåde, der viser, hvor fortvivlende aktivt traumet er: At de hændelser, der tavse og fortiede forgifter familiens liv, har afsat sit mærke i farens krop, i hans smalle ben, hans oppustede torso og blanke, grånende blik. Bogen kredser på den måde om farens kamp for overhovedet at være til stede i et ituslået liv. Læsningen er hård og gribende. Især Scheins skildring af dødskampen, uværdig og rodet som den er, må man smerte sig igennem.

Begge romaner minder snart om Amos Oz, snart om Marcel Proust, men bevarer alligevel en egenart. En slags spring-dvæle-spring-æstetik. De er snarere dissociative end associative. Og det påminder om, at vi – som Inger Christensen skriver i en tekst om Tove Ditlevsen – fødes med anlæg for hengivenhed og ømhed, hinsides godt og ondt, men dermed også en modtagelighed overfor traumers ødelæggende, forkrøblende kraft. 

Som nævnt er Schein ingenlunde alene om at være løfterig. En anden, den måske mest lovende, er – eller rettere var – Szilárd Borbély (som en af de få er han oversat til norsk). Mens han i hjemlandet primært er hyldet som lyriker (Kertész har kaldt ham den »mest lovende i hele den ungarske poesi«) fik Borbély international opmærksomhed med romanen De ubemidlede - en helt igennem mistrøstig skildring af en opvækst på landet, fordærvet af vold og betinget af jøderne, der aldrig vendte tilbage efter krigen. Det begsorte tungsind, som alle Borbélys værker er indfarvet med, fik dog også magten over ham. Den velvillighed, den litterære offentlighed mødte ham med, formildede ham ikke. Ungarsk litteraturs »mest fortabte digter«, med Kertész’ ord, kunne ikke, med Krasznahorkais ord, »bære det længere«. I 2014 tog Borbély sit eget liv. Han blev 51 år.

En anden, der har gjort sig bemærket, er György Dragoman, hvis skønne-skrækkelige, Beckett-inspirerede Den hvide konge er oversat til dansk af eminente Peter Eszterhás. Endnu en er Attila Bartis, som skriver vredladne, ironisk-dystre tekster, der smukt changerende opruller livet, især kunstnerlivet, under kommunismen. Zsófia Bán fortjener også at blive fremhævet: Hun skriver om egne kosmopolitiske erfaring og snurrigt, menneskeliggørende om den store fjerne fortid. Flere kunne nævnes. Kort sagt: Det lover godt for den nyere ungarske litteratur.